Jeg tror der er en hel del religion involveret i netop det emne
Dette er ikke for at træde nogen over tæerne overhovedet! Jeg har selv prøvet at skifte rør ud, både udgangsrør og småsignalrør, med andre tilsvarende typer, og jeg har ikke kunnet høre forskel. Måske nogen kan, det vil jeg ikke udelukke.
Som udgangspunkt har det været i konstruktioner som grundlæggende har været korrekt dimensionerede, og som har "kørt" rørene indenfor deres respektive arbejdsområder. Forskel i forvrængning? Ja måske, men jeg har ikke kunnet konstatere det i hvert fald. Desuden må man gå ud fra, at en konstruktion er lavet, så forvrængningen har absolut mindst mulig indflydelse på signalet, altså vil den under normal brug være uhørbar. Udstyrer man et trin fuldt ud, er det muligt der er forskel på forvrængningsprodukterne fra det ene rørfabrikat til det andet, men så er styrken nok alligevel så høj at man ikke opfatter forskellen. Jeg tror nærmere at det man "hører" er, hvis rørene ikke "kører" ens, når man har skiftet dem ud med andre. Fx. en forskel i hvilestrømmen, hvis det nu er brugte rør man forsøger med. Mange nye rør afviger også betragteligt fra databladet mht. hvilestrøm, og det har direkte indflydelse. Man mærker det nok ikke så meget på udgangsrørene, da man ofte alligevel skal justere bias ved rørskift, men ved fx. et ECC83 i en forforstærker med fast bias kan det pludselig blive helt afgørende for lyden, hvis rørene ikke trækker ens strøm ved en given forsyningsspænding. Og SÅ har man balladen, og forskel i lyden (forvrængning), men det skyldes et skævt arbejdspunkt, og ikke en farvning eller "lyd" som røret tilfører.
Jeg har i mine egne Dynaco mk4 forsøgt om jeg kunne høre forskel på Svetlana, JJ og de originale Mullard EL34 der sad i dem da jeg købte forstærkerne. Jeg kunne ikke høre forskel overhovedet, udover at der ikke var så megen effekt tilbage i de gamle og ret udbrændte Mullard rør. Men lydmæssigt kunne jeg ikke konstatere noget. Og heldigvis, for det er vel sådan det BØR være indenfor hifi. Jeg kunne iøvrigt heller ikke høre nogen lydmæssig forandring ved at skifte mellem UL og triodekobling
I fx. guitarforstærkere er det jo ofte forvrængningsproduker man dyrker for at opnå den lyd man ønsker. Rørene er tit kørt temmelig hårdt, og det er muligt at der så er lydmæssig forskel mellem de forskellige fabrikater, det skal jeg ikke udelukke.
Mvh.
Jan