af Klarskov » tirs 15. jan 2019 01:45
Helt generelt: En forstærker med f.eks. 2*20 w kan meget hurtigt bringes til at "klippe" - det vil sige, at den runde top af sinuskurven klippes af og der kommer en firkant i stedet. Der, hvor den bløde sinuskurve forvandles til en firkant, er der voldsomt meget energi. Disse spidser kan sagtens være 5-10 gange den nominelle Vrms ved den pågældende frekvens, - og det smadrer en hvilken som helst diskantenhed (denne voldsomme energi skyldes udglatningskondensatorernes evne til at afgive voldsomt meget strøm i et kort kort øjeblik). Derfor: En forstærker, som kan levere et stort spændingssving, vil næppe nå klippegrænsen, og derfor vil højttaleren overleve selv ved moderat overstyring. Det er desuden lidt lusket, fordi man kan lytte på et forholdsvis højt niveau i lang tid uden nævneværdig forvrængning, fordi man hele tiden er på den "rigtige" side af klippegrænsen, men en pludselig transient kan komme helt uventet og så har vi øjeblikkelig balladen med afbrændte diskanter. Naturligvis hænger det sammen, men et stort spændingssving (= høj effekt i moderate til høje impedanser) uden klipning er at foretrække fremfor en høj effekt i lave impedanser (= stor strømkapacitet og lave spændinger). Det er typisk hvad man ser med rørforstærkere: De klipper altid "blødt" - dvs. de skaber ikke firkanter i stedet for sinuskurver og derfor advares man i tide om, at forvrængningen er for høj og så kan man skrue ned inden det går galt. 10% forvrængning fra en rørforstærker kan man leve med, men 10% forvrængning fra en traditionel transistorforstærker indeholder så megen klipning, at både diskanter og ører er stået af for længst. Problemet er, at der kun behøves et splitsekund før det går galt. Det er også forklaringen på, at mange kan leve med rørforstærkere på 10-40 W (endda SE-typer incl. den tilsvarende (relativt ørevenlige) forvrængning) og disse samme næppe vil finde sig i transistoriserede forstærkere på under 100 W i 8 ohm ( 150-200W i 4 ohm).
Bundlinjen er: Det farligste man kan udsætte sine hundedyre højttalere for er en alt for lille solid state forstærker. Der skal virkelig meget til før en 200 - 300W forstærker brænder en højttaler af - man er blevet døv længe inden! Men et lille vrik på volumenkontrollen på en 10-20W solid state forstærker kan på et splitsekund smadre en hundedyr højttaler. Og så lyder det tilmed grimt. Med rørforstærkere står øret som regel af før højttaleren.
Fra disse generelle regler er der dog én undtagelse: I mange af NADs transistoriserede forstærkere er der et "soft clipping" kredsløb, som netop absorberer/afrunder klipningen, når spændingssvingets grænse nås. Dette kredsløb forvandler altså destruktiv klipning til almindelig øre(u)venlig forvrængning og redder dermed (ofte) højttalerenheder.