Vintagehifi.dk

My bad (tror jeg): jeg troede, at der aldrig var beskyttelseskredsløb i klasse A forstærkere.

Hvad jeg ikke helt forstår, er at mange på nettet (og en del anmeldere, f.eks. Ken Kessler) mener at Radford og Quad rørforstærkere er "the Bee's Knees" til at drive de gamle ESL57. Har det noget at gøre med at de er relativt bredbåndede?

Ikke utænkeligt, men det er ikke ensbetydende med at de egner sig til ML Vantage.
MVH Henning

Jeg faldt over denne artikel og John Crabbe's respons som kaster et godt lys på problematikken (og giver en tommelfingerregel!)

https://www.stereophile.com/reference/810/

(Tommelfinger regelen er "To confine frequency-response changes within an amplitude band of 1dB, the amplifier's source impedance (plus the resistance of its connecting cable) must be less than an eighth of the speaker's impedance at the latter's lowest point, and less than a sixteenth for a band of 0.5dB. "

Det vil så sige at en forstærker der skal drive ML Vantage skal have hhv 0.06Ω og 0.03Ω som udgangsimpedans...hvis jeg ellers har forstået det ret.

(lidt senere efter et par beregninger:) Og igen, sansui AU11000 har en dæmpningsfaktor på 128, hvilket skulle give en udgangsimpedans på 128/8= 0.0625Ω. Det betyder så at med Martin Logan Vantage falder den kun lige akkurat indenfor 1dB båndet som beskrevet af John Crabbe, og at mine Radford MA50 (med en udgangsimpedans på 0.28Ω) slet ikke kan være med.

Eller har jeg misforstået?

Forstærker og højtaler kan betragtes som et lavpasled, hvor modstanden udgøres af forstærkerens udgangsimpedans og kondensatoren udgøres af højtalerens virtuelle kapacitet. Ved hjælp af filterets overføringsfunktion kan man således beregne ved hvilken udgangsimpedans den tonale balance overskrider x antal db. Man er dog næppe "home free" selvom man kan overholde 0,5db ifølge denne anskuelse, idet der vil være forstærkere som vil vise tegn på ustabilitet ved en så kraftig kapacitiv belastning. Desuden er dæmpningsfaktoren ikke en lineær størrelse, hvilket vil sige at den antager en anden, typisk lavere, værdi når belastningen falder til små Ohm-størrelser.
Man kan måle om forstærkeren kan "leve med" højtaleren ved at tilføre et firkantsignal og monitorere udgangsspændingen med et oscilloskop. Hvis spændingen ikke stabiliserer sig efter hvert skift er den måde hvorpå modkoblingen er implementeret ikke egnet til denne type højtalerbelastning, måske er modkoblingsfaktoren for høj. Er skiftet meget langsommere end 20µS er udgangsimpedansen for høj og måske er modkoblingsfaktoren for lav.
Denne måling kan foretages rimelig risikofrit på en elektrostathøjtaler eller anden fuldtoneenhed, men vær forsigtig med flervejshøjtalere.
MVH Henning

Jeg ejer et sæt martin logan cls 2z, som også dykker voldsomt i impedans ved høje frekvenser.
Jeg har prøvet at drive dem med store rørforstærkere: copland cta 405 (kt88) og decware zma (kt66).
I det første tilfælde blev toppen ganske markant afrullet hvilket man også kunne se i målinger. I
det andet lød det bare som om systemet havde åndenød selv ved moderate lydtryk. Jeg har også
set/hørt klipnings indikatoren på en nakamichi pa5 (100W) gå i disko flimmer over dem, selv ved
moderate lydtryk. ( ... ustabilitet i sikringskredsløb? )

Til gengæld er det gået godt med musical fidelity a1 og cyrus 2 og specielt copland csa 28.
Så umiddelbart ville mit bedste bud til martin logan være 50-100 gode robuste simple transistor
watt uden sikringskredsløb.

(Ejer også en radford sta 25 men har aldrig prøvet den på ml'erne).

mvh

Jesper

Eftersom jeg er en stor Radford fan, (jeg har adskillige: STA15, STA 25, MA50 og proto-typen på Series VI) ville jeg være mægtigt interesseret i din beskrivelse af ML med en Radford forstærker. Jeg kan selvfølgeligt selv gøre det (og jeg forestiller mig sandeligt også at der bliver en masse forstærker-slæberi i de næste uger), men det ville være godt at høre om din erfaring med dem.

Jeg er også meget glad for min radford sta 25 på mine tannoys. Desværre er den fornyligt gået i stykker
og opholder sig nu hos Analog Bo. Når den kommer tilbage skal jeg prøve den på ml'erne.

Jesper

Kdaddy skrev:Jeg er også meget glad for min radford sta 25 på mine tannoys. Desværre er den fornyligt gået i stykker
og opholder sig nu hos Analog Bo. Når den kommer tilbage skal jeg prøve den på ml'erne.

Jesper

Det viste sig at mine MLer overlevede (men at mine Meridian forstærkere MINDST skal have nye sikringer).
Og så skal jeg også lige sige at en Kenwood L1000M ikke kan drive Martin Logan højttalere (eller Quad ESL57). Jeg sluttede den til og slukkede med det samme: jeg har aldrig hørt et relæ lave så meget støj!!

Nu når de virker kan jeg jo godt tilstå at det var min egen idioti der lavede problemer: jeg hev stikkene til forforstærkeren ud imens kraftforstærkerne var tændte. DOH! Manualen siger at højttalerne skal slukkes og tændes igen, og da jeg i min kvide ringede til butikken og prøvede med andre forstærkere havde jeg endnu ikke slukket og tændt igen.

Live and learn....

Er der ikke noget med at impedansen for elektrostater nogle gange nærmer sig 0 som set fra forstærkeren, og altså kan være ret krævende for en forstærker?

Jo da: ML Vantage dykker ned til 0.5Ω ved 20 kHz, og det får altså min Kenwood til at gå i højlydt protest-mode. Heldigvis er mine Meridian 105 og mine Radford forstærkere stabile i den belastning.

I de næste par uger, før vi tager på ferie, må jeg så lytte til dem allesammen....

Men er det smart/hensigtsmæssigt for en forstærker (uanset om den brokker sig eller ej) at gå ned på 0.5Ω?
Jeg tænker da at meget få ældre forstærkerer har godt af at spille med den modstand?
Men der er måske mere til det? (måske de mere teknisk kyndige kan svare på det?)

Der er en del snak på nettet om at ML netop “afstemte” (voiced) deres højtalere til transistorforstærkere. Personligt har jeg lidt svært ved at se logikken, så jeg vil da også gerne høre/læse en forklaring.

Men, selvfølgelig: i den sidste ende er det mine ører, og ikke tekniske målinger, der må afgøre hvad der lyder bedst.
Lige nu lytter jeg til Abbey Road og for første gang hører jeg forskellen imellem Tam-tam og stortommer imens der er stjerneklar forskel imellem McCartney’s bas og Ringo’s trommer.

Hvis vi, som tankeeksperiment antog at forstærkerens udgangsimpedans og højtalerimpedans var ens ville der blive afsat samme effekt i udgangstransistorer som i højtaler, hvilket i første ombæring ville medføre nogle begrænsninger af hvor stor en effektforstærker man praktisk ville kunne lave da man skulle bruge en farlig masse køling til at holde transistorenes temperatur under kontrol. En udgangsforstærker er dog lavet med henblik på at afsætte effekt i højtaleren og derfor tilstræbes det at holde udgangsforstærkerens udgangsimpedans væsentligt lavere end højtalerens belastningsimpedans. Det der så sker når der tilsluttes en belastning med en lavere ohm-værdi end den som forstærkeren er tænk til er netop at belastningsimpedans nærmer sig udgangsimpedans og man kunne forvente at at udgangstransistorer blev overophedede og evt. brændte af, det sker dog sjældent i forbindelse med elektrostater og det er der et par gode grunde til.
Herunder ses en spektrumanalyse af Pink Floyd "Dark Side of the Moon":

og hvis impedanskurven holdes hen over:

ses det at niveauet er langt langt nede oppe i den ende hvor impedansen virkelig falder. Ved 10KHz bliver der således kun afsat ganske få watt i højtaleren og dermed kun forsvindende lav effekt i udgangstransistorene selvom belastningsimpedans så småt rykker mod udgangsimpedans. Fejlkonstruerede sikringskredsløb kan selvfølgelig lade sig trigge, men forstærkeren lider ingen nød grundet den lave effekt. Anderledes katastrofalt havde det været hvis den slags impedansspræl var sket nede i basområdet da effektniveauet er 100 gange større og dermed i stand til at riste en udgangstransistor på et mikrosekund.
MVH Henning.

Undskyld jeg blev sgu doven. Og installerede radford’en direkte på tannøjserne.

Selvom vikaren (leben cs 300) var ok så er jeg nødt til at sige at radford’en er en statsmand. Uf den er god.

Jesper