Helikon skrev:hmt skrev:Spændende tråd. Nogen der har hørt One Thing Audios renoverede 57 og 63'ere? Internettes afgrundsdybe (u-) visdom siger at 57'erne skulle lyde lidt mere slankt i mellemtone/ top end de originale, da de bruger et andet materiale?
Hilsen
Henrik
...
Personligt hælder jeg mest til at afvigelsen i reel forskel ligger i afdelingen for små småting, om ikke snarere i afdelingen for subjektiv psykoakustik og vigende hukommelse, der hvor også retningen på modstande, skud i tågen og glade barndomsminder hører.
IMHO
@helikon helt enig, men @hmt har dog fat i noget: de første 57'ere havde støbte og relativt tykke stators, de senere derimod, var tyndere og lavet af perforeret glasfiber-materiake - forskel i tykkelsen/stivhed af statorene vil påvirke de akustiske egenskaber.
Dertil kommer at 57'erne er ret ineffektive, og har en meget reaktiv og lav(i toppen) impedans, hvilket vanskeliggøre betingelserne for den forstærker der benyttes. Den meget uliniære impedanse vil, afhængigt af forstærkerens formåen, omsættes til forøget forvrængning.
Altsammen bidrage det til "det bedste jeg nogensinde har hørt"; uagtet det besnærende i at have fået sig et mål, er det nok værd at bemærke, at "det bedste jeg nogensinde har hørt" kommer i alverdens variationer.
En bekendt i det københavnske, der samler originale jazz-plader, havde, for år tilbage, på samme vis læst sig til, at en 124'er med RS-212 og mono SPU var "det bedste jeg nogensinde har hørt". Det hele blev møjsommeligt erhvervet, smil til op over begge øre, eksalteret af begejstring over, at gen-høre de originale mono jazzplader som "det bedste jeg nogensinde har hørt". Stemningen blev kun yderligere højnet af hjælpe fra et glas druer, der i fordums tid bedrev det meste af dagen med at slikke sol i nærheden af Alperne med udsigt over middelhavet.
I baggrunden stod hans forrige "det bedste jeg nogensinde har hørt": Delphi IV/SME V/Candenza Black nu og samlede støv.
Der gik dog ikke længe inden alle unoderne begyndte at trænge sig på, og der blev igen læst og søgt. højt som lavt, i nær og fjern. Mange kloge hoveder blev konsulteret: jamen, det er kun den 'originale' mono SPU der duer! og kun på en RMG-309! (begrundelserne herfor fortaber sig i tågerne, man var vist mest af anekdotisk karakter - fakta og redelighed er så tørt, fylder så lidt, og det er svært sådan rigtigt at give sit personlige præg herpå).
Nuvel, de manglende elementer i "det bedste jeg nogensinde har hørt" blev erhvervet, monteret, og minsandte om ikke det var lyden af den hellige gral: smil til op over begge ører, eksalteret af begejstring etc etc
Hov, hvem er det der banker? joe...det er såmænd lige det, du mangler! ...endnu engang var det som om "det bedste jeg nogensinde har hørt" var blevet lidt anæmisk; som om noget af magi'en bare manglede, for flygtig er den, magien, og det gælder om, at fange den i flugten.
Så tæt på det guddommelige, og lige ved og næsten. Igen blev der læst og søgt, og konsulteret nye kloge hoveder, dersom de synes rigeligt repræsenteret, og altid udstyret med en farverig buket af vidtløftige blomster, der generøst og beredvilligt uddeles af; den der 124'ere, er den nu behørigt renoveret? blev der spurgt? Det er altså uhyre vigtigt at gummidupperne er friske, og lejet smurt med nakkefedt fra en sjælden art bjerggeder, der husere i den sydvestlige del af Andesbjergne og gerne blandt op med en anelse koldpresset oliven olie fra Lombardiet et sted...nedstirret og intimideret blev den, der blot forestillede sig anvendelse at symaskineolie endsige gummi af mere jævn oprindelse, så det var der selvsagt ingen der turde.
For en gennemgående renovation rejste 124'eren afsted til det vestjydske - helt derover, hvor verden er i sort/hvid, stereo bliver hørt i mono, og skat er hende man engang var kær, og nu synes lige så fjern som den magi man stræber efter.
Den kom tilbage, 124'eren , strålende i fordums glorie. Den duftede nærmest af Schweiz, og fik en til at føle sig tysk og mægtig grundig; den havde strammet sig an kunne man se. Strunk, stolt og fuld af virkelyst så den ud.
Nu var den der! den hårfine balance havde indtruffet sig ...men, men ak ve, hverdagen trængte sig på, og den 'glemte' Delphi blev sjældent taget i brug - og kun til plader senere end microgroove/stereo forstås, for det var jo ikke "det bedste jeg nogensinde har hørt" mere; Sjældent blev dog til ofte; og idag, er det hele væk; 124'ere med tilhørende Ortofon entourage er rejst videre til en anden søgende sjæl, der nu, pekuniært lettet, besidder "det bedste jeg nogensinde har hørt", og I muremester villaens kælder, på den stille villavej i en forstad til det Københavnske, er 124'eren og entourage nu helt glemt, Delphi´en snurrer stadig, og "det bedste jeg nogensinde har hørt" handler nu om en DAC ...
Historien er egentlig meget længere, og involverer hele to 124'ere, og en hel del SPU'er, nye som originale, restaureret/renoveret og puslet om blev det hele, og han var mægtigt optaget herom ganske længe, ligefrem opslugt vil mindre forstående sjæle måske mene.
Den anden 124'ere blev overleveret i bedste Le Carre-stil, en sen aften time, i mørket på en forladt villa vej, hvor en svensk personage indfandt sig i en polsk indregistreret Mercedes, og insiterede på afregning i dollars.
Der var øjeblikke, hvor det hele var perfekt. Og det har jo den fordel, at det er fuldkomment, og ulempe, at man ikke rigtigt kan gøre mere. Som tallet 0, ingenting, det er svært, for ikke at sige umuligt at forbedre tallet 0, der i sig selv synes ret fredeligt, men i nogen sammenhænge opsluger alt det kommer i nærheden af, og i andre sammenhænge ikke forandre noget som helst. Det fuldkomne kan være farligt, så man skal passe på, hvis man kommer i nærheden af det, for tallet 0 forstår, at fremstå betydeligt, selvom det i sig selv er ingenting.