af Highmass » tirs 16. feb 2016 22:03
Hej Nils.
Jeg har ikke glemt dig, men jeg har skuffende nok stadig ikke fået JBL speakershop til at fungere. Jeg synes at det er rigtig pænt arbejde du har lavet, så pænt øv at de ikke lyder som du synes de skal. Men jeg har da et par bud på hvad problemet er.
Første og væsentligste problem er niveautilpasning. Hvis det er et Fostex 2418 filter, så mener jeg da at det er beregnet til at blive niveautilpasset med l-pads. Så selv om der er nogle modstande i delefiltret, så vil jeg forvente at i det mindste M 100 og H 104 spiller højere end de bør. Hvad følsomheden på den modificerede flat 10 enhed er, er jo heller ikke til at vide. Men det vil være et rent lykketræf hvis den er præcis den samme, som på den Fostex enhed som filtret er designet til. Jeg er også ret sikker på at INGEN af de andre enheder har samme følsomhed som Fostex enhederne. Så jeg ville egentligt have været ganske overrasket hvis du havde fået det til at spille uden l-pads.
At kanterne på basserne ser pæne ud, er da dejligt. Men det er desværre ikke rigtig nok. Resonansfrekvensen kan sagtens være helt ved siden af, selv om de ser pæne ud, og hvis den er det, så kan du roligt regne med, at alle andre data på enhederne også er helt ved siden af. Det koster et par hundrede kroner at skifte dem, hvis du kan gøre det selv, og de penge er givet godt ud. Kanter til JBL le15, 2231, 2235 osv. passer perfekt på 15L100. Når du så er nået så langt, så vil jeg tro at du skal kigge på din basport. Hvis du monterer én til af samme dimensioner, så vil jeg forvente at du er noget tættere på målet ( I det mindste imedens vi venter på at speakershop kommer op igen).
Derefter tror jeg at du skal kigge lidt på fase/time alignment. Så vidt jeg kan se, sidder motorsystemet på dit mellemtonehorn ca. 0,5 m bag motorsystemet på bas og mellembas. Det er et alvorligt problem, hvis der ikke er kompenseret for dette i delefiltret, hvilket jeg er temmelig sikker på at der ikke er. Hvis du ikke skal ud i noget med helt nye filtre, så vil jeg anbefale at du skubber mellemtonehornet som langt frem på kabinettet som muligt. Diskanten ville jeg til gengæld forsøge at skubbe så langt tilbage som muligt på hornet. Hvis du får problemer med refleksioner fra hornet overside, så kan du eventuelt dæmpe den med lidt filt (Hornets overside, IKKE diskanten).
Ovenstående er hvad jeg ville gøre hvis det var mine højttalere. Jeg er sikker på, at det vil give en langt mere sammenhængende klang, og et bedre perspektiv. Med et så stort og relativt kompliceret system, så skal du forvente noget arbejde med tilpasning inden det fungerer optimalt. Som det er sat sammen nu, vil jeg ikke forvente store oplevelser, men det betyder ikke, at de ikke kommer når de er optimeret.
God arbejdslyst, og god fornøjelse når du er færdig, Lars.