Bekke's Dogme

Vis os dit grej

Bekke's Dogme

Indlægaf kbekke » man 9. apr 2012 23:17

Som så meget andet i mit liv, startede også dette som en tilfældighed og uden nogen form for ”plan”. Efter at have handlet, om end i beskeden målestok, på både den ”Blå” og den ”Gule”, var jeg efterhånden blevet lidt nysgerrig på også at prøve en auktion. Da det mest var for at prøve konceptet af, skulle det selvfølgelig både være billigt og noget som det egentlig ikke gjorde noget, jeg ikke vandt.

Tilfældet ville det imidlertid anderledes: Der var nemlig ikke nogen andre, der bød den dag. Så pludselig stod jeg som ejer af en Technics by Panasonic-receiver fra 70’erne på hele 2 x 15 watt i 8 ohm og erhvervet for den fyrstelige sum af 130,- igennem QXL.

Billede

Nå men fint nok. Den var jo pæn, uden store ridser og med trækabinet. Den matchede visuelt det, jeg havde i forvejen og den virkede sørme også, da jeg satte strøm til ;) FM-delen var faktisk udmærket og om ikke andet, kunne den jo så tjene som tuner via mit primære setup. Men jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig i længden. Faktisk gik der ikke ret lang tid inden jeg, mest for sjov, sluttede mine JBL 4410’ere til udgangen på receiveren. Og nu, jeg var i gang, så kunne jeg jo lige så godt sætte min Sony PS-6750 med DL-110’eren til, bare for at konstatere om man også kunne spille plader igennem djævelskabet.

Det skulle jeg aldrig have gjort!

For det kunne man og det lød faktisk ret godt. Overraskende godt. Selvfølgelig skulle der nu skrues en tak eller to længere op for at opnå samme lydtryk som før. Og selvfølgelig lød det anderledes igennem den lille receiver på i alt ca. 7 kg end det, jeg var vant til. –Mit primære setup består af et sæt Denon PRA-1000/POA-1500, hvor alene effekt-trinnet vejer på den anden side af 20 kg og i øvrigt er specificeret til 2 x 150 watt i 8 ohm. Det er ikke verdens bedste forstærker-sæt, men udmærket i mine ører og jo i hvert fald på papiret i en helt anden liga.

Men lød det egentlig dårligere med Technics’en? Eller sagt på en anden måde. Lød det, jeg hidtil havde lyttet til 10 gange bedre (målt på watt) eller 25 gange bedre (målt på pris)?

Hm…

Den lille receiver var vel ikke ligefrem neutralt lydende. Til gengæld betonede den nogle ting helt rigtigt. Den var pissemusikalsk og havde faktisk rigelig effekt til at drive JBL’erne ved normal lytning.

Det satte nogle tanker i gang hos undertegnede.

Efter at have fulgt vintage-scenen igennem noget tid, var jeg godt klar over, at der er lige så meget mode her, som alle mulige andre steder. Der er klassikere som, for det meste helt berettiget, bliver anset for at være særligt attråværdige. Vi ved alle sammen, hvilke det er. Og ja, de er fede. Der er noget over de gode ting fra f.eks. Luxman, Sansui, Thorens osv. De bedste modeller ikke bare lyder godt, men de udstråler også en kvalitet i forhold til teknik, design og æstetik, som man kun meget sjældent ser i vore dage. Det er fuldt fortjent, at de får den opmærksomhed, de gør – og derfor sikkert også naturligt, at de handles til de priser, de gør.

Denne tråd har altså ikke til formål at nedgøre det fine grej eller dem, der har investeret i det og er glade for det valg.

Men hvad med os andre? Og hvad med alt det andet? Eller sagt på en anden måde: Hvor meget lyd kan man egentlig få for hvor lidt? Disse tanker og spørgsmål tog hurtigt form af en udfordring – et dogme:

Kan det her i 2012 rent faktisk lade sig gøre at sammensætte et vellydende vintage-anlæg for f.eks. 500 finanskrise-ramte danske kroner? Hvis man nu prøver at gå imod strømmen? Prøver at finde noget af det, de andres søgeagenter netop ikke finder, simpelthen fordi det hedder noget andet, ikke har imponerende specifikationer eller bare er så billigt, at det være dårligt?

Ethvert dogme må have et sæt regler. I denne sammenhæng er de efterhånden udkrystalliseret som følger:

1. Der skal sammensættes et komplet anlæg. Som minimum i form af en forstærkerdel, et sæt stereo-højtalere og mindst én enkeltstående signalkilde. Anlægget skal således bestå af separate komponenter.

2. Komponenterne skal være producerede før 1980 og der må gerne være tale om ”ukendte” modeller.

3. Komponenterne skal erhverves i fri handel. Ved privat mellemkomst, i genbrugsforretninger, på loppemarkeder eller via handelssteder som f.eks. Den Blå Avis.

4. Der skal handles og betales for varerne. Dvs. at foræringer fra naboer, kolleger og slægtninge, ”container/genbrugsplads-fund” o.lign. ikke er tilladt og man skal også selv finde og hjembringe tingene.

5. Tingene skal fungere. Der må godt være mindre issues og behov for rensning og justering. Der må også gerne efterfølgende udskiftes komponenter for at forbedre lyden eller det kosmetiske udtryk. Men anlægget skal umiddelbart virke og kunne spille musik uden deciderede reparationer.

6. Anlægget skal kunne spille Miles & Coltrane, så jeg kan holde ud at høre på det, i lang tid!

Dette var den indledende programerklæring. Da jeg som sagt ikke har nogen plan med ret meget af det, jeg foretager mig, er jeg vistnok kommet til at foregribe det hele med et par indlæg i Vintage Status Opdaterings-tråden. Men projektet har efterhånden antaget et omfang, hvor en separat tråd nok er mere passende. Jeg beklager roderiet og vil prøve at samle lidt op undervejs.

Alternativt er admin velkommen til at flytte de pågældende indlæg, hvis dette er muligt.

Ellers er det tanken efterhånden at præsentere de enkelte komponenter (jeg har nemlig allerede fundet dem). Men også de småting, der trods alt skal og vil blive gjort ved dem efterhånden og sidst men ikke mindst mine indtryk af hvordan det lille dogme-anlæg klarer sig i forhold til det grej, jeg ellers lytter til.
Man er naturligvis velkommen til at kommentere, komme med gode og dårlige råd eller bare fortælle sin egen dogme-historie i denne tråd. Og ja, der skal nok også komme billeder.

:Briller:
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1345
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf Captain Phoenix » tirs 10. apr 2012 07:12

Kim - det er en super god idé.
Jeg synes det er en del af vintage-charmen, at man kan finde velspillende udstyr for små penge.
Og udstyr der repræsenterer et alternativ til "køb og kassér"-mentaliteten.
(Ulempen er jo så bare at det har det med at samle sig sammen - alle de gode billige ting man støder på :D ).

Ud over tråden her kunne det være sjovt, hvis vi ("alle"?) til næste Vintage-hifi træf medbringer et dogmeanlæg til under en tusse - og battlede på hvor god lyd man kan få for de penge.
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2594
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf kbekke » tirs 10. apr 2012 10:27

Bekke Productions har hermed fornøjelsen af at præsentere:

I det venstre ringhjørne, udfordreren, the underdog. Mine damer og herrer, grevskaber og dårskaber:

Dogme-anlægget!

Billede

Bestående af:

Technics SA-5150 receiver. Købt via auktion på QXL for 130,-
Akai GXC-710D kassettebåndoptager. Købt hos Kirkens Korshær i Vejle for 145,-
Beovox 2600 type 6224 højtalere. Købt hos Kirkens Korshær i Vejle for 150,-
L75 Lenco pladespiller m. Ortofon VMS 10 E MK II pickup. Købt via annonce på DBA for 100,-

Og... i det højre ringhjørne, referencen, den regerende mester:

Die Anlage!

Billede

Bestående af:

Denon PRA1000/POA1500 forstærkersæt. Købt via annonce på G&G for 3000,-
Sony PS-6750 pladespiller. Købt via annonce på DBA for 1900,-
Denon DL-110 pickup. Købt hos Hifi-Klubben for 999,-
JBL 4410A Studio Monitors. Købt via annonce på DBA for 2300,-
Nikko ND1000C kassettebåndoptager. Venligst doneret af Vinyl.

-Der figurerer også et Apple TV (til baggrundsstøj), en Denon HA-500 (ikke i anvendelse) og en Pioneer PL-55D (i rekonvalescens og nu med maling!). Disse enheder indgår ikke i matchen.

Det skal blive spændende at se og høre, hvordan dysten ender. Lige nu er det iøvrigt Fleetwood Mac, der spiller "Rumours" på original kassette. Det er så hyggeligt.

L::L
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1345
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf kbekke » ons 11. apr 2012 17:43

Dogme-anlægget er nu officielt på plads:

Billede

Næsten alle lamper lyser og der er musik i stereo fra både FM-radio (men ikke lige på det her billede):

Billede

Kassettebånd:

Billede

og minsandten også longplayplader:

Billede

Der er såre godt alt sammen og det bedste af det hele er, at der er masser af småting at gå og pusle med. Jeg ville gerne, men har desværre slet ikke tid til at bekymre mig om for nye rørforstærkere fra Fredericia eller om man kan slette/rette her på siden - klarer I selv den?

;)

God aften til ALLE her på VH, kbekke
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1345
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf kbekke » tors 12. apr 2012 20:26

Ja tak og endnu et Lenco-projekt er vel sådan cirka noget af det sidste denne verden egentlig har brug. Men nu står den her jo og skal altså indgå i det opreklamerede dogme-anlæg. Så derfor.

Så det var sådan set bare at få smøget ærmerne op og komme i gang. Den er i øvrigt i pæn stand uden skader eller ridser og selv det ”de-couplede” bagstykke af tonearmen, sidder som det skal.

Billede


Første ting, der helt tydeligt var noget galt med var selvfølgelig armen. Den sad løst og svingede lystigt til højre, når armliften blev sænket. Det var helt som forventet v-blokkene, der styrer knivlejet, der var smadrede. Det skulle de jo også være på et eksemplar fra 1973 og ja, der er selvfølgelig bestilt nye fra svalander.se (flink mand i øvrigt, ham Josef).

Men det kunne vi jo ikke vente på. Så der blev snittet i lidt plastic fra en kabelsko, hvilket frembragte to små skålagtige tingester, der nu fungerer som en nødløsning. Lidt krympeflex blev klippet til og stoppet ned for at holde styr på det hele. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det fungerer faktisk udmærket:

Billede

Lidt lakridskabel med rca-stik og noget stofbetrukket lampeledning blev også monteret sammen med en separat jordledning i form af en stump af det originale ”højtaler-kabel” (ringeledning) fra de Beovox 2600, der også indgår i dogme-anlægget:

Billede


Og efter en let aftørring, var vi jo sådan set klar. Den medfølgende Ortofon VMS 10 E MK II-pickup fik lov at sidde på til første lyt. Jeg valgte én med Lis Sørensen, som jeg var ret sikker på, jeg ikke ville komme til at savne, hvis det værste skulle ske.

Det gjorde det heldigvis ikke. Det lød bare ikke særligt godt – og det var ikke Lis’ skyld! Hastigheden var for det første slet ikke 33 rpm. Men på en L75 kan man jo bare køre knappen lidt tættere på 45 rpm indtil det lyder, som man synes – ret smart egentlig.

Der var også masser af bas og den var fast og solid. Det var bare alt det andet, der manglede! Jeg må indrømme, at jeg blev temmelig skuffet. Var den virkelig bare totalt hypet, sådan en L75 eller var det absolut nødvendigt at bygge den ind i en slagterblok for at få den til at spille musik?

Var det armen? Eller pickup’en? Et checklyt på reference-grammofonen afslørede, at Ortofon’en vist ikke fejler noget. Umiddelbart spiller den faktisk fint op med min DL-110’er. For en sikkerheds skyld monterede jeg så min Pickering XV-15 arbejdshest på Lenco’en bare for at være sikker og det lød ligeså jammerligt.

Heldigvis var svaret såmænd bare, at en Lenco opfører sig præcist som alle andre pladespillere, når overhang er 15-20 mm off og det kan jo sagtens ske i en headshell, der er på størrelse med et håndboldmål. Så jeg justerede ind på øjemål og det var straks bedre.

Meget bedre!

Men der var stadig det med hastigheden. Den var også umanérligt sløv til at starte op og der var heller ikke meget rotation når jeg satte knappen på ”On” (med strømmen slået fra) og gav tallerkenen et let puf.

Det var tid til en tur på køkkenbordet igen. Ind i mellem blev der naturligvis også læst lidt (en del faktisk) på lencoheaven.net. Hvis man ikke har lyst til at rode (i ordets egentlige forstand) med pladespillere, så skal man holde sig langt væk fra den side! Hvis det modsatte er tilfældet, er det én af de bedste, jeg indtil videre er faldet over.

Centerlejet belv skilt ad, renset og smurt igen – og hvor er det bare fedt med noget, der er så enkelt og solidt konstrueret, at ikke engang jeg kan komme til at ødelægge noget.

Jeg prøvede også ”elastik-tricket”, her i én af de mere fantasifulde varianter:

Billede

Efterfølgende har jeg imidlertid fjernet både elastik og transportskruer og jeg savner ingen af delene.

Det, der for alvor gjorde forskellen, var såmænd bare en rengøring af idler-hjul, drivaksel og pladetallerken. –På med kalorius igen og nu snurrer den fint de foreskrevne 20-25 omdrejninger efter et let puf.

Jeg fandt også lidt hvid krympeflex, der lige passede til idler-armen (uden varme endda) og en grydesvamp blev klippet i passende stykker og monteret i de fire fjedre på basen til erstatning for det skum, der efterhånden næsten var smuldret væk.

Billede

Plademåtten har fået en gang silicone-spray fra Alaska og det var vist sådan set det hele indtil videre. Der skal selvfølgelig kæles lidt for detaljerne og der er også et låg, der skal have lidt opmærksomhed.

Men i det store og hele: En yderst vellydende og fungerende pladespiller for 100,- plus lidt forhåndenværende stumper står nu og leverer regnvejrs-råhygge og i reolen fandt jeg den helt rigtige plade til det job.

Det er ikke Miles og Coltrane. Men det er fra perioden og jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har hørt noget, der lød bedre. Men lige her og nu, er det bare helt rigtigt:

Billede

En god dag i Dogme-land!
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1345
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf r-l-b » tors 12. apr 2012 21:01

pas på med silikone spray - det aflejre sig på pladerne og er ikke til at få af
Garrard 301 SME 3012 Denon 103 EAR 549 Tannoy DC 12" i duelundhorn Lockwood Major m. 15" Tannoy Monitor Gold Rogers L3s/5a Lenco L70 Denon 102 Leak Varislope III Leak TL 25 Plus - Revox - Sony PS-X50
Brugeravatar
r-l-b
 
Indlæg: 1376
Tilmeldt: 19 apr 2010
Lokalitet: Humlebæk

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf ole n 84 » tors 12. apr 2012 21:12

Tillykke med reparationen, hvor er det bare dejlig læsestof.
ole n 84
 
Indlæg: 1108
Tilmeldt: 11 jul 2010
Geografisk sted: da vinci parken aalborg
Lokalitet: Nordjylland

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf kbekke » tors 12. apr 2012 21:42

r-l-b skrev:pas på med silikone spray - det aflejre sig på pladerne og er ikke til at få af


Det kunne jeg godt forestille mig, ja. Men de bliver så pæne af det (plademåtterne) ;) Hvad skal man ellers gøre?
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1345
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf Captain Phoenix » fre 13. apr 2012 06:42

kbekke skrev:Det kunne jeg godt forestille mig, ja. Men de bliver så pæne af det (plademåtterne) ;) Hvad skal man ellers gøre?

Jeg har haft held med forsigtig/begrænset brug af Rubber Conditioner fra firmaet LaCross - det er oprindelig lavet til pleje af gummistøvler o.l. Kan i øvrigt også bruges til gummiophængene på højttalerenheder, hvis de er blevet matte/trætte at se på. De bliver mærkbart blødere - og flotte.
Oprindelig fandt jeg LaCross-produktet da jeg havde problemer med motor-ophænget i en Pioneer PL-12D pladespiller - de 3 gummi-bøsninger var blevet stive og sendte motorvibrationerne videre til chassi/pick-up. Det hjalp med en massiv LaCross-behandling.
http://www.spejdersport.dk/lacrosse-rub ... ioner.aspx
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2594
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf kbekke » fre 13. apr 2012 07:53

Captain Phoenix skrev:
kbekke skrev:Det kunne jeg godt forestille mig, ja. Men de bliver så pæne af det (plademåtterne) ;) Hvad skal man ellers gøre?

Jeg har haft held med forsigtig/begrænset brug af Rubber Conditioner fra firmaet LaCross - det er oprindelig lavet til pleje af gummistøvler o.l. Kan i øvrigt også bruges til gummiophængene på højttalerenheder, hvis de er blevet matte/trætte at se på. De bliver mærkbart blødere - og flotte.
Oprindelig fandt jeg LaCross-produktet da jeg havde problemer med motor-ophænget i en Pioneer PL-12D pladespiller - de 3 gummi-bøsninger var blevet stive og sendte motorvibrationerne videre til chassi/pick-up. Det hjalp med en massiv LaCross-behandling.
http://www.spejdersport.dk/lacrosse-rub ... ioner.aspx


Tak for tipset. Det er helt rigtigt, at silicone-spray gør overfladen en smule fedtet og det er selvfølgelig ikke acceptabelt, hvis man er meget følsom over for sine plader. Så fint med en advarsel og et alternativ, der ovenikøbet er skånsomt for miljøet.

Men du godeste, 129,95 - det er jo mere end pladespilleren har kostet :shock: :p :shock:
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1345
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf r-l-b » fre 13. apr 2012 08:51

problemet er at det sætter sig på pladerne og ikke er til at få af - kun mange gange pladevask med alt set slemme kan få det lidt af - til gengæld så længe det sidder der samler det vild meget skidt - virker som en magnet - og det sætter sig på pickuppen som derved også samle skidt - - så hellere have en grim plademåtte
Garrard 301 SME 3012 Denon 103 EAR 549 Tannoy DC 12" i duelundhorn Lockwood Major m. 15" Tannoy Monitor Gold Rogers L3s/5a Lenco L70 Denon 102 Leak Varislope III Leak TL 25 Plus - Revox - Sony PS-X50
Brugeravatar
r-l-b
 
Indlæg: 1376
Tilmeldt: 19 apr 2010
Lokalitet: Humlebæk

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf Bent Egholm » fre 13. apr 2012 09:28

Jeg er enig med Ruben, alt andet end mildt sæbevand bør være bandlyst på en plademåtte hvis man har sine vinyler kær
Mørch GS-6/UP-4 Thorens TD124 Delphon GS-65TT Revox A77 Sony TC-765 Pioneer C90/M90 Philips CD-100 Rogers Ravensbourne Nakamichi 700 Maze 77/Richard Allen Audio Analogue og meget mere...
Brugeravatar
Bent Egholm
RIP
 
Indlæg: 377
Tilmeldt: 13 maj 2010
Geografisk sted: Holbæk

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf Boptilyoudrop » lør 14. apr 2012 20:49

Dejlig fortælling og et spændende eksperiment! Jeg glæder mig allerede voldsomt til næste afsnit. :thumbsup:
Boptilyoudrop
 
Indlæg: 1131
Tilmeldt: 13 maj 2010
Geografisk sted: Sy'fyn, græs mellem tæer, vand mellem øer og solen foroven
Lokalitet: Faaborg opland

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf kbekke » søn 15. apr 2012 00:10

Mange tak for de positive tilkendegivelser vedrørende mit lille, skøre projekt.

Fortsæt endelig også med at kommentere på de mere eller mindre fornuftige ting, jeg eksperimenterer med undervejs. En af grundene til at jeg gør de her ting, er jo netop for at andre kan dele deres erfaringer omkring det samme og andre igen måske blive en smule klogere.

I løbet af weekenden er der indtil videre blevet rengjort og pudset på lidt forskellige alu-detaljer. Jeg er også gået igang med at give Beovox-kabinetterne en overhaling. Endelig har jeg efterhånden set mig nødsaget til at oprette en decideret to-do liste for de enkelte komponenter i anlægget.

Der opstår simpelthen så mange ideer henad vejen til småting, der skal gøres eller måske prøves, at jeg er nødt til at skrive dem ned for at være sikker på ikke at glemme dem igen

;)

Ellers må jeg bare sige - og det komme næppe som en overraskelse for alle - at jeg er ret imponeret over, hvad sådan en Lenco er i stand til at levere. Jeg har forsøgsvis haft den sluttet til det "store anlæg" de sidste par dage og dér kunne den for den sags skyld godt få lov til at blive.

Der er, selv i standard versionen og med den forkætrede originale tonearm, tale om en temmelig god pladespiller.

Der er et "flow" eller "drive" over musikken, som jeg finder ekstremt tiltalende. Det er næsten lige meget, hvad jeg finder af obskure ting i min samling: Dinu Lipatti, der spiller Bach i en optagelse fra '47. 1980'er Tina Turner, Trini Lopez eller Gerry Rafferty, det lyder rigtigt fedt altsammen. Og hvis det ellers er tilstede på optagelsen, så er der osse masser af perspektiv og detaljer i gengivelsen. Noget, som tyder på at det vist ikke er det hele, der drukner i utilsigtede vibrationer i plint og arm, som man ellers kan læse mange steder.

Den her L75 er umiddelbart mindst lige så god, som nogen anden pladespiller, jeg har haft igennem årene og så er den ovenikøbet stadigvæk og rent teknisk "i stykker" (venter stadig på rigtige v-blokke).

Jeg kan godt forstå, at der er mange, der bliver fristet til at gå hele vejen med deres Lenco. Bygge en monster-plint og så ellers montere det bedste, der kan opdrives af tonearm og pickup. Dér er jeg ikke lige nu, men jeg skal ikke afvise, at det kunne ske engang i fremtiden, når alt det her dogme-pjat er overstået.

:ide:

ps - jeg fik iøvrigt original-fakturaen med på Lenco'en. Den kostede ca. 1300,- i 1973. Jeg ved ikke præcist, hvad det er i 2012-kroner. Men billig, det har den vist ikke været dengang...
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1345
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: Bekke's Dogme

Indlægaf r-l-b » søn 15. apr 2012 08:05

prisindex beregning er lidt tricky pga inflation/energi/levestandard som vægtes lidt forskelligt men et sted mellem 6-7.000 kr ville de 1300 kr. i 1973 ende på idag

Da den også blev solgt i slut 70erne for omkring det samme på tilbud er den nok endt omkring de 3-500-3.800 i nutidskroner - dvs et sted mellem en Rega P2 og P3

indeks tal helt tilbage til 1900
http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/prisindeks/forbrugerprisindeks-og-aarlig-inflation.aspx

indeks tal fra 1980 og ajourført til marts 2012
http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/prisindeks/forbrugerprisindeks.aspx
Garrard 301 SME 3012 Denon 103 EAR 549 Tannoy DC 12" i duelundhorn Lockwood Major m. 15" Tannoy Monitor Gold Rogers L3s/5a Lenco L70 Denon 102 Leak Varislope III Leak TL 25 Plus - Revox - Sony PS-X50
Brugeravatar
r-l-b
 
Indlæg: 1376
Tilmeldt: 19 apr 2010
Lokalitet: Humlebæk

Næste

Tilbage til Bruger-galleri



Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 123 gæster