Jeg har gennem tiden – og navnlig de sidste par år – slæbt ganske mange brugte vinyl-skiver med hjem fra plademesser, loppemarkeder, 2.-hand-butikker i ind- og udland – og såmænd også købt nogle stykker på nettet.
Og mens det meste af verden kaster sig over Spotify mv. – og amazon.com ser ud til at gå over til mest at sælge MP3-filer (frem for CD’er og LP’er) – virker det måske helt outdated på mange andre.
Det er det sikkert også – men jeg er bedøvende ligeglad.
Og faktisk meget gladere, end hvis jeg var hoppet med på Spotify, TDC play (med 20 millioner numre – hvem f….. har brug for dét?) eller jeg-har-overspillet-al-min-musik-til-filer-så-jeg-kan vælge-dem-fra min-smartphone-bølgen (uanset hvor høj opløsning der så måtte være på digitaliseringen).
I en stille stund har jeg filosoferet over, hvorfor det er så fedt at købe brugte vinyl-skiver.
Mine 10 bud på det kommer her.
1) God musik billigtMan kan få meget god musik for få penge, hvis man kigger sig lidt for og gider bevæge sig ud på loppemarkeder og plademesser når de åbner.
På ikke-specialiserede loppemarkeder koster LP’erne som regel 10-20 kroner/stk og der kan være gode fund imellem, hvis man ved hvad man kigger efter.
Og hvis man vil prøve noget ukendt er en rund 10’er ikke meget at give for at gøre forsøget.
Desuden kan man – for nogle vinyler og mest på nettet – finde dem i både dyrbare førsteudgaver (hvis man er dén slags samler eller bare har et helt særligt forhold til en LP) og i langt billigere genoptryk (hvis det ”bare” er musikken, der betyder noget for én).
2) Hyggelig snak og prutteriPå plademesser koster LP’erne som regel mere – men udvalget er bedre og bredere.
Og sælgerne ved som regel noget om deres plader – meget nyttigt hvis man står med en ukendt skive/kunstner i hånden. Det er hyggeligt og lærerigt at snakke med dem (også hvis man ikke køber noget), og man kan som regel prutte prisen lidt ned – navnlig hvis man køber flere plader ad gangen.
Nancy Wilson Cannonball Adderley.jpg
3) Man kan se kvaliteten og forbedre denMed lidt øvelse er det ikke svært at vurdere hvilke ridser o.l., der kan høres – og hvilke, der ikke betyder noget for lyden. Min tommelfingerregel er, at hvis en ridse kan mærkes med neglen, så kan den også høres (mere følsomt på f.eks. solo-klaver-plader end på bigband- eller heavy metal-ditto). Der kan selvfølgelig være andre, usynlige fejl, men det er sjældent.
Og når man så kommer hjem, kan en rensning som regel gøre lyden bedre. F.eks. skyldes mange ”klik” eller ”pops” små ting, der sidder fast på pladen (og ikke hakker/ridser). Disse kan som regel fjernes med sprit (eller spritbaseret rensevæske) på en ren klud – og hvis de er mere genstridige kan man tage en træ-tandstikker til hjælp og forsigtigt fjerne ”bussemanden”, malings-prikken eller hvad det nu er.
4) De findes i virkeligheden og ser godt udDet vigtigste er jo musikken, men noget af det gode er coveret og de øvrige ting, der kan være med (inserts, plakater, gimmicks). Ikke alle covers er ”stor kunst” – faktisk kun nogle få – men alle fortæller de jo ét eller andet. For eksempel om hvordan kunstneren gerne vil vise sig selv – eller hvor underprioriteret cover-designet har været for producenten (min favorit er her danske SteepleChase, der har lavet LP’er med fantastisk god lyd – og fantastisk ringe cover-illustrationer…).
Som regel siger coveret noget om kunstneren og tiden da pladen blev indspillet: Fotoet fra det sted i hans/hendes karriere, måden man så ud og afbillede folk dengang, noterne på bagsiden osv.
Og så kan jeg altså godt lide, at LP’en findes i virkeligheden – altså rent fysisk, så jeg kan se og mærke den.
Er den glamour-gejlet op med spejblank laminering? Er den ”fodformet øko-rigtig” med uglittet, brunt pap? Er den diskret underspillet med
embossed tryk af titel? Kan man folde ud og lukke op? Er den…?
Det er jo helt væk med MP3-filer – og ja, jeg ved det: håbløst gammeldags (jeg holder også min daglige avis og læser bøger, så længe dét nu findes).
tsbe.jpg
5) Der er en historie medSom sagt er der som regel en historie i noterne på coveret. Og tit er der også andre ”hilsner” fra pladens tilværelse op til nu. Nogle gange har den oprindelige ejer skrevet sit navn mere eller mindre diskret. Nogle LP’er har tilbragt livet i en bibliotekssamling med mange lånere (for jazzplader er det helt forbløffende hvor pæne de tit er trods 20-30 års udlån). Andre har hilsner, autografer eller prismærket fra den butik, der solgte pladen da den var ny (husker du f.eks. Bristol Music på Strøget – eller da standardprisen for en ny LP var 39,50?).
Jeg plejer nu at fjerne så meget af dén slags, jeg kan – se indlæg tidligere i tråden her – for at komme tilbage til det oprindelige udseende.
6) Man bliver klogere og får ny inspiration.Når jeg kommer hjem med en ny, brugt LP bliver den renset osv. – og så kommer den på pladespilleren og bliver lyttet til. Imens slår jeg den op på nettet (hyppigst discogs.com eller wikipedia.com), hvor man jo let finder mere information om udgivelsen osv.
Det er også tit en kilde til at lære om andre, beslægtede udgivelser, nogle af med-musikanterne (som måske er ukendte, men skal tjekkes ud) eller plademærket (som måske har specialiseret sig i noget, der er særlig interessant).
Det passer lige med sådan 20-30 minutters surfing og en kop kaffe/glas vin mens pladen spiller – hyggelig tid på
så mange måder.
7) Lp’er indvies i familien/samlingenNår pladen er spillet 1-2 gange og er så pæn, som den nu kan blive, får den et nyt PVC-yder-hylster og et frisk inner-sleeve – og er dermed ”indlemmet” i familien/samlingen og kan komme ind på rette sted på hylderne, så jeg kan finde den igen. Det er også meget praktisk (når man kommer hjem med 10-20 LP’er på én gang) til at holde styr på, hvilke der har været igennem processen og hvilke, der endnu ikke har.
Jeg er også begyndt at registrere mine LP’er (og CD’er) i ”Collection”-delen af Discogs - de første 424 er tastet ind.
8) Lp’er er gode at arbejde tilJeg arbejder i perioder hjemme foran computeren og har et dejligt anlæg i mit arbejdsværelse. Som regel sætter jeg en LP på anlægget, når jeg tager plads ved arbejdsbordet, med mindre jeg skal koncentrere mig helt vildt eller har telefonsamtaler.
En LP-side varer typisk 20 minutter og det er helt ideelt lige at skulle op og strække ben 3 gange i timen. Så kan man lige hente en kop kaffe, mere vand eller lign. – det giver en god rytme i arbejdet.
9) Godt at give vinyl-stafetten videreDet sker at jeg køber LP’er som jeg allerede har. Enten fordi jeg liiige har glemt, at jeg havde den i forvejen… eller fordi jeg synes at en brandgod LP bare er til salg rigtig billigt.
Så sker der som regel det, at jeg giver den videre til én af sønnerne (der er blevet ”påtvunget” anlæg med pladespillere) eller andre, jeg tror bliver glad for den. Eller jeg sælger den videre på dba.dk eller til vintagehifi-træf.
Det er sgu’ sågar sket, at jeg har stået og rodet i pladekasserne på et loppemarked ved siden af en ung ”vinyl-novice” – og hvis han/hun bladrer forbi et 10-kroners eksemplar af en
must-have-i-sin-begynder-LP-samling, så har jeg taget LP’en med i mit eget indkøb og givet ham/hende den med et par ord med på vejen. Som regel kan man få den næsten gratis hvis man alligevel køber f.eks. 5 andre plader.
Måske gør man noget godt – og ellers kan han/hun jo bare lade den stå på hylden derhjemme.
DGGO1.jpg
10) Man kan score kassenEngang imellem er man heldig – virkelig heldig – når man køber brugte vinyler. Nemlig når man støder på en rigtig sjældenhed i en 10-kroners kasse.
Det er ikke for at finde den slags ”skatte”, jeg køber brugte LP’er – men når jeg støder på noget, der lugter af et kup, så tager jeg den selvfølgelig med. Det er sket nogle få gange i de sidste par år – jeg har dog beholdt guldklumperne indtil videre. Men hvis jeg skulle sælge mine to bedste (ud fra dén betragtning) fund kunne jeg nok få 2.000,- for hvad jeg har givet 35,- for. Fortjenesten på 1965,- kan holde mig kørende
meget længe med nye, brugte LP’er.
Jamen er det da ikke bare herligt med brugte LP’er?
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.