Mange finder det problematisk at fremstille, sælge og købe de såkaldte "Public Domain"-udgivelser og der er flere grunde til denne skepsis:
- "Public Domain" betyder at rettighederne til udgivelserne er udløbet.
Der er altså ingen royalty til kunstnere (som for næsten alles vedkommende er afdøde) eller deres rettighedsholdere (familie, fonde el.lign.). Det er altså ikke et juridisk issue her, men der kan være moralske ditto afhængig af den enkeltes værdisæt.
Kildematerialet til udgivelserne er ukendt
- og med tæt på 100% sikkerhed IKKE de originale masterbånd. Om kilden er kopier af masterbånd, filer fisket fra masterbånd, CD'er eller ??? vides ikke.
Kvaliteten af udgivelserne er svingende.
Public Domain-vinyler får generelt meget forskellige bedømmelser rundt om på nettet og man kan finde støtte for synspunkter lige fra at de er uudholdelige at høre på til at de lyder rigtig godt. Dette gælder PD-udgivelser generelt og indenfor det samme plademærke. Der kan altså ikke (som med f.eks. Mobile Fidelity – ingen sammenligning i øvrigt!) siges, at udgivelser fra dét selskab er altid gode eller dårlige. Det kommer an på den enkelte udgivelse – og er et gamble.
Der er indenfor de seneste år kommet mange udbydere af PD-udgivelser - DOL, Waxtime, Jazz Image, Audio Clarity og mange flere. Det er selskaber der (næsten) udelukkende markedsfører PD-udgivelser - at der ikke betales for rettighederne er grundlaget for deres forretningsmodel.
Det er hyppigt ukendt hvor og af hvem, vinylen er presset.
Det er altså et godt mineret felt jeg bevæger mig ind på med dette opslag.
For skulle man ikke bare med alle de ovennævnte forbehold in mente helt undgå PD-udgivelser og
-selskaber og købe de ”autoriserede” udgivelser (anførselstegnene fordi der med rettighedernes udløb ikke er noget formelt uautoriseret ved PD-udgivelser).
Jeg synes ikke det er så enkelt – og vil gerne pege på nogle muligheder, som kan gøre at flere mennesker får anskaffet og hørt mere musik, end de/vi ellers ville have mulighed for af økonomiske eller andre grunde (konkrete links sidst i posten her).
For én ting har PD-udgivelserne for sig: Prisen. Den er lav – hyppigt 100-125 kr. for en LP.
Alternativerne fra ”autoriserede” pladeselskaber koster normalt ca. 200,- (og så taler vi slet ikke om de audiofile udgivelser, der ligger på 500,- og op).
Og gode 2.nd hand udgivelse af klassiske jazz-albums (f.eks. fra 1960’er) koster i near-mint (NM)-kvalitet som hovedregel mere end nye ”autoriserede” (uden forsendelse – og så er man afhængig af at sælgeren har vurderet standen korrekt).
Men hvad med kvaliteten…?
Ja, den er - som nævnt - en joker.
Jeg har PD-udgivelser der lyder aldeles dejligt – og nogle jeg hurtigt har stillet til side i en mælkekasse, som kommer med på loppemarked en dag (og forhåbentlig finder en ejer, der ikke går så meget om i teknisk kvalitet).
Der kan også (har jeg på det seneste erfaret) være kvalitets-problemer forårsaget af selskabernes håndtering af den fysiske plade (ikke mastering mv). Det er endnu mere besværligt – for hér handler et ikke om et bestemt selskab eller end bestemt udgivelse - men om det enkelte eksemplar. I en anden tråd har jeg berettet om en plade, der først var i orden i fjerde forsøg…
Det her med kvaliteten kommer også an på, hvad man sammenligner med: Mon ikke vi er flere, der fra plademesser er kommet hjem med en plade, som var billig - og så viser sig at være i dårligere stand, end det var muligt at konstatere inden købet. Jeg har i hvert fald – mange gange.
Og på en måde accepterer man dette (i hvert fald delvis) som en del af gamet, når man køber brugt vinyl (og sælgeren har sjældent mulighed for at høre alle de mange hundrede LP’er, der kommer med i pladekasserne til markedet).
Og endelig: hvis kildematerialet er en CD og det høres som en CD - er det så alligevel ikke bedre at have en vinyl (rigtigt cover, store fotos mv.) hvis lyden er den samme?
Så jeg vil vende advarslerne i indledningen om:
PD-udgivelser er en mulighed for at erhverve god, klassisk top-jazz på vinyl i en kvalitet, der ikke bærer mærke af mange års slid og brug. Og som (måske) er god nok til at beholde og nyde i mange år – og hvis ikke kan være en øre-åbner til at købe det pågældende værk i en rigtig god udgave.
Den aktuelle anledning til min post er en serie LP’er fra selskabet ”Jazz Image”, som jeg blev opmærksom på via forretningen Jazzmessengers (i Barcelona), som jeg ved at flere herinde har handlet med.
Ud over at være PD-udgivelser, er der også tale om alternative covers til en perlerække at de helt store jazz-værker. Seriens cover-fotos er taget af 3 forskellige jazz-fotografer – og navnlig de, der er taget af franske Jean-Pierre Leloir finder jeg helt særlige.
Og JA – det er yderligere et skridt væk fra den originalitet, også jeg sætter højt, så dette er ikke for puristerne (som jeg ind imellem regner mig selv til…).
Men Leloir tilføjer noget andet til de 45 albums, der bærer han fotos. Det er altså gode billeder!
En 16 minutters podcast der bl.a. drøfter lydkvalitet og covers findes her: https://londonjazz.bandcamp.com/album/t ... ew-cartmel
Og så til jer, der holdt ud hele vejen gennem denne lange post kommer her linkene til de tre serier af store, klassiske jazz-album fra Jazz Image. Prisen er lige under € 10 pr. styk og Jazzmessengers sender gratis ved køb over € 30 (= 4 album). OBS: Nogle albums findes i flere af serierne (med med forskellige covers/fotos).
Jean-Pierre Leroir: https://www.jazzmessengers.com/en/3131- ... 99dc6da85e
Willian Claxon: https://www.jazzmessengers.com/en/3117- ... 99dc6da85e
Francis Wolff: https://www.jazzmessengers.com/en/3558- ... 99dc6da85e
Og til allersidst en bøn:
Det vil være dejligt hvis vi kan holde kommentarerne på det saglige (erfaringer, fakta osv.) om disse PD-udgivelser.
Jeg véd at emnet (også) kan kalde på mere moralske og personligt/følelsesmæssige indspark – jeg har prøvet at rumme dem i advarslerne i indledningen.
- begyndt at gå efter hvem, der har 
