kbekke skrev:...de to, som den nu Voksne Datter lige akkurat nåede at få i julegave, inden jeg for et par timer siden afleverede hende til Lufthansa med kurs mod San Francisco - dog uden blomster i håret
Se dét kan jeg li': En datter der tager til "hippiernes hovedstad" - og en far der er så overbevist om hendes humør-mæssige overskud og livsglæde, at han begaver hende med disse to skiver, som er gode, det er ikke det, men:
"Low" er jo undfanget i Bowies Berliner-periode, hvor det nok mere var stofferne der styrede kunstneren end omvendt. Og en vis kold dysterhed er der unægteligt over albummet med skæringer som "Always Crashing In The Same Car", "Breaking Glass" m.fl.
"Low" ligger imidlertid højt på Bowie-meteret over hans bedste albums (blot gør mit selektive musik-dna det svært at holde lige så meget af dette som af forgængeren "Station To Station").
Og Nick Drake var jo decideret depressiv - så meget at man mener at døde for egen hånd pga. en OD af antidepressiv medicin... (kun 26 år gammel...)
Man mærker godt tristessen i hans sange og melodier, som trods dette er intet mindre end enestående - arrangementerne også mange steder.
"Bryter Layter" er helt klart blandt Drakes top-tre-album - hvilket så ikke er så underligt, da han faktisk kun lavede tre album... Som Peter har påpeget flere gange er de alle fremragende (også selv om man ikke finder en førsteudgave til en 10'er og dermed sparer 6-700 €...).
Stærke gaver til en stærk datter - og god forældre-stil at give musikalsk "arvegods" videre fra den ene generation til den næste.
