So what’s the big deal?
Det har i hvert fald været en big deal for tastaturkrigerne den sidste uges tid. Tråden på Steve Hoffman rummer i skrivende stund over 14.000 (!) indlæg for ikke at nævne alle de kommenterende videoer på vores alle sammens yndlings-videoplatform. Man kan vist roligt kalde det "The Perfect Shit-Storm".
IMG_1220.jpeg
Skulle der stadig være nogle, der hellere vil læse om tingene her på sitet end at bruge deres liv på Youtube - og måske endnu ikke er inde i detaljerne, kommer her et kort recap:
-Som Fensten nævner (og tak for at gøre opmærksom på sagen i første omgang) er det, nærmest ved et tilfælde, blevet “afsløret”, at Mobile Fidelity i en årrække (ligesom nok de fleste andre) har benyttet en digital (DSD) kopi af (måske) det originale masterbånd til deres udgivelser.
Problemet er så, at man har markedsført, prissat og solgt disse udgivelser som “One Step”, “All Analogue” og “From The Original Master Tape”.
Disse udgivelser har dedikerede (nogle vil måske kalde dem fanatiske) samlere så købt i dyre domme. I nogle tilfælde utvivlsomt af kærlighed til musikken og med ønsket om at få den “bedste” reproduktion af originalværket. I andre tilfælde måske som investeringsobjekter.
Det er klart, at det (i hvert fald efter europæiske normer) er eller grænser til vildledende markedsføring og fortørnelsen er da også fuldt berettiget, synes jeg.
Det er lige så klart (for mig) at digital kopiering af de skrøbelige og uerstattelige original-optagelser er den eneste rigtige vej at gå, hvis man vil bevare muligheden for at udgive på vinyl for fremtiden.
Nu ejer jeg ikke selv nogle af pågældende udgivelser. Jeg er både for nærig og nok også kontrær til at hoppe på den slags og iøvrigt kunne jeg aldrig drømme om at købe en LP, originalt udgivet på 33 rpm for at spille den på 45 rpm.
Om ikke andet så lader der til at være rimelig konsensus om at MoFi’s One Step-udgivelser faktisk lyder
ret godt.
Men som forbruger synes jeg selvfølgelig, at vi i det mindste kan forvente transparens og ærlighed fra producenterne. Især når der er tale om højt profilerede (og dyre) premium-produkter.
Den læring er måske ved at sive ind hos Mobile Fidelity, som i hvert fald nu anskueliggør, hvad det er,
de mener med "One Step" (inkl. DSD).
mofi.PNG
Men måske er der også en lærestreg her. For hvor er musikken henne i alt det her teknik-snak? Og hvorfor er det pludselig vigtigere, hvem der har mastered, skåret og hentet kaffe og donuts til ham, der trykker coveret end hvad, der er og kommer ud af rillerne og hvad det gør ved os?
I “gamle dage” - dengang vi var unge - var der da ikke nogen, der gik op i den slags, når man gik ud for at købe plader.
Der var dillemaet snarere om man overhovedet kunne finde den nye med U2 eller måtte nøjes med The Cult's "Love"- og hvis man fandt dem begge to. Havde man så råd til dem?
Og vigtigst af alt: Var hende den lækre, krølhårede blondine på arbejde i dag og stod hun henne ved lyttestationen klar til at lade een “prøvelytte” (og forsvinde ind i hendes grå øjne) lige så længe, man gad?
Men hvad med jer andre? Er der nogle glade eller vrede MoFi One Step-ejere tilstede - og hvad siger I til det?
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
