Kompression af musik?

[KenRas]

Jeg har nu gennem længere tid fulgt med i jeres forskellige indlæg omkring jagten på diverse remasterede udgaver af ældre pladeudgivelser. Det er ikke noget jeg bruger hverken tid eller penge på, dels fordi jeg i den henseende er for nærig, og dels fordi jeg tror det vil være spild af penge med den hørrelse jeg har i dag. Når det så er sagt, mener jeg godt at kunne høre om en plade er velproduceret eller ej.

Det jeg kom til at tænke på var nogle snakke jeg havde med en tidligere kollega for ca. 15 år siden, omkring kompression af musik, inden det bliver lagt på et medie. Han var/er fritidsmusiker og det med kompression var noget han selv mente at kunne høre tydeligt. Hans tese var at som årene er gået siden introduktion af CD’en i 1982, så er problemet blevet værre og værre med tiden.

Hans opfattelse af grunden til at det bliver værre, er at musikanlæg bliver billigere, fremkomsten af transportable afspillere (mp3), osv. Altså at leverandører af udstyr i start 80’erne tog en drejning mod konsumer segmentet, væk fra det “rigtige” hifi grej som vi kender og elsker.

Han havde noget software der rent faktisk kunne tage en wave fil og analyzere dynamikken, og dermed indirekte kompressionen, i et stykke musik. Jeg har selv softwaren og har prøvet at sammenligne lp’er med den samme i en CD udgivelse fra 90’erne. LP’en var så først blevet digitalliseret til wave format. Her var det typisk sådan at dynamikken på CD udgaven var 3 til 5 dB mindre end LP udgaven.

Nå, det var en lang indledning. Ville egentlig bare høre om I i jeres mange indkøb af forskellige remasterede versioner, har overvejet om begrebet kompression har indflydelse på jeres oplevelse af de forskelle I beskriver.

Mvh Kenneth

[his067]

Jeg er self blevet lidt loren ved de nye re-masterede udgivelser. Jeg har fornyligt købt Steven Wilsons re-mix/master af Jethro Tull Stand Up. Den lyder såden set udmærket og jeg var godt tilfreds. Det vil sige, jeg var godt tilfreds indtil jeg læste en anmeldelse på Amazon:

It's the remix that lets it down badly. It does not sound immediate, the soundscape not wide and the instruments are not punchy enough. Glenn Cornick's brilliant bass work is lowered and muffled enough to make it sound as if he is performing in a sack, in another room. I compared this to my early CD version, which is better!

Det syntes jeg godt nok måtte undersøges, så jeg overtalte en kammerat som havde to 1970er udgaver af lp'en til at lade mig have den ene.

og det er rigtigt nok: Steven Wilsons mix er temmeligt ringe, præcis som beskrevet i den anmeldelse på Amazon.

Så nu er jeg lidt mere kritisk omkring ''forbedrede' udgaver. (på den anden side skal der meget til før jeg give slip på min Classic Records udgave af Led Zeppelin II

[Dan63]

Hej.

Jeg læste for en del år siden en artikel i High Fidelity, hvor de sammenlignede en vinyl- og en CD udgivelse af en på den tid ny Rolling Stones plade.
Som jeg husker det, havde de målt at CD versionen var komprimeret med 7 dB i forhold til vinyludgaven.
Et eksempel de nævnte på hvor ødelæggende denne komprimering var, at f.eks. et nummer, der starter med kantslag på lilletrommen, var nuancering på vinylversionen væk på CD udgaven så det lige så godt kunne være en trommemaskine.

Jeg kan desværre ikke huske hvilket nummer af bladet jeg læste det i.

Mvh Dan

[kbekke]

Jeg tror, det har været oppe at vende her før, dog vist ikke for nylig.

Compression har “altid” og også i den analoge æra været brugt både live og ifm. optagelser, simpelthen for at kunne håndtere dynamikken. Back in the day, hvor man ikke havde compressors og limiters, da måtte teknikeren sidde klar med partituret og være parat til at skrue ned for gain, lige præcis inden symfoniorkesteret indledte det næste crescendo. Der var også en grund til, at Coltrane og alle de andre vidste præcis, hvor tæt på eller langt fra mikrofonen, de skulle være, alt efter om de akkompagnerede eller skulle spille solo.

Der, hvor jeg oplever, at det går galt, er omkring 1990, hvor man for alvor går fra den analoge optage- og mixingprocess til den digitale. Det, der sker, når man mindsker dynamikken er, at man kan optage, så det lyder “højere” og samtidig er lav dynamik jo udtryk for et signal, hvor forskellen i db mellem “højt” og “lavt” i sig selv er lille.

Man behøver faktisk ikke avanceret software for at overvåge dynamikken i signalet. Hvis man har et VU-meter på sin forstærker eller båndoptager, kan man bare kigge på nålene. Hvis de (uden at signalet er overstyret) bevæger sig meget og i store udsving, så er det udtryk for dynamik. Men hvis de konstant står banket ud i højre side, har man det modsatte. Groft sagt.

Til en vis grad og gjort med måde, tror jeg måske godt, at compression kan få musik og anden lyd til at lyde “godt” eller i hvert fald afspilbart på udstyr, der fra starten af slet ikke er beregnet til at gengive et dynamisk signal med fuldt frekvensområde. Det gælder ikke bare plastikanlæg, ørepropper og bilradioer, men især også TV i fladskærme.

Hvis du nogensinde og det har de fleste nok, har oplevet midt i en udsendelse pludselig at blive blæst ud af sofaen af en reklameblok, så er det udtryk for det, der også kaldes “The Loudness War”. Mange stationer, der leverer reklamefinancieret indhold, har simpelthen regler for, HVOR meget compression, der må anvendes.

Der er helt sikkert også bands/producere, der bruger overdreven compression som en del af selve udtrykket.

Et rædselseksempel er Metallica’s “Death Magnetic”, der selv for en gammel fan lyder som een lang streng af meget høj larm - og det er ikke fordi musikken i sig selv er dårlig. Det er bare højt med højt på hele tiden og det er ekstremt trættende i længden.

Jeg oplever ikke, at det står helt så galt til længere, som for 10 eller 20 år siden og dynamik er jo også bare et af mange forhold, der kan gøre en optagelse “god” eller “dårlig”. Jeg synes faktisk, at der begynder at komme både nye og gen- udgivelser, der er blevet behandlet digitalt OG lyder godt. Et par af dem har jeg også skrevet om tidligere.

En re-mastering er jo en proces, hvor der skal træffes en masse valg og det vigtigste valg synes jeg jo er, om man respekterer det oprindelige udtryk eller forsøger at lave sin egen “fortolkning”. His067 nævner Steven Wilson og hvis det er den Steven Wilson med Porcupine Tree, så er jeg måske ikke overrasket over, at hans “take” er endt anderledes end det oprindelige. Porcupine Tree-pladerne har deres eget, spændende udtryk (og fed musik iøvrigt). Men det er ikke en lyd, jeg umiddelbart forbinder med de røgfyldte og fodformede halvfjerdsere.

[mikkeldamlarsen]

Jeg var selv meget overrasket over hvor meget remastering kan ødelægge lyden.

Lyt fx her til Michael Jackson - remastered af flere omgange.
Her kan også høres tidligere omtalte Metallica.

https://www.bbc.com/news/entertainment-arts-35250557

[JGreen]

Her så lidt mere brande til bålet. Jeg faldt over for et stykke tid siden.
http://www.suzyj.net/2020/10/telegraph- ... on-of.html