Hermed sluttede et musiker-liv, som varede længere og inspirerede flere andre musikere, end næsten alle andre på jazzmusiker-scenen.
Måske er der ikke så mange, der kender Jamal, som f.eks. pianister som Bill Evans, Oscar Peterson, Chick Corea, Keith Jarrett eller Herbie Hancock.
Det skyldes nok at Ahmad Jamal levede og spillede mere ”stille”, end mange af disse. Og på flere måder er (var) han nærmest en modsætning – stilmæssigt – til f.eks. Oscar Peterson, hvilket jeg (no offence, O.P.) faktisk mener som lidt af et kompliment.
I lighed med min elskede Bill Evans, formåede Jamal at give plads til sine med-musikere og (næsten) gøre bas og trommer til ligeværdige instrumenter i de trioer, han hyppigt spillede i.
Jamal’s spillestil er præget af brug af pauser (”pauseringer” hedder det sikkert…) og af at han skaber rum/plads i musikken – både til sine medspillere og til lytteren.
Den danske "jazz-professor" Erik Wiedemann (født samme år som Jamal) beskriver det meget godt på bagsiden af en pladeudgivelse fra Fona (radio-tv-kæden, som jo også er væk). Iøvrigt ret herligt at butiks-kæden også påtog sig den "kulturelle uddannelsesopgave" at udgive albums forsynet med kloge, danske ord (der er iøvrigt flere udgivelser på Fonogram - anbefales)
På den måde er hans musik et helt andet sted, end nævnte Petterson (der tit brillerer med sit drive og høje tempo) og – på andre instrumenter – folk som f.eks. John Coltrane, der i perioder (slut 50’erne og frem) nærmest gjorde en dyd ud af hvor mange toner, der kunne spilles. Det sidste gør – for nogle/mange – musikken noget utilgængelig (og jeg synes også ind imellem det kan blive ”for meget”).
Bevares - Jamal kan skam godt "spille hurtigt", men han tilbyder (også) en helt anden mulighed for at stå på jazz-musikken, og jeg tror han vil være en god indgangsvinkel, hvis man er nysgerrig (på jazz) men – endnu – ikke stor tilhænger.
Det ved jeg jo nogle herinde er
Jamal kaldte i øvrigt selv jazz for ”American classical music” og noget af hans piano-spil lyder faktisk en smule ”klassisk” på den gode måde. Keith Jarrett har lidt af de samme på en del udgivelser, men hvor Jarrett ofte forsvinder mere ind i sig selv (og musikken) bliver Jamal mere i forbindelse med lytteren (eller hvordan jeg nu skal udtrykke det). Keith Jarrett omtaler – ligesom f.eks. Miles Davis og Herbie Hancock – Ahmad Jamal som en af hans/deres store inspirationskilder - og det er vel noget af en æresbevisning.
Ahmad Jamal begyndte at spille klaver allerede som 3-årig og blev professionel musiker som 14-årig, så det er en rigtig lang karriere, der nu definitivt er slut. Han udgav sit seneste album i 2019 (solo og duo-optagelser fra 2016) og har hermed været aktiv i henved 7 årtier (!) bortset fra en pause i starten af 1960’erne, da konkurs, skilsmisse, arrestation og en overdosis af sovemedicin faldt sammen.
Min lille samling af Jamal-albums bliver spillet i dag – herunder sidste års udgivelser (den blå og grønne) af optagelser fra da han kom tilbage i 1963/64. Det er gode og tilgængelige 2LP’er, som kan være et godt sted at starte (eller fortsætte) med trio-jazz – de er aldrig før udgivet, men kom på Record Store Day i 2022.
R.I.P. Ahmad Jamal
