Vintagehifi.dk

Mellemblond "Lysvågen" Jamen altså. C.V. Jørgensen møder Uffe Lorentzen eller blot Christoffer fra Mellemblond.

Giv gerne "Et øje", "Swimmingpoolens blå" og "Regner ind" lidt ekstra opmærksomhed.



God aften


Fensten

Den arm er da lige til at blive hooked på! Og sandelig også PU'en...

CV har jeg desværre ikke rigtig i samlingen.

Tonni skrev:Den arm er da lige til at blive hooked på! Og sandelig også PU'en...

CV har jeg desværre ikke rigtig i samlingen.

Når to hobbies mødes. Fluefiskeri og Vintagehifi. Armen er en Audio Technica At 1007, med en jelco armlift og en hjemmelavet liftmountboard. PU er en Ortofon Silver krop, med en Bronze nåleforsats.

Pladespilleren er “in progress” og den spiller i alt beskedenhed fremragende. Det bliver rigtigt sjovt når jeg engang får fingre i et PTP sæt og noget Corian.

Bemærk venligst at krogen er modhageløs

Mange tak for den oplysning! Og modhageløs krog er god karma!

En 2M Silver skulle svjh være en krop med forsølvede Cu spoler, med en red forpart? Så en bronce nål på den Silver, må have været noget af en opgradering..?

Og L75 kan blive rigtig fremragende. Havde jeg ikke haft min 124'er, ville L75 have været primæren her. God økonomi, og loads o'fun!

Fredag og en hel weekend ligger foran én.
Så er det tid til at snurre lidt mere end ellers i ugens løb.

Derfor lukker jeg i aften op for et nyt kapitel - en uåbnet dør - i form af en kunstner, jeg indtil for nylig ikke kendte til eksistensen af. Det får sikkert nogle af jer til at tænke: "Sikke et ukendskab - det var da på tide manden får ørerne op for dét!"
I har sikkert ret

Det var en forum-fælle, der for et par måneder siden havde en skive med denne britiske guitarist/sanger med.
Det drejer sig om Nick Drake (musikeren - ikke forumfællen!) - og i går landende de 3 album, som han udgav, mens han levede, hvilket desværre ikke var særligt længe...


Drake kæmpede med depressioner i hele sit voksenliv - og endte med at dø af en overdosis af anti-depressiv medicin i 1974 i en alder af kun 26 år (han nåede altså ikke engang at komme med i "Club 27" som tæller Hendrix, Joplin, Cobain, Winehouse m.fl - https://en.wikipedia.org/wiki/27_Club).

Han levede sine sidste år indadvendt og indelukket - og det høres i teksterne på pladerne. De er til den triste side - men musikken i sig selv er faktiske ikke "mol-agtig", så det er ganske dejligt at lytte til (trods kendskab til kunstnerens triste skæbne).

Nick Drake spiller dejlige melodier (på guitar) suppleret af alt fra større besætninger (m. strygere) til backing af kun et par andre instrumenter. Både musik og - navnlig - Drake's tekster og vokal udtrykker en følsomhed, som man forstår ekstra godt, når man kender historikken.

Mens han levede, solgte Drakes plader under 5.000 eksemplarer hver, men senere blev han åbenbart lidt af en kult-figur. Det forstår jeg godt, for musikken er dejligt og kræver sin tid.

Det er godt at få dén slags inspiration - og opdage nye musikere.

Jeg synes det er fremragende alt sammen.
Ikke på den der "FEEEDT!!!"-måde.
Men fordi musik og vokal appelerer én til at stoppe op, lytte efter - og give sig selv tid til at tage det ind.

Stor tommel op til Nick Drake. Du Lan følge op med Elliot Smith som led lidt samme skæbne.

God fredag foran pladespilleren,


Fensten

Captain Phoenix skrev:Fredag og en hel weekend ligger foran én.
Så er det tid til at snurre lidt mere end ellers i ugens løb.

Derfor lukker jeg i aften op for et nyt kapitel - en uåbnet dør - i form af en kunstner, jeg indtil for nylig ikke kendte til eksistensen af. Det får sikkert nogle af jer til at tænke: "Sikke et ukendskab - det var da på tide manden får ørerne op for dét!"
I har sikkert ret

Det var en forum-fælle, der for et par måneder siden havde en skive med denne britiske guitarist/sanger med.
Det drejer sig om Nick Drake (musikeren - ikke forumfællen!) - og i går landende de 3 album, som han udgav, mens han levede, hvilket desværre ikke var særligt længe...

NickDrake3LP.jpg

Drake kæmpede med depressioner i hele sit voksenliv - og endte med at dø af en overdosis af anti-depressiv medicin i 1974 i en alder af kun 26 år (han nåede altså ikke engang at komme med i "Club 27" som tæller Hendrix, Joplin, Cobain, Winehouse m.fl - https://en.wikipedia.org/wiki/27_Club).

Han levede sine sidste år indadvendt og indelukket - og det høres i teksterne på pladerne. De er til den triste side - men musikken i sig selv er faktiske ikke "mol-agtig", så det er ganske dejligt at lytte til (trods kendskab til kunstnerens triste skæbne).

Nick Drake spiller dejlige melodier (på guitar) suppleret af alt fra større besætninger (m. strygere) til backing af kun et par andre instrumenter. Både musik og - navnlig - Drake's tekster og vokal udtrykker en følsomhed, som man forstår ekstra godt, når man kender historikken.

Mens han levede, solgte Drakes plader under 5.000 eksemplarer hver, men senere blev han åbenbart lidt af en kult-figur. Det forstår jeg godt, for musikken er dejligt og kræver sin tid.

Det er godt at få dén slags inspiration - og opdage nye musikere.

Jeg synes det er fremragende alt sammen.
Ikke på den der "FEEEDT!!!"-måde.
Men fordi musik og vokal appelerer én til at stoppe op, lytte efter - og give sig selv tid til at tage det ind.

Dejligt at se, at Nick Drake ramte dig, Claus. Fin intro til hans musikunivers, du giver her.

Jeg stødte i øvrigt lige på mit opslag her på forummet fra den gang jeg fandt et ægte førstetryk af Five Leaves Left.
Det gjorde ikke meget indtryk på hverken mig selv eller andre: viewtopic.php?f=587&t=385&p=6714&hilit=Drake&sid=1d3acd836efb1926ab5605329f4bd44a#p6714.

PQR

Herovre i GB tilføjer man ofte også at Nick Drake var en foregangsmand mht strygearrangementer og "folkemiusik" og at han derfor var langt forud for sin tid.
han har forøvrigt et internetsted:http://www.brytermusic.com/

Jeg nyder min midlertidige boligsituation og er taknemmelig for min veninde trods har er anlæg.
At hun fortjener noget bedre er en anden snak. Jeg nyder The Wall på hendes Rega og plejer tømmermænd

Sorenki skrev:Jeg nyder min midlertidige boligsituation og er taknemmelig for min veninde trods har er anlæg.
At hun fortjener noget bedre er en anden snak. Jeg nyder The Wall på hendes Rega og plejer tømmermænd

AE6C956C-081D-4488-85E5-95F09B529C50.jpeg

Forhåbentlig ikke via den højtaler, man ser på billedet - damn, den pickup må da hoppe rundt i rillen.

pqrannes skrev:

Captain Phoenix skrev:Fredag og en hel weekend ligger foran én.
Så er det tid til at snurre lidt mere end ellers i ugens løb.

Derfor lukker jeg i aften op for et nyt kapitel - en uåbnet dør - i form af en kunstner, jeg indtil for nylig ikke kendte til eksistensen af. Det får sikkert nogle af jer til at tænke: "Sikke et ukendskab - det var da på tide manden får ørerne op for dét!"
I har sikkert ret

Det var en forum-fælle, der for et par måneder siden havde en skive med denne britiske guitarist/sanger med.
Det drejer sig om Nick Drake (musikeren - ikke forumfællen!) - og i går landende de 3 album, som han udgav, mens han levede, hvilket desværre ikke var særligt længe...

NickDrake3LP.jpg

Drake kæmpede med depressioner i hele sit voksenliv - og endte med at dø af en overdosis af anti-depressiv medicin i 1974 i en alder af kun 26 år (han nåede altså ikke engang at komme med i "Club 27" som tæller Hendrix, Joplin, Cobain, Winehouse m.fl - https://en.wikipedia.org/wiki/27_Club).

Han levede sine sidste år indadvendt og indelukket - og det høres i teksterne på pladerne. De er til den triste side - men musikken i sig selv er faktiske ikke "mol-agtig", så det er ganske dejligt at lytte til (trods kendskab til kunstnerens triste skæbne).

Nick Drake spiller dejlige melodier (på guitar) suppleret af alt fra større besætninger (m. strygere) til backing af kun et par andre instrumenter. Både musik og - navnlig - Drake's tekster og vokal udtrykker en følsomhed, som man forstår ekstra godt, når man kender historikken.

Mens han levede, solgte Drakes plader under 5.000 eksemplarer hver, men senere blev han åbenbart lidt af en kult-figur. Det forstår jeg godt, for musikken er dejligt og kræver sin tid.

Det er godt at få dén slags inspiration - og opdage nye musikere.

Jeg synes det er fremragende alt sammen.
Ikke på den der "FEEEDT!!!"-måde.
Men fordi musik og vokal appelerer én til at stoppe op, lytte efter - og give sig selv tid til at tage det ind.

Dejligt at se, at Nick Drake ramte dig, Claus. Fin intro til hans musikunivers, du giver her.

Jeg stødte i øvrigt lige på mit opslag her på forummet fra den gang jeg fandt et ægte førstetryk af Five Leaves Left.
Det gjorde ikke meget indtryk på hverken mig selv eller andre: viewtopic.php?f=587&t=385&p=6714&hilit=Drake&sid=1d3acd836efb1926ab5605329f4bd44a#p6714.

PQR

Jeg har kun "Pink Moon", men jeg er vild med det lidt rå og hudløse i hans musik.

Hvis PQR har et førstetryk af Five Leaves Left ville jeg elske at høre det på træffet. Selv har jeg et genoptryk af Bryter Layter, der lyder højst skuffende (Selvom musikken er fantastisk, tag fx Poor Boy, suk!).

bjerager skrev:

Sorenki skrev:Jeg nyder min midlertidige boligsituation og er taknemmelig for min veninde trods har er anlæg.
At hun fortjener noget bedre er en anden snak. Jeg nyder The Wall på hendes Rega og plejer tømmermænd

AE6C956C-081D-4488-85E5-95F09B529C50.jpeg

Forhåbentlig ikke via den højtaler, man ser på billedet - damn, den pickup må da hoppe rundt i rillen.

Jojo
Via den, og via forstærkeren der ikke kan ånde, fordi den står på højkant...
Pickuppen hopper ikke, men det hænger nok sammen med det høje nåletryk.

Jeg har forsøgt at gøre noget, men man skal ikke bide hånden der fodre én

Ladies night.

Helt og aldeles undervurderet kunstner og album. "Lera Lynn plays well with others"

Hørte hende ved et tilfælde på VoxHall 2019, hvor hun spillede support for Thomas Dybdal.

På trods af Thomas fantastiske optræden og ikke mindst band. Var det alligevel hende, der efterlod størst indtryk.

Gik derfra med en signeret LP (Stray dogs) med Thomas Dybdal på trods af en behagelig samtale med Lera Lynn efter koncerten. Det har jeg fortrudt

“Lose yourself” fra “Lera Lynn plays Well with others”bør i ikke snydes for.

Iøvrigt en plade som bestemt ikke er tiltænkt livet på landevejen. Eftersom at den består af 9 duetter med 8 forskellige kunstnere

Endnu en skøn dame.

Anna Calvi hunter

Hvis i ikke allerede kender hende, så er hun fabelagtig på sin telecaster og vokalen er hjemsøgende.

Prøv at støve “Love won’t be leaving fra Live From the workmans club”

Hendes debut var nomineret til årets mercury prize.

Men i aften er hendes seneste album på pladespilleren.

Skal jeg pege et nummer ud fra Hunter må det blive ”Swimmingpool”

God aften