Vintagehifi.dk

Melody Gadots nye på grammoen. Lyden er godt nok lækker på denne skive

Captain Phoenix skrev:Udgaven der snurrer er den MEGET vellydende version fra Blue Note Classic Vinyl Series, som kom i december.
Den ansvarlige for vellyden er Kevin Gray, som står for masteringen og som laver et super arbejde med alt (som ALT), hvad han har med at gøre. Hold øje med ham!

Jeg snuppede vist det sidste eksemplar her i byen (landet?), men den fås via Discogs. Og jeg tror at Blue Note vender tilbage med flere (det er ihvertfald ikke en "limited" serie).

Uha.... ser lovende ud. Jeg spottede at to af mine helt store favoritter er i støbeskeen fra den Blue Note serie:

Grant Green – Idle Moments
Kenny Burrell – Midnight Blue

Jeg er i den grad til jazzguitar og Grant Green er min favorit....

En ældre herre fylder rundt, og da han har fire børn med deraf følgende resultat, må festen pga Corona bides over i tre. Og så - netop i dag - festens sidste - kommer de to mellemste børnebørn med en flad, firkantet pakke og forventningsfulde smil. Jeg pakker ud, og... sidder lige nu og svømmer fuldstændigt hen

Vh Karl

Dejlig skive... Og tillykke med de 70, Karl

Mvh Kenneth

KenRas skrev:Dejlig skive... Og tillykke med de 70, Karl

Mvh Kenneth

Tak skal du ha', Kenneth. Og tænk, det føles ikke engang underligt

Vh Karl

Tillykke med den runde dag og de velopdragne børn
Kan du evt. beskrive forskellen på den Abbey Road vi alle kender og så den (delvis) remixede Anniversary Edition, du har fået?

Stort tillykke med den runde! - Og de dejlige "børn", som forstår en god gaves værdi!

Fundet frem af gemmerne. A blast from the past.

Lige dele kærlighed, lige dele had.

Klassefester i kælderværelser, timelange fastnetsamtaler med venner (far i baggrunden, “knægt, nu lægger du på!!” hvide tennisokker, Royal D’or gel, SCO cykler og varme vandsenge.

Mvh.


Fensten

DSOTM

Inspireret af dette indlæg fra pqrannes: viewtopic.php?f=585&p=127478#p127478 , så flyver helikoptere, ure og andre spændende lyde nu på kryds og tværs i musikrummet. Den kan noget, den QS synthsesizer i Sansui’en

Captain Phoenix skrev:Tillykke med den runde dag og de velopdragne børn
Kan du evt. beskrive forskellen på den Abbey Road vi alle kender og så den (delvis) remixede Anniversary Edition, du har fået?

Tak
Mht. beskrivelse af lyd er jeg temmelig uformående, idet mine begreber stort set begrænser sig til 'dårlig', 'gennemsnitlig' eller 'god' lyd Med disse forbehold synes jeg dog, at den nye Abbey Road forekommer en anelse 'renere' i lyden, dvs. (i mine ører) en dejlig tør og fast bas, tilpas mellemtoneområde og en sprød og klar diskant. Men - jeg vil sandsynligvis kunne narres i en a-b test
PS. Den samme begrebsverden finder anvendelse ved vinsmagninger...

Vh Karl

KenRas skrev:

64A8BD06-B746-4681-8BED-84976941B602.jpeg

DSOTM

Inspireret af dette indlæg fra pqrannes: viewtopic.php?f=585&p=127478#p127478 , så flyver helikoptere, ure og andre spændende lyde nu på kryds og tværs i musikrummet. Den kan noget, den QS synthsesizer i Sansui’en

Mit vintage hifi-liv startede med en lille Sansui quardrofoni-forstærker. Når man fx "synthesized" stereomusik med U2 blev guitaristen The Edge smidt om i en af baghøjttalerne - det var storslået.

Jeg har stadig en Sansui quadrofoni-bagkanalforstærker, som dog mest har været brugt til surround ifm. film.

De qudrofoni-vinylplader jeg hen ad vejen fik slæbt hjem, var altid den forkerte kodning (SQ) til Sansui-dekoderen (QS).

Større Sansui quadrofoni-apparater kan vist opstilles mellem flere kodninger.

PQR

Endelig spiller Lenco L70 + Shure m35x som de skal. Dynamisk og levende

Derfor er eftermiddagen tilbragt i “fars rum” i selskab med The war on drugs “Live drugs” LTD edition.

Et blændende album, hvor man bare skal sætte sig i sofaen og nyde TWOD’s evne til at lægge brudstykker ud, som samles op, bygges til og løftes op.

Yessir. Jeg er fan.

Gad vide hvornår de slipper deres næste album.

Captain Phoenix skrev:Men her på The Sidewinder er han fuld af liv og musikalsk energi.
Udgaven der snurrer er den MEGET vellydende version fra Blue Note Classic Vinyl Series, som kom i december.
Den ansvarlige for vellyden er Kevin Gray, som står for masteringen og som laver et super arbejde med alt (som ALT), hvad han har med at gøre. Hold øje med ham!

Jeg snuppede vist det sidste eksemplar her i byen (landet?), men den fås via Discogs. Og jeg tror at Blue Note vender tilbage med flere (det er i hvertfald ikke en "limited" serie).

Det er en virkelig god skive, fandt den hos jpc.de, hvor jeg køber det meste af den musik, jeg ikke kan finde herhjemme; porto koster 40 kr fra Tyskland, det er vel det samme som fra dansk webshop.

Når vi snakker korte liv og trompeter, så er jeg meget begejstret for Clifford Brown, der havde en trio i 50'erne med Max Roach og forskellige saxofonister bl.a. Sonny Rollins. Han snurrer tit herhjemme, nåede alligevel, trods sin tidlige død, at udgive en del album. Clifford Brown omkom ved et trafikuheld i 1956 kun 25 år gammel.


Mvh Klaus

Måske det bedste. Ihvertilfælde det næstbedste Pj album.

Fantastisk tryk og glimrende mastering.

Duet med Thom Yorke Yorke og enestående “We float”

Nøøøj, jeg ser frem til at Let England Shake relanceres.


Mvh.


Fensten

Jeg er faktisk ikke sådan specielt vild med orgel-musik, medmindre det lige rimer på Jimmy Smith eller Jon Lord.

Men af een eller anden grund har de klassiske orgel-plader det alligevel med at snige sig med hjem som spøgelser på mine genbrugsredningsaktioner. Flere af dem kunne sagtens egne sig som soundtracks til vampyrfilm a la Werner Herzogs “Nosferatu, Phantom der Nacht” - en af mine favoritter i den genre (se den, hvis De tør).



Men nu er jeg efterhånden nået så langt i katalogiseringen af mine febrile indkøb, at jeg er nået derned i stakken, hvor der kun er de allermest obskure titler tilbage.

Og problemet med mange af dem er desværre eller heldigvis, alt efter hvordan man ser på det, at de er så tilpas obskure, at de simpelthen ikke eksisterer på Discogs - og det skal de. Ikke fordi de skal handles eller værdiansættes eller noget i den stil. Jeg kan bare godt lide at have styr på min samling. Det er en del af ritualet, så at sige.

Så ja, jeg har brugt det meste af formiddagen på lægge een, siger og skriver een eneste ny release ind:



https://www.discogs.com/Murray-Stewart- ... e/17747101

Jeg har sikkert klokket i det undervejs, selvom jeg faktisk prøver at følge alle de mange, mange “Submission Guidelines”. Det ville sikkert også gå både nemmere og hurtigere, hvis jeg gjorde det lidt oftere. Men der er jo også et liv, der skal leves og herunder ikke mindst plader, der rent faktisk skal høres. Det er en anden del af det - de SKAL høres, minimum een gang inden de bliver sat på plads i reolen.

Og heldigvis er det ikke vampyrmusik, Murray Stewart spiller på Helligåndskirkens orgel i dag. Det er sådan mere hygge-salmer, som man engang kunne høre det om søndagen nede i den lokale - kirke altså.

-Det kan jeg faktisk godt være med til, det her. Men solen er jo heller ikke gået ned endnu...