af luc » ons 12. nov 2014 13:57
Review af Pink Floyd – The endless river – 2014
Lidt facts og intro.
Der er tale om Pink Floyds 15. studiealbum, og 21 år efter det sidste – Division Bell. The enless river titlen er taget fra det sidste nummer i Division Bell (High Hopes) – og dermed, udtaler David – er der lagt op til en fortsættelse. Det kan man så filosofere lidt over.
Pladen er et tribute til afdøde (i 2008) Richard Wright, som blev fyret af Roger Waters under indspilningerne af The Wall. Han fortsatte både med indstpilningen og under den efterfølgende turne – men som betalt musiker og ikke som medlem af Pink Floyd.
Pladen er ligeledes blevet til – på baggrund af over 40 timers sessions i forbindelse med produktionen af Division Bell. Så mankan på mange måder sige at der er ”rest-produktion” deraf.
Betegnes af mange anmeldere som ambient (flere steder får man også assiciationer til Brian Eno’s Music for Airports eller Music for Supermarkets.)
De 40 timer er således kogt ned til 4 afsnit, nøje tilrettelagt så de passer til 4 LP sider!
Side 1:
Things Left Unsaid
It’s What We Do
Ebb and Flow
Side 2:
Sum
Skins
Unsung
Anisnia
Side 3:
The Lost Art of Conversation
On Noodle Street
Night Light
Allons-y (1)
Autum ‘68
Allons-y (2)
Talkin’ Hawkin
Side 4:
Calling
Eyes to Pearls
Surfacinng
Louder than Words
Mit review.
Things Left Unsaid er et typisk PF intro nummer. Minder lidt om det stille intro nummer på Division Bell. Knap så musikalsk. MEGET ambient. Genkendelige passager så man er ikki tvivl om at det er PF. Et nummer som bare dvæler rundt om kommer aldrig rigtig i gang. Ikke et nummer, men mere et stykke tema musik. Nummeret går direkte over i It’s What We Do – med intro af Wrights Hammond orgen og de meget let genkendelige synth toner og stil fra Dark side of the moon og Wish you were here. Meget lækker klang. Nummeret udvikler sig til et regulært musikstykke med den meget karakteristiske PF/David Gilmore sound.
Flere genkendelige guitar sounds. Et meget lækkert og typisk nummer. Jeg elsker virkeligt lyden af DG’s Stratocaster, som han jo mestre til det fulde. Ikke noget overraskende nummer. Nummeret går over i Ebb and Flow. Som igen er et kort stykke. El –piano der panoreres fra venstre til højre og en lidt guitar jam i forgrunden. Ikke noget at skrive hjem om.
Sum er så starten på side 2. Et kort stykke der minder lidt om hvalsang / ambient stykke i starten. Udvikler sig med trommer og guitar midt i stykket. Men svært at kalde et nummer. Trommerne kører lidt i en uendeligt loop, men næppe nogen rytnisk mønster. Igen en lækker guitar lyd. Afslutningsvis kommer Wright ind i nummeret. Lidt rodet nummer efter min smag. Det fortsætter ud i nummeret Skins, som er endnu et nummer præget af Masons trommer og baggrunds eksperimenter, som leder ens tanker til Gilmores sand-på-guitarstrenge på Live in Pompei. Beklager; endnu et relativt uinteressant nummer. Unsung er et flot kort stykke med genkendelige ”sounds”. Andet er der ikke at sige til det. Uden trommer og blot et kort tema. Anisina er et regulært musikstykke hvor right fører an på at klaver. I baggrunden hans synth med bløde waves. En lidt spøjs kombination af Gilmores guitar, kor og en klarinet som næsten får det til at lyde lidt gypsy-agtigt. Ikke lige noget man forventer fra den kant. En ganske udmærket nummer med god guitar sound. Dermed en fin afslutning på side 2.
Side 3 starter med The Lost Art of Conversation. Et kort nummer – igen ikke en decideret melodi. Smukt temastykke der kunne være noget noget baggrundsmuisk fra en kærlighedsfilm. Meget smukt endda. Wright på piano og synth. Går over i On Noodle Street, som får lidt mere rytme på. Et relativt kort nummer med lidt Gilmore guitar og Wright på synth. For mig at se et relativt uonteressant nummer. Trommer og bas kører i den samme runde igennem hele nummeret. Lidt monotont. Night Light minder mig om Phil Manzanera’s Impossible Guitar album. Mere er der vist ikke at sige om det. Allons-y (1) derimod er et typisk PF/DG nummer, som taget ud af Division Bell. Flot flot nummer med super fede guitar riffs og lækker sound. Sådan nogle måtte der gerne være flere af. Desværre et for kort nummer. Det kunne de godt have fået lidt mere ud af. Måske er begrænsningen at de kun havde brudstykker af sessions fra 93/94. Men et supergodt nummer. Nummeret går over i Autum ’68 – nummer der mest af alt minder om en klassisk kirkekoncert med wright ved roret. Meget flot nummer, præget af wrights instrumenter. Gilmore toner lidt frem med enkelte toner, men helt igennem Wrights nummer. Herefter Allons-y (2) – et kort nummer som forysætter hvor Allons-y (1) slap. I virkeligeden hænger de 3 numre meget godt sammen som et samlet værk. Flot musik. Side 3 lukker med Talkin’ Hawkin. Et superflot PF nummer med slideguitar og det hele. En langsomt nummer med rigtigt kor (ikke synth) og Gilmores super Stratocaster. Næsten et symfonisk nummer, storslået og fyldigt. Inklusive de velkoemndte talk-over fra en forvrænget stemme. Nummeret og dermed side 3 lukkes ned med en slags ghost agtig stemning / sound.
Side 4 indledes med nummeret Calling, ekkolod og en rich-sound med tangenter. Der er lidt metalklang i nummeret. Meget flot ambient nummer. En på samme tid både typisk og atypisk Gilmore sound. Igen – ikke et decideret nummer – mere et tema. Nummeret går over i Eyes to Pearls – som er et mere akustisk nummer med igen lidt monotone trommer i baggrunden. En spændende komposition med amnge lækre aspekter. Surfacing kunne lyde lidt som noget fra Animals albumet. Et superlækkert nummer, altså et regulært nummer / melodi. Lyder lidt som synth –kor og Gilmore både i baggrund og forgrund. Side 4 og dermed hele værket afsluttes med Louder that Words – som starter med klokker og fra det akustiske går over i det eneste nummer med vokal. Nogen ytrede at det nummer kunne de godt have undværet. Jeg synes stik modsat at dette er et superlækkert nummer. DG stemme er fed fed. Jeg kunne have ønsket mig flere af dem. Et helt igennem lækkert og meget PF / DG nummer. En god solo.
Konklusion
Efter 3 lyt var jeg helt oppe at ringe men yderligere 4 vendte lidt rundt på min opfattelse. Det er tydeligt at produktionen er en sammenstykning af flere sessioner, brudstykker mm. Desværre synes jeg at det går udover kvaliteten og til tider kan man høre at de havde 20 sec. Session som de så har brugt flere gange. Jeg må sige at jeg overordnet ikke er imponeret, for ikke at sige skuffet. Måske mine forventninger var for høje / på forkert grundlag.
Teknisk og produktionsmæssigt er der intet at udsætte. En flot produktion med alt hvad der forventes af PF/DG.
Jeg har indkøbt 180gr pladerne og cd’en (man er vel inkarneret) og har kun lyttet til CD’en. Flot lyd, masser af dynamik og perspektiv.
En samlet bedømmelse i hård karakter: 3 ud af 5 – mere kan jeg ikke trække den. Mangler mere musik og mindre ambience. Brian Enos Music for Airports er meget ”sjovt” at lytte til, men man får lyst til at hænge sig i sine snørrebånd efter 20 minutter. Og det er der for meget af.
Cover: jeg synes det er megafedt og udført i superlækker kvalitet. Både LP og CD udgave. CD'en er en lille bog - og ikke et plastic hylster. LP kommer også med download kode. Desværre i en ringe MP3 format. Indersleeves er flotte - men ikke særligt gode for rillerne. Så de skal skiftes med de samme.
Kommentarer modtages gerne incl. Uenigheder – men dette var min personlige og subjektive vurdering. Og jer er PF fan!
Mange hilsener
luc
Revox B790, TD 160 og 147, Rogers LS3/5A - AB1, Luxman – D-113D, Cambidge Audio DAC, Luxman C-12, B-12ere, M-12, Sony Elcasset EL-7, Panasonic 8-track, Philips DCC, Sony MD + det løse.