Jeg kan simpelthen ikke dy mig...
For selv om der (pga. leveringsproblemer med vinyl-udgaven) ikke er nogetsomhelst, der snurrer - så må jeg altså henlede opmærksomheden på Østkyst Hustlers nye album - det første i over 20 år (!).
Hustlerne er blevet 22 år ældre - og man kunne godt tro, at det ville blive en pinlig omgang når 3 midaldrende mænd (alle over 50 år) laver et helt rap-album.
Men det gør det ikke.
Slet ikke.
Det er blevet fremragende!!!
Hustlerne formår at flytte temaerne (der trækker på hvad de tidligere har lavet) helt frem til 2020 - både ift. samfundstemaer og mere de personlige temaer, der er relevante når man er blevet "voksen" (som f.eks. er i 50'erne).
Tekst-håndværket, der er så vigtigt i rap, sidder - stadig - lige i øjet (eller øret). Måske endda endnu bedre end på deres ellers stærke album "Så hold dog kæft" (fra 1998).
Den verbale aflevering er tjekket og overbevisende.
Den musikalske backing er på samme tid skarp og meget harmonisk - og som tidligere med meget lækker instrumentering (blæser-ensembler, akustisk bas, jazz-temaer mm.). Der er faktisk mere melodi hér end på de tidligere udgivelser
Det er slet ikke til at komme ind på hvad der foregår i teksterne - for de er tæt pakkede.
Alt i alt er det (efter min mening) fremragende. Og selv om vi kun har februar, vover jeg det ene øje og byder på, at dette bliver årets bedste danske album. Så godt er det.
Men gør dig selv en tjeneste: Lyt til hele albummet, der af en eller anden grund ligger i sin helhed her: https://www.youtube.com/watch?v=dGP4boP ... 18&index=1
Og køb det så når det lander i butikkerne (d. 20. februar siger min lokale vinylpusher).