Dynaco ST120 renovering

[Klarskov]

Jeg faldt for et Dynaco ST120-projekt. Det er Dynacos første transistorforstærker fra ca. 1965. Den fik en meget fin anmeldelse i Stereophile i 1966. Dens eftermæle er dog noget omstridt. Dynaco - alias David Haffler - markedsførte den nemlig som en forstærker uden hvilestrøm. Det får den naturligvis til at varme mindre og det kan have været et godt salgsargument i rørtiderne! Men som alle "ved" giver det crossoverforvrængning, så i debatten er den lydmæssigt plaget af crossoverforvrængning, og derfor lyder den dårligt - siger nogen! Men som altid er der også en del, som lovpriser den - så verden er helt, som den plejer at være. Men skidt med det, ST120 er under alle omstændigheder et stykke Hi-Fi-historie, som jeg synes det kunne være interessant at stifte bekendtskab med.

Mit eksemplar havde levet et råt liv. Den manglede en udgangstransistor (2N3055) i den ene kanal, og nærmere undersøgelser viste, at også drivertransistorerne i den kanal var gået hinsides. Desuden var effekttransistoren i den stabiliserede strømforsyning stået af, mens alle småsignaltransistorerne var i orden - bortset fra en BC108, som var ustabil. (Effekttransistoren (2N3055) i strømforsyningen skal dog have en ganske høj hfe før den begynder at regulere, så lidt udvælgelse er nødvendig.) Den anden kanal virkede.

Kosmetisk var standen heller ikke for køn. Der var en del rust hist og her (især i de to forsænkede "rum" til terminalerne) og inden i. "Buret" var også lidt rustent, men ellers intakt.

Før:

Rust.jpg

Efter lidt pudsning + maling:

Renset og monteret.jpg

Spørgsmålet er, hvor langt "tilbage" man skal føre den? Nogle år efter introduktionen publicerede Dynaco nemlig en "Tip-modificering" til den. Modificeringen består bl.a. i, at de ret svage og båndbegrænsede drivertransistorer blev skiftet ud med TIP31C og TIP32C og der blev indført højfrekvenskompensation for at modvirke selvsving på grund af de hurtigere transistorer. Jeg besluttede at "gå med" opdateringen - også fordi TIP-transistorerne stadig kan fås; det kan de oprindelig ikke. For sjov skyld undlod jeg i første omgang højfrekvenskompensationen, fordi jeg ville se, hvor slemt det var. Og den var god nok: Den svingede lystigt, men 27pF og 68pF et par strategiske steder fjernede det fuldstændig.

Strømforsyningen er interessant. Den ser uhyre simpel ud. Ikke desto mindre er den ganske avan¬ceret: den er fuldstændig kortslutningssikret (uden at ville det, har jeg tjekket det!) og strømbegrænset (fold back) - så vidt jeg har kunnet finde ud af begynder den at begrænse et eller andet sted mellem 3,5 og 6,5A. Desuden sidder reguleringen i nul-lederen og denne ligger på 20 Volt under forsyningsspændingen til forstærkermodulerne. Dermed er minuspolen fra ensretteren 20V under signalstel. Det må gøre en forskel rent støjmæssigt - og måske også klangligt? Den er i hvert fald fuldstændig tyst.

Strømforsyningen:

Dynaco_psu.jpg

Alle komponenter - udover den defekte transistor - var i orden både i strømforsyningen og i forstærkerne. Det gjaldt sjovt nok også små-elektrolytterne. Kapacitetsmæssigt lå de alle lidt over den nominelle værdi, men inden for tolerancen. Lækstrømmen var nogle få µA og ESR under 0,1ohm. Men eftersom gummiet i dem var sprækket, så der i princippet kan komme luft ind i den, må de ud. Det samme gælder en 5µF elektrolyt(!) i indgangen. Tip-modificeringen foreslår en tantalkondensator her i stedet, men jeg valgt nu en 4,7µF filmkondensator fra Wima. I modkoblingssløjfen er der en helt intakt forseglet bipolar kondensator, som også holdt specifikationerne. Den bliver.

Åben elektrolyt:

Aaben_elektrolyt.jpg

Færdigt modificeret forstærkerprint:

Færdigt_print.jpg

I strømforsyningen indgår der nogle store elektrolytter: Udglatning er på 1000µF/100 V, egentlig reservoir til forstærkerne er 3300µF/100 V efter reguleringen. Dette valg er også interessant. Nu om dage ville man nok bytte om, så den fik en ordentlig håndgranat som ladelyt og en lidt mindre efter stabiliseringen. Men de 3300µF efter regulatoren sikrer naturligvis, at der er strøm nok til transienterne uden at regulatoren går i strømbegrænsning. Slet ikke dårligt tænkt! Desuden er der 500µF/100V til forsyningen af spændingsforstærkertrinnet. Det må siges at være nok - der er 0,6V spændingsforskel mellem udgangs- og indgangstrin og fortrinnet trækker så godt som ingen strøm, så med så meget kapacitet vil indgangstrinnet i praksis forsyningsmæssigt være helt uafhængig af udgangstrinnet. Igen: ikke dårligt tænkt.

Endelig er der to stk. 3300µF/50V i højttalerudgangen. De 50Volt her er nok lige på grænsen; godt nok ligger der kun ca. 35V permanent over den, men dertil kommer signalet.

Nu om dage er det god latin at skifte alle disse kondensatorer, men jeg valgte at tjekke dem først: Alle 5 holdt kapaciteten inden for tolerancen, ESR på alle 5 lå langt under 0,1 ohm (målt ved 75KHz) og lækstrømmen efter ca. 1 minut ved ca. 5% over nominel spænding lå under 1 mA. Jeg tvivler på, at helt nye kondensatorer kan måle meget bedre end det, så de forbliver faktisk. Egentlig ganske imponerende kvalitet fabrikeret for over 50 år siden.

Kosmetisk fjernede jeg så meget rust jeg kunne. Inden i fik den derefter en gang med alufarvet maling for at forsegle overfladen. På de rustne partier udvendig fjernede jeg også så meget jeg kunne - bl.a. med Slippol. Som sagt: Den er ikke som ny, men en næsten 60-årig dame behøver jo ikke underkaste sig en ansigtsløftning. Så vi kører videre med patinaen.

Endelig har den fået et par nye indgangsbøsninger - de oprindelige amerikanske plugs af korroderet blik er simpelthen for dårlige. Og "buret" fik en slibning og en gang sort spraymaling.


Og crossoverforvrængningen? Hver kanals strømforstærkningstrin trækker ca. 120mA. De 100mA tegner to stk. 300 ohms modstande, som ligger fra minus til plus, sig for. Resten bruges af driverne og udgangstransistorerne, så lidt hvilestrøm går der altså. Og forvrængningen? Her er et billede af, hvordan det det ser ud ved 10 KHz og knapt 20Vrms (ca. 50W i 8 ohm).

10KHz_20V_dist.jpg

Og sandt nok: Crossoverforvrængningen er tydelig nok, men det samme er en god portion anden harmoniske! Desuden er crossoverforvrængningen niveaumæssigt langt under de andre forvrængningsprodukter. Bemærk at spændingerne på oscilloskopets kanal 2 (forvrængningsoutputtet) ikke er rigtige. Det er outputtet fra audioanalyseren. TDH+støj ligger omkring 0,2%. Max. effekt er opgivet til 60W pr. kanal i 8 ohm. Min version ligger et par watt under, hvilket er helt uden betydning i praksis.

Og lyden? - umiddelbart helt godkendt. Den er ikke noget særligt - men slet, slet ikke typisk tidlig transistorforstærker. Faktisk forholdsvis "musikalsk" og med et godt "drive" eller "attack" og ikke nogen skarphed - trods forvrængningen. Men den ligger jo også meget langt nede.

Det færdige resultat - fra den mest flatterende side:

Samlet.jpg

[KlausM]

Tillykke med den, flot slutresultat, jeg kan huske at vi havde én på mit gymnasium i musiklokalet i start-halvfjerdserne. Sjov detalje med udgangsspolen, der er viklet rundt om udgangskondensatoren.

Mvh Klaus

[Gottschalck]

Fedt indlæg. Tak for det.

Vh Jesper

[kj2005]

Jeg faldt for et Dynaco ST120-projekt. Det er Dynacos første transistorforstærker fra ca. 1965. Den fik en meget fin anmeldelse i Stereophile i 1966. Dens eftermæle er dog noget omstridt. Dynaco - alias David Haffler - markedsførte den nemlig som en forstærker uden hvilestrøm. Det får den naturligvis til at varme mindre og det kan have været et godt salgsargument i rørtiderne! Men som alle "ved" giver det crossoverforvrængning, så i debatten er den lydmæssigt plaget af crossoverforvrængning, og derfor lyder den dårligt - siger nogen! Men som altid er der også en del, som lovpriser den - så verden er helt, som den plejer at være. Men skidt med det, ST120 er under alle omstændigheder et stykke Hi-Fi-historie, som jeg synes det kunne være interessant at stifte bekendtskab med.

Mit eksemplar havde levet et råt liv. Den manglede en udgangstransistor (2N3055) i den ene kanal, og nærmere undersøgelser viste, at også drivertransistorerne i den kanal var gået hinsides. Desuden var effekttransistoren i den stabiliserede strømforsyning stået af, mens alle småsignaltransistorerne var i orden - bortset fra en BC108, som var ustabil. (Effekttransistoren (2N3055) i strømforsyningen skal dog have en ganske høj hfe før den begynder at regulere, så lidt udvælgelse er nødvendig.) Den anden kanal virkede.

Kosmetisk var standen heller ikke for køn. Der var en del rust hist og her (især i de to forsænkede "rum" til terminalerne) og inden i. "Buret" var også lidt rustent, men ellers intakt.

....tak for din gode gennemgang og renovering af Dynaco ST120 .
Diagram kopi over ST120 ... kvasi komplementær udgang 2 x 2N3055 transistorer.

Ved test af Luxman C300 efter renovering satte vi en Denon CD til Luxman C300 forforstærkeren og derfra til tape indgangen på en Beomaster 3000 (kvasi-forstærker). Signal igennem både C300 og BM3000's forforstærker del og kvasi-udgang 2 x 2N3055 . Beomaster 3000 med alle tone kontroller i nul.

Sådan en 2 x 2N3055 kvasi forstærker spiller glimrende, og kunne nemt overbevise mine ører om "lyd fra den bedre hifi ende" i en blindtest ved moderat lydstyrke. 30W dækker størsteparten af det daglige behov og selvfølgelig kunne vi overstyre udgangsforstærkeren, men pæn lyd fra et kvasi-udgangstrin. Vh Kim

[KenRas]

Fin gennemgang og et flot resultat

Og ja, kvasi-komplimentære forstærkere kan sagtens lyde godt.

Hvilken audio analyzer har du?

Mvh Kenneth

[Klarskov]

Mange tak for de positive kommentarer.

Den audio analyzer jeg bruger er en HP8903.

Vh
Hans Jørgen

[spuncut]

Hej Hans Jørgen
I sandhed en bevaringsværdig og historisk vigtig forstærker. Konstruktionen lugter langt væk af "rør-tænkning". Tak for den særdeles kompetente fortælling om renovationen.
MVH Henning

[fisk]

Altså, jeg forstår intet teknisk overhovedet (som i ingenting). Alligevel nød jeg at læse det velskrevne indlæg og fascineret af fornemmelsen af en proces med megen rolig ildhu og omtanke :-)