På det seneste er det blevet til en del vinyl-indkøb på loppemarkeder og plademesser – både en sjov og (som regel) billig måde at få udvidet pladesamlingen på.
En del af de gamle skiver, man finder dér, har diverse klistermærker, stickers, skrift og stempler fra de tidligere ejere. Det kan man jo synes er hyggelige ”mindesmærker” fra pladernes hidtidige tilværelse – jeg synes nu mest de skæmmer pladecoveret.
Derfor fjerner jeg dem så godt det nu kan lade sig gøre.
I starten gjorde jeg det ved at trække/kradse klistermærkerne af. Det går rigtig godt – med en del af dem… Og skidt med resten, der enten halvvejs bliver siddende, tager en del af coveret med af – eller man får lavet ”kradsemærker” i overfladen, så den bliver skæmmet af dét i stedet for mærket.
Ærgerligt.
Tricket til at undgå dette er at bruge varme – og ”kemikalier” i begrænset omfang (og med lidt forsigtighed). Det er der sikkert mange af jer, der allerede gør – andre kan måske opsamle et tip eller to.
Milton8.jpg
Remedierne jeg bruger er:
Strygejern (termostaten indstillet på højst 150 grader = to prikker, dampfunktion slået fra)
Denatureret sprit
Rensebenzin
”Det blå” (her fra Ajax – the original)
En ren bomuldsklud, hvid/lys.
Denne Milton Nascimento-LP (tidl. biblioteksplade) havde 3 klistermærker og et stort stempel, jeg gerne ville være fri for.
Milton1.jpg
Milton2.jpg
Først fjernes pladen fra coveret, der tørres let af.
Kluden lægges over klistermærket og der varmes op ved at holde/glide i små bevægelser på kluden. Pas på ikke at komme udenfor kluden, så strygejernet kommer i direkte kontakt med coveret – det kan gå galt.
Milton4.jpg
Varmen blødgør limen og når man har fat i et hjørne af mærket kan det trækkes langsom af.
Hvis du mærker at det bliver sværere at trække, så varm det resterende mærke op igen til hele mærket kan trækkes af (næsten) uden brug af kræfter.
Klistermærker på selve LP'ens label kan også fjermes på denne måde: Varm forsigtigt med spidsen af strygejernet/kluden - og kun lige på klistermærket...
Milton5.jpg
Mærket efterlader som regel nogle fedtede/klistrede rester.
Lidt afhængig af klæbestoffet kan det fjernes med sprit eller rense benzin på en (hvid) klud, som man forsigtigt dupper eller tørrer klisteret af med. Start med spritten – den gør mindst skade og fordamper (som regel) helt uden at efterlade skjolder. Benzin kan godt trænge mere ind i cover-pappet og give skjolder eller farveændringer. Vær særligt opmærksom på dette hvis der er revner/folder i coveret.
Milton6.jpg
OBS: Både sprit og benzin kan godt gå i forbindelse med farven på coveret – derfor hvid klud: så ser man dette hurtigst og må holde igen med kemien.
På laminerede covers med glat overflade kan man godt gnide (lidt forsigtigt) – på ru/ulaminerede covers er det bedre at duppe, så man ikke tværer farve og struktur ud.
Stempler og skrift (f.eks. fra kuglepen) fjernes bedst med sprit på kluden. Nogle gange tager spritten det hele – andre gange kun noget af skriften (hvis farvestofferne er trængt længere ind gennem tiden).
Hvis coveret er rimelig robust kan man også fjerne den del af ”ring wear”, der kun er farve og snavs fra andre plader eller andet (men slidmærker i coveret hjælper det jo ikke på).
Milton7.jpg
Jeg plejer at slutte med at give coveret en forsigtig aftørring med en klud m. en smule af ”det blå” på – så er det renset for det meste af hvad tidligere ejere måtte have haft på fingrene…
Sådan en lille behandling ændrer jo ikke musikken eller gør ens loppefund mere værd - men det er lidt som når man vasker og støvsuger bilen: Den er ligesom lidt bedre at køre i bagefter.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.