Kan man høre forskel på rør?
Et eller andet sted må det vel være hele ideen med øvelsen. Så lad os prøve at finde ud af det.
Nogle dage er gået i relativ fred og ro, siden jeg “rullede” de russiske 6N2P’ere ud til fordel for et par Phillips ECC83’ere forklædt som Valvo. Der har ikke været tid til så meget seriøs lytning. Jeg har nøjedes med blot at konstatere, at operationen tilsyneladende er forløbet uden komplikationer og så ladet det hele stå og “falde på plads”.
En indskydelse fra, jeg ved ikke hvor, fik mig til at gribe ned i bunken af “Gitte’s Plader”, betegnelsen for en flyttekasse-fuld plader, jeg købte af en ung mand i Jelling for nogle år siden. De havde været hans mors og hun hed Gitte. Det er ganske vist, for hendes navn er skrevet med kuglepen på coveret af dem allesammen.
Det er nævnt før, men gør alt sammen ikke noget, for Gitte var glad for rock. Især det, Teenagedatteren hånligt-overbærende ville betegne som “Farmand-“ eller endnu værre, “Boomer-rock”:
43D2A319-7B9F-4463-89DE-542D4F0226B7.jpeg
Hun ville have mere ret end hun aner. Jeg har selv rynket på næsen af det i sin tid. For selvom bands som Boston, Kansas, Uriah Heep og Blue Oyster Cult mfl. selvfølgelig var mere acceptable end Duran Duran og Rick Astley, så var de aldrig helt salonfæhige hos os, der voksede op med “Heavy Agger” og “Metalfabrikken” featuring Claus W. og Laila med… ja, dem.
“Rigtig heavy” det var det i hvert fald ikke.
Og det er det da heller ikke i dag.
Heldigvis. For gennem Phillips-Valvo’erne får de gamle optagelser i den grad nyt liv. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er, der er sket. Jeg synes ikke, at jeg egentlig har manglet noget med 6N2P’erne og jeg kunne sikkert godt gå tilbage og også synes, at DET lød godt. Helt sikkert. Måske.
Der er vel ikke ultimativ basgengivelse med de “nye” rør. Men det, der er, er absolut tilstrækkeligt og veldefineret og der er meget andet at glæde sig over.
Først og fremmest et bredt og åbent lydbillede. Som et panoramavindue ind til musikken på en “mørk” og helt støjfri baggrund. Der er masser af detaljer, men ikke på den der anmassende, sterile “this-is-very-hifi-måde”. Bækkener, der ellers kan være svære at skille ad i grums og fnidder på mange af de ældre og mere hårdtslående optagelser, står klart optegnet. Der er den diskant, der skal være. Ikke for meget. Ikke for lidt.
Vokaler, trommer og også keyboards, som der er masser af på de her plader, kommer naturligt ud og lyder frem for alt bare “helt rigtigt”.
Jeg skruer lidt op. Skruer lidt mere op og så liige en lille smule mere op. Uden at det egentlig lyder “højt”. Indtil jeg har været ude af stuen, kommer tilbage og først nu lægger mærke til, at jeg faktisk spiller temmelig meget nabo-uvenligt-højere end normalt.
Der er et fuldstændigt fravær af trættende elementer. Jeg kunne lytte til det her indtil Verdens Ende og tilbage igen og så er der mellemtonen.
Oh. My. God. Let me tell you about mellemtonen.
Det gamle studietrick med at mike en lille Fender Champ op og så ellers skrue op for det hele, indtil det på båndet lyder som en mur af kabinetter, der er på nippet til at rive sig selv i stykker, bliver brugt til fulde her. Men uanset, hvor højt det bliver, så cruiser guitarerne stadig igennem overdrivet. Creamy og smooth.
Det er det, de her rør er skabt til.
“Good Vibes At The Pawnshop Jazz Club” er optaget aftenen EFTER optagelsen af den “rigtige” “Jazz At The Pawnshop”.
75BBA370-CECE-47FF-8760-1EDB99B7A28F.jpeg
Musikken er også her velkendte standarder i en intim atmosfære. Men der er en hel del mere atmosfære med Phillips-Valvo-rørene. Også her bliver jeg praktisk taget suget ind i en cinemascope-udgave af optagelsen og forført med mellemtone.
Lars Erstrand’s vibrafon har på samme tid det rigtige metalliske, frosty “pling” og den glødende, “undervandsagtige” tone, som er så karakteristisk for det oversete instrument.
Arne Domnerus’ lader legende let og efter behag ikke bare toner, men også volumen bølge op og ned fra sin alt-saxofon. Det sidste har jeg ikke lagt mærke til tidligere.
Bengt Hallberg har fået kattepoter på, inden han satte sig til klaveret og Egil Johansen’s trommesolo i “Take The A-Train” bliver pludselig crispy og til noget, man faktisk godt gider at høre istedet for endnu en gang larm, der bare skal overståes. Selv Georg Ridell’s bas har fylde og krop i de lave registre og lægger sig som en flydende, styrende strøm under resten af orkesteret.
Jeg har tidligere mest nydt pladen for musikken og har egentlig ikke syntes, at den var sådan specielt vellydende, i hvert fald ikke i forhold til hypen. Men det gør jeg nu.
The Moody Blues’ “In Search Of The Lost Chord” er en lettere langhippie-håret affære med både Mantraer og Yantraer på indersiden af coveret:
2982D9CE-5546-42D1-A41C-66A446B08358.jpeg
Vokaler bliver i tråd med tiden sovset lidt rigeligt ind i rumklang og musikken kan vel bedst beskrives som “sær”, ind i mellem naivistisk. Men også varieret og i hvert fald yderst velspillet og med et hav af forskellige instrumenter inklusive tværfløjter, der pannes fra venstre til højre og tilbage igen, guitarkroppe, der gnides på for at lyde som døre, der lukker og andre finurlige påfund.
Tekstmæssigt er der vist tale om en slags rejse eller ekspedition, der både involverer Dr. Livingstone og Timothy Leary. Så kan man selv tænke sig til resten.
Men det, jeg bemærker mest i forhold til den “Lost Chord”, jeg troede, jeg kendte, er en ny klarhed i lydbilledet. Med ECC83’erne i RIAA’en er det som at kigge på en skærm, hvor der pludselig bliver skruet op for opløsningen. Pixels bliver mindre og det hele fremstår skarpere. Mindre grynet. Mere i fokus. Men samtidigt også som et rum man kan træde ind og gå rundt i. Standse op et øjeblik og betragte: En akustisk guitar her, en sitar der, lidt orgel og så en tamburin. Trommerne “langt borte” og “oppe” i højre hjørne. Der er plads herinde, masser af plads. Mere end jeg måske før har hørt på plade.
Mit eksemplar, der sammen med en del andre Moody Blues-plader sjovt nok også stammer fra flyttekassen med “Gitte’s Plader”, har bestemt været spillet godt og grundigt. Coveret ligner og føles som noget, der burde høre hjemme på Rigsarkivet og blive håndteret med hvide stofhandsker af specialuddannede konservatorer:
BF0EEE36-025D-49A6-BE79-7D71F56C755A.jpeg
Selve lp’en er pæn og uden ridser, men med masser af små-klik fordelt begge sider. Men af en eller anden grund virker de ikke generende nu. De er også “blevet mindre” og det er næsten som om de er blevet til en del af musikken, snarere end en fejl eller distraktion.
“Analogue at it’s finest” er store ord at bruge. Men når så lidt som at skifte to indgangsrør, kan få mig til at spille luftguitar til selveste “More Than A Feeling”, voldrotere plader, der ellers ikke har sagt mig noget før og tage på trip med Livingstone og Leary. Så er det måske alligevel ikke at tage munden for fuld.
Og det her var kun starten. Next stop hedder ECC88.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
- det gælder alle mindre rør (i hvert tilfælde dobbelttrioderne, så vidt jeg er orienteret) produceret i "Philips-familien" i de fede år i midt/slut50'erne og tresserne. 
