Omkring 1970 og tidligere var forstærkere konstrueret vha overførings-kondensatorer...selv mellem udgangen og højtaleren fandtes en overførings-kondensator. Det siger sig selv at det ikke er smart design, men forhindrede dog DC på udgangen. Senere fandt man ud af at DC koble det hele forstærkeren og det blev den selvfølgelig bedre af, men samtidig mulighed for fejl-spænding på¨udgangen (DC).
Det vil vi gerne undgå, men da vores apparater forsynes med DC kan vi kun minimere...ikke forhindre der slipper dc ud. Men hvorfor...det vil jeg forsøge at belyse her. Som altid findes der ingen regler uden undtagelser, men for nemheds skyld vil jeg nøjes med den mest kendte konfiguration.
Dvs en forstærker som forsynes med 2 spændinger...en plus og en minus...det er fordi et musiksignal er sammensat...eks en svingning er sammensat af et overtryk+ et undertryk...i forstærkeren bliver det til et positivt og et negativt gående signal...det henter forstærkeren fra den dobbelte strømforsyning. Når der ikke spilles, men forstærkeren er tændt kan man måle om der slipper lidt igenem af forsyningen
(uden højtaler)...Man kan jo bare måle på B udgangen som der ofte findes.
Men hvormeget´ er for meget...
5 - 15mV: Så kan man ikke forlange det meget bedre...måske kan man komme længere ned, men det har næppe nogen betydning
16mV - 50mV: Ikke farligt, men forstærkeren forvrænger højst sandsynlig mere end lovet...
50 - 85mV: Her begynder det at blive farligt for højtalerne...særligt når der spilles højt for højtaleren er nu tvunget noget væk fra sin hvilestilling og kan derfor risikere at 'banke i bund' med skæv svingspole som belønning.
100mV eller mere...
ja nu er der sikkert noget galt med forstærkeren...jeg fortsætter senere med hvad fejlen kan skyldes...