Vintagehifi.dk

Jeg vil bare sige at jeg har fået fingre i en Ortofon Rohmann. For at imødegå en evt. er her lidt pørn:


Den er bestemt et skridt opad i forhold til min Shelter 501 mk. II. Den var efterhånden blevet lidt ulden i det. Ortofonen har bedre bas – dybere og nemmere at følge melodien i. En mere neutral mellemtone – mere kontant, men diskanten er stadig lidt for grynet. Kanaladskillelsen er langt bedre på Ortofonen. 'Sound stage' er bred, men ikke så dyb. Nu skal den lige spilles lidt mere til, så må jeg se om det bliver (endnu) bedre. Den tidligere ejer havde kun en ca. 70 timer på den.

Tillykke med den, nyder selv min egen i fulde drag ind i mellem. i øjeblikket spiller jeg dog på min gamle shure V15 III mr, og den gør det ret godt.

Tak! Det gik lige op for mig at jeg nok skulle checke VTA, og ganske rigtigt sad den en del for lavt. Rettede det, og det hjalp. Hul igennem!

Til lykke med Rohmann! Ja, Ortofon kan "trylle", ingen tvivl om det. Hvad angår VTA, så er jeg engang blevet rådet til at eksperimentere og bruge ørerne fremfor øjnene - jeg var skeptisk, men det er faktisk "ik' så ringe endda". Min egen Ortofon Jubilee spiller faktisk mere åbent, støjsvagt med mere "body", når VTA'en er bare en smule højere end anbefalet.

Efter en meget kedelig oplevelse med det tyske fa. AQVOX, som jeg bestemt ikke vil anbefale pga. deres uvenlige kundepolitik , bestemte jeg mig i øvrigt for en Jasmine LP2.0mk.II pre-pre, og det har jeg ikke fortrudt et sekund. Den ta'r lidt tid før den "åbner sig", men så er der ellers valuta for pengene, "bang for the buck"! Den overgår langt min gamle Supa 2.0 samt T-20. Jo, vinyl lever stadig! ;-)

-z-

Nu vi snakker phono-pre, så har jeg bestemt ikke fortrudt købet af min Audio Research SP-10. Denne legendariske rørbamse kan noget helt specielt med vinyl. Det forudsætter at man får de rigtige (dyre) rør i, men så leverer den også varen. Forskellen mellem fx. Bryan Ferry's 'Boys and Girls' album på henholdsvis SACD og vinyl er ret sigende. Vinyl igennem SP-10 formår at forbinde musikken med hjertet på lytteren – noget som den digitale verden bare ikke kan (ihvertfald ikke hvad jeg endnu har hørt).

eggers skrev:Nu vi snakker phono-pre, så har jeg bestemt ikke fortrudt købet af min Audio Research SP-10. Denne legendariske rørbamse kan noget helt specielt med vinyl. Det forudsætter at man får de rigtige (dyre) rør i, men så leverer den også varen. Forskellen mellem fx. Bryan Ferry's 'Boys and Girls' album på henholdsvis SACD og vinyl er ret sigende. Vinyl igennem SP-10 formår at forbinde musikken med hjertet på lytteren – noget som den digitale verden bare ikke kan (ihvertfald ikke hvad jeg endnu har hørt).

Jeg ved godt, hvad du mener, og gi'r dig ret langt hen ad vejen - dit indlæg får mig til at tænke på, at jeg mindes at have set en CD-afspiller med rør engang. Kan ikke huske, hvad det var for en lige nu, og jeg ved, jeg aldrig har hørt den... suk - og nu snakker man om, at CD også er "dødt" - folk vil hellere downloade/streame.... det løber mig (digitalt) koldt ned ad ryggen ved tanken! I øvrigt er Roxy Music's album AVALON (dér var Bryan Ferry igen!) et af mine gamle favorit-albums. Den er faktisk ret god i DSD multi-kanals lyd!(SACD). Anbefales!

Jeg streamer fra Mac til min Berkeley Audio Design Alpha DAC – check anmeldelserne. Det er noget af det bedste (der er til at betale). Lydmæssigt kan den da helt sikkert nogle ting som vinyl bare ikke kan. Dybere bas, neutralitet, mere finkornet diskant osv, men de digitale versioner formår bare aldrig at engagere mig ligeså dybt som vinyl kan. Digital lyd er lidt som at se en film på fjerneren der kører i hjørnet af rummet, hvor vinyl (særligt studio optagelser beregnet til vinyl) er som at se dem i biografen. Oh well. Det bliver jo hele tiden bedre, og lad os se om ikke det engang bliver rigtigt godt.

Og så har jeg skam haft en DAC med rør-buffer. Det var sådan lidt ho-hum, men nu var det heller ikke nogen bemærkelsesværdig DAC. Jeg tror der er meget mere at hente i det digitale domæne, fx. problemer med impuls-response (fasedrej, pre- og post-ringing).

Jeg fornægter skam ikke fremskridt eller evolution, og naturligvis er der (altid!-og heldigvis) plads til forbedringer. Hi-Fi er jo som bekendt "skruen uden ende". Underligt føles det nu alligevel, at man i 2011 kan begejstres så meget over (forfinet) analog teknik, der er -dybest set- mere end 100 år gammel. ;-). Jeg synes, du rører ved noget helt essentielt når du netop skriver, at den analoge teknologi formår at ramme sjælen bedre end den (nuværende, rimeligt betalbare?) digitale. Det, jeg nok "frygter" mest, er at ungdommen (de fleste af dem), går så vældig meget mere op i prestigen ved at være "hippe" og med på det nyeste, uden at være særlig kvalitetsbevidste. De vælger den teknologi, der kan bestille mad på Nettet, samtidig med de lytter til musik over en Cafe Macchiolatterlig (spøg til side), og det afspejles helt tydeligt i udbud/efterspørgsel. Hi-Fi bli'r niche-produkter til "nørden" ("Ka' det ikke andet, end at spille musik?"), og resultatet bli'r voldsomt dyre produkter, når det kun få, der ønsker at købe. Derfor er det så godt med snak og hygge og web-sites som det her. Misforstå mig ikke, jeg ser ikke ned på nogen eller noget, jeg undrer mig bare lidt over udviklingen. Jeg savner de gamle, danske hi-fi blade, tror jeg! ;-) Nye tider, nye skikke...

Igennem årene har der altid været tiltag for retning af fasedrej, 1. og 2. ordens forvrængning og hvad det nu alt sammen hed/stadig hedder. Rør f.eks., "måler" jo sjældent særlig godt ift. solid-state, men det "lever" nok noget mere - det gør musikken levende for dig. Det er spændende (suk, og dyre!) sager, som jeg p.t. ikke tør kaste mig ud i. Nu skal kaffen over, og Lecia og Lucifer får lov at synge deres gamle, analoge hit: "RØR ved mig!" ;-)

Fandt lige det her: Nu er "papir jo taknemmeligt" si'r man, men læs alligevel:
http://www.tnt-audio.com/sorgenti/jolida-jd100_e.html

-z-