Spændende artikel

[Lasse]

http://www.laweekly.com/music/why-cds-m ... yl-5352162

[luc]

Meget enig. Heldigvis er oplevelsen af lyden subjektiv. Sålænge vi bare holder os til ørene og ikke måleudstyr kan vi ikke blive uenige.
Nu ved jeg ikke hvorfor Whites album bliver fremhævet i artiklen, men i mine ører er det ikke noget teknisk "hold-da-op" produktion. Heldigvis en subjektiv vurdering. :-)

[hificlassic]

meget interessant læsning

[No1]

Ja, tak for linket ! Endelig lader det til at der kommer lidt fornuft ind i den evige diskussion : vinyl vs CD. Jeg har hørt en del gennem tiden, og hold da kæft hvor har jeg hørt meget (teknisk) ringe lyd på vinyl og også på CD.
Vinylen kan være plaget af bl.a uren vinyl og tumpet orkestrering (som artiklen også er inde på dvs "uegnet" musik til de inderste numre). CD afspillere der i start 80'erne overstyrede indgangen på forstærkerne og CD mediet generelt med udpræget loudness war - jeg målte engang med osc hvad der kom ud af
afspilleren med en CD der lød udtværet .....
Som jeg læser artiklen virker det som om at man mht vinyl efterhånden mere er på vej over i at
tale om en foretrukken "sound" i stedet for naturlighed, og det er i hvert fald noget jeg bifalder.
.... og det skulle komme fra undertegnede som selv skærer vinylplader og så godt som altid køber
vinyl fremfor CD ! ... forklaring følger
Hvis jeg KUN skulle lytte, vil jeg oftest foretrække en korrekt (her bredt og unuanceret kaldet for) digital optagelse uden overstyring fremfor en vinyl ditto. Jeg er egentlig ikke til knas, rummel fra skæreværket, grundstøj fra skæreprocessen, øget forvrængning i inder-rillen og det ulidelige faktum at pladen bliver mere og mere slidt for hver gang den afspilles. I det hele taget marathon-processen fra mikrofon til presset vinyl og ud gennem højttalerene som i grove træk starter med : (anti-) RIAA-korrigering (og det er et filter der VIL noget !), diverse signalbehandling (bl.a limitering), en kraftig effekt-forstærker (hvem sagde mikro-detaljer ?) til at drive skære-hovedet som i bund og grund består af to stk 90 grader vinklede højttalere mekanisk forbundet i et punkt dvs skære-diamanten der så graver en spån ud af et roterende materiale (lak eller kobber). Da der oftest skal produceres mere end eet styk, skal der tages aftryk af den skårne plade så der (gennem nogle elektrokemiske processer) kan fremstilles en støbeform der proppes ind i en presse hvori der lægges opvarmede plastik stykker der mases flade af formen og kommer ud som nogenlunde plane afstøbninger af en tid der var. Pladen lagt på grammofonen hjemme, bragt til at rotere med nogenlunde samme hastighed som da den blev skåret, i rillen anbringes en slags stangbetjent stereomikrofon (pu'en) der på bedste beskub forsøger at følge rillen og derved afgiver et svagt signal der så RIAA korrigeres af et filter der virker nogenlunde omvendt af førnævnte anti-RIAA filter, og så videre til forstærkeren ... utroligt at der kommer genkendelige lyde ud af det ! Ja, utroligt at det faktisk lyder så godt som det nogle gange gør ... helt umanerligt godt !!!
Og ovenpå den bredside - hvorfor foretrækker idioten så vinyl ? ...jo, det er, med lysår, et meget mere interessant produkt end en CD / digital fil ! Med en vinyl kan man jo det musikken drejer sig om : se, høre og føle den ! Og så er der jo hele holbarheds-perspektivet : man ved hvad man har med en vinyl - af mine ca 4000 vinyler (blandet alder) tror jeg kun jeg har "vinyl-pest" i max 10 stk - og de spiller sgu uden at skippe alligevel. Og hvor længe holder en CD ? Eller en fil udsat for forkerte muse-klik og opdateringer gennem de næste årtier ?

Og så næsten det allerbedste : der er jo nærmest uendelige muligheder for at udgive mere til publikum end bare en sort vinyl i et pap-fuderal hvis man vil: farvet vinyl (hos nogle forkætret, men hvis man ligesom har accepteret at : vinyl = sound, så er det ikke det helt store problem), vinyler i forskellige former, dobbeltdækker-vinyler med "noget" indeni (det er IKKE Jack White's opfindelse !), gennemsigtige vinyler bemalet på bagsiden, covers udformet som unika eller nummererede kunstværker osv osv hvilket kan gøre en vinyludgivelse til ikke bare musisk statement, men også et billedkunstnerisk ditto

Og man skal selvfølgelig heller ikke undervurdere hele det at håndtere en vinylafspilning som artiklen er inde på - at sætte nålen i rillen - så er det lidt som at være med i bandet eller i hvert fald ved mixepulten ...

[Fredmarantz]

Hold da op - et lækkert indlæg af en vidende person - rigtig fede betragtninger - teknisk crash-gennemgang i et sprog, som også jeg kan være med på.

Ja- det er imponerende, hvordan man teknisk kommer af sted med, mod alle odd's, at kunne gengive god lyd med disse mange analoge produktionsfaser.

Alt er jo dømt til gå galt ..........

Vh
Freddy

[No1]

Tak for de venlige ord, Freddy

[møffe]

No 1: Tja... Det er sådan det er, men mon ikke at den gode lyd på vore LP'er skyldes at man netop har været helt OBS. på al det der kan og vil gå galt i processen. Med CD tror jeg, at man tidligere har ment at den "Hellige grav var vel forvaret", og derfor har udgivet meget sjusk gennem tiden.

Vi har vel alle elendige CD'ere og super gode vinyl'er og modsat. Grundstøjen på en LP er indiskutabel. Et under at det ikke er værre. Min musik...? 40-% CD 58% Lakrids-pizza og lidt på spolebånd...

møffe