Så blev jeg et sæt L100 rigere...
Jeg måtte en tur til Fyn, for at se og høre højttalerne. Sælger viste sig at være en flink fyr, så vi fik os en god snak om vintage-udstyr og des lige. Han viste mig nogle af hans andre vintage JBL'er, samt nogle fede Esoteric mono rørblokke. L100'erne havde han arvet af sin far, som havde været første ejer af dem. Det er altid betryggende, at sælger ved hvor og hvordan højttalerne har været behandlet.
Heldigvis har de aldrig stået i et rygerhjem, så jeg slipper for at skulle bekymre mig om eventuelle lugt-gener. Enhederne ser rigtig godt ud. Jeg er desværre ikke gammel nok til at vide, hvordan de så ud da de var spritnye (er 'kun' 25
), men efter hvad jeg kan forestille mig, så er de som nye. Ingen misfarvninger på basenhederne, mellemtonerne havde den rigtige farve (var ikke blevet brune) og støvhætterne på diskanterne var ligeså intakte. Skummet omkring diskanterne er blevet erstattet med filt.
Kabinetterne var, som forventet, lidt mindre kønne. Lidt finérskader, nogle hakker og ridser hist og her. Ikke voldsomt og forhåbentlig noget, som jeg får ordnet snart. Et par af hjørnerne på kabinetterne har lidt en lille smule, men igen ikke noget voldsomt. Det største minus er, at sælger har skruet nogle lister bagpå højttalerne, som har fungeret som vægbeslag. De er dog nemme at fjerne, men hullerne skal selvfølgelig ordnes. Rammerne til fronterne fulgte også med. Dem tror jeg er ret nemme at få pæne igen, når de er blevet slebet og olieret.
Målet er, i første omgang, at få højttalerne til at fremstå så originale som muligt. På trods af det, så regner jeg dog alligevel med, at skifte terminalerne ud. De gamle fesne terminaler er ikke meget værd og er lidt træls at arbejde med.
Jeg er som sagt temmelig uerfaren, når det kommer til 'refurbishing' af højttalere, så alle gode råd modtages med kyshånd. Hvilken olie bør jeg anvende? Hvis i har forslag til et sæt højttalerterminaler, så bare skyd løs. Det skal dog lige siges, at jeg ikke er kabelfanatiker, så det er ikke for den lydmæssige opgradering, at jeg vil skifte terminalerne. Derfor skal det helst heller ikke være hunde-dyre terminaler fra f.eks. Furutech eller WBT, men bare nogle af fornuftig kvalitet, med mulighed for tilslutning af banan- og spadestik.
hificlassic skrev:Dana Lim Woodfiller. Den er lettest at arbejde med og nemmest at slibe på bagefter, uden at det går i stykker
Tak for tippet! Det er noteret. Det vil jeg kigge nærmere på!