Artikel om horn fra High Fidelity

Alt omkring horn og fuldtoneenheder

Artikel om horn fra High Fidelity

Indlægaf Mellemhjulet » lør 11. maj 2024 19:18

Engang i 80'er var der en artikel om horn og Voigt rør i High Fidelity. Det var ikke en byggeartikel, men så vidt jeg husker havde den nogenlunde de formler og overvejelser man skulle bruge, hvis man selv ville beregne dem. Jeg mener at det er samme forfatter som skrev om Transmissions-linjehøjttaleren, en Henrik B. Kristensen, det var i nr. 3 1988, og jeg vil tro artiklen om horn var fra omkring samme periode. Der var lidt senere en artikel om et stort horn, The Skyscraber, men den havde vist ikke så meget information. Er der nogen som ligger inde med den artikel, eller ved hvad nummer, jeg skal søge efter på biblioteket?

Artiklen om TL højttalerne fik dengang inspireret mig til at bygge et sæt TL med en 6.5" Seas CB17Rxx papirfætter som bas/mellemtone, trådophængt, 6 db parallelfilter, som så ind i en 45 graders munding af transmissions linjen i et sanddæmpet sandwichkabinet, udskåret med fukssvans :roll: De havde noget af den bedste stemmegengivelse, men forsvandt senere til fordel for Duelund horn, som så forsvandt.......

Jeg er nu kommet i humør til at bygge højttalere selv igen, og jeg vil gerne prøve noget af, som er noget andet end enheder i en retangulær kasse. Jeg har spillet på åben baffle i mange år med vintage enheder, men ville gerne prøve noget omnidirektionalt af. Jeg så en anmeldelse af disse Duevel Planet højttalere: https://www.tnt-audio.com/casse/duevel_planets_e.html og tænkte straks "ACE horn"? Den originale engelske artikel anbefaler en "ballcock", en slags halvkugle ca 10 cm over enheden, medmindre man bruger Lowther med champignon dimsen (Dér skal jeg ikke hen igen.....), så noget nyt er der jo som sådan ikke i dem. I anmeldelsen skriver de om hvordan lydbilledet er stabilt mange steder i rummet, og ikke kun i et sweetspot. Og jeg sidder bare aldrig i et sweetspot, så derfor. Jeg har nogle Carlsson OA50 foran fjernsynet, og de har lidt af det. Jeg så så senere at lydbilledet i deres større model, var klart bedre end på Planet udgaven, og så er de helt væk fra bare at have en kugle svævende over dem, og placeringen af diskanten er også ret fiks, vi nærmer os pointsource her, ligesom på højttalerne fra Morrison Audio: https://www.tnt-audio.com/casse/duevel_bellaluna_e.html.

Jeg har i det tyske Hifi Hobby, ja de har stadig papirmagasiner om højttaler selvbyg i Tyskland set nogle målinger på en enhed som vendte mod loftet, hvor de havde målt med ingenting, hyperbolsk, og 45 grader konisk form, og den koniske var den helt klare vinder, yderligeer skriver de, at den skal være bredere end enheden, ret logisk. Det ser også ud til det er det de bruger på Bellalunaen, først troede jeg den var hyperbolsk udfra billederne, men den er vist konisk, og går så ud som en slags waveguide. Er der nogle her som har eksperimenteret med former her?

Omkring ACE horn/voigt pipe kommer forfatteren, Edward Michelsen ind på at en 10" tommer IKKE lyder bedre end en 8" tomme, da den vil have en større papirmasse at flytte. Han havde valgt 8" da der var mange gode enheder i den størrelse, Richard Allan CG8T skulle være rigtig god, og endda ikke kræve dæmpning af hornet. Castle havde pæne omtaler af deres Chester og Winchester Voigt pipe modeller med en eller to 6.5" enheder. Winchester var med to Voigt pipes, og den ene enhed gik op mod loftet.

Mine overvejelser går på at starte med et ACE horn som er lavet om til at være firkantet, og som kan håndtere 5" - 6.5" tomme enheder. Det kan være fuldtone, men jeg har lidt bredbåndsvintageenheder jeg hellere ville prøve, og så have en diskant sat på også "på toppen", men jeg skal lige have styr på beregningerne først. Det skal ikke være hysterisk, men bare sådan rule of thumb agtigt. Jeg har set at R-L-B tidligere med fryd har kastet alt fra 8" til 12" enheder i sine Duelund horn, så verden går ikke under af den grund. Jeg har også nogle i 8" - 9" tommer, men jeg ville gerne holde det så billigt træmæssigt i første omgang. Og går det helt galt med Voigt, er der jo nogle fine muligheder for at lave et lukket kabinet ud af kasserne
Mellemhjulet
 
Indlæg: 6
Tilmeldt: 15 apr 2011

Tilbage til Horn og fuldtoneenheder



Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 3 gæster