Jeg får lyttet til en del jazzplader her i Captain's Cave og "falder" derfor tit over (og ned i et hul med) musikere, der medvirker på en "stor kanons" plade, men som jeg ikke kender - eller som generelt er mindre navne, men derfor jo godt kan være interessante.
Der er en rigtig god måde at få udvidet sit kunstner-kendskab og musik-ditto på. Og pladesamling...
På dén måde er trombonisten Jimmy Knepper dukket op på min radar og er én af de musikere, jeg lige for øjeblikket er på "jagt" efter.
Derfor var det glædeligt, da jeg i dag fandt denne i brugtplade-forretningen Accord (Vesterbrogade):
Som det fremgår, er det en kvintet: Pepper (t.v.) spiller bariton-sax og Knepper (med lidt flyveører) spiller trombone/trækbasun.
På piano har vi Wynton Kelly (der også medvirker på Miles Davis' "Kind of Blue ét år senere), Doug Watkinds (bas) ved jeg intet om - og endelig spilles trommerne af Elvin Jones (lillebror til Thad og Hank - og senere med i Coltranes 1960'er kvartet).
Her spiller de 5 skøn, skøn hard bop jazz-musik, som - trods at de er mindre navne end de største - ikke lader noget tilbage at ønske i evner, samspil - OG god lyd. Rigtig god lyd - som rigtig, rigtig god lyd!
For denne LP lyder fuldstædig fremragende (i hvertfald i denne udgave) - jeg har meget sjældent hørt en (baryton-)saxofon så godt optaget: Detaljeret, luftigt, levende - man kan næsten mærke den og får en tydelig fornemmelse af bladet (i saxens mundstykke).
Resten af instrumenterne er også meget fint optaget/mastered/presset.
En lille musikalsk og audiofil perle - og dejlig weekend-musik.
Egentlig bliver jeg faktisk gladere for denne slags fund (uden store forhåndforventninger) end når jeg køber flotte, dyre luksus(gen)udgivelser, som der jo eller kommer mange af i disse år.
God weekend!
Hvad snurrer netop nu?
Re: Hvad snurrer netop nu?
af Captain Phoenix » fre 10. jan 2025 23:55
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
-
Captain Phoenix - Indlæg: 2687
- Tilmeldt: 07 jun 2010
- Geografisk sted: København
- Lokalitet: 2500 Valby
Re: Hvad snurrer netop nu?
af Lautreamont » ons 15. jan 2025 07:08
Der er mange toneangivende, epokegørende mesterværker indenfor jazzens verden, men enkelte skiller sig særligt ud fordi de ganske enkelt repræsenterer et samlet værk. Jeg tænker blandt andet på Coltranes "A Love Supreme" og den - efter min mening - ligeså store udgivelse "Ascension".
Jeg har hørt adskillige versioner, men er stadig i tvivl om hvilken udgivelse er den bedste. Jeg har blandt andet udgivelsen fra His Masters Voice. Jeg hører gerne hvilken version i foretrækker.
Ikke desto mindre hørte jeg hele værket, "Ascension", i går. Hvis man ikke er fortrolig med den del af jazzmusikken hvor man har løsrevet sig fra harmoniske, rytmiske strukturer, kan værket forekomme forvirrende og kaotisk, men jeg vil stadig opfordre til, at man giver værket en chance. Der indledes ofte med et simpelt, sangbart tema som så behandles efterfølgende og hvis man er i stand til at identificere sådanne ting, så vil oplevelsen selvsagt blive bedre. Ydermere er det bemærkelsesværdigt at der medvirker så mange store genier på pladen:
Marion Brown, danske Tchicai, Pharaoh Sanders, Archie Shepp, Freddie Hubbard, McCoy tyner (Coltranes foretrukne pianist), Elvin Jones o.s.v.
De nævnte kunstnere er i den grad også relevante at nærstudere enkeltvis.
Jeg har hørt adskillige versioner, men er stadig i tvivl om hvilken udgivelse er den bedste. Jeg har blandt andet udgivelsen fra His Masters Voice. Jeg hører gerne hvilken version i foretrækker.
Ikke desto mindre hørte jeg hele værket, "Ascension", i går. Hvis man ikke er fortrolig med den del af jazzmusikken hvor man har løsrevet sig fra harmoniske, rytmiske strukturer, kan værket forekomme forvirrende og kaotisk, men jeg vil stadig opfordre til, at man giver værket en chance. Der indledes ofte med et simpelt, sangbart tema som så behandles efterfølgende og hvis man er i stand til at identificere sådanne ting, så vil oplevelsen selvsagt blive bedre. Ydermere er det bemærkelsesværdigt at der medvirker så mange store genier på pladen:
Marion Brown, danske Tchicai, Pharaoh Sanders, Archie Shepp, Freddie Hubbard, McCoy tyner (Coltranes foretrukne pianist), Elvin Jones o.s.v.
De nævnte kunstnere er i den grad også relevante at nærstudere enkeltvis.
- Lautreamont
- Indlæg: 57
- Tilmeldt: 12 mar 2024
- Lokalitet: København
Re: Hvad snurrer netop nu?
af kbekke » tors 16. jan 2025 02:30
Sandsynligheden for at jeg nogensinde skulle kunne finde på at bruge 900,- på et bokssæt bestående af et hæfte, en bluray-disc og fem LP'er med studie-outtakes, alternativer versioner og demo-indspilninger af noget- eller nogensomhelst, ville jeg hidtil have sat til meget tæt på et rundt nul.
Jeg gider simpelthen ikke sådan noget pjat. Eller rettere, der er bare ikke nogen enkelt kunstner, jeg er så forelsket i, at jeg ville gide at sidde og nørde i sammenligninger af tre indspilninger af det samme nummer. På plade. -Måske lige med undtagelse af Tom Petty. Måske.
For det er i virkeligheden slet ikke den måde, jeg oplever musik på.
Det var derfor ikke så lidt af en overraskelse for mig selv, at min nysgerrighed blev så pirret af at læse en relativt kort notits om en udgivelse, der ganske vist ikke er spritny, men som alligevel havde undgået min opmærksomhed:
Bokssættet "Jimi Hendrix: Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" kan nærmest opfattes som et gesamtværk eller en samlet dokumentar. Et værk, der i ord, lyd og billeder fortæller historien om Jimi Hendrix's vision om det perfekte studie som omdrejningspunkt for den kreative process, bestræbelserne og de kolossale udfordringer (og udgifter), der var forbundet med etableringen. Projektet blev som de fleste projekter har det med at gøre, både meget dyrere og mere kompliceret end oprindeligt planlagt. Jimi Hendrix pantsatte fremtidige royalties og turnerede utrætteligt for at financiere sit studie-projekt. Men det er også en dokumentar, der via de fem LP'er giver os et konkret indblik i, hvad det var, der foregik rent musikalsk og optageteknisk i Electric Lady Studios i de få intense uger i sommeren 1970 inden den skæbnesvangre turne til Europa, der endte kvalt i opkast på et hotelværelse i London d. 18 September.
Så jeg blev nødt til det. Jeg blev simpelthen nødt til at smuglytte til optagelserne på stream. Ikke bare en eller to gange, men faktisk det meste af en uge. Selv i bilen kunne jeg ikke være fred for dem. Og det, jeg hørte, overbeviste mig om, at selvom jeg vel ikke er decideret "fan" af Hendrix. Så var det alligevel nødvendigt at tage turen "down to Lexington 125" til Rene og forsøge at fravriste ham det eksemplar, som jeg nu også vidste, at han havde stående i sin biks (og af på tarvelig vis havde holdt skjult for mig siden udgivelsen i efteråret).
-Den stod iøvrigt godt gemt væk oppe på øverste hylde omme bagved disken.
Og det var godt, jeg gjorde det. Det her køb kommer jeg ikke til at fortryde. Først og fremmest fordi, der bare er rigtigt meget fed musik på. Hendrix havde i starten af 1970 revitaliseret "The Jimi Hendrix Experience" med bassisten Billy Cox efter at Noel Redding året før havde forladt “Experience” angiveligt i protest over Hendrix’ eksperimenter med band-formatet. Billy Cox, der år tidligere havde spillet med Jimi Hendrix har på disse optagelser en næsten uhyggelig evne til at være tilstede og fornemme præcist, hvor det er bandlederen (Hendrix), gerne vil hen næste gang - hvilket jo er bassistens fornemste opgave. Samspillet er på samme tid tight, men ikke mere tight end at det svinger. Selv når det ikke svinger.
"Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" er som nævnt ikke et album med færdige takes, der er masserede, lagt i rækkefølge og færdigproducerede til udgivelse. Det er simpelthen eksempler på, hvad der blev fanget på bånd. Inklusive fejl, studiesnak om “repeat echo” og en Les Paul, som Hendrix åbenbart ikke gad at spille på lige nu og fejl-starter på numre, hvor vi lige tager den en-gang-til-treee-fire... Der er lange guitar-skriblerier, hvor Hendrix afprøver ideer og nærmest synes at føle sig frem og ligesom som hos f.eks. Wes Montgomery eller Grant Green dukker der indimellem små fragmenter af fills op, som man genkender fra andre sammenhænge. Enkelte optagelser er 4-spors demoer og andre er simpelthen bare overdub-sessioner, hvor Jimi forsøger at raffinere tidligere optagelser fra andre studier. I modsætning til næsten alle andre på det tidspunkt, så ejede Jimi Hendrix selv sine optagelser og noget af det første, man gjorde da Electric Lady Studios stod bare lidt færdigt, var at lagre alle de bånd i bygningen, så de var til rådighed.
Det er dybt fascinerende at være vidne til og pludselig gider man faktisk godt at sidde og nørde i forskellene på den instrumentelle “Take 4-version” af “Freedom” på disc 1 og “Alternate-versionen” på disc 3. Til gengæld for et færdigpoleret kommercielt produkt får vi her i stedet muligheden for simpelthen at liste ind gennem døren til Control Room A, stå omme bagved musestille og overvære, at musikken ganske enkelt opstår.
Som udgivet optagelse er "Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" noget af det allermest "tæt-på", jeg har hørt længe. I hvert fald, når vi taler om elektrisk forstærket rockmusik. Lyden er aldeles fremragende og det lyder vitterligt, som om vi er et eller flere lag tættere på original-materialet.
Så enten er båndene, der danner grundlag for denne udgivelse virkelig i god stand eller også er der i den grad blevet brugt "tryllemidler". Jeg ved det ikke. Der er meget information i det medfølgende hæfte og sikkert også på den disc, der følger med, som jeg ikke har fået gravet mig i dybden med endnu.
Medvirkende til illusionen af at være “there” er selvfølgelig også det for mig glædelige ved at konstatere, at det ligesom hos mig er JBL L100 monitors, der blev benyttet i Electric Lady Studios Control Room A
En anden faktor er muligvis, at Studio A i Electric Lady Studios simpelthen bare er berømt for at være virkeligt vellykket rent akustisk. Designet som det er af arkiktekten John Storyk og lydteknikeren Eddie Kramer har rummet med det "flyvende" loft den egenskab, at efterklangstiden bliver kortere jo lavere frekvensen er. Hvilket angiveligt betyder bedre kontrol med basområdet, mindre “mudder” og at mikrofonerne dermed får lettere ved kun at opfange det, de rent faktisk skal.
Under alle omstændigheder er der i hvert fald optaget virkeligt mange fantastiske albums i Electric Lady Studios. Hvilket bare gør det endnu mere trist, at Jimi Hendrix aldrig selv nåede at færdiggøre et eneste album i det, der med tiden skulle gå hen og blive vel nok et af de mest ikoniske templer for indspilning af rockmusik.
Det tætteste, vi har (udover de posthumt sammenstykkede og udgivne albums) er disse optagelser, der også skulle blive de sidste studie-optagelser Jimi Hendrix nåede at indspille. Umiddelbart efter den officielle åbning af Electric Lady Studios i slutningen af August 1970 boardede han et fly til England, hvor hans korte liv skulle ende kun tre uger senere.
Tænk engang hvis han var blevet hængende lidt længere.
Jeg gider simpelthen ikke sådan noget pjat. Eller rettere, der er bare ikke nogen enkelt kunstner, jeg er så forelsket i, at jeg ville gide at sidde og nørde i sammenligninger af tre indspilninger af det samme nummer. På plade. -Måske lige med undtagelse af Tom Petty. Måske.
For det er i virkeligheden slet ikke den måde, jeg oplever musik på.
Det var derfor ikke så lidt af en overraskelse for mig selv, at min nysgerrighed blev så pirret af at læse en relativt kort notits om en udgivelse, der ganske vist ikke er spritny, men som alligevel havde undgået min opmærksomhed:
Bokssættet "Jimi Hendrix: Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" kan nærmest opfattes som et gesamtværk eller en samlet dokumentar. Et værk, der i ord, lyd og billeder fortæller historien om Jimi Hendrix's vision om det perfekte studie som omdrejningspunkt for den kreative process, bestræbelserne og de kolossale udfordringer (og udgifter), der var forbundet med etableringen. Projektet blev som de fleste projekter har det med at gøre, både meget dyrere og mere kompliceret end oprindeligt planlagt. Jimi Hendrix pantsatte fremtidige royalties og turnerede utrætteligt for at financiere sit studie-projekt. Men det er også en dokumentar, der via de fem LP'er giver os et konkret indblik i, hvad det var, der foregik rent musikalsk og optageteknisk i Electric Lady Studios i de få intense uger i sommeren 1970 inden den skæbnesvangre turne til Europa, der endte kvalt i opkast på et hotelværelse i London d. 18 September.
Så jeg blev nødt til det. Jeg blev simpelthen nødt til at smuglytte til optagelserne på stream. Ikke bare en eller to gange, men faktisk det meste af en uge. Selv i bilen kunne jeg ikke være fred for dem. Og det, jeg hørte, overbeviste mig om, at selvom jeg vel ikke er decideret "fan" af Hendrix. Så var det alligevel nødvendigt at tage turen "down to Lexington 125" til Rene og forsøge at fravriste ham det eksemplar, som jeg nu også vidste, at han havde stående i sin biks (og af på tarvelig vis havde holdt skjult for mig siden udgivelsen i efteråret).
-Den stod iøvrigt godt gemt væk oppe på øverste hylde omme bagved disken.
Og det var godt, jeg gjorde det. Det her køb kommer jeg ikke til at fortryde. Først og fremmest fordi, der bare er rigtigt meget fed musik på. Hendrix havde i starten af 1970 revitaliseret "The Jimi Hendrix Experience" med bassisten Billy Cox efter at Noel Redding året før havde forladt “Experience” angiveligt i protest over Hendrix’ eksperimenter med band-formatet. Billy Cox, der år tidligere havde spillet med Jimi Hendrix har på disse optagelser en næsten uhyggelig evne til at være tilstede og fornemme præcist, hvor det er bandlederen (Hendrix), gerne vil hen næste gang - hvilket jo er bassistens fornemste opgave. Samspillet er på samme tid tight, men ikke mere tight end at det svinger. Selv når det ikke svinger.
"Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" er som nævnt ikke et album med færdige takes, der er masserede, lagt i rækkefølge og færdigproducerede til udgivelse. Det er simpelthen eksempler på, hvad der blev fanget på bånd. Inklusive fejl, studiesnak om “repeat echo” og en Les Paul, som Hendrix åbenbart ikke gad at spille på lige nu og fejl-starter på numre, hvor vi lige tager den en-gang-til-treee-fire... Der er lange guitar-skriblerier, hvor Hendrix afprøver ideer og nærmest synes at føle sig frem og ligesom som hos f.eks. Wes Montgomery eller Grant Green dukker der indimellem små fragmenter af fills op, som man genkender fra andre sammenhænge. Enkelte optagelser er 4-spors demoer og andre er simpelthen bare overdub-sessioner, hvor Jimi forsøger at raffinere tidligere optagelser fra andre studier. I modsætning til næsten alle andre på det tidspunkt, så ejede Jimi Hendrix selv sine optagelser og noget af det første, man gjorde da Electric Lady Studios stod bare lidt færdigt, var at lagre alle de bånd i bygningen, så de var til rådighed.
Det er dybt fascinerende at være vidne til og pludselig gider man faktisk godt at sidde og nørde i forskellene på den instrumentelle “Take 4-version” af “Freedom” på disc 1 og “Alternate-versionen” på disc 3. Til gengæld for et færdigpoleret kommercielt produkt får vi her i stedet muligheden for simpelthen at liste ind gennem døren til Control Room A, stå omme bagved musestille og overvære, at musikken ganske enkelt opstår.
Som udgivet optagelse er "Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" noget af det allermest "tæt-på", jeg har hørt længe. I hvert fald, når vi taler om elektrisk forstærket rockmusik. Lyden er aldeles fremragende og det lyder vitterligt, som om vi er et eller flere lag tættere på original-materialet.
Så enten er båndene, der danner grundlag for denne udgivelse virkelig i god stand eller også er der i den grad blevet brugt "tryllemidler". Jeg ved det ikke. Der er meget information i det medfølgende hæfte og sikkert også på den disc, der følger med, som jeg ikke har fået gravet mig i dybden med endnu.
Medvirkende til illusionen af at være “there” er selvfølgelig også det for mig glædelige ved at konstatere, at det ligesom hos mig er JBL L100 monitors, der blev benyttet i Electric Lady Studios Control Room A
En anden faktor er muligvis, at Studio A i Electric Lady Studios simpelthen bare er berømt for at være virkeligt vellykket rent akustisk. Designet som det er af arkiktekten John Storyk og lydteknikeren Eddie Kramer har rummet med det "flyvende" loft den egenskab, at efterklangstiden bliver kortere jo lavere frekvensen er. Hvilket angiveligt betyder bedre kontrol med basområdet, mindre “mudder” og at mikrofonerne dermed får lettere ved kun at opfange det, de rent faktisk skal.
Under alle omstændigheder er der i hvert fald optaget virkeligt mange fantastiske albums i Electric Lady Studios. Hvilket bare gør det endnu mere trist, at Jimi Hendrix aldrig selv nåede at færdiggøre et eneste album i det, der med tiden skulle gå hen og blive vel nok et af de mest ikoniske templer for indspilning af rockmusik.
Det tætteste, vi har (udover de posthumt sammenstykkede og udgivne albums) er disse optagelser, der også skulle blive de sidste studie-optagelser Jimi Hendrix nåede at indspille. Umiddelbart efter den officielle åbning af Electric Lady Studios i slutningen af August 1970 boardede han et fly til England, hvor hans korte liv skulle ende kun tre uger senere.
Tænk engang hvis han var blevet hængende lidt længere.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Ornithology
-
kbekke - Indlæg: 1424
- Tilmeldt: 27 jul 2011
- Lokalitet: Vejle
Re: Hvad snurrer netop nu?
af Fensten » fre 17. jan 2025 20:31
Hvad snurrer netop nu ?
Ja, dette album har i december og januar været at finde på gramophonen, streamet i bilen, streamet i stuen.
Det er i min bog et af de 3 bedste album udgivelser. The The “Ensoulment”, The Cure “Songs of a lost world” og så Father John Misty “Mahashmashana”.
Hvordan er musikken så, siden at det har fyldt æteren siden december?
Det er klassisk, velkomponeret, super veludført pop/rockmusik med spiddende tekster, fra aller, aller øverste hylde.
Det er velafstemte vokaler, saxofon soli, strygere kongotrommer, fængende omkvæd og meget mere.
I første ombæring er numre som “Mahashmashana”, “Josh Tillman and the accidental dose” og “I guess time just makes fools of us all” gode indgange til albummet.
https://youtu.be/S0EbxLrqUKU?si=DlZU7vFWEHLb0quh
Et gatefold cover indeholdende to smukt marmorerede LP og en mastering og presning, der lader musikken leve.
God lørdag,
Fensten
Ja, dette album har i december og januar været at finde på gramophonen, streamet i bilen, streamet i stuen.
Det er i min bog et af de 3 bedste album udgivelser. The The “Ensoulment”, The Cure “Songs of a lost world” og så Father John Misty “Mahashmashana”.
Hvordan er musikken så, siden at det har fyldt æteren siden december?
Det er klassisk, velkomponeret, super veludført pop/rockmusik med spiddende tekster, fra aller, aller øverste hylde.
Det er velafstemte vokaler, saxofon soli, strygere kongotrommer, fængende omkvæd og meget mere.
I første ombæring er numre som “Mahashmashana”, “Josh Tillman and the accidental dose” og “I guess time just makes fools of us all” gode indgange til albummet.
https://youtu.be/S0EbxLrqUKU?si=DlZU7vFWEHLb0quh
Et gatefold cover indeholdende to smukt marmorerede LP og en mastering og presning, der lader musikken leve.
God lørdag,
Fensten
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Sansui, Leak, Fisher, Dynaco, Garrard, Tannoy.
- Fensten
- Indlæg: 976
- Tilmeldt: 02 nov 2018
- Lokalitet: Brabrand
Hvem er online
Brugere der læser dette forum: Ingen og 8 gæster