Hvad snurrer netop nu?

[Captain Phoenix]

Jeg får lyttet til en del jazzplader her i Captain's Cave og "falder" derfor tit over (og ned i et hul med) musikere, der medvirker på en "stor kanons" plade, men som jeg ikke kender - eller som generelt er mindre navne, men derfor jo godt kan være interessante.

Der er en rigtig god måde at få udvidet sit kunstner-kendskab og musik-ditto på. Og pladesamling...

På dén måde er trombonisten Jimmy Knepper dukket op på min radar og er én af de musikere, jeg lige for øjeblikket er på "jagt" efter.

Derfor var det glædeligt, da jeg i dag fandt denne i brugtplade-forretningen Accord (Vesterbrogade):

IMG_2059.jpg

Som det fremgår, er det en kvintet: Pepper (t.v.) spiller bariton-sax og Knepper (med lidt flyveører) spiller trombone/trækbasun.
På piano har vi Wynton Kelly (der også medvirker på Miles Davis' "Kind of Blue ét år senere), Doug Watkinds (bas) ved jeg intet om - og endelig spilles trommerne af Elvin Jones (lillebror til Thad og Hank - og senere med i Coltranes 1960'er kvartet).

Her spiller de 5 skøn, skøn hard bop jazz-musik, som - trods at de er mindre navne end de største - ikke lader noget tilbage at ønske i evner, samspil - OG god lyd. Rigtig god lyd - som rigtig, rigtig god lyd!
For denne LP lyder fuldstædig fremragende (i hvertfald i denne udgave) - jeg har meget sjældent hørt en (baryton-)saxofon så godt optaget: Detaljeret, luftigt, levende - man kan næsten mærke den og får en tydelig fornemmelse af bladet (i saxens mundstykke).
Resten af instrumenterne er også meget fint optaget/mastered/presset.

En lille musikalsk og audiofil perle - og dejlig weekend-musik.
Egentlig bliver jeg faktisk gladere for denne slags fund (uden store forhåndforventninger) end når jeg køber flotte, dyre luksus(gen)udgivelser, som der jo eller kommer mange af i disse år.

God weekend!

[Lautreamont]

Der er mange toneangivende, epokegørende mesterværker indenfor jazzens verden, men enkelte skiller sig særligt ud fordi de ganske enkelt repræsenterer et samlet værk. Jeg tænker blandt andet på Coltranes "A Love Supreme" og den - efter min mening - ligeså store udgivelse "Ascension".

Jeg har hørt adskillige versioner, men er stadig i tvivl om hvilken udgivelse er den bedste. Jeg har blandt andet udgivelsen fra His Masters Voice. Jeg hører gerne hvilken version i foretrækker.

Ikke desto mindre hørte jeg hele værket, "Ascension", i går. Hvis man ikke er fortrolig med den del af jazzmusikken hvor man har løsrevet sig fra harmoniske, rytmiske strukturer, kan værket forekomme forvirrende og kaotisk, men jeg vil stadig opfordre til, at man giver værket en chance. Der indledes ofte med et simpelt, sangbart tema som så behandles efterfølgende og hvis man er i stand til at identificere sådanne ting, så vil oplevelsen selvsagt blive bedre. Ydermere er det bemærkelsesværdigt at der medvirker så mange store genier på pladen:
Marion Brown, danske Tchicai, Pharaoh Sanders, Archie Shepp, Freddie Hubbard, McCoy tyner (Coltranes foretrukne pianist), Elvin Jones o.s.v.

De nævnte kunstnere er i den grad også relevante at nærstudere enkeltvis.

[kbekke]

Sandsynligheden for at jeg nogensinde skulle kunne finde på at bruge 900,- på et bokssæt bestående af et hæfte, en bluray-disc og fem LP'er med studie-outtakes, alternativer versioner og demo-indspilninger af noget- eller nogensomhelst, ville jeg hidtil have sat til meget tæt på et rundt nul.

Jeg gider simpelthen ikke sådan noget pjat. Eller rettere, der er bare ikke nogen enkelt kunstner, jeg er så forelsket i, at jeg ville gide at sidde og nørde i sammenligninger af tre indspilninger af det samme nummer. På plade. -Måske lige med undtagelse af Tom Petty. Måske.

For det er i virkeligheden slet ikke den måde, jeg oplever musik på.

Det var derfor ikke så lidt af en overraskelse for mig selv, at min nysgerrighed blev så pirret af at læse en relativt kort notits om en udgivelse, der ganske vist ikke er spritny, men som alligevel havde undgået min opmærksomhed:

IMG_1791.jpeg

Bokssættet "Jimi Hendrix: Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" kan nærmest opfattes som et gesamtværk eller en samlet dokumentar. Et værk, der i ord, lyd og billeder fortæller historien om Jimi Hendrix's vision om det perfekte studie som omdrejningspunkt for den kreative process, bestræbelserne og de kolossale udfordringer (og udgifter), der var forbundet med etableringen. Projektet blev som de fleste projekter har det med at gøre, både meget dyrere og mere kompliceret end oprindeligt planlagt. Jimi Hendrix pantsatte fremtidige royalties og turnerede utrætteligt for at financiere sit studie-projekt. Men det er også en dokumentar, der via de fem LP'er giver os et konkret indblik i, hvad det var, der foregik rent musikalsk og optageteknisk i Electric Lady Studios i de få intense uger i sommeren 1970 inden den skæbnesvangre turne til Europa, der endte kvalt i opkast på et hotelværelse i London d. 18 September.

IMG_1809.jpeg

Så jeg blev nødt til det. Jeg blev simpelthen nødt til at smuglytte til optagelserne på stream. Ikke bare en eller to gange, men faktisk det meste af en uge. Selv i bilen kunne jeg ikke være fred for dem. Og det, jeg hørte, overbeviste mig om, at selvom jeg vel ikke er decideret "fan" af Hendrix. Så var det alligevel nødvendigt at tage turen "down to Lexington 125" til Rene og forsøge at fravriste ham det eksemplar, som jeg nu også vidste, at han havde stående i sin biks (og af på tarvelig vis havde holdt skjult for mig siden udgivelsen i efteråret).

-Den stod iøvrigt godt gemt væk oppe på øverste hylde omme bagved disken.

Og det var godt, jeg gjorde det. Det her køb kommer jeg ikke til at fortryde. Først og fremmest fordi, der bare er rigtigt meget fed musik på. Hendrix havde i starten af 1970 revitaliseret "The Jimi Hendrix Experience" med bassisten Billy Cox efter at Noel Redding året før havde forladt “Experience” angiveligt i protest over Hendrix’ eksperimenter med band-formatet. Billy Cox, der år tidligere havde spillet med Jimi Hendrix har på disse optagelser en næsten uhyggelig evne til at være tilstede og fornemme præcist, hvor det er bandlederen (Hendrix), gerne vil hen næste gang - hvilket jo er bassistens fornemste opgave. Samspillet er på samme tid tight, men ikke mere tight end at det svinger. Selv når det ikke svinger.

"Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" er som nævnt ikke et album med færdige takes, der er masserede, lagt i rækkefølge og færdigproducerede til udgivelse. Det er simpelthen eksempler på, hvad der blev fanget på bånd. Inklusive fejl, studiesnak om “repeat echo” og en Les Paul, som Hendrix åbenbart ikke gad at spille på lige nu og fejl-starter på numre, hvor vi lige tager den en-gang-til-treee-fire... Der er lange guitar-skriblerier, hvor Hendrix afprøver ideer og nærmest synes at føle sig frem og ligesom som hos f.eks. Wes Montgomery eller Grant Green dukker der indimellem små fragmenter af fills op, som man genkender fra andre sammenhænge. Enkelte optagelser er 4-spors demoer og andre er simpelthen bare overdub-sessioner, hvor Jimi forsøger at raffinere tidligere optagelser fra andre studier. I modsætning til næsten alle andre på det tidspunkt, så ejede Jimi Hendrix selv sine optagelser og noget af det første, man gjorde da Electric Lady Studios stod bare lidt færdigt, var at lagre alle de bånd i bygningen, så de var til rådighed.

IMG_1807.jpeg

Det er dybt fascinerende at være vidne til og pludselig gider man faktisk godt at sidde og nørde i forskellene på den instrumentelle “Take 4-version” af “Freedom” på disc 1 og “Alternate-versionen” på disc 3. Til gengæld for et færdigpoleret kommercielt produkt får vi her i stedet muligheden for simpelthen at liste ind gennem døren til Control Room A, stå omme bagved musestille og overvære, at musikken ganske enkelt opstår.

IMG_1806.jpeg

Som udgivet optagelse er "Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" noget af det allermest "tæt-på", jeg har hørt længe. I hvert fald, når vi taler om elektrisk forstærket rockmusik. Lyden er aldeles fremragende og det lyder vitterligt, som om vi er et eller flere lag tættere på original-materialet.

Så enten er båndene, der danner grundlag for denne udgivelse virkelig i god stand eller også er der i den grad blevet brugt "tryllemidler". Jeg ved det ikke. Der er meget information i det medfølgende hæfte og sikkert også på den disc, der følger med, som jeg ikke har fået gravet mig i dybden med endnu.

Medvirkende til illusionen af at være “there” er selvfølgelig også det for mig glædelige ved at konstatere, at det ligesom hos mig er JBL L100 monitors, der blev benyttet i Electric Lady Studios Control Room A

IMG_1808.jpeg

En anden faktor er muligvis, at Studio A i Electric Lady Studios simpelthen bare er berømt for at være virkeligt vellykket rent akustisk. Designet som det er af arkiktekten John Storyk og lydteknikeren Eddie Kramer har rummet med det "flyvende" loft den egenskab, at efterklangstiden bliver kortere jo lavere frekvensen er. Hvilket angiveligt betyder bedre kontrol med basområdet, mindre “mudder” og at mikrofonerne dermed får lettere ved kun at opfange det, de rent faktisk skal.

Under alle omstændigheder er der i hvert fald optaget virkeligt mange fantastiske albums i Electric Lady Studios. Hvilket bare gør det endnu mere trist, at Jimi Hendrix aldrig selv nåede at færdiggøre et eneste album i det, der med tiden skulle gå hen og blive vel nok et af de mest ikoniske templer for indspilning af rockmusik.

Det tætteste, vi har (udover de posthumt sammenstykkede og udgivne albums) er disse optagelser, der også skulle blive de sidste studie-optagelser Jimi Hendrix nåede at indspille. Umiddelbart efter den officielle åbning af Electric Lady Studios i slutningen af August 1970 boardede han et fly til England, hvor hans korte liv skulle ende kun tre uger senere.

Tænk engang hvis han var blevet hængende lidt længere.

[Fensten]

Hvad snurrer netop nu ?

Ja, dette album har i december og januar været at finde på gramophonen, streamet i bilen, streamet i stuen.

Det er i min bog et af de 3 bedste album udgivelser. The The “Ensoulment”, The Cure “Songs of a lost world” og så Father John Misty “Mahashmashana”.

Hvordan er musikken så, siden at det har fyldt æteren siden december?

Det er klassisk, velkomponeret, super veludført pop/rockmusik med spiddende tekster, fra aller, aller øverste hylde.

Det er velafstemte vokaler, saxofon soli, strygere kongotrommer, fængende omkvæd og meget mere.

I første ombæring er numre som “Mahashmashana”, “Josh Tillman and the accidental dose” og “I guess time just makes fools of us all” gode indgange til albummet.

https://youtu.be/S0EbxLrqUKU?si=DlZU7vFWEHLb0quh


Et gatefold cover indeholdende to smukt marmorerede LP og en mastering og presning, der lader musikken leve.

God lørdag,


Fensten

[Captain Phoenix]

Som 21-årig flyttede jeg i kollektiv – og mødte dermed for første gang andre jævnaldrendes musiksmag på ”hjemmebane”.

Hjemmebanen bestod rent udstyrsmæssigt af 2 JBL L300, et Harman/Kardon Citation 17s/19 sæt samt en Micro Seiki DQX 500 m. Ortofon MC-pick-up. Så selv om vi var studerende på SU, manglede der som sådan ikke noget på dén front. Farmand havde jo Radio/HiFi-forretningen…

Kollektivet lå på Christianshavn kun 3-400 m fra Christiania.
Måske ikke det mest lovlydige område – og med en lejlighed ”par terre”, var vi vel noget udsat for indbrud, men der skete heldigvis ingenting mens jeg boede der. Desuden er L300’erne på størrelse med små kummefrysere og vejer 60 kg/stk., så de ville heller ikke lige være sådan at slæbe afsted med.

Vi var 3 fyre og en pige. Plus ”det løse” (som mest var min kæreste, der tit var der), en masser venner ind imellem – samt en bekendt, der brugte lejligheden som depot for tjald, han solgte på ”Staden”. Han skulle tjene til den store indiens-tur og havde som regel 3-400 gram liggende på lager hos os. Så tog han 30-40 gram med til at sælge pr. gang – og slap billigere hvis han blev busted…
Som tak for lagerpladsen kunne vi bare ryge alt det vi ville af hans lager.
Jeg husker blandt andet noget Pollen-Afghan, som var ret…
Nå, nu kommer jeg vist på afveje…

IMG_2166.jpg

Men altså en af fyrene – Søren – var stor fan af prog-rock-gruppen Yes, så det hørte vi en del.
Og jeg blev altså ikke rigtig for alvor forelsket i det (som jeg var det med Deep Purple, Frank Zappa mv.). Der var ligesom for meget i mixet – herunder en masse synthesizere og Jon Andersons højtliggende (og en anelse anstrengte) vokal.
Så det blev let lidt ”for meget” med alt det Yes. I hvert fald i forhold til den mere rene rock, Purple leverede.

Men OK – Yes var der og var en del af det hele.
Så da jeg forleden faldt over en video, der kom ind på forskellige udgaver af Yes’ 1971-album ”Fragile” blev jeg alligevel nysgerrig. Videoen kårede en 2LP / 45 rpm-udgave (del af den nye Atlantic-75-serie) som den bedst lydende – og gav en 2016-version på 33 rpm fra Rhino en tæt andenplads.

Da jeg for tiden gennemfører min egen en-mands-krig mod at hakke orginal-værker op på 4 pladesider (for at få en marginalt bedre lyd), så besluttede jeg selvfølgelig at anskaffe Rhino’en.

IMG_2167.jpg

Den kom i dag og indfrier klart forventningerne:
Den er vellydende, dynamisk og har et godt balanceret lydbillede.
Og så er den rigtig godt opløst og ”luftig” mellem de forskellige instrumenter – hvilket faktisk hjælper meget på det dér ”for meget”, jeg havde med Yes dengang.

Det er den allestedsværende Kevin Grey, der stået for masteringen – og dét er helt sikkert medvirkende til den gode lyd (ud fra de originale analoge masterbånd). Cover, tryk og tilbehør er også helt i orden.

”Fragile” anses bredt for at være i toppen af Yes-album-hierarkiet – og den er faktisk god.
Jeg tror jeg skal se om Rhino/Grey også har haft fingre i ”Relayer” og ”Close to the Edge”, som også hører til deroppe.
Og gjorde det i vores lille pusher-kollektiv tæt på "Staden".

[his067]

Se, Claus: nu fik du mig så ud af stopklodserne for at se hvad jeg har af den plade. Jeg har i hvert fald tre: en original 1970er udgave (PT hos Thomas), Rhino-udgaven (som er fra 2012, ikke 2016), og Steven Wilsons remix fra 2015.

Jeg er helt enig i at Rhino udgaven er klart bedre end Steven Wilson udgaven. Faktisk er Steven Wilson's remixes generelt rædselsfulde og jeg ærgrer mig tit over at have købt et box-set af hans Yes-remixes. Han er jo guitarist og det kan man (alt for) tydeligt høre.

Et godt sammenligningsgrundlag imellem de to udgaver et de første fire-fem minutter af 'Heart of the Sunrise'.
Den sektion er et langsomt ostinato-crescendo, som i sit tematiske indhold er temmeligt ordinært. Men i Kevin Grays version gør Bill Brufords trommespil den utroligt varieret og spændende: Bruford var en mester i at finde spændende steder at lægge eftertryk--foran, bagved og lige på taktslaget. Her varierer virtuost han hvor han lægger overraskende lilletromme-slag og bækken-fills, imens han vedligeholder en fast, næsten metronomisk rytme i stortrommen. Hvad Bruford laver er et rigtigt virtuos-nummer, som løfter det lidt kedelige tematiske indhold og gør det spændstigt og spændende.

Wilson har simpelthen ikke fattet, at den vigtige del af forløbet er lilletrommen og bækkener. På engelsk siger man 'to a hammer everything looks like a nail', og, med lidt modifikation kan man sige noget tilsvarende om Wilson. I stedet for det rytmisk spændende trommespil har han trukket den interessante del af trommesættet helt bagud i lydbilledet, så det næsten ikke kan høres. I stedet har han fremhævet Brufords næsten metronomiske stortromme-riff og derved fjernet den vidunderlige rytmiske spændstighed som Bruford forlener ostinatoen med. I Wilsons mix er forløbet derfor forfærdeligt prætentiøst og samtidigt ligegyldigt--guitar- og bas-teknisk imponerende, men indholdsløs og uforståelig guitar-bas suppe.

Og, jo mindre man siger om hvad han har gjort ved stereoeffekt og rum, des bedre. Alting (eller rettere, alt hvad Steven Wilson mener vi skal høre) står knivskarpt, klemt sammen i højre og venstre hjørne, adskilt med et hårs bredde i hver sin højttaler. Men der er ikke noget i midten. Kun et stort hul. .

Så, hvis du ser en Steven Wilson version af Fragile er mit råd: løb langt væk i den modsatte retning.

[Captain Phoenix]

Rhino-udgaven (som er fra 2012, ikke 2016)

Det er nu ikke rigtigt, Frederik:

2012-udgaven er mastered/cut af Kevin Grey og Steve Hoffman (Runout side A: SD-7211-A KPG@ATM 14656.1(3) /side B: "SD-7211-B KPG/SH@ATM 14656.2(3)) og det er samme metal-work som udgaven tilbage fra 2006

2016-versionen er mastered/cut af Kevin Grey alene - og på det forbedrede udstyr i hans Coherent Audio, som har gjort væsentlige, positive forskelle på efterhånden mange album.
Jeg har jo ikke sammenlignet de to, men alt hvad jeg har set vurderet fra KG's senere Coherent-mastering har været helt i top (og også bedre end tidligere versioner han har lavet).

Så, hvis du ser en Steven Wilson version af Fragile er mit råd: løb langt væk i den modsatte retning.

Kender den heldigvis ikke - men det lyder ikke godt hvad du skriver om den...
MEN vi kan jo tage dem med på det kommende træf og lave en lytning der.

Skal man tage Steve Wilson en smule i forsvar - ikke vedr. YES - så kan det være, at han faktisk lykkedes rigtig godt med Jethro Tull's "Aqualung"

[his067]

Du har ret: mea culpa. Jeg forvekslede den med Close to the Edge

Og, Jo da, jeg tror at jeg vidst nok også har SWs version af Aqualung et eller andet sted og den er god. Men til gengæld var Glenn Cornicks efterladte venner ikke glade for SWs version af Stand Up hvor han mudrede bassen og--igen--fremhævede guitaren. Så, jeg tør slet ikke tænke. på hvad han mon har gjort ved XTCs output.

En sammenligning af forskellige Yes masters er en tiltrækkende ide!

[kbekke]

Som 21-årig flyttede jeg i kollektiv – og mødte dermed for første gang andre jævnaldrendes musiksmag på ”hjemmebane”.

Nu be’r jeg dem Fru Heilbunth. Kaptajnen den pæne mand…

Men vi har jo alle, ligesom Tolder Knagsted og Kaptajnen en fortid. Der danner grundlag for nutiden og dermed måske også forklarer at du, Claus på det seneste er set i selskab med plader med selveste Sun Ra i offentlige medier (jeg sagde jo, at det ville ende der).

Men godt at se, at du i det mindste har Art Pepper’s “Straight Life” stående i baggrunden. Det tyder på, at du trods alt er på rette vej

Her har jeg igår og i dag brugt lidt, men ikke nok tid på at snurre denne:

https://www.discogs.com/release/4322688 ... onstration

IMG_1830.jpeg

Selvfølgelig ikke (kun) for at trippe over “alle farverne”. Det er skam seriøse målinger, vi udfører her. Hvilket jeg har absolut ædruelige vidner på.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at det måske nok var meget godt, at I ikke også havde et oscilloskop tilsluttet stereoanlægget der i jeres lille ryger-kollektiv.
Hvad kunne det ellers ikke være endt med?

[Elway]

Snurrer og snurrer er måske så meget sagt…

Men jeg var afsted til livemusik torsdag aften. På Center for Dansk Jazzhistorie i Aalborg. Udover centerets funktion som arkiv og videnscenter for dansk jazz, er det også et (ganske lille) jazz-spillested med plads til nok ca 30-40 publikummer.

https://jazzcentret.dk/

Nå, men anledningen var besøg fra Sverige, og endda af et meget ungt orkester. Fra Skurup Folkhögskola (mellem Malmø og Ystad). De spillede Chet Baker i 2 x 45 minutter. Dog kun fra den mere romantiske del af Chet Bakers repetoire – og med vokalnumre næsten udelukkende. I den forbindelse havde sekstetten heller ingen trompetist (ironisk nok), så det gav lidt sig selv. Men sax, vokal, piano, trommer, bas og guitar.

De fyre kunne godt spille sammen…. Og endnu mere imponerende da de alle så ud til at være i start-tyverne. Det er håb for ungdommen endnu. Især i andet sæt blev tilbageholdenheden smidt over bord og der var soloer hele vejen rundt og godt samspil med publikum.

https://jazzcentret.dk/koncerter/the-baker-boys-plays-chet-baker

Skulle man komme i nærheden af sekstetten på et tidspunkt, kan man roligt tage af sted. Det hjælper naturligvis hvis man ikke er helt antagonistisk overfor den romantiske, ”…sings…” del af Chet Bakers produktion. For en flad 50’er i øvrigt. Således gik den torsdag aften....