Her spiller jeg så lige ind med resten af mine d-t-d’er (har også Ortofon-test/direct-to-disc-LP’en nævnt ovenfor, men bruger mest test-siden – den er meget nyttig).
Der er følgende 6 stk. på hylden her i huset (ud over Sheffiels Lab’erne) – beskrevet rækkevis fra V mod H.
Lee Ritenour: ”On The Line” (JVD VIDC-5): Ritenour må have lært noget fra indspilningen af Sheffield Lab 5, for her 6 år senere insisterer han på at lave en direct-to-disc LP igen (og argumenterer i noterne for at den slags er mere ”live end live-optagelser”, som man jo kan lægge nye spor på). Og minsandten om han ikke tager Dave Grusin (fra SL-5) med på tangenter – og en række andre kompetente folk.
Resultatet er glimrende – teknisk som musikalsk. Musikken er funket rock med et symfonisk strejf. Som mange af Ritenour’s indspilninger er det til den kontrollerede og pæne side, selv om han får ”trykket spaden af” et par gange undervejs. Men det holder endnu – og lydteknisk er det helt i top.
8 siders insert med redegørelse for alle tekniske dimser og opkoblinger i indspilningsstudiet – hvem sagde Techno-firserne?
Køb den hvis du møder den.
(Da jeg lige skulle høre den mens jeg skrev dette faldt kvitteringen ud af coveret – d. 3. november 1984 kl. 13:00 betalte jeg 159.50 for den i TP Musik Marked på Gl. Kongevej. Det var en lørdag for resten…)
Walt Dickerson: ”Shades Of Love” (SteepleChase SCD-17002): Jeps – en dansk direct-to-disc! Produceret af manden bag SteepleChase, Nils Winther, der bare har produceret og udgivet så mange gode albums! Hvorfor de også lige skulle udgive dette, har jeg lidt svært ved at forstå. Og hvorfor jeg skulle købe det forstår jeg heller ikke – selv her 35 år efter det blev indspillet… Et helt album kun med vibrafon er sgu’ noget anstrengende og samtidig kedeligt.
Jeg kan se at jeg dengang ikke ulejligede mig med at tage prismæsket rigtigt af, så coveret er lidt skæmmet, men det ser man jo ikke når den altid bliver stående inde i pladereolen…
Climax Jazz Band (Labyrinth Records – LBR-1000): Jazz-sekstet spiller swing/jazz standards og traditionals. Og det gør de såmænd meget pænt. Og pænt optaget er det også. Og jeg synes ikke det er interessant. Man støder rimelig hyppigt på den brugt, hvilket jeg godt forstår.
Gino Dentie And The Family: ”Direct Disco” (Crystal Clear Records CCS 5002): Her får den max. gas: Direct-to-disc, 45 rpm og kokain-hvid vinyl. På bagsiden kan man læse at den hvide vinyl er valgt fordi ”it produces a cleaner sounding pressing” (og den sorte man normalt bruger forringer lydbilledet). Yeah – right!
Der spilles disco – og det er direct-to-disc – så det er ikke falsk varebetegnelse.
Men det er fan’me heller ikke det mindste interessant. Musikerne er middelmådige, vokalarbejdet elendigt – koret lyder decideret falsk! – og numrene ligegyldige (eneste undtagelse er Van McCoy’s ”The Hustle”, der er for stærkt et nummer til at blive helt fladtrådt – selv her).
Prøv for resten lige at finde kunstneren på denne højt profilerede udgivelse (Gino Dentie) på Wikipedia. Nej vel – og det er der helt sikkert en grund til!
Alt-i-alt et trist eksempel på at teknik-fikseringen helt har taget overhånd – og man har glemt at det skal være interessant, det man fylder i rillerne (d-t-d eller ej).
Charlie Byrd: Charlie Byrd (Crystal Clear Records CCS 8002): Nå – så fik Crystal Clear-folkene da fat i nogle musikere, man havde hørt om før: Guitaristen Charlie Byrd (vel bedst kendt fra Jazz Samba-albummet med Stan Getz, 1962) og brormand Joe Byrd på bas. Og det er væsentligt bedre, men ikke i nærheden af toppen blandt Byrds indspilninger: Der er for lidt tid (45 rpm) og Crystal-folkene vil igen for meget til, at man køber den for musikken skyld, selv om guitarspillet er flot. Og der er imponerende transienter i trommesoloen på ”Old Hymn”.
En ukendt, irriterende fløjtespiller (Paula Hatcher) skal fløjte alt for meget og trombone-spilleren (Bill Reichenbach – som heller ingen har hørt om – andet end at han var søn af Byrds tidligere trommeslager…) bidrager heller ikke positivt til helheden. Ærgerligt.
Nå - vi slutter i det muntre hjørne med:
”Intensive Care” (Discwasher Recordings DR 001 DD): Her sker fan’me noget. Og det er noget godt.
Tre garvede musikere giver den totalt gas i en række jazzklassikere: Knaldhamrende kompetent, præcist som et atomur, perfekt sammenspillet – timet & tilrettelagt. Sådan skal det gøres, hvis man skal bruge dyre direct-to-disc-ressourcer på optagelserne.
De 3 modne herrer er Ella Fitzgeralds pianist Paul Smith, Ray Brown (bassist hos bl.a. Oscar Peterson) samt Louis Belson, trommer (bl.a. Gillespie, Peterson oma).
Otte jazz-standarder får vi – og jeg har aldrig hørt ”The Lady Is A Tramp” trykket af med så meget energi som her. Spillet af 3 gutter godt på vej mod de 60 år – oh yeah!
Køb den hvis du finder den.
