Vintagehifi.dk

ralphandersen skrev:...
Og PQR: Lakplader er det nye mono.

Jo, jo, Ralph, det sir du nok, men er ikke færdig med micro groove mono endnu.

Og forresten, mine Jealvox er kommet op og flyve med et par Altec 811B horn med EV-drivere på toppen og en 591 Ortofon rørforstærker for: jeg har slettet min Tannoy-søgeagent på dba.dk og andre steder.

PQR

I aften syntes jeg, at jeg rigtig havde fortjent noget god musik i mit nye (næsten færdige) musik-rum.
Det blev blandt andet dette lækre album fra Red Hot Chili Peppers, hvor jeg nu næsten har snurret alle 8 sider.


Tror jeg har nævnt det før i en eller anden tråd, men altså:
Der er rigtig meget god musik på det album - hvor er det herligt.

Udgaven her er en jeg købte til Record Store Day i 2012 fra USA *). Super flot boks med lækre innersleeves og fine teksthæfter, så man kan sidde og synge med (ligesom da man var ung ).

Og så er der lyden på vinylerne...
HOLD.NU.KÆFT. - hvor er den bare forrygende god: Nærværende, tæt, fyldig og alligevel helt gennemsigtig og uden at være øretrættende (som alle de CD-versioner jeg har hørt er...). Heller ikke når lydtrykket bliver... fornuftigt

Forklaringen er utvivlsomt at to af de "tunge drenge" indenfor mastering - Steve Hoffmann og Kevin Grey - har stået for sagerne. Det kan virkelig høres - selv på de ret ordinære Sony SS-G1 højttalere, der for øjeblikket er sat til en også rimelig tilgængelig Akai AM-2600.

Lækkert - jeg snupper lige "Wet Sand" en gang til... Og "Hey"... Og...



*) Kan se at jeg dengang spurgte herinde, om der var interesse for fælles-indkøb, som kunne bringe prisen ned under 600,-, hvis vi var nogle stykker (viewtopic.php?f=587&t=2532&p=22076).
Det var vi ikke, så jeg købte selv 3 boxe. Én endte hos Bjerager ved 2013-træffet. Den tredje står her til musiker-sønnen får plads til at få sine L-166'erne mv. tilbage.
Og i mellemtiden er boxen kommet op i 1.500,- + porto...

Nogle gange skal man altså bare gøre det:
Skubbe snusfornuften til side.
Træde et par skridt tilbage og tænke i det længere perspektiv.
Og trykke på "Køb"-knappen.

Det fik jeg taget mig sammen til i sidste uge - og i dag ankom denne skive helt fra Poitiers i det vestlige Frankrig.


Der er tale om den eneste (kendte) koncert-optagelse med to af mine absolutte yndlings-musikere: Stan Getz og Bill Evans (som her har Eddie Gomez, b og Marty Morell, tr med).

De to var mestre på hvert deres instrument:
Getz er utvivlsomt blandt én af de 5 all-time-største på (tenor)saxofonen (og noget af en ubehøvlet type ind imellem - det vender jeg tilbage til).
Evans må man - ihvertfald jeg - regne endnu højere blandt jazz-pianister. Og trods et heroin-& kokain-misbrug - af en af hans venner beskrevet som "the longes suicide in history" (!) - holdt han sig musikalsk og professionelt på et top-niveau gennem godt 20 år frem til sin død i 1980.

Musikken på albummet findes på CD (med et par yderligere numre) og ligger på YouTube (https://www.youtube.com/watch?v=4_eLn4B9MzQ), så jeg havde naturligvis smuglyttet og vidste altså hvad jeg gik ind til.
Og alligevel blev jeg meget positivt overrasket: Lyden på LP'en er utrolig god - klar, luftig, gennemsigtig, nærværende - og Getz's kommentarer mellem numrene er med (modsat på CD'en).
Desuden er numrene i den samme rækkefølge, de blev spillet ved koncerten (det kan man høre på publikums applaus, snak og glas-klirren), hvor de på CD'en er mixet rundt.
Altså er vi så tæt på koncerten, som man vel kan komme her godt 45 år efter den fandt sted.

Og 45 år var netop hvad Bill Evans fyldte dén dag (16. august 1974).
Om fødselsdagen var medvirkende til at øvetiden havde været begrænset, véd jeg ikke. Men ihvertfald havde besætningen (efter Evans' mening) ikke øvet nummeret "Stan's Blues" nok til at medtage det til koncerten.
Det blæste Getz imidlertid på - og begyndte at spille netop dette nummer (kan høres på CD'en - ikke på LP'en her). Evans spillede med på de første akkorder, tog hænderne af tangenterne - og signalerede til Gomez og Morell, at de ikke skulle tage soli undervejs.

Noget af en streg i regningen sådan foran publikum at bryde en aftale, men det høres ikke på musikken på resten af LP'en. Og Getz viser sig fra sin mere venlige side senere, da han efter "The Peacocks" lykønsker Evans med et "Happy birthday, Bill"

Det er f**** en herlig skive, som allerede snurrer her for 3.die gang.
Og det er ikke engang frokost-tid endnu.
Godt jeg gjorde det

Tillykke med den. Den vil jeg give et lyt til på et tidspunkt.
God weekend
Birger

Uff Claus. Den er tiltrækkende i en grad... :P

Tonni skrev:Uff Claus. Den er tiltrækkende i en grad... :P

Jamen, der er også bare god, Tonni.
Jeg må have den med til et træf, hvor vi laver et lille jazz-lounge-hjørne.

CD'en (og nej - det er jo ikke det samme...) kan fås for nærmest ingenting = DKK 30,- + porto på Discogs. Den kan man jo anskaffe indtil LP'en dukker op, hvilket var min plan B.

Sælgeren af LP'en jeg købte startede med at sætte den til € 220,- .
Dér endte vi ikke - men billig bliver den nok aldrig.
Pladeselskabet Novadisc (som ingen kender), har kun udgivet 2 - to! - LP'er, så det tyder også på at den er kommet i et meget begrænset oplag (og sikkert kun i ét tryk).

Det her er virkelig en af de LP'er, man vil ønske kom i et vellavet genoptryk til Record Store Day eller lign.

Uha... Købte lidt brugte cd’er i København i forbindelse med Hi-Fi messen på Hotel Clarion i 2019. Har altid holdt meget af Kraftwerk, men generelt er jeg lidt for skeptisk over for Live plader... Men igen bliver jeg sat i skammekrogen, for hulen da det rykker ...


Har meldt mig til en hyggelig weekend den 7. & 8. Marts.

Med venlig hilsen
Birger

I november sidste år (2019) udkom et album med en død mand.
Et album der - mens manden var i live - var planlagt til at udkomme, når han var død.

Albummet er "Thanks for the dance", manden (selvfølgelig) Leonard Cohen - og det snurrer her til aften.

Cohen forlod denne verden i november 2016 - få uger efter udgivelsen af hans (alligevel ikke!) sidste album: "You want it darker", der i høj grad afspejler hans erkendelse af, at han ikke havde så lang tid at leve i.


"Thanks for the dance" er som forgængeren indspillet med Cohens søn - Adam Cohen - ved roret (samt en række andre musikere). Efter sigende ud fra en aftale mellem far og søn, som vist ikke var helt ukompliceret for sønnen at gå ind i.

Leonard Cohen reciterer mere end synger (men sådan har det vel egentlig altid været med ham) egne tekster, hvoraf nogle trækker lange tråde tilbage i hans forfatterskab.

Alt dette her kunne godt være blevet noget mærkeligt noget:
En sanger, der ikke ("kan") synge(r).
En musik der er skrevet og lagt på en vokal, som er optaget flere år før.
Og den, der lægger navn til albummet, har ikke hørt eller godkendt det samlede værk.

Men det er ikke blevet mærkeligt at høre på (selv om tilblivelsen er... usædvanlig).
Slet ikke!
Musikken er skrevet og indspille med stor indføling - og understøtter fint Cohen Sr.'s tekster og stemme.
Det er absolut godkendt herfra, og jeg synes faktisk at Cohen er mere nærværende og "tilstede" i lokalet end på hans øvrige albums. Meget forunderligt i lyset af at han var død da musikken blev lavet.

Så både musik og tekster er af høj kvalitet (uden at jeg er Cohen-kender nok til at afgøre om det er cremen af hans forfatterskab) - og man kan roligt lytte til (og anskaffe) værket.

Der er mange steder, hvor Cohen gør det han (i særlig grad) kunne med sin digtning:
Med meget! få ord ramme en stemning og beskrivelse, der bare går lige ind hos lytteren/læseren.
Jeg har læst (i biografien "I'm Your Man: The Life of Leonard Cohen" af Sylvie Simmons)" at Cohen kunne være år *) om at skrive sine sange færdige i den form, han syntes de skulle have. En meget lang proces, men som altså tit endte med, at han fik kondenseret udtrykket ind til det helt essentielle og rammende. Som en lyrisk Maggie-terning (hvis nogen ellers husker mere hvad dét er...).

Jeg er navnlig vild med starten på åbningsnummeret "What happens to the heart":

I was always working steady
But I never called it art
I got my shit together
Meeting Christ and reading Marx

Albummet anbefales!

*) Jeg har hørt (ved et foredrag af Klaus Lynggaard) at Cohen var på en kortere taxa-tur sammen med Bob Dylan. Under turen skrev Dylan teksten til et helt nummer - noget der altså kunne tage Cohen år. Cohen skulle ifølge historien være blevet rystet...

Det må være da Dylan skrev "Lay lady lay" ................... :)

Captain Phoenix skrev:*) Jeg har hørt (ved et foredrag af Klaus Lynggaard) at Cohen var på en kortere taxa-tur sammen med Bob Dylan. Under turen skrev Dylan teksten til et helt nummer - noget der altså kunne tage Cohen år. Cohen skulle ifølge historien være blevet rystet...

janfroerup skrev:Det må være da Dylan skrev "Lay lady lay" ................... :)

Åbentbart er det I And I

snod skrev:

Captain Phoenix skrev:*) Jeg har hørt (ved et foredrag af Klaus Lynggaard) at Cohen var på en kortere taxa-tur sammen med Bob Dylan. Under turen skrev Dylan teksten til et helt nummer - noget der altså kunne tage Cohen år. Cohen skulle ifølge historien være blevet rystet...

janfroerup skrev:Det må være da Dylan skrev "Lay lady lay" ................... :)

Åbentbart er det I And I

Godt fundet - min reference var åbenbart ikke helt præcis, men pointen er ca. den samme.

Her til eftermiddag snurrer jeg lige denne "compilation"-udgivelse med jazz fra tiden lige op til 1970.


Det er ikke tungt stof - og vel nærmest en form for pladeselskabet A&M Records' reklame for en række af deres andre udgivelser.
Men det er faktisk rigtigt hyggeligt med sådan lidt blandet musik (10 numre med 9 forskellige kunstnere) - ihvertfald når der er tale om kompetente folk som Paul Desmond, Antonio Carlos Jobim, Quincy Jones, George Benson m.fl.

Pladen er fra 1970 - og altså fra lige der omkring, hvor en del af jazz'en blev fusions-influeret med elektriske elementer fra rock-verdenen. Det var vel selveste Miles Davis der startede dét (med dobbelt-album'et Bitches Brew også fra 1970) - men efter min smag er der også meget skidt imellem...

Nå - tilbage til "Penthouse", der er ikke er voldsomt fusions-ramt:
Ud over musikken i sig selv - som er god og let tilgængelig - er skiven også en fin inspirationskilde til at gå dybere med nogle af de 9 medvirkende kunstnere (hvis man ikke allerede kender dem) og/eller til at høre hele det album, som udplukkene her stammer fra. Der er en lille omtale under hvert nummer på bagsiden af coveret.


Man kan finde den til en 10'er på nettet - og sikkert også på plademesser/loppemarkeder.

Jeg kan se det er CTI plader på den compilation. Jeg har altid haft en svaghed for CTI records helt specielle lækre stil. Jeg havde et flip for 3 år siden hvor jeg gik ind på wikipedia og tjekkede alle deres udgivelser og hørte mange af dem igennem på Tidal. Måske også lidt for mange, men en af dem der kunne holde til det er "Walking in Space" af Quincy Jones (som jeg købte på LP) og også "Gula Matari" af samme.
"Killer Joe" er ikke det bedste nummer på "Walking in Space", det må være titelnummeret, der er langt og simrer og groover, så jeg ved ikke hvad.

I den forgangne uge var jeg i München og fik tid til at besøge min favorit pladepusher, M2 Second Hand Music (se denne tråd: viewtopic.php?f=585&t=13006 for mere info). Høsten var ikke stor, men jeg faldt over denne fantastiske skive med Black Sabbath. Det var deres 9'ende studio album og den første af 2 med Ronnie James Dio på vokalen. Stilen er lidt anderledes end tidligere, men stadig med de velkendte Tony Iommi rifs. Selv om Dio havde en lang karriere inden sin død for ca. 10 år siden, så mener jeg faktisk at hans bedste skiver var de 2 med Black Sabbath og de 3 han lavede med Blackmore's Rainbow. Titel nummeret her er bare fantastisk.



På et reol marked i dag i Frederikssund faldt jeg over et anden skive fra ønske listen, nemlig Pink Floyd's The Wall.
En smule knas er der, kan forhåbentlig klares med en rensning. Begge skiver og cover er i fin kosmetisk stand. Det ligner en søndag aften foran højttalerene og ikke TV'et



God søndag til alle.

Mvh Kenneth

KenRas skrev:I den forgangne uge var jeg i München og fik tid til at besøge min favorit pladepusher, M2 Second Hand Music (se denne tråd: viewtopic.php?f=585&t=13006 for mere info). Høsten var ikke stor, men jeg faldt over denne fantastiske skive med Black Sabbath. Det var deres 9'ende studio album og den første af 2 med Ronnie James Dio på vokalen. Stilen er lidt anderledes end tidligere, men stadig med de velkendte Tony Iommi rifs. Selv om Dio havde en lang karriere inden sin død for ca. 10 år siden, så mener jeg faktisk at hans bedste skiver var de 2 med Black Sabbath og de 3 han lavede med Blackmore's Rainbow. Titel nummeret her er bare fantastisk.

IMG_0621.JPG

På et reol marked i dag i Frederikssund faldt jeg over et anden skive fra ønske listen, nemlig Pink Floyd's The Wall.
En smule knas er der, kan forhåbentlig klares med en rensning. Begge skiver og cover er i fin kosmetisk stand. Det ligner en søndag aften foran højttalerene og ikke TV'et

IMG_0622.JPG

God søndag til alle.

Mvh Kenneth

Den bedste måde at tilbringe en søndag aften på og nogle lækre skiver du har fundet

Ser du har fundet et lod til din SME eller har du flere

Rigtig go søndag til dig også