Hvad snurrer netop nu?

[bjerager]

Tak for at minde os om den, Kaptajn, den spinner nu i baggrunden til madlavningen.

[Captain Phoenix]

Snurrer og snurrer...
Ikke sådan fysisk - men jeg har sidder og hygget mig gevaldigt de sidste små 40 minutter over denne sidste og helt unikke optræden: The Beatles på taget af Appels Savile Row-bygning d. 30. januar 1969.

EDIT 19. FEB '22:
Linket virker ikke længere - rettighedsindehaveren (Disney) har fået det lukket - desværre/forståeligt.
Dags dato findes dette link, men det lukkes sikkert også.
Tip: Søg på "Beatles Roof Top Concert" på YouTube - så dukker der nok noget op.

Skærmbillede 2021-12-03 kl. 20.17.17.png

Jeg husker den noget tunge og lidt deprimerende stemning, der var over Let It Be-filmen - men her er der godt humør, lune øjekast og fuld energi over Beatlerne (samt Billy Preston på keyboard).

Har endnu tilgode at se Peter Jacksons tre-delte "Get Back"-film/serie (små 8 timer), men den skønne koncertoptagelse lover - ligesom anmeldelserne - rigtig godt.

[bjerager]

Alt godt kommer til den, der venter...

[KenRas]

I den lokale Kirppu var der i Søndags for en gangs skyld en stand med et noget anderledes udvalg af LP’er.

Udover en Sansui testplade og et nyere album med Moody Blues, Sur La Mer, så faldt jeg også over disse 3 albums som nu snurrer på skift. Normalt ikke helt min smag, men alle dog med et nummer man mindes fra den gang

C040C690-AAA6-44E0-A855-0B758612F66A.jpeg

2525 - Zagar & Evans
Et album fra 1969 hvor jeg sådan set kun kender titel nummeret, med det er faktisk ganske udemærket.

Paint Your Wagon - Movie soundtrack
Også fra 1969, en film jeg har set for maaaange år siden. Her var det især Lee Marvin’s dybe stemme på nummeret Wand’rin Star der trak. Imponerende han kan komme ned i det toneleje.

She Used To Wanna Be A Ballerina - Buffy Sainte-Marie
Fra 1971 med hit nummeret Soldier Blue, titel nummeret fra filmen af samme navn. En dengang voldsom film der gjorde et stort indtryk på mig som 13 årig. Selve pladen repræsenter genren der var typisk for tidens hippie-folk sangerinder.

Alt-i-alt et herligt trip ned af memory lane

[his067]

Jeg lytter for tiden til fire meget forskellige kvinder: Carla Bley og Merit Hemmingson, Angélique Kidjo, Sofie Livebrant.

Carla Bley og Merit Hemmingson er begge oppe i årene:
Carla Bley (85 år gammel): http://wattxtrawatt.com/floorplan.html og https://en.wikipedia.org/wiki/Carla_Bley: en fantastisk Jazz komponist, pianist og (Hammond-) organist og arrangør. Lyt til hendes Big Band indspillet på Montmatre i 1988: Fleur Carnivore

Fleur_Carnivore.jpg

Merit Hemmingson (kun 81 år gammel) er ligesom Carla Bley arrangør og (Hammond_) organist: https://sv.wikipedia.org/wiki/Merit_Hemmingson
og http://sverigesradio.se/avsnitt/bast-just-nu-merit-hemmingsons-huvva-vad-tiden-gar-och-sofie-livebrant-tonsatter-emily-bronte.

merit-hemmingson-huvva-digitaltomslag.jpg

Lyt til hendes nyeste her: https://www.youtube.com/watch?v=kRgwBSkdzmQ

Jeg elsker simpelthen lyden af et Hammond B3 orgel, og det er forfriskende ikke at høre Jimmy Smith eller Lonnie Smith (som også er gode på deres egen måde). Men af en eller anden grund synes jeg, at de to kvinder er mere interessante. Begge to laver spændende arrangementer, Carla Bley af egne kompositioner, Merit Hemmingsen af svenske folkemelodier. Prøv Kärleksvisa Efter Torp Greta Larsdotter, Järna som også findes på Spotify.

Sofie Livebrant har lige udgivet en CD med sange til digte af Emily Brontë: Weep the time away: Emily Brontë. Jeg måtte skrive til Sofie for at få en adresse, hvor jeg kunne få CDen, men den var det også værd! Ind imellem lidt irriterende, fordi hendes stemme ikke helt kan klare hendes melodier: den bliver lidt skarp uden af egentligt synge forkert. Men for dem der synes om Joni Mitchell i hendes storhedstid er der her både ambitionerne og fantastisk poesi.

IMG_7276-1.jpg

Og så er der jo Angélique Kidjo: To LPer: Mother Nature (Fantastisk!!!) og Remain in Light. Den sidste er et godt sted at begynde: en genskabning af Talking Heads' Remain in Light, men med toppen af musikere fra Afrika. Hvor Talking Heads vader tungt igennem deres nyfundne afrikanske inspiration, danser Angélique Kidjo i balletsko igennem hvad Talking Heads spillede i gummistøvler.

615732728.jpg

[kbekke]

Jeg lytter for tiden til fire meget forskellige kvinder: Carla Bley og Merit Hemmingson, Angélique Kidjo, Sofie Livebrant.

Dejligt med nogle anbefalinger “off the beaten track”. Carla Bley har efterhånden stået på min to-do liste i et stykke tid.

“Fleur Carnivore” lyder som det helt rigtige sted at starte

[Solhat]

IMG_0001.jpeg

Lidt verdens musik med Terakaft: "Aratan N Azawad".
Man får helt lyst til at danse, når man hører første nummer

[Captain Phoenix]

Argh... det er jo mindst 10 opslag siden der har været snurrende jazz her i tråden

Men heldigvis landede denne her til formiddag og snurrer netop nu, hvor jeg har skiftet arbejdsbordet ud med en stund i lytte-sofaen. Mandagens kursus forbereder sig nok af sig selv... eller noget...

IMG_4169.jpg

Det er en førstegangs-udgivelse af en live-koncert fra januar 1961, hvor Art Blakey & The Jazzmessengers var et af de første US-jazz-orkestre (måske dét første), der tog jazz'en på tourné i Japan. Det kunne det japanske publikum godt lide, kan man høre - og det er helt forståeligt, for der er en dejlig på én gang energisk og uformel stemning over bandet.

Repertoiret rummer bl.a. Moanin' og andre fra albummet af dette navn (kom 2 år tidligere). Altså sikre valg fra bandets/Blakey's side, hvilket vel er forståeligt, når det nu var første gang i dén del af verden.
Til gengæld leger musikerne mere med temaerne undervejs, end man hører på de tidligere indspilninger af samme numre.

Og musikken fejler ikke noget af den grund, så albummet kan helt klart anbefales *).
Her fra Japan tournéen er der stærkt tromme-spil/-soloer fra Blakey, trompetisten Lee Morgan i storform og både Wayne Shorter (tenorsax) og pianisten Bobby Timmons er også godt kørende.
Det er faktisk rigtig godt - og tilgængeligt også selv om man ikke er en hard-core-jazz-freak.

Båndene, hvis oprindelse er dunkel, dukkede op i 2018 og er altså netop blevet tilgængelige på dette 2LP-album med ekstraudstyr i form af et glimrende 16-sides tekst-/foto-hæfte samt en stribe nydelige "postkort"-billeder. Altsammen pænt lavet.
Det gælder heldigvis også lyden, hvor selveste Bernie Grundman har stået for mastering og tyske Optimal har taget sig samme da de skulle presset vinylerne, som er støjfri, plane og uden fejl. Herligt.

Fin start på weekenden

PS: Art Blakeys søn (Gamal Buhaina) præsenterer albummet her - og man kan efterfølgende høre det (i ikke specielt god lydkvalitet).


*) Dog vil jeg sige, at man skal starte med at anskaffe sig nævnte "Moanin'", hvis den ikke allerede står i samlingen. Og vælg nu Blue Note Classic Series-versionen, der kom i april 2021 i stedet for DOL, Waxtime el.lign.

[Fensten]

Argh... det er jo mindst 10 opslag siden der har været snurrende jazz her i tråden

IMG_4169.jpg

*) Dog vil jeg sige, at man skal starte med at anskaffe sig nævnte "Moanin'", hvis den ikke allerede står i samlingen. Og vælg nu Blue Note Classic Series-versionen, der kom i april 2021 i stedet for DOL, Waxtime el.lign.

Den står skam i samlingen. Classic Series fra BN. Den er bestemt anbefalelsesværdig

Her til aften har Oliver Nelson “The blues and the abstract truth” været på spilleren. Fantastisk album, som stille og roligt vokser på én. Oliver Nelson er i selskab med Bill Evans, Roy Haynes, Eric Dolphy, Poul Chambers og Freddie Hubbard. Acoustic Sound Series presning. Masteres af Ryan K Smith Stirling sounds.

Som jeg skriver spiller Donald Byrd’s “Places and Spaces”. Jeg havde egentligt planlagt at damerne fra kontoret skulle have været ude at ryste rumpetten til Wind Parade og Places and Spaces. Det bliver der så ikke noget af, da kontoret i går meldte ud at aftenens julefrokost i afdelingen skulle aflyses

Nå, men albummet er neo funk. Donald har her fået nye venner og afsøger nyt terræn. Og tusind tak for det :)

Funky på alle leder og kanter. Det her går lige i dansebenet. Man behøver ikke at gå all- in med 70 drinks. Pina colada, Harvey wallbanger og Tequila Sunrise og finde skjorterne med lange flipper frem. musikken kan sagtens nydes i ro og mag i selskab med et godt glas Pinot Noir.

Måske har jeg været heldig, for mit eksemplar er meget vellydende. Der er ikke et pop eller klik. Ingen non-fill. Kun vellyd. Der er tale er med andre ord tale om en perfekt presning og naturligvis ditto mastering af Kevin Grey.

Mit eksemplar er på niveau med BN Tone Poet Series :)


God aften til jer alle,


Mvh.


Fensten

[trikker]

Devin Townsend : musikstykkerne kingdome, awake, deep peach, Og albummet Terria.
Kan ikke rigtig finde ud af om manden er gal eller genial.
Nogle stykker musik er hård heavy, andre er teatralske eller opera lignende. Og nogle indeholder det hele.
Der er ingen tvivl om at manden er dygtig, men måden han bruger det på, er der mange der ikke kan have med at gøre.

[larsne]

Devin Townsend : musikstykkerne kingdome, awake, deep peach, Og albummet Terria.
Kan ikke rigtig finde ud af om manden er gal eller genial.

Jeg hælder til genial

[bjerager]

Ja, beklager - men det er jo jul. Den tid på året, hvor man vælter sig i tomme kalorier, livremmen strammer lidt mere end den plejer, og banaliteterne står i kø. Og jeg fik uvist af hvilke årsager et flashback, og kastede mig over nogle af de skiver, som meget, meget sjældent kommer ud af sit ly i pladereolen. Men de hører nu engang til. For de er og bliver en del af min historie.

Det jeg taler om, er toppen af poppen i sidste halvdel af 80'erne. En periode, hvor bandet Kliché var gået i opløsning, men hvor de ikke desto mindre stod i kø i teksterne - klichéerne altså. Lige nu vælter de glimtende men halvtomme kalorier ud af højtaleren i form af "Billy Boy" med One Two, og de andre skiver har også været på her hen over weekenden. Og selv om de er velproducerede, indspillet i Sweet Silence studiet, Medley, Feedback eller hvad nu studiet hed, så er det den ulidelige lethed, der præger musikken. Man havde uden tvivl lært sig ret meget af blandt andet Rugsted og Kreutzfeld i forhold til mixning og indspliningsteknik. Og især når man lytter til One Two, så ligger referencen til Toto og lurer lige under overfladen.

Teknisk dygtige musikere, men mest af alt lyst pålægschokolade med tandsmør på hvidt toastbrød. C-V. Jørgensen holder dog hele vejen igennem. Men han har også altid været sin egen. TV2 har bestemt også sin charme, og det samme gælder for enkelte af numrene på de forskellige plader. Elisabeth overrasker positivt, og Moussa Diallo er bare en hamrende dygtig og funky bassist.

Mange af de her plader finder man i dag i kasserne med blandet ragelse i brugtpladeforretningerne for en billig penge. Og man forstår det godt. Hanne Boels første plade var overraskende god, da den udkom - og de andre er ikke spor overraskende ret dårlige, når man genhører dem i dag.

Men jeg var ung dengang, gymnasiedreng med en smøg i flaben, lilla butterfly og et flabet ansigtsudtryk. Så det hele gled let og ubesværet ned til en kølig tuborg i festligt selskab, når nogen af de her bands spillede op til dans på mit gymnasium - jeg nævner i flæng: Blast, Sanne Salomonsen og Anne Linnet, der alle gæstede BG i de år.

Genhøret med den her musik var ganske fornøjeligt og helt i tråd med det tema, jeg har kørt med 80'er musik herinde for nyligt. Og falder man over en af de her plader for en billig penge i en af de grønne mælkekasser i den lokale marskandiser, så køb dem og giv dem et lyt. Det er sgu et genhør værd. Og hvem ved, måske får man lyst til at hive dem frem igen engang om en 10 års tid på en 4. søndag i advent, hvor behovet for et nostalgitrip overvælder en igen.

[Rysz]

Fedt skriv Bjerager.

Jeg har selv en stor forkærlighed for slutfirsernes danske pop/rock. Ikke på grund af kvaliteten, men fordi det var lydtapetet til en anden tid, hvor terminer, dieselpriser og pensionsopsparinger bare ikke var en del af ens tankegang overhovedet. Der er noget mentalt frihed over musikken fra ens ungdom. Bevares, måske kunstigt, for når man tænker efter, så var alt jo ikke lyserødt, men minderne spiller som regel et pus og man udelader behændigt de sure af dem. Det efterlader lysten til at dreje "knappen" rundt, når TV2 synger "Læn dem ud", eller Gnags beretter om "Sensommer på strøget", og så bare lade sig flyde med i den problemfri lethed, der flyder ud af højttalerne.

Inspiration modtaget med glæde....tænker da liiige jeg skal grave lidt i samlingen i morgen, på juleferiens første dag :-)

[Captain Phoenix]

Er i færd med - langsomt og usystematisk - at gennemgå pladesamlingen for
1) at lukke huller
2) at tjekke om nogle af de værende skiver er udskiftningsmodne - enten pga. slid/skader eller fordi der findes bedre versioner.

Under sidste kategori er denne, som kunne fejre 50-års jubilæum i år.

IMG_4223.jpg

Det er Doors' sidst udgivne album mens Jim Morrison levede - han tjekkede ud (og ind i "Club 27") få måneder efter udgivelsen. Det er ikke deres bedste (jeg elsker "Strange Days" 1967 - den-åbenbart-ikke-så-svære-to'er og "Waiting For The Sun" 1968 højere). Men hvor de første er mere psykedeliske, er L.A. Woman solid blues'et og holder bestemt endnu.

Navnlig titelnummeret og afslutningsnummeret "Riders On The Storm" står godt - begge varer over 7 minutter og giver Doors mulighed for at opbygge en slags stemning i nummeret, der virker (og som også findes på "When The Music's Over" fra "Strange Days" og "The End" fra debut-albummet "The Doors", ligeledes et stærkt album).

Versionen her er fra 2009, udgivet af Rhino og lyder fremragende (mastering Bernie Grundman, presset af RTI = US-kvalitets-presseri). Måske er der sket en digitalisering undervejs (ellers ville de nok have reklameret med "All Analogue"), men lyden er altså god.
Coveret er også lavet som det skal ift. original-udgaven: Gruppenavnet er embossed, der er afrundede cover-hjørner, foto printet på gennemsigtigt plast-insert med gult innercover liggende bagved. Tjek ved det.

Der er kommet en 50-års jubilæums-version (1 LP + 2 CD), men den køber jeg ikke.
Versionen her gør det godt - og kom fabriksplomberet i Mint-stand hele vejen hertil fra Spanien for 180,- inkl. porto. Det er en god pris.

[kbekke]

Ja, der er sandelig ikke noget at beklage. Jeg tager også gerne og med jævne mellemrum et nostalgitrip i sektionen med “Dansk fra firserne”, selvom mit bløde punkt nok ligger nærmere første end sidste halvdel.

Og vel havde tiden sin helt egen lydsignatur, sovset ind i Yamaha DX7’ere, gatede trommer og chorus fra BOSS pedaler i friske farver. Og ligeså vel var det tydeligt, hvor inspirationen kom fra; den amerikanske radio pop/rock, hvor produktionen og arrangementet var i højsædet.

Men jeg synes ikke, at man kan sætte fingre på kvaliteten. Hvis man lytter pladerne igennem, uden fordomme, er det ret tydeligt, at der var sket noget i lille Danmark siden “Stærk Tobak” og Gasolin’, der måtte importere en englænder for at få trommerne på “Rabalderstræde” til at lyde af rabalder på den fede måde. Lydmæssigt kan mange af de danske udgivelser fra perioden efter min mening godt måle sig med, hvad navne som f.eks. Steely Dan og Roxy Music diskede op med.

Det er også værd at bemærke, at på trods af fremkomsten af MIDI, DMM, CD og andre vederstyggeligheder, så er mange af disse optagelser endnu ikke komprimeret til døde. Der er faktisk masser af dynamik også på de mere “populære” udgivelser.

Og så var det jo i bund og grund stadig musik, der var beregnet til at blive spillet - håndholdt og live.

Spillestederne og musikcafe’erne blomstede. Festivaler og Grønne Koncerter sprang op som champignoner i sommerlandet. Der var gymnasiefester, byparkskoncerter og halballer. Masser af succes. Men også masser af gigs og det kunne både høres og mærkes. Jeg tror f.eks. ikke at nogen af dem, der oplevede Henning Stærk med “Nold på bas” vælte Femøren eller Store Sal på Roskilde Katedralskole gik upåvirkede derfra. Ligesom dem, der fik deres livs velfortjente røvfuld for at kaste flasker efter One-Two til høst-festen i Kirke Hyllinge-hallen en aften i 1986, sikkert heller ikke glemmer den oplevelse lige med det samme.

På “Gimle” kunne man den ene lørdag sidde så tæt på scenen at man kunne nærstudere C.V Jørgensen’s psoriasis og den næste opleve en lille-bitte Allan Mortensen iført leopardbukser hoppe ned til dem foran og spørge: “Er lyden ok?” På den anden side af skinnerne i det nedlagte garveri “Paramount” var det undergrunden, der herskede: Thorbjørn, Bas-Mads, Spacey og Scott direkte fra øveren. Lokale helte som Agathon og Rebel Martians og lejlighedsvise besøg af så forskellige og fremmedartede acts som Artillery og Det Neodepressionistiske Danseorkester.

Vi tog det hele ind uden filter. Der var en uskyld, der er svær at forklare:

Det var stribede BALL-trøjer, Converse og Salomon-skoletasker. Men på samme tid var det også Strunge, Kartoffelkur, Egon Weidekamp, lokummer i hovedet på Ordensmagten og “ryge-efter” på resterne af en sur Prince Light. Og selvom meget var alvorligt nok, så var det stadig trygt som et manuskript af Balling & Bahs.

814FEF4F-8B22-4091-8E69-1660B88EBA70.jpeg

Missiler og kampvogne var linet op på begge sider af Jerntæppet og i morgen blev der trykket på knappen, måske. Men på samme tid kunne man tage med “Next Stop” til Moskva, på Interrail, i kibbutz eller ud at sejle med Greenpeace. Selv Operation Dagsværk betød noget - om ikke andet så i hvert fald, at vi var enige om at det var en god ide at prøve at gøre noget. For andre end os selv.

Verden var på vej mod afgrunden. Men den lå også for vores fødder og turen var kun lige begyndt.

A93C5A1A-F654-4B07-AAC1-E9A53EC167F3.jpeg