Hvad snurrer netop nu?

[mikkeldamlarsen]

Tak til Kaptajnen for denne historie om endnu en skæv plade fra nutiden, og jeg kender alt til de nye skæve plader der sælges idag.

Jeg har samme oplevelse med Imusic, den nye sebastian dobbelt lp den store flugt signeret osv.
Den ene plade var meget skæv, og jeg sendte en video til dokumentation og bad om pengene igen.

Her er svaret fra Line hos Imusic:
"Såfremt at der er tale om en hørbar defekt på vinylen eller hvis den er så skæv at pick-uppen hopper, vil vi naturligvis gerne erstatte pladen."

Her fra deres betingelser på deres hjemmeside:
"Kosmetiske forhold, som f.eks. pladeskævhed, anses ikke for reklamationsberettigetde, hvis lydkvaliteten ikke er påvirket i væsentlig grad."

Her sælges elastik i metermål med formuleringen "i væsentlig grad", og hvis pickuppen ikke hopper, så er det en plade til fuld pris.

Jeg har skrevet til dem at jeg beholder pladen som en skamstøtte over deres forretningsmoral, og stopper som kunde.

Ps: jeg nyder virkeligt vinyl plader og især tråden "hvad snurrer nu" ;-)

[Captain Phoenix]

Her er svaret fra Line hos Imusic:
"Såfremt at der er tale om en hørbar defekt på vinylen eller hvis den er så skæv at pick-uppen hopper, vil vi naturligvis gerne erstatte pladen."

Her fra deres betingelser på deres hjemmeside:
"Kosmetiske forhold, som f.eks. pladeskævhed, anses ikke for reklamationsberettigetde, hvis lydkvaliteten ikke er påvirket i væsentlig grad."

Det lyder ikke godt. Det er jo f.eks. klart uacceptabelt at et højklasse audiofilt produkt som en OneStep kun berører pladetallerkenen med label'en (også selv om pu'en ikke hopper).
Der ser ud til at være en opstramning hos iMusic på, hvad de opfatter som fejl og tager retur/ombytter, og i dét lys er det jo bare med at komme væk.
Måske opstramningen skyldes, at der skal spares/tjenes penge - de havde i hvertfald et underskud på næsten 3.3 mio. i seneste regnskabsår (2021) som endda kun var 7 måneder! Med det tempo er deres egenkapital helt væk i sommeren 2024...

Nå - tilbage til hvad snurrer netop nu.
Og her er det idag denne, som er i en HELT anden boldgade end "Thriller":

IMG_6822.jpg

"The Mystery of The Bulgarian Voices" er kunstnernavnet for et projekt, der formidler traditionelle bulgarske sange i moderne/nye arrangementer - og er mere eller mindre lig den bulgarske stats-radios kvindekor.
Jeg gætter på, at det er disse kvinder, som optræder i smukke folkedragter på bagsiden af coveret:

IMG_6823.jpg

Musikken er selvfølgelig hovedsaglig (smuk) korsang assisteret af rytme-, blæser- og/eller strengeinstrumenter i et vist, begrænset omfang. Og selv om det er bulgarske sange får jeg associationer til både nordafrikansk/ægyptisk tromme-musik, nordeuropæisk folkemusik m. violin, kirkesang og festsange i landsbyen når høsten er godt i hus. Og mere endnu.

Det er spændende og ganske medrivende på sin egen inciterende måde når man har hørt det et stykke tid.
Et ark med sangteksterne på bulgarsk medfølger - det forstår jeg ikke en pløk af. Og den Lisa Gerrard, der er nævnt på coveret, viser sig at være australier (hvad det så har med bulgarske stemmer at gøre?)

Men skidt med det, for musikken/sangen er dejlig, lydkvaliteten er rimelig (som god nok) og LP'en fladere end Michael Jackson næse.

Jeg faldt over pladen på web-shoppen for Svart Records, som er et finsk musik-selskab. Herfra kom også en lille stak finske jazz-LP'er, som jeg glæder mig til at snurre, når det bulgarske kvindekor tager en pause.
Man kan selv kigge her

IMG_6824.jpg

[ralphandersen]

Lisa Gerrard er den kvindelige vokal i 4AD-bandet Dead Can Dance. Dem er jeg fan af. Jeg hørte dem tilbage i 80'erne hos mine nyrockkyndige venner og tog dem op igen da de spillede på Roskilde i 2013. De er klar værd at tjekke ud (Prøv fx "Aion").
Le Mystere de Voix Bulgare er også med på Kate Bush's The sensual World.

[his067]

Oprindeligt var det en LP på 4AD, som netop hed Le Mystere des Voix Bulgares. 4AD lavede et fint, meget 4AD omslag til den, sådan hen i retning af Cocteau Twins Treasure, men det var egentlig en compilation fra Frankrig (deraf titlen).

IMG_0516.jpg

Inner-sleeve har en rigtigt entusiatisk oversat-fra-fransk introduktion til musikken.

IMG_0518.jpg

Sarah var for mange år siden i Bulgarien til en konference hvor et bulgarsk babushka-kvindekor sang Dolly Parton's 'Jolene'. Hun har endnu ikke kommet sig over den oplevelse....

Jeg købte Le Mystery des Voix Bulgare, vol. 2 for mere end 30 år siden, men har ikke spillet den endnu!

[ralphandersen]

Jeg e l s k e r 4AD's fonts og grafiske udtryk.

[pqrannes]

Oprindeligt var det en LP på 4AD, som netop hed Le Mystere des Voix Bulgares. 4AD lavede et fint, meget 4AD omslag til den, sådan hen i retning af Cocteau Twins Treasure, men det var egentlig en compilation fra Frankrig (deraf titlen).

IMG_0516.jpg

Inner-sleeve har en rigtigt entusiatisk oversat-fra-fransk introduktion til musikken.

IMG_0518.jpg

Sarah var for mange år siden i Bulgarien til en konference hvor et bulgarsk babushka-kvindekor sang Dolly Parton's 'Jolene'. Hun har endnu ikke kommet sig over den oplevelse....

Jeg købte Le Mystery des Voix Bulgare, vol. 2 for mere end 30 år siden, men har ikke spillet den endnu!

Den første udgave må være denne udgive af Marcel Cellier selv og på pladeselskabet der bærer hans navn:

IMG_20221219_165323.jpg

Mit eksemplar er fugt/vandskadet på omslag men spiller ok.

PQR

[hificlassic]

Jeg er lige blevet færdig med at restaurere og samle mine Bozak B302a Century højttalere, og efter et par justeringer af delefilter er jeg faktisk fuldstændig overrasket over hvad de kan. 12" bas i kæmpestort (61x61x51cm) lukket kabinet kan nu noget særligt. Så i aften står den på Herbie Hancocks live album FLOOD og Amused to Death albummet fra Roger Waters, hvor hans Q-sound får mig helt rundt på gulvet. Det virker bare ikke med mine hornhøjttalere

318982833_486430673475465_7996191656519317129_n.jpg

[pqrannes]

Jeg er lige blevet færdig med at restaurere og samle mine Bozak B302a Century højttalere, og efter et par justeringer af delefilter er jeg faktisk fuldstændig overrasket over hvad de kan. 12" bas i kæmpestort (61x61x51cm) lukket kabinet kan nu noget særligt. Så i aften står den på Herbie Hancocks live album FLOOD og Amused to Death albummet fra Roger Waters, hvor hans Q-sound får mig helt rundt på gulvet. Det virker bare ikke med mine hornhøjttalere

318982833_486430673475465_7996191656519317129_n.jpg

Pjat, kom nu forbi og hør Amused ... (på CD, dog) på rigtigt store horn.

Eller rettere: til lykke med de Bozaks!

Dem vil jeg gerne høre.

PQR

[hificlassic]

Jeg er lige blevet færdig med at restaurere og samle mine Bozak B302a Century højttalere, og efter et par justeringer af delefilter er jeg faktisk fuldstændig overrasket over hvad de kan. 12" bas i kæmpestort (61x61x51cm) lukket kabinet kan nu noget særligt. Så i aften står den på Herbie Hancocks live album FLOOD og Amused to Death albummet fra Roger Waters, hvor hans Q-sound får mig helt rundt på gulvet. Det virker bare ikke med mine hornhøjttalere

318982833_486430673475465_7996191656519317129_n.jpg

Pjat, kom nu forbi og hør Amused ... (på CD, dog) på rigtigt store horn.

Eller rettere: til lykke med de Bozaks!

Dem vil jeg gerne høre.

PQR

Du er meget velkommen Peter. Men sådan helt seriøst mener du så at Q-sound fase-effekterne virker på dit hornsystem? Jeg har altid synes det har fungeret bedre på almindelige højttalere og undret mig over det. Pladen lyder fantastisk på alle store systemer, men det er nogle gange som om effekterne udebliver på diverse hornsystemer jeg har haft

[Captain Phoenix]

Tredje juledag - og stadig i jule-helligdags-mode. Dejligt.
Den langhårede ville gerne med til Grand-biografens formiddag-visning af Daniel Geller og Dayna Goldfine's fine, fine dokumentar om Leonard Cohen: "Hallelujah - a Journey, a Song".

Den kan ABSOLUT anbefales.

Hallelujah.jpeg

Sangen "Hallelulah" er udgang- og omdrejningspunktet for filmen, der følger Cohen lige fra hans første, usikre optræden ved Judy Collins' koncert (NYC 30/4 1967) til en af hans sidste koncerter (i Israel 2009).

Og selv om man nok hører (udsnit af) "Hallelujah" over 20 gange i løbet af de små 2 timer, filmen varer, så holder den hele vejen igennem. Cohen - der burde have fået Nobelprisen i litteratur længe før Dylan - formår at forene det religiøst ophøjede med det meget konkrete, sensuelt-erotiske i dén sang. Det er mageløst.

Der er masser af interviews med folk, som har arbejdet sammen med Cohen gennem årene - gode, indsigtsfulde indslag. Vi kommer forbi hans indledende album på Columbia (1967-71).
Og hvordan hans 1984-album "Various Positions" (med netop "Hallelujah") blev nægtet udgivelse af CBS-direktøren Walter Yetnikoff (en problematisk figur, der havde øjnene mere på profit end det kunstneriske). Yetnikoff fortalte Cohen "Leonard, we know you're great, but we don't know if you're any good" - og man ser i filmen, hvordan dén beslutning og bemærkning gjorde ondt på Cohen.
Selvfølgelig tog Yetnikoff fejl. Bob Dylan tog "Hallelujah" til sig - og albummet er blandt Cohens bedste.

Vi får - prisværdigt kort - behandlet "Death of a Ladies Man" (1977), som Phil Spector gjorde sit til at maltraktere, som han havde gjort det med "Let It Be" 7 år tidligere. Ingen stoppede ham desværre.

Og vi får set og hørt klip fra koncerterne i de tidlige 00'er. Tiden hvor Cohen afsluttede sit ophold i et Zen-buddistisk refugium, der varede det meste af 1990'erne - for at erfare, at hans assistent/manager havde tilranet sig alt - ALT - hvad han ejede. Manden var simpelt hen fallit...

Men det blev starten på Cohens sen-karriere i en alder af næsten 70 år, hvor han bl.a. i samarbejde med korsangeren, med-komponisten mm. Sharon Robinson udgav en stribe gode albums og havde lange koncert-turnéer.

Så filmen beskriver Cohen fra start til slut - og viser ham som den velformulerede, velklædte mand, han var stort set hele karrieren. En mand, der svarer begavet på interviewernes spørgsmål, og som står afklaret og reflekteret på det sted, han er i livet.
Jeg kunne ikke lade være at blive berørt ved at høre Cohen tale om og vise den erfaring og klarhed, han opbyggede gennem sit liv - og se hans glæde over hvordan publikum tog imod ham ved koncerterne i den sidste del af hans liv.

Københavnerne kan - og bør - se filmen indtil d. 4. januar - andre kan måske finde fremvisninger her.

[kbekke]

Leonard Cohen har altid været et mysterium for mig.

Sidst på eftermiddagen en sommerdag i 1988 står jeg alene på scenen foran et tomt telt efter at de sidste kabler er sat i stageboksen og skal lige til at tænde en velfortjent smøg. Der er for en gangs skyld helt stille og ikke et menneske i syne.

Men der er alligevel noget. Jeg kan mærke det. Jeg vender mig om og der, måske fem meter bag mig, står en lidt ældre herre. Velsoigneret og ulasteligt klædt i grå habit og brune sko. I sig selv ikke noget almindeligt syn på Nordeuropas Største Rockfestival.

Og han siger ikke noget. Jeg er ikke engang sikker på han registrerer, at jeg også er der. Han er der bare og jeg ved stadig ikke om han bare lige skulle op og checke det hele ud inden det gik løs. Eller om det, han i virkeligheden gjorde, var at lade sin karma, mana, mojo eller hvad det nu var han havde, indtage scenen på forhånd.

Men jeg ved, at mine hænder rystede og at jeg havde det som om jeg havde set et spøgelse eller måske en profet, da jeg lidt efter stod ude bagved i skurvognen med en kop kaffe i et hvidt plasticbæger og prøvede at få ild på en King’s.

Selve koncerten var vistnok “magisk”. Teltet var fyldt til randen og dem der var der, fik blandt meget andet både “First We Take Manhattan”, som var blandt tidens hits, “Dance Me To The End Of Love” og selvfølgelig også “Hallelujah”.

Jeg har aldrig set manden siden. Til gengæld var der mange år senere altid propfyldt i Uldum Kirke, når Ivan Pedersen gav sin version af “Hallelujah” under Gadefestivalen. Ved en bestemt lejlighed, var vi faktisk så mange, så at folk stod mast sammen i over 30 graders varme oppe i tårnet bagved orglet. Der var mange, der ikke kunne se et klap. Men de kunne høre Ivan synge “Hallelujah” og det var det eneste, de var kommet efter.

Så stærk er den sang og så stærk er Cohen’s mojo alle de år efter. Makes you think, som man siger.

Ellers så er det jo “bagjul” her og eftersom det har været Jul det meste af 2022 for mig, i hvert fald rent plademæssigt, så har jeg begrænset mig til kun at give mig selv en plade i år.

6F5D595B-663C-4799-88D6-0AA4DA84A4CA.jpeg

“Peace Treaty” er en af den slags plader, der måske skuffer en lille smule ved første gennemlytning. Jeg havde store forventninger efter “Live In Paris”-indspilningen med Georges Arvanitas Trioen. Meen giv den lige en chance og lad den snurre en dags tid eller to og se så om ikke den stille og roligt kryber ind under huden. Det har den i hvert fald gjort her. Det udvidede format giver mere kraft og saft til blæser-sektionen og er en fin baggrund for Davis’ geni.

Også selvom mine Beyerdynamic afslører et mikrofonbleed ude af kontrol i venstre kanal, der får det til at lyde som om den ene halvdel af ensemblet befinder i en domkirke, mens den anden sidder i en lavloftet klub. Det her er en stereoptagelse, der rent faktisk lyder bedst i mono - i hvert fald igennem hovedtelefoner.

7E0009E8-EE4A-4358-824B-1EC7488379B3.jpeg

Jeg har også fundet Mikkel’s RIAA frem fra skammekrogen igen og det har åbenbart hjulpet. Den har tilsyneladende besluttet sig for ikke at brumme mere. Eller i hvert fald ikke lige nu og det er “bår dæjli”. For at fejre triumfen fandt jeg kassen med rør frem for at lege lidt. I et års tid eller mere har der siddet nye 6922 og 12AX7 fra Electro Harmonix i og de har altid lydt godt og “ikke-røret”.

685F6CAB-DFD4-4F17-9FED-A35D9068FB72.jpeg

Et par ældre måske-Philips ECC88 og nye ECC83 S fra JJ røg i istedet. Det blev en lang og højlydt nat i selskab med Blue Oyster Cult, Van Halen, Thin Lizzy, Accept, Pretty Maids og Saxon - og ind i mellem numrene noget, der lød. Ikke som brum overhovedet. Snarere en svag brusen, lidt som at sidde på altanen oppe ved Lønstrup en sommeraften med en kølig. Et stenkast fra der, hvor verden falder brat ned og lytte til havet, når det kommer ind.

Slet ikke skidt her sidst i December. Men jeg har alligevel fundet et par nye JJ ECC88’ere frem bare for lige at finde ud ad, hvor det hav-brus mon egentlig kommer fra.

Happy listening.

[kbekke]

Jamen er der noget bedre?

End at træde ind af døren hos sin lokale pladepusher en helt almindelig tirsdag eftermiddag og blive mødt af. Deep Purple. Spillet højt nok til, at man lige så godt kan opgive at sige noget til det, men må nøjes med et thumbs-up og et mimet “Perfect Strangers?”.

Straks blev der kvitteret med et stort smil fra den anden side af disken og det var jo ikke fordi jeg skulle have noget. Som i noget bestemt. Jeg vidste godt, at min bestilling på Wilco’s “Cruel Country” ikke var landet endnu.

Men jeg skulle afgjort HA’ noget. Som Ulrich Thomsen i “Blinkende Lygter”. Der er jo slet ikke kommet nye plader ind i år og det går bare slet ikke. Jeg skulle have mit plade-fix og jeg skulle have det lige nu!

I den situation er der jo flere forskellige måder, man kan tilfredsstille sin trang på:

Man kan helt basalt gå på jagt efter noget og blive glad, når man finder det. Somme tider, når man gør det, falder man også over en plade, man egentligt helt havde glemt, hvor fed var og derfor slet ikke leder efter mere. Men som man også lige der bliver glad for at finde. Jeg er jo altid halvt-på-udkig efter Tom Petty og prøvede også at finde noget med Dylan, som jeg tror måske bliver mit næste store projekt at forstå. Dog uden held.

Men man kan også slå over på autopilot og i stedet lade pladerne finde en. Bare bladre rundt på må og få og give sig god tid til at kigge på alt det, man ellers bare går forbi. Det er også godt. Skulle man gå med noget Deodato, en blå Black Pumas i gennemsigtigt (yikes!) plastic-sleeve eller endelig få sig en ordentlig kopi af “Getz & Gilberto”?

Hvis der skal lidt sport i det, så kan man også køre den som en slags speeddating: Hvor man i stedet for at tænke over det, lader intuitionen råde og bestemmer sig i løbet af de første fem sekunder:

Should I Stay Or Should I Go?

Det sidste er bestemt det sjoveste og kan både give nitter og uventede gevinster. Man behøver ikke ALTID at satse på det sikre. Bud Powell på tilbud og Blue Note røg i stakken på den konto sammen med den seneste Band Of Horses.

F4BC672F-18F5-4119-BB7A-D33871C3A57E.jpeg

Men den sidste behøvede jeg nu ikke at overveje overhovedet. Det var skæbnen. Eller måske et af de her tilfælde, hvor flere forskellige tilfældigheder, der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, alligevel får det og på mystisk vis falder i hak på samme tid og sted.

“Perfect Strangers” snurrede stadig på det veltjente Audioscan-anlæg og jeg huskede ganske tydeligt hvornår, med hvem og under hvilke omstændigheder, jeg sidst hørte den plade for vel en 35 år siden. Men den her var jo the Real Deal og en, jeg mærkeligt nok aldrig har haft selv. Jeg har ejet indtil flere eksemplarer af “In Rock”, der af en eller grund altid har været NOK Deep Purple til mig. Når man har hørt den, så har man faktisk ikke behov for mere Purple. Lige nu eller måske i det hele taget. Den plade siger og rummer ligesom det hele. Har jeg altid syntes.

Det er først indenfor de sidste par år, at jeg har taget mig sammen til at få “Machine Head”, der faktisk viste sig at være endnu bedre end jeg huskede. For selvfølgelig har jeg hørt både den og “Made In Japan” til hudløshed “dengang”.

0BDF48AE-EEA4-47C1-ACB9-D8409223C15C.jpeg

Men jeg har aldrig lyttet til “Made In Japan”. Ikke på den måde, som jeg gør nu. Som et helt album, fra ende til anden og så forfra igen. Det har altid været irriterende, at “Child In Time” kommer allerede som skæring nummer to lige som festen er kommet igang og “The Mule” er jo bare noget, man springer over for at komme hurtigt videre fra “Smoke On The Water” til “Strange Kind Of Woman” og “Lazy”. Hvad skal det nummer egentligt der, midt i det hele?

For helt ærligt. Hvem gider at sidde derhjemme og finlytte alenlange live-trommesoloer, når Jon Lord og Ritchie Blackmore er på scenen?

Ja, det gør så jeg. Nu og i hvert fald når trommeslageren hedder Ian Paice. Når trommerne er så godt gengivet som her og når det samtidigt går op for mig, at det jo for fanden er JAZZ, de spiller lige der. Det er jo fuckin’ Art Blakey eller måske Elvin Jones langt inde i en Love Supreme, der sidder der i Tokyo en aften i 1972!

For den lyder godt, den her udgivelse. Der er masser af plads imellem instrumenterne, især for en live-optagelse. Paice’s trommesæt er velartikuleret også når der spilles delikat og så er der masser af bas. Men god bas, kontrolleret og med en sjælden klarhed i det dybe register. Man kan tydeligt adskille bas-figurerne, der kommer fra henholdsvis Lord’s orgel og Glover’s heftige Rickenbacker, når de giver den gas sammen på “Strange Kind” og “Space Truckin’”. Og vi får alle Gillan’s småkommentarer om “everything louder than everything else” og gryntet “yeah whatever” til slut i chasen med Blackmore på “Lazy” og i så uredigeret form, at det er tydeligt, at NU er han ved at være en lille smule træt af det der lead-guitarist-pis.

Det dobbelte live-album var jo nærmest en bunden opgave for ethvert seriøst rock- eller heavy-band tilbage i halvfjerdserne og jeg har da nogen stykker af dem. Men med undtagelse af Ten Years After’s “Recorded Live” fra 1973, er der vist ikke nogen af dem, der lyder lige så godt som denne “Made In Japan” fra 2010.

Men jeg blev alligevel lidt mistænksom ved at se et frejdigt “Friday Music”-logo på bagsiden af coveret, hvor det jo ikke skulle være. Hvad var nu det for noget?

Friday Music er, efter hvad jeg har kunnet finde ud af, et produktionsselskab, der udgiver autoriserede re-issues af lidt af hvert. Foretagendet er ejet af en Joe Reagoso, der tidligere og i hvert fald i egen selvforståelse med succes har arbejdet med PR i branchen i mange år. Han får sin del af had på SoMe. Både for størrelsen på sit ego, men især fordi han har for vane at kreditere sig selv for (re-)masteringen. Selvom alle godt ved, at det i virkeligheden ofte er Kevin Gray eller som i det her tilfælde Ron McMaster hos Capitol, der har stået for den alvorlige side af sagen.

Men der er også dem, der er ærlige nok til at rapportere, at i hvert fald nogle af Friday Music-udgivelserne rent faktisk ER gode og lyder godt. Der er i dette tilfælde mastered fra Warner Bros’ bånd og selvom det nok er sket digitalt og selvom denne udgave nok hverken lyder som en original eller en moderne super-deluxe udgave, så fejler den i hvert fald ikke noget i mine ører.

Ikke noget dårligt fix. Når det nu skulle være.

[Captain Phoenix]

God beretning, Kim
Jeg tror du har det væsentligste med Black Pumas, så de tre du fik med er helt forståelige (eller hvordan jeg skal sige det).
Og “Made in Japan” er bare et mesterværk - hold k… hvor spiller de 5 godt sammen (det var sidst på en lang tourné) og de har stærkt materiale fra de tre foregående DP Mark II studie-album.
Man kan iøvrigt sagtens købe “Fireball” også.

Godt med den gode lyd! Rainbo Records, der har presset den version, har i tidens løb fået megen kritik for dårlige presninger (men har ind imellem også lavet gode plader).
Du kunne jo tage den med til træffet - vil gerne høre den og sammenligne med en version jeg købte i 2021 (til aflastning fra min oprindelige 1973-version, som er spillet så mange gange som det album skal spilles: MANGE.
Jeg søgte efter “den definitive udgave” som åbenbart ikke findes (Speakers Corner, AP eller lign.). Jeg fandt den ihvertfald ikke og valgte denne ud fra omtale og at den er masteret i Abbey Road - https://www.discogs.com/release/1615693 ... e-In-Japan
Den lyder godt à la det du beskriver - og er et fremskridt ift. den gamle, godt brugte 73’er, som nu kan slappe af som pensionist her i samlingen. Den har klart fortjent Arne-pension!

Tak for beretningen.

PS: Jeg har altid opfattet Ian Gillan’s “Yeah, Whatever” som en opfordring til Blackmore om bare at give den fuld gas (i guitar-vokal-duellen på “Strange Kind Of Woman”). For pokker der er mesterklasse.
Og hvis du næste gang skulle falde over “Burn” (med DP Mark III), så snup bare den med også. Et godt album selv om Gillan og Glover havde forladt bygningen (bl.a. pga. kontroverser med Blackmore).

[kbekke]

God beretning, Kim
PS: Jeg har altid opfattet Ian Gillan’s “Yeah, Whatever” som en opfordring til Blackmore om bare at give den fuld gas (i guitar-vokal-duellen på “Strange Kind Of Woman”). For pokker der er mesterklasse.
Og hvis du næste gang skulle falde over “Burn” (med DP Mark III), så snup bare den med også. Et godt album selv om Gillan og Glover havde forladt bygningen (bl.a. pga. kontroverser med Blackmore).

Du har sikkert ret i begge dele og i hvert fald helt sikkert i at det efter 8 afspilninger i træk alligevel lykkedes mig at citere det forkerte nummer

Jeg tager den forkætrede Friday Music-udgave med til Hald. Så må vi se og høre om den bliver jordet. Jeg har jo som sagt ikke noget at sammenligne med - andet end en hukommelse, der tydeligvis er skarpere på hvad der skete for 30-40 år siden end i går!

[trikker]

Har fået fingrene i
SAVATAGE Dead winter dead.
Albummet er en lang historie om krigen der var 1990 til 1991 omkring byen Sarajevo. En af medlemmerne i bandet var nødhjælpsmedarber i byen, og dette har givet stof til albummet. Musikken spænder fra næsten opera agtig til
Hård rock. Hvis man kan lide teatralsk musik kan jeg varmt anbefale denne lp.