Kurdisk Blues.
Det er mørkt nu i Istanbul og jeg er ikke helt klar over præcist, hvordan jeg er endt her. I mange dage og nætter er jeg rejst på kryds og tværs af landet, langs kysterne, over sletterne og igennem bjergene. Til fods, på tommelfingeren, med båd, bus og med dolmus. Mit jordiske gods reduceret til, hvad der kan rummes i en slidt militær-rygsæk.
IMG_2211.jpeg
Imens er utallige glas te blevet drukket og ligeså mange utallige af de billige, lokale “Samsun”-cigaretter er blevet delt og røget i tavs samhørighed med fremmede.
-Som man nu gør det på disse kanter. Som en gestus. Jeg kender intet andet sted i verden så gæstfrit, som det landlige Tyrkiet.
Aldrig var jeg alene, altid i følge med min smukke, mørkhårede rejsefælle. Indtil. Nej, ikke tænke på det. På en eller anden måde har jeg hustlet mig helskindet tilbage ude østfra. Helt derude, hvor Armenien og Iran støder sammen med det, nogle med livet som indsats insisterer på at kalde “Kurdistan”.
IMG_2212.jpeg
Nu er jeg til gengæld alene som aldrig før. Opslugt af denne enorme by, der ligesom jeg, kæmper for at holde sig oppe, tynget ned af århundrederne og historien. Ingen i hele verden ved, at jeg er her.
IMG_2213.jpeg
Bortset fra den unge pige ved min side. Hun er vel nogle få år yngre end jeg. Næppe en dag over 17. Hun er den første tyrkiske pige, jeg har set iført vestlige klæder.
Jeans med kunstfærdige huller på knæene, en billig læderjakke, lidt for meget make-up og en tung duft af den slags rosenparfume, man kun støder på i Mellemøsten.
Hun er smuk. Hun ligner næsten min mørkhårede rejsefælle. Hun er champagnepige og hun burde ligeså lidt være her som jeg. Uden ord sidder vi og deler den samme blues. Det er alt. Andet sker der ikke.
Om lidt vil de komme og ribbe mig for mine sidste penge, til gengæld for champagnen og disse minutter, vi har haft sammen.
Men inden de kommer, er der en ting, jeg må vise hende. Op af lommen tager jeg det kasettebånd, jeg fandt på markedet i Diyarbakir midt imellem persiske mønter, sølvringe og mærkelige, gamle lommeure med arabiske tal på skiven.
Min eneste souvenir fra hele den lange rejse.
IMG_2214.jpeg
Pigen kigger på mig med sørgmodige øjne. Hun ved godt, hvad det er. Det er
kurdisk. Oprørsmusik. Forbudt. Med en kuglepen skribler hun på omslaget sit navn, et hjerte og en kort hilsen afsluttet med udråbstegn.
Aysa hedder hun.
Nu kommer de.
Udenfor i natten finder jeg tilbage til mit usle logi. Der stinker af kloak og dårligt forbrændt kul i de dunkle gader og jeg er ikke sikker på om mit ansigt er vådt af regnen eller af mine tårer. Jeg vågner, da det bliver lyst. Rystende og med høj feber. På alle måder elendig.
Nogle dage senere, i lufthavnen, netop som jeg skal til at boarde, bliver jeg hevet til side af en lille mand iført stikkende øjne under moustachen og et dårligt siddende jakkesæt. Han beder om at se mine papirer og hvad, jeg ellers har i lommerne.
Hvor skal jeg hen? Hvor har jeg været? Hvad har jeg lavet? Hvem har jeg været sammen med?
Jeg svarer efter bedste evne, mens flashbacks til samtaler, jeg har haft med ofre for juntaens "afhøringer" flimrer igennem mig. -I et svimmelt glimt ser jeg mig selv med brystvorterne fastgjort til et bilbatteri eller låst inde i et stålskab, nøgen og gennemtævet af gummiknipler.
Heldigvis er det forbudte bånd med protestsangene og pigens autograf godt gemt af vejen. Rullet ind i en sweater i den slidte rygsæk, der allerede er checket ind.
Det er blevet efterår, da jeg atter er hjemme igen. Det er ikke blevet meget bedre. Men hashen hjælper og så båndet med Ahmet Kaya, der kører igen og igen, mens bladene falder og dagene går med at stirre ud af vinduet.
“Resitaller 1” er en af de mest primitive optagelser, jeg kender. Det er intet andet end Ahmet Kaya, hans saz og så et meget entusiastisk "publikum", der bliver skruet op og ned for og som skiftevis lyder som om det befinder sig enten i en gymnastiksal eller på et fodboldstadion et helt andet sted. Men i al sin uperfekthed er det samtidigt også en af de optagelser, der har gjort størst indtryk på mit unge jeg.
IMG_2215.jpeg
Kombinationen af det elektrisk forstærkede strengeinstrument og Kaya's melodiske baryton, der skifter mellem sørgmodige sange og små revolutionære brandtaler, lyder ligeså autentisk og "tilstede", som når Bessie Smith på lak synger “After You’ve Gone” over en afstand af hundrede år. Det er dramatisk og højstemt, men på samme tid også dybt poetisk. Ahmet Kaya er en historiefortæller, der formidler de undertryktes fortvivlelse og smerte, men også deres drømme og håb om frihed. Det står lysende klart også selvom man ikke forstår et ord af, præcist hvad der bliver sunget og sagt.
Det er realisme eller “high fidelity” på en helt anden måde end selv den mest "perfekte" eller audiofile super-udgivelse. For lyden af Ahmet Kaya bringer mig tilbage. Hver gang:
Til Aysa og champagnebaren.
Til Istanbul og roen i Den Blå Moske. Sultanernes palads med påfuglene. Tæppehandlernes gade, hvor vi sad som blikfang og lokkede turister ind i Ahmed’s butik. Stilheden i de gigantiske romerske cisterner dybt nede under den travle by. Det flere hundrede år gamle hamam bag Hagia Sofia, hvor man stadig kan blive som født påny for en skilling.
Til en bus, der i høj fart og ad halsbrækkende veje bringer mig igennem natten og det Anatolske Højland med en sovende, mørkhåret skønhed lænet mod min skulder. -Op, op, op går det. Til Konya, hvor sneen overrasker os og får os til at le og fjolle efter ulidelige 40 graders varme nede ved kysten.
Til det lille tehus ved foden af Mount Nemrut, hvor jeg søvnig og ør af bjerg-klaustrofobi sidder på en pude på gulvet og betragter en ældgammel mand, der med sin lille hammer omhyggeligt laver en blok hvidt sukker om til de knalder, som er så absolut nødvendige for vores tyrkiske morgen-te.
Eller til den aften, hvor vi på vej hjem fra en hyggelig middag ved bredden af Van-søen i selskab med to kurdiske bøssevenner bliver passet op af sikkerhedspolitiet. Den mørkhårede og jeg får lov at gå. Men det gør de to andre ikke. De forsvinder ind i et mørkeblåt salatfad med påskriften “Poliisi”.
Vi ser dem aldrig igen. Jeg ser heller aldrig Aysa igen og lige der, som jeg sidder og glor stenet ud af vinduet på de faldende blade, tænker jeg, at jeg nok heller aldrig ser hende, min Mørkhårede Skønhed igen.