Gloria Gaynor fylder 80 år i dag.
: tors 7. sep 2023 12:01I dag – d. 7. september ’23 – fylder Gloria Gaynor 80 år.
Og det er en noget gladere (og musikalsk lettere) 80-års fødselar end gårsdagens ditto (Roger Waters).
Og mens Waters/Pink Floyd lavede musik og tekst om civilisationens skyggesider (magt-/penge-begær, undertrykkelse, krigens konsekvenser osv.), så lavede Gaynor på samme tid musik, som man kunne danse til – og som handlede om at være forelsket, at begære (ikke penge/magt, men ham/hende den anden) og – lad også bare sige det som det er – at komme i lag med den udvalgte.
Gaynor startede med at lave sit bedste album – ”Never Can Say Goodbye” – i 1975.
Det var lige da disco-bølgen startede og jeg startede i gymnasiet.
Hvor god timing var dét lige: Dér som 15-årig med hormonerne susende rundt i kroppen træder man ind i en ny 1. G-klasse med en masse nye piger og gymnasiefester – og Gaynor er klar med soundtracket til det hele. Tak mor og far.
Jeg havde dengang en Sony TC-630 spolebåndoptager med højttalere i låget. Den var (næsten) transportabel – i hvert fald slæbbar – og var med til mange af gymnasiefesterne. Så vidste man, som den der lavede mix-tapene, også hvornår de gode numre kom, hvornår der var en sjæler osv. Og Gaynor var selvfølgelig godt repræsenteret.
På hendes debut-album er hele side ét optaget af kun 3 numre, hver på over 6 minutter der går non-stop over i hinanden (nyt dengang). Det er 20 minutters særdeles dansabel musik med rytmen-gruppen i overdrive, high-hat’en på overarbejde og frække små guitar-riffs lagt ind under Gaynor faktisk flotte vokal-arbejde.
Det er sådan set bare at tilsætte nogle drinks, et dansegulv og pigerne fra klassen - og helst Jeanne, der var ¼ spansk og havde den lækreste teint. "Et voila" som franskmændene ville sige.
Men den var der så alligevel ikke helt… Ikke med Jeanne…
Og det kan jeg faktisk kun ”takke” mig selv for – af årsager jeg har tænkt en del over de sidste knap 50 år...
Var jeg ret lun på hende – endda småforelsket? Ja bestemt.
Var hun interesseret? Ja helt bestemt.
Sagde hun (op til hendes 17-års fødselsdag 28. sep. 1976): ”Hvis du giver mig den ("Never Can Say Goodbye") kan vi danse til den på mit værelse”? Ja – det sagde hun sgu’!
Men jeg nølede altså overfor noget (nogen), der kunne have ændret en pæn del af min livsbane.
Pokker osse – og en bekræftelse af at man ærgrer sig langt mere over det man ikke gør, end over det man gør. Og det var ikke Gloria Gaynor’s skyld, for hun gav med ”Never Can Say Goodbye” springbrættet til at danse ud – og ind i armene på hinanden. Det var min egen skyld.
Gaynor udgav 7 (disco-)album indenfor kun 4 år (1975-79) inden de bedrøvelige ’80-ere ramte os alle sammen og tingene begyndte at gå i opløsning.
Jeanne tog en uddannelse som tandklinik-assistent, flyttede til Helsingør og giftede sig med tandlægen på klinikken. Jeg læste politik på universitetet, røg pibe & hash og flyttede i kollektiv.
Det havde sgu’ nok aldrig fungeret…
Men Gloria Gaynor’s musik fungerede for det den var lavet til: At danse og slippe glæden og energien løs. Musik der er til kroppen og benene (hvor Pink Floyds jo mere er til hjernen).
Vi har brug for begge dele – så ganske passende at to vigtige musikere på hver sin banehalvdel runder de 80 med kun én dags mellemrum.
PS: Gloria Gaynor's signatur-nummer er med årene blevet ”I Will Survive” (1978), som nok både handler om hendes personlige ”overlevelse” af barndommens svære udfordringer (se artiklen) og bredere om at man/kvinder er stærke og kan overleve modgang.
Og for at det nu ikke skal blive aaalt for tungt & alvorligt det her, så lad mig slutte med et link til denne lille video lavet med netop ”I Will Survive” som lydspor. Manden bag – Victor Navone – fik i øvrigt job og en karriere i animationsbranchen på grund af videoen.
Og det er en noget gladere (og musikalsk lettere) 80-års fødselar end gårsdagens ditto (Roger Waters).
Og mens Waters/Pink Floyd lavede musik og tekst om civilisationens skyggesider (magt-/penge-begær, undertrykkelse, krigens konsekvenser osv.), så lavede Gaynor på samme tid musik, som man kunne danse til – og som handlede om at være forelsket, at begære (ikke penge/magt, men ham/hende den anden) og – lad også bare sige det som det er – at komme i lag med den udvalgte.
Gaynor startede med at lave sit bedste album – ”Never Can Say Goodbye” – i 1975.
Det var lige da disco-bølgen startede og jeg startede i gymnasiet.
Hvor god timing var dét lige: Dér som 15-årig med hormonerne susende rundt i kroppen træder man ind i en ny 1. G-klasse med en masse nye piger og gymnasiefester – og Gaynor er klar med soundtracket til det hele. Tak mor og far.
Jeg havde dengang en Sony TC-630 spolebåndoptager med højttalere i låget. Den var (næsten) transportabel – i hvert fald slæbbar – og var med til mange af gymnasiefesterne. Så vidste man, som den der lavede mix-tapene, også hvornår de gode numre kom, hvornår der var en sjæler osv. Og Gaynor var selvfølgelig godt repræsenteret.
På hendes debut-album er hele side ét optaget af kun 3 numre, hver på over 6 minutter der går non-stop over i hinanden (nyt dengang). Det er 20 minutters særdeles dansabel musik med rytmen-gruppen i overdrive, high-hat’en på overarbejde og frække små guitar-riffs lagt ind under Gaynor faktisk flotte vokal-arbejde.
Det er sådan set bare at tilsætte nogle drinks, et dansegulv og pigerne fra klassen - og helst Jeanne, der var ¼ spansk og havde den lækreste teint. "Et voila" som franskmændene ville sige.
Men den var der så alligevel ikke helt… Ikke med Jeanne…
Og det kan jeg faktisk kun ”takke” mig selv for – af årsager jeg har tænkt en del over de sidste knap 50 år...
Var jeg ret lun på hende – endda småforelsket? Ja bestemt.
Var hun interesseret? Ja helt bestemt.
Sagde hun (op til hendes 17-års fødselsdag 28. sep. 1976): ”Hvis du giver mig den ("Never Can Say Goodbye") kan vi danse til den på mit værelse”? Ja – det sagde hun sgu’!
Men jeg nølede altså overfor noget (nogen), der kunne have ændret en pæn del af min livsbane.
Pokker osse – og en bekræftelse af at man ærgrer sig langt mere over det man ikke gør, end over det man gør. Og det var ikke Gloria Gaynor’s skyld, for hun gav med ”Never Can Say Goodbye” springbrættet til at danse ud – og ind i armene på hinanden. Det var min egen skyld.
Gaynor udgav 7 (disco-)album indenfor kun 4 år (1975-79) inden de bedrøvelige ’80-ere ramte os alle sammen og tingene begyndte at gå i opløsning.
Jeanne tog en uddannelse som tandklinik-assistent, flyttede til Helsingør og giftede sig med tandlægen på klinikken. Jeg læste politik på universitetet, røg pibe & hash og flyttede i kollektiv.
Det havde sgu’ nok aldrig fungeret…
Men Gloria Gaynor’s musik fungerede for det den var lavet til: At danse og slippe glæden og energien løs. Musik der er til kroppen og benene (hvor Pink Floyds jo mere er til hjernen).
Vi har brug for begge dele – så ganske passende at to vigtige musikere på hver sin banehalvdel runder de 80 med kun én dags mellemrum.
PS: Gloria Gaynor's signatur-nummer er med årene blevet ”I Will Survive” (1978), som nok både handler om hendes personlige ”overlevelse” af barndommens svære udfordringer (se artiklen) og bredere om at man/kvinder er stærke og kan overleve modgang.
Og for at det nu ikke skal blive aaalt for tungt & alvorligt det her, så lad mig slutte med et link til denne lille video lavet med netop ”I Will Survive” som lydspor. Manden bag – Victor Navone – fik i øvrigt job og en karriere i animationsbranchen på grund af videoen.
