Hvad snurrer netop nu?

[Lautreamont]

Jeg er meget begejstret for den norske jazzsaxofonist Jan Garbarek.

Hans oeuvre er omfangsrigt og forskelligartet. Han har spillet sammen med adskillige bemærkelsesværdige kunstnere; nævneværdigt er hans samarbejde med klaverkolossen Keith Jarrett (den "europæiske kvartet". Jeg har særligt været begejstret for hans indledende plader, før han blev produkt af ECM æstetiske udtryk (en påstand der står for min egen regning).

Efter min mening bør man, hvis man har interessen for avantgardistisk jazz, lytte til følgende af hans tidlige værker:

Sart 1971 ECM 1015 ST
Afric Pepperbird 1971 ECM 1007
Tryptokon 1973 ECM 1029 ST
Witchi-Tai-To 1974 ECM 1041 ST

Det er ekspressiv og avantgardistisk musik, men Garbarek formår at inkorporere en nordisk, folkelig tone som er yderst bemærkelsesværdig. Man kan sagtens høre inspiration fra Albert Ayler og John Coltrane (post 1964).

Afric Pepperbird blev for nylig lanceret i et genoptryk i ECMs ekslusive "Luminessence"-serie. Jeg venter stadig på pakken fra ECM, men jeg glæder mig umenneskeligt til at kaste mig over den. Lyden på de øvrige plader er sublim og man kan roligt bruge pladerne som referenceplader og for at teste og afprøve sit anlæg.

Er der andre der holder af Garbarek ligesom jeg eller måske lytter til tilsvarende musik, som man kan blive inspireret af?

Post scriptum: Jeg vil se om jeg ikke kan uploade billeder af pladerne når de er kommet.

[kbekke]

Jeg er kæmpestor fan af Manfred Eicher og ECM's musikalske univers.

Jan Garbarek er ikke en musiker, jeg har dyrket særlig meget (endnu) og jeg kender ham da også bedst fra samarbejdet med Jarrett.

IMG_1295.jpeg

Uden at kende Garbarek's tidlige arbejder tænker jeg, at "My Song" måske adskiller sig lidt herfra?

Jeg oplever i hvert fald ikke albummet som udpræget ekspressivt, avantgarde eller særligt nært beslægtet med den vildere free jazz fra tresserne. Udtrykket her er langt mere lyrisk og uden de flerstemmige dissonanser, som nogle måske har lidt svært ved at fordøje hos den senere Coltrane o.a.

Selv en komposition som "Mandala", der lyder som free jazz, bliver stadig spillet forholdsvis "rent" og så at sige "med hårene". For disse ører.

Men "My Song" er under alle omstændigheder et typisk eksempel på "lyden af ECM": Altid fremragende optaget og produceret og med musik og musikere, som man kun sjældent finder andre steder.

Det er ikke alle, der er lige vilde med det og det behøver man jo heller ikke at være. Der er meget andet, der også er godt.

[Lautreamont]

"My Song" er anden udgivelse fra den europæiske kvartet, efterfulgt af "Belonging" som også er værd at undersøge. Jeg har aldrig været vildt begejstret for Jarretts flirten med country-genren, men det er en personlig sag. I øvrigt mener jeg at han er langt bedre som pianist end som komponist.

Musikken adskiller sig væsentligt fra Garbareks tidlige udgivelser, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er godt - tværtimod.

Tak for tippet med "Mandala" - den vil jeg prøve at sætte mig ind i senere i aften.

[kbekke]

Dagens høst. Med skam hjembragt, ikke fra min faste plade-pusher, men fra nærmeste GLS drop-point.

Jeg prøver at købe så meget som muligt lokalt og fysisk. Jeg nyder den luksus, det er at gå ind i en rigtig gammeldags pladebiks og min lokale af slagsen er som et ekko af en svunden tid eller måske snarere af filmen “High Fidelity”.

Men engang imellem kan det være nødvendigt at gå andre steder hen, når der skal fyldes specifikke huller i samlingen ud og Rob (der i virkeligheden hedder Rene) skal nok få held til at få prakket mig noget andet på inden alt for længe.

Hvadenten det så er den nye med The Beta Band eller Belle And Sebastian

IMG_2361.jpeg

Det var albummet “Adams’s Apple” (udgivet i 1967), der for alvor lod mig forstå, hvor stor og genial en kunstner Wayne Shorter egentlig var.

“Speak No Evil” er så at sige forløberen til forløberen af “Adam’s Apple”, idet Shorter udgiver hele to albums i 1966. Først “Speak No Evil” og åbenbart lidt senere den religiøst inspirerede “The All Seing Eye”. Et album, der også er ekstremt spændende omend det måske rent musikalsk er lidt mere krævende end de to andre.

Men uanset hvad, så introducerer Wayne Shorter på “Speak No Evil” en anden måde at spille jazz på. Mere kompositorisk og mere raffineret end den hårde bop. Men stadig jazz, der swinger og er fuld af energi. “Speak No Evil” må være et album, der hører hjemme hos alle, der interesserer sig for Wayne Shorter og jazzens udvikling i anden halvdel af tresserne. Albummet bliver også grundigt behandlet i podcasten “Jazz Konversationer”, som ralphandersen var så venlig at henlede opmærksomheden på.

Jeg er efterhånden nået dertil i min Jakob Bro-mani, at jeg stort set køber alt, hvad jeg kommer i nærheden af. Ikke fordi det er nødvendigt. Jeg kan bare ikke lade være. Det er lidt ligesom, da jeg for snart mange år siden opdagede Keith Jarrett og blev så opslugt, at jeg stort set ikke hørte andet end “Standards I” og “II” i flere måneder. Bro har ligesom Jarrett udgivet temmelig mange plader, der selvfølgelig er forskellige, men i bund lyder af det samme. Eller i hvert fald gør det samme ved lytteren. Mig.

Man kan roligt sige, at jeg på et tidspunkt nok simpelthen var afhængig af Keith Jarrett. Så vidt er det endnu ikke med Jakob Bro. Men jeg finder alligevel en stor ro ved at dykke ned i hans musikalske univers, der netop ikke består af takter, rytmer og genkendelige akkord-forløb. I traditionel forstand sker der på albummet “Streams” ikke en skid og det er netop det, der er det fantastiske ved det. Der er tid, oceaner af tid faktisk, til at dvæle ved hver enkelt tone og følge den sustaine ud i ingenting. Flere af kompositionerne som f.eks. min favorit “Heroines” fremstår i virkeligheden mest som fortolkninger af nordiske folkemelodier tilsat Bro’s signaturlyd af elektronica-effekter og looping.

Nogen kalder det musik for sorte duer, andre musik for pausefisk og det er lige præcis det, det er. Og alt muligt andet, som man giver sig selv lov til at opleve. Nogle gange handler musikken ikke om “at nå frem” eller vide, hvor man skal hen.

Nogle gange er det bare rejsen og det, der sker undervejs, der er det vigtige.

[Lautreamont]

Wayne Shorter var en genial komponist og en eminent orkesterleder. Jeg er fuldstændig enig med ovenstående fra Kbekke; de nævnte værker er "must-haves" for jazzentusiaster.

Må man spørge om hvilket tryk du hører?

[kbekke]

Wayne Shorter var en genial komponist og en eminent orkesterleder. Jeg er fuldstændig enig med ovenstående fra Kbekke; de nævnte værker er "must-haves" for jazzentusiaster.

Må man spørge om hvilket tryk du hører?

Det er en 2021 reissue i Blue Note “Classic”-serien. Kevin Gray mastering og Optimal pressing. Mit eksemplar er fejlfrit, som det bør og med enkelte undtagelser også plejer at være fra Blue Note.

[ralphandersen]

Pentangles anden studieplade fra de tidlige 70'ere.

Pentangle Cruel Sister.jpg

Britisk folk med jazzbas og trommer. For første gang har gruppen lidt elektrisk guitar med lige den rigtigt dosis forvrængning. To til fire stemmig sang og tekster med mange vers om sømænd, spillemænd der kan spille sig i seng med damer og en søster der bliver druknet (af sin søster over en mand). Søsteren skyller i land og der bliver lavet en harpe af hendes brystben med tre strenge af hendes hår som strenge. Harpen spiller af sig selv til den onde søsters bryllup og fortæller at "bruden druknede sin lillesøster"

[Fensten]

En tidlig morgen hos Imusic i Lystrup/Risskov/Aarhus

Til min og andres store overraskelse havde en ordentlig flok pladeentusiaster taget opstilling foran Imusic her til morgen.

Det var faktisk et rigtigt fint RSD udbud i dag. To LP’er havde jeg udset mig, hvis lejligheden bød sig.

“Bill Evans Everybody dig Bill Evans” mono og Jeff Buckley & Gary Lucas “Songs to no one”.

Dørene åbnedes og kunderne strømmede indenfor.

Der var trængsel om pladekisterne, høfligt kiggede man op og lod den næste komme til. Plade efter plade blev vippet igennem fingrene. Kiste efter kiste blev gennemsøgt. Usikkerheden begyndte stille at indfinde sig. BE udgivelsen var først planlagt til 4500 eksemplarer. Ikke mange. Senere rygtedes at 7500 eksemplarer skulle være trykket ??

Endelig dukkede et eksemplar af BE E.D.BE og den første LP var i hus.

Jeff Buckley blev snuppet af en af de mere morgenfriske end jeg. Lykkeligvis faldt Captain Phoenix over den på hans RSD jagt i Nørre Alslev. Så alt er godt.

Indtil at Claus og jeg udveksler LP’er kan jeg nyde Bill Evans Everybody digs….. i mono.


Den lyder mageløst. Super dynamisk og velopløst. Matt Luthens (Kevin Grey discipel) fra CoHEARent Audio har stået for mastereringen og RTI for presningen. Cover og grafik er nydeligt og i fornem kvalitet (Stoughton).

Med udgivelsens kvalitet og pris (379,-) in mente kunne man udmærket mene at en gatefold med flere billeder var på sin plads. Vi er trods alt i Tone Poets prisniveau her.

Men det er også eneste kritikpunkt.

Mvh.


Fensten

[kbekke]

Åh, det havde jeg da helt glemt!

Men godt at se, at LP-kulturen stadig kan trække folk op ad sofaen og ud i de fysiske plade-bikse

Hvad mon jeg ellers er gået glip af i dag, mens jeg i stedet har været på

...arbejde?

[Captain Phoenix]

Jeff Buckley blev snuppet af en af de mere morgenfriske end jeg. Lykkeligvis faldt Captain Phoenix over den på hans RSD jagt i Nørre Alslev. Så alt er godt.

Ja - alt er vældig godt.
Nørre Alslev har ca. 2.500 indbyggere og burde være alt for lille til at have en velassorteret vinyl (og CD) butik. Men det har den altså - og med nogle gode priser og tilbud oveni.

Så det endte sådan her, inden jeg snurrede bilen rundt med en god last (inkl. Jeff Buckley til Fensten - godt at man kan hjælpe hinanden):

IMG_0373.jpg

Vi fik iøvrigt en Bill Evans "Everybody digs..." i overskud efter dagens indkøb.
Den kan måske interessere én herinde (er det nu din Evans-rejse begynder, Kim?).
Billigste på nettet står til 450,- inkl. porto - "vores overskudseksemplar" kan fås for indkøbsprisen på kr. 379,- og medbringes til træffet.

[bjerager]

Du må godt medbringe den til mig....

[kbekke]

Vi fik iøvrigt en Bill Evans "Everybody digs..." i overskud efter dagens indkøb.
Den kan måske interessere én herinde (er det nu din Evans-rejse begynder, Kim?).
Billigste på nettet står til 450,- inkl. porto - "vores overskudseksemplar" kan fås for indkøbsprisen på kr. 379,- og medbringes til træffet.

Jeg takker for tanken. Men jeg har desværre netop i dag måttet melde afbud til træffet.

Det var selvfølgelig også dumt at melde sig til uden at have udarbejdet en vandtæt forklaring til familien på, hvorfor jeg egentlig hellere ville være i Tølløse på min fødselsdag end hjemme sammen med dem

Så det er meget fint med mig, hvis det overskydende eksemplar af Bill Evans bliver handlet til anden side og vel også gerne uden for denne tråd

Men også fordi min rejse med Bill Evans jo allerede er i gang og har været det i et stykke tid, faktisk.

IMG_1300.jpeg

Jeg er jo ikke Bill Evans-ekspert eller “devotee” (endnu i hvert fald). Så jeg vil ikke sige andet end at vi efterhånden er ved at blive rigtigt gode venner “Trio ‘65”-pladen og jeg.

Jeg begynder så småt at lære, hvad det er, jeg skal lytte efter hos Evans for at begynde også at forstå det.

Men jeg bliver selvfølgelig også hjulpet godt på vej af trio-formatet, den perfekte presning og ikke mindst den meget dynamiske og velartikulerede mastering. Her er for en gangs skyld en Rudy Van Gelder-optagelse, der ikke lyder som en Rudy Van Gelder og hvor det rent faktisk måske er en GOD ting.

[Lautreamont]

@Kbekke: Bill Evans spiller uhyggelig stramt på den plade og selvom optagelsen er en anelse flad, så vælter man stadig bagover når klaversoloen på pladens første nummer begynder. Det er bare hammerlækkert.

Sig endelig til hvis du har behov for lidt anbefalinger i den retning.

[Fensten]

Vi fik iøvrigt en Bill Evans "Everybody digs..." i overskud efter dagens indkøb.
Den kan måske interessere én herinde (er det nu din Evans-rejse begynder, Kim?).
Billigste på nettet står til 450,- inkl. porto - "vores overskudseksemplar" kan fås for indkøbsprisen på kr. 379,- og medbringes til træffet.

Jeg takker for tanken. Men jeg har desværre netop i dag måttet melde afbud til træffet.

Det var selvfølgelig også dumt at melde sig til uden at have udarbejdet en vandtæt forklaring til familien på, hvorfor jeg egentlig hellere ville være i Tølløse på min fødselsdag end hjemme sammen med dem

Så det er meget fint med mig, hvis det overskydende eksemplar af Bill Evans bliver handlet til anden side og vel også gerne uden for denne tråd

Men også fordi min rejse med Bill Evans jo allerede er i gang og har været det i et stykke tid, faktisk.

IMG_1300.jpeg

Jeg er jo ikke Bill Evans-ekspert eller “devotee” (endnu i hvert fald). Så jeg vil ikke sige andet end at vi efterhånden er ved at blive rigtigt gode venner “Trio ‘65”-pladen og jeg.

Jeg begynder så småt at lære, hvad det er, jeg skal lytte efter hos Evans for at begynde også at forstå det.

Men jeg bliver selvfølgelig også hjulpet godt på vej af trio-formatet, den perfekte presning og ikke mindst den meget dynamiske og velartikulerede mastering. Her er for en gangs skyld en Rudy Van Gelder-optagelse, der ikke lyder som en Rudy Van Gelder og hvor det rent faktisk måske er en GOD ting.

Det var også der jeg startede med BE. Jeg har begge AP Acoustic Sounds Series. De er gode men for mit vedkommende var de store øjenåbnere. “Waltz for Debbie”, “Sunday at The Village Vanguard”, “Everybody digs Bill Evans” og “Undercurrent”.

Skøn rejse, du er på.



Mvh.



Fensten

[Elway]

En af mine yndlingsplader…. Crosby, Stills & Nash debutalbum fra 1969.

Det vil muligvis være lidt for “parfumeret” for nogle, men jeg er vild med de sange, og i særdeleshed de meget flotte vokalharmonier. Den er i min optik et solidt værk, der vil klæde enhver samling (det samme kan man sige om deres næste album “Dejá Vu”).

Jeg har investeret i en 45RPM Analogue Productions udgave. Det er godt, rigtigt godt! Den snurrer netop nu….

IMG_3838.jpeg