Hvad snurrer netop nu?

[Fensten]

Én efter én kom SMS’er dumpende ind med anmodninger om at afhente i nærmeste lokale kiosk.

Da pusten var gået af Babet, var det tid til at begive sig ud for at samle pladerne op.

REM Automaitic for The people. EU tidlig udgivelse.

Endelig bød der sig lejlighed til at føje et af de vigtige albums fra mine formative år til samlingen. Og endda et album, som min bedre halvdel og jeg jeg har skønne minder fra :)

Talk Talk “The Colour of spring” EU første presning. Virkelig en god oplevelse fra musik til mastering og presning. Tør man skrive reference kvalitet??

Tom Waits “Swordfish trombone”.
Den første stillede opgaven på Arkitektskolen i Aarhus. 24 timers registreringsopgave, der afsluttedes en varm sommeraften i august i Mindeparkens, runde Mindelund, der rammede nattehimlen ind. Fyrfadslys på fliserne dansede på fliserne og stjerner på himlen ligeså. Alt-i-mens Swordfish Trombone spillede fra en ghettoblaster.

Skønt endelig, at have en teleportal til 1999 :) Har i også én??

Den sidste plade er Quiet Kenny, der har stået på ønskelisten, siden at jeg missede den til RDS 2021. Nu er den her. Musikken er fantastisk. Presning og mastering ligeså.

Vil i have fingre i et eksemplar, fåes det hos Phono.dk.


God lørdag,


Fensten

[kbekke]

Automatic For The People: Soundtracket til 92-93.

Lyden af at droppe ud. Som i helt ud og af det hele. I frit fald uden net og istedet mirakuløst samlet op af en engel med udsigt til Vor Frelsers Kirkegaard. Med 808 State og Jægersborggade på bagsmækken. Men endnu før “Superunknown” og Baal’s “Sensorama”-koncert på Loppen, der på samme tid var som at dø og blive født igen.

Nr. 16 med lam og ekstra hvidløg var altid vores favorit nede hos “Pino” i Holmbladsgade. Hvis ikke det var den billige (men alligevel fantastiske) curry på “Dhaka Town”. Mens jubelråbene gjaldede ud af de åbne vinduer en varm sommeraften, hvor der blev spillet fodbold ovre i Sverige. Åbnede hun en rød peberfrugt med en lille peberfrugt indeni og udbrød forbavset: “Se! Den har en BABY!”.

Dagen efter stod jeg nede ved mælken i Irma’en på Amagerbrogade, da een råbte ind ude fra gaden:

“NU KOMMER DE!!!”

Og et splitsekund senere var hele butikken inklusive dem, der sad ved kassen ude på fortovet for sammen med tusindvis af andre at hylde de hjemvendte helte. Mens jeg stod tilbage med en liter letmælk og pastaskruer, som jeg ikke kunne komme til at betale for. Den sommer var magisk. Den sommer kunne og gjorde vi alt. Men selvfølgelig var det altsammen alt for godt til at kunne vare ved.

“Drive” og “Everybody Hurts” kom med efteråret. Allevegne og hele tiden. Som en mærkelig blanding af undergang og uimodståelig tiltrækning. I hver en radio og på hver en CD-spiller. I hver en bar, taxa og alle mulige andre steder i den malstrøm, der var byen og jeg har aldrig tænkt, at det kunne være anderledes.

Som i at det for eksempel kunne have været på LP. Eller at det for den sags skyld kunne have endt på nogen anden måde.

“Alles ist vorbei” blev der skrålet og skålet alle steder. Men i virkeligheden var det kun lige begyndt…

[pqrannes]

Automatic For The People: Soundtracket til 92-93.

Lyden af at droppe ud. Som i helt ud og af det hele. I frit fald uden net og istedet mirakuløst samlet op af en engel med udsigt til Vor Frelsers Kirkegaard. Med 808 State og Jægersborggade på bagsmækken. Men endnu før “Superunknown” og Baal’s “Sensorama”-koncert på Loppen, der på samme tid var som at dø og blive født igen.

Nr. 16 med lam og ekstra hvidløg var altid vores favorit nede hos “Pino” i Holmbladsgade. Hvis ikke det var den billige (men alligevel fantastiske) curry på “Dhaka Town”. Mens jubelråbene gjaldede ud af de åbne vinduer en varm sommeraften, hvor der blev spillet fodbold ovre i Sverige. Åbnede hun en rød peberfrugt med en lille peberfrugt indeni og udbrød forbavset: “Se! Den har en BABY!”.

Dagen efter stod jeg nede ved mælken i Irma’en på Amagerbrogade, da een råbte ind ude fra gaden:

“NU KOMMER DE!!!”

Og et splitsekund senere var hele butikken inklusive dem, der sad ved kassen ude på fortovet for sammen med tusindvis af andre at hylde de hjemvendte helte. Mens jeg stod tilbage med en liter letmælk og pastaskruer, som jeg ikke kunne komme til at betale for. Den sommer var magisk. Den sommer kunne og gjorde vi alt. Men selvfølgelig var det altsammen alt for godt til at kunne vare ved.

“Drive” og “Everybody Hurts” kom med efteråret. Allevegne og hele tiden. Som en mærkelig blanding af undergang og uimodståelig tiltrækning. I hver en radio og på hver en CD-spiller. I hver en bar, taxa og alle mulige andre steder i den malstrøm, der var byen og jeg har aldrig tænkt, at det kunne være anderledes.

Som i at det for eksempel kunne have været på LP. Eller at det for den sags skyld kunne have endt på nogen anden måde.

“Alles ist vorbei” blev der skrålet og skålet alle steder. Men i virkeligheden var det kun lige begyndt…

Tusind tak for en storslået reportage fra en af de tidsrejser, musikken kan sende en på.

PQR

[Tonni]

For et par år siden, besluttede min søn sig for at udfordre min musikalske sfære.

Det i en grad, så jeg jævnligt må tilbage...

Kunstneren har meget dybe rødder, kombineret med noget Nick Cave, og en gang Folk, der spænder bredt.
Han har meget svært ved at holde sig i Canada. Men det gør slet ikke noget!
At han så ikke har været særlig produktiv. Men svjv kun har fire albums bag sig, er lidt synd.

Hans første album, ser sådan ud:

Ben_Caplan.jpg

Og kan findes bl.a. på Tidal

Han hedder Ben Caplan...

Velbekomme!

[lillebror]

Ben Caplan spiller i Kbh d 5. nov, så vidt jeg kan se.

https://www.hotelcecil.dk/datoer/ben-caplan-ca

[KlausM]

Ben Caplan spiller i Kbh d 5. nov, så vidt jeg kan se.

https://www.hotelcecil.dk/datoer/ben-caplan-ca

[kbekke]

[youtube][/youtube]

For et par år siden, besluttede min søn sig for at udfordre min musikalske sfære.

Det i en grad, så jeg jævnligt må tilbage...

Kunstneren har meget dybe rødder, kombineret med noget Nick Cave, og en gang Folk, der spænder bredt.
Han har meget svært ved at holde sig i Canada. Men det gør slet ikke noget!
At han så ikke har været særlig produktiv. Men svjv kun har fire albums bag sig, er lidt synd.

Hans første album, ser sådan ud:

Ben_Caplan.jpg

Og kan findes bl.a. på Tidal

Han hedder Ben Caplan...

Velbekomme!

En spændende fætter. Kender godt navnet, men ikke musikken. Endnu.

Tak for tippet, Tonni

[Tonni]

Jamen rigtig god rejse! Ben Caplan er et spændende bekendtskab. Eller en flugt værd måske?

Når nu i er ude, i de lidt skævere genrer, kunne Brown Bird måske også være et besøg værd?
- Også en anbefaling fra Sønnike...

[Fensten]

Automatic For The People: Soundtracket til 92-93.

Lyden af at droppe ud. Som i helt ud og af det hele. I frit fald uden net og istedet mirakuløst samlet op af en engel med udsigt til Vor Frelsers Kirkegaard. Med 808 State og Jægersborggade på bagsmækken. Men endnu før “Superunknown” og Baal’s “Sensorama”-koncert på Loppen, der på samme tid var som at dø og blive født igen.

Nr. 16 med lam og ekstra hvidløg var altid vores favorit nede hos “Pino” i Holmbladsgade. Hvis ikke det var den billige (men alligevel fantastiske) curry på “Dhaka Town”. Mens jubelråbene gjaldede ud af de åbne vinduer en varm sommeraften, hvor der blev spillet fodbold ovre i Sverige. Åbnede hun en rød peberfrugt med en lille peberfrugt indeni og udbrød forbavset: “Se! Den har en BABY!”.

Dagen efter stod jeg nede ved mælken i Irma’en på Amagerbrogade, da een råbte ind ude fra gaden:

“NU KOMMER DE!!!”

Og et splitsekund senere var hele butikken inklusive dem, der sad ved kassen ude på fortovet for sammen med tusindvis af andre at hylde de hjemvendte helte. Mens jeg stod tilbage med en liter letmælk og pastaskruer, som jeg ikke kunne komme til at betale for. Den sommer var magisk. Den sommer kunne og gjorde vi alt. Men selvfølgelig var det altsammen alt for godt til at kunne vare ved.

“Drive” og “Everybody Hurts” kom med efteråret. Allevegne og hele tiden. Som en mærkelig blanding af undergang og uimodståelig tiltrækning. I hver en radio og på hver en CD-spiller. I hver en bar, taxa og alle mulige andre steder i den malstrøm, der var byen og jeg har aldrig tænkt, at det kunne være anderledes.

Som i at det for eksempel kunne have været på LP. Eller at det for den sags skyld kunne have endt på nogen anden måde.

“Alles ist vorbei” blev der skrålet og skålet alle steder. Men i virkeligheden var det kun lige begyndt…

Tak KBekke. Der er jo lige netop det som så fint beskriver, der er helt særligt ved
musik. Stor tommel op for dit fine skriv.

Noget helt andet er at Automatic for the people og The The Dusk driller mine ører.

På Automatic er der på “Sidewinder sleps tonight”, “Everybody hurts” og Man on the Moon” nogle passager hvor vokal og rytmesektion er ude af synch. Det er som om at sætninger, startes for tidligt, for sløset og giver en fornemmelse af at rytmesektion og vokal flyder skævt ind og ud af hinanden. Det samme er tilfældet på The The’s “Slow emotion replay”.

Er det kun mig? der bliver små svimmel og irreteres over disse tydelige musikalske “småfejl”?? :)


Mvh.


Fensten

[kbekke]

Tak KBekke. Der er jo lige netop det som så fint beskriver, der er helt særligt ved
musik. Stor tommel op for dit fine skriv.

Noget helt andet er at Automatic for the people og The The Dusk driller mine ører.

På Automatic er der på “Sidewinder sleps tonight”, “Everybody hurts” og Man on the Moon” nogle passager hvor vokal og rytmesektion er ude af synch. Det er som om at sætninger, startes for tidligt, for sløset og giver en fornemmelse af at rytmesektion og vokal flyder skævt ind og ud af hinanden. Det samme er tilfældet på The The’s “Slow emotion replay”.

Er det kun mig? der bliver små svimmel og irreteres over disse tydelige musikalske “småfejl”?? :)


Mvh.


Fensten

Fensten, man skal aldrig blive irriteret over musik, der lyder "forkert" eller anderledes end man forventede.

Det, at man får noget at tænke over, er en gave og ikke en "fejl". Personligt vil jeg meget hellere høre et nummer, hvor der er en lille bøf på: En streng der rasler eller en stol der knirker, men som kom med på pladen alligevel, fordi det var det rigtige take. Det af måske mange, der bare føltes helt rigtigt.

Forleden til DeSoto Caucus-koncerten i garagen på Trindsøvej missede Nikolaj sin første power-chord i vistnok "Bridges Of Bern", da han trykkede forkert på foot-switchen (den runde, blanke dims nederst til højre i billedet, som han bruger til skiftevis at sende keys og guitar igennem den samme Fender amp). Min søn og jeg sad lige ved siden af og oplevede det på nærmest mulige hold. Ligesom resten af publikum og selvfølgelig bandet. Men det gjorde ikke noget. Det var heller ikke første gang og det var heller ikke engang sådan rigtig en fejl. Det er bare sådan Nikolaj spiller og vi elsker ham for det alle sammen.

IMG_1049.jpeg

Men det er rigtigt, at "Automatic For The People" har masser af momenter f.eks. "Sweetness Follows" og "Star Me Kitten", hvor flowet er meget anderledes end sædvanlig 3-4 røvballe-rock. "Ignoreland" er et andet eksempel, hvor vokalen i versene nærmest surfer ovenpå beatet for så at låse sig fast på det i omkvædet.

Michael Stipe var ikke med ved sessionerne, hvor musikken til albummet blev komponeret og hørte først de færdige demoer bagefter. Ambitionen havde oprindeligt været at levere et mere hårdtrockende album. Men det, han blev præsenteret for, var med hans egne ord "very midtempo, pretty fucking weird".

"Slow Emotion Replay" er jo bare et nummer med alt for mange ord til at det nogensinde kan gå op. Men det bliver reddet af omkvædet, der er næsten lige så svært at få ud af hovedet igen, som Me & My's "Dub-I-Dub" eller Stig Møller's "Sikke'n dejlig dag"

Jeg tror ikke man skal forveksle hverken Michael Stipe eller Matt Johnson's udtryk med sløseri. "Automatic For The People" var REM's ottende album og både de og The The kom jo ud som "alt-rock"-bands med en mission om at spille rock, der netop var anderledes end det, man hidtil havde hørt.

For mig lyder det som om at de lykkedes meget godt med det. Det kunne være sjovt at høre det sammen for at prøve at høre, hvad det er, du bliver svimmel over

[Captain Phoenix]

Ret stille i tråden her... og det er sikkert ikke fordi der ingenting snurrer.

Men så lad mig gøre noget ved det - også fordi det der snurrer blev en god slutning på en bøvlet dag...

Bøvlet (spring over hvis du ikke gider bøvl...):
1) Troede den langstøvlede larmede med strygebrættet foran soveværelset kl 7:00. Men hun var kørt - og lyden kom fra vand, der dryppede ned 5 steder i loftet. Magrete-skåle aktiveret.
2) I værkstedet i kælderen var der vand på gulvet fordi en skod-murer havde svinet med mørtel så afløbet for den udendørs trappe var stoppet. Afløbs-udgravning iværksat.
3) Og senere bredte der sig så vand så i kælderrummet hvor tilsalg-LP og en del højttalere står - bl.a. mit sæt L300...
Kom vist fra et overfyldt afløb eller op gennem fundamentet... Dykpumpe og slange indkøbt - pumpning foretaget. Ingen væsentlige skader.

MEN så kom UPS forbi 17:36 og afleverede denne her:

IMG_9478.jpg

Det er et album med en unge (23 år tror jeg) pianist Caelan Cardello og en bassist - Rufus Reid - , der med sine 79 år kunne være hans bedstefar.
Det er rigtig godt, det de to laver sammen her på pladen, som lige er udgivet: 6 numre (heraf 5 standarder) i roligt men dog let livligt tempo, der skaber en dejlig stemning og viser at Cardello er et stort talent, som jeg spår vi kommer til at høre mere til i fremtiden (husk hvor du læste det først ).
I forhold til hans unge alder vil jeg kalde hans spil modent - og med mindelser om Bill Evans (dét er et kæmpe kompliment her i huset) uden at der på noget tidspunkt bliver tale om "effektjageri". Fremragende instrument- og samspilsforståelse.
Reid spiller med den tyngde, ro og klogskab 45 år som professionel musiker giver.

Er dette så årets nye jazz-udgivelse?
Måske ikke, men jeg snurrer - og skriver om - den fordi:
- Cardello har et talent, der ganske sikkert gør ham til et pænt stort jazz-navn (og så er det sjovt at have "den første").
- Albummet er udgivet med Michael Fremer som Executive Producer (MF kender mange nok: En gammel vinyl-"guru" som jeg ellers har ret svært ved at snuppe - han ser selvglad, selvfed og for gammel - men her har han dog alligevel bidraget med noget der er noget værd.
- Mastering-guruen Bob Ludwig har stået for - ja, rigtigt - mastering'en. Han er en stor, gammel kanon i dén metier og dette er muligvis hans sidste.
- Og vigtigst: Musikken rigtig dejlig (og optagelsen god) - tiltrængt på sådan en bøvlet dag.

IMG_9479.jpg

PS: Pladen er presset hos QRP (Quality Record Pressings), hvis grundlægger/ejer, Chad Kassem, siger at de laver de branchens bedste presninger. Ham kan jeg næsten heller ikke holde ud at høre på - og det passer iøvrigt ikke...
Denne presning er i orden (flad, rimeligt lavt støjniveau, ingen non-fills) - næsten lige så god som f.eks. helt almindelige Original Jazz Classics-jazz-skiver fra midt-80'erne (!) som man kan købe for € 20,- (men ringere end hvad JVC f.eks. lavede i slut-70'erne).
Kalorius her kostede en del mere end € 20,- (leveret af Michael45 i Tyskland).

[kbekke]

Ret stille i tråden her... og det er sikkert ikke fordi der ingenting snurrer.

Men så lad mig gøre noget ved det - også fordi det der snurrer blev en god slutning på en bøvlet dag...

Bøvlet (spring over hvis du ikke gider bøvl...):
1) Troede den langstøvlede larmede med strygebrættet foran soveværelset kl 7:00. Men hun var kørt - og lyden kom fra vand, der dryppede ned 5 steder i loftet. Magrete-skåle aktiveret.
2) I værkstedet i kælderen var der vand på gulvet fordi en skod-murer havde svinet med mørtel så afløbet for den udendørs trappe var stoppet. Afløbs-udgravning iværksat.
3) Og senere bredte der sig så vand så i kælderrummet hvor tilsalg-LP og en del højttalere står - bl.a. mit sæt L300...
Kom vist fra et overfyldt afløb eller op gennem fundamentet... Dykpumpe og slange indkøbt - pumpning foretaget. Ingen væsentlige skader.

MEN så kom UPS forbi 17:36 og afleverede denne her:

IMG_9478.jpg

Det er et album med en unge (23 år tror jeg) pianist Caelan Cardello og en bassist - Rufus Reid - , der med sine 79 år kunne være hans bedstefar.
Det er rigtig godt, det de to laver sammen her på pladen, som lige er udgivet: 6 numre (heraf 5 standarder) i roligt men dog let livligt tempo, der skaber en dejlig stemning og viser at Cardello er et stort talent, som jeg spår vi kommer til at høre mere til i fremtiden (husk hvor du læste det først ).
I forhold til hans unge alder vil jeg kalde hans spil modent - og med mindelser om Bill Evans (dét er et kæmpe kompliment her i huset) uden at der på noget tidspunkt bliver tale om "effektjageri". Fremragende instrument- og samspilsforståelse.
Reid spiller med den tyngde, ro og klogskab 45 år som professionel musiker giver.

Er dette så årets nye jazz-udgivelse?
Måske ikke, men jeg snurrer - og skriver om - den fordi:
- Cardello har et talent, der ganske sikkert gør ham til et pænt stort jazz-navn (og så er det sjovt at have "den første").
- Albummet er udgivet med Michael Fremer som Executive Producer (MF kender mange nok: En gammel vinyl-"guru" som jeg ellers har ret svært ved at snuppe - han ser selvglad, selvfed og for gammel - men her har han dog alligevel bidraget med noget der er noget værd.
- Mastering-guruen Bob Ludwig har stået for - ja, rigtigt - mastering'en. Han er en stor, gammel kanon i dén metier og dette er muligvis hans sidste.
- Og vigtigst: Musikken rigtig dejlig (og optagelsen god) - tiltrængt på sådan en bøvlet dag.

IMG_9479.jpg

PS: Pladen er presset hos QRP (Quality Record Pressings), hvis grundlægger/ejer, Chad Kassem, siger at de laver de branchens bedste presninger. Ham kan jeg næsten heller ikke holde ud at høre på - og det passer iøvrigt ikke...
Denne presning er i orden (flad, rimeligt lavt støjniveau, ingen non-fills) - næsten lige så god som f.eks. helt almindelige Original Jazz Classics-jazz-skiver fra midt-80'erne (!) som man kan købe for € 20,- (men ringere end hvad JVC f.eks. lavede i slut-70'erne).
Kalorius her kostede en del mere end € 20,- (leveret af Michael45 i Tyskland).

Jamen så endte det jo godt alligevel. Godt at høre fra dig igen, Captain - trods udfordringerne

[kbekke]

Kurdisk Blues.

Det er mørkt nu i Istanbul og jeg er ikke helt klar over præcist, hvordan jeg er endt her. I mange dage og nætter er jeg rejst på kryds og tværs af landet, langs kysterne, over sletterne og igennem bjergene. Til fods, på tommelfingeren, med båd, bus og med dolmus. Mit jordiske gods reduceret til, hvad der kan rummes i en slidt militær-rygsæk.

IMG_2211.jpeg

Imens er utallige glas te blevet drukket og ligeså mange utallige af de billige, lokale “Samsun”-cigaretter er blevet delt og røget i tavs samhørighed med fremmede.

-Som man nu gør det på disse kanter. Som en gestus. Jeg kender intet andet sted i verden så gæstfrit, som det landlige Tyrkiet.

Aldrig var jeg alene, altid i følge med min smukke, mørkhårede rejsefælle. Indtil. Nej, ikke tænke på det. På en eller anden måde har jeg hustlet mig helskindet tilbage ude østfra. Helt derude, hvor Armenien og Iran støder sammen med det, nogle med livet som indsats insisterer på at kalde “Kurdistan”.

IMG_2212.jpeg

Nu er jeg til gengæld alene som aldrig før. Opslugt af denne enorme by, der ligesom jeg, kæmper for at holde sig oppe, tynget ned af århundrederne og historien. Ingen i hele verden ved, at jeg er her.

IMG_2213.jpeg

Bortset fra den unge pige ved min side. Hun er vel nogle få år yngre end jeg. Næppe en dag over 17. Hun er den første tyrkiske pige, jeg har set iført vestlige klæder.

Jeans med kunstfærdige huller på knæene, en billig læderjakke, lidt for meget make-up og en tung duft af den slags rosenparfume, man kun støder på i Mellemøsten.

Hun er smuk. Hun ligner næsten min mørkhårede rejsefælle. Hun er champagnepige og hun burde ligeså lidt være her som jeg. Uden ord sidder vi og deler den samme blues. Det er alt. Andet sker der ikke.

Om lidt vil de komme og ribbe mig for mine sidste penge, til gengæld for champagnen og disse minutter, vi har haft sammen.

Men inden de kommer, er der en ting, jeg må vise hende. Op af lommen tager jeg det kasettebånd, jeg fandt på markedet i Diyarbakir midt imellem persiske mønter, sølvringe og mærkelige, gamle lommeure med arabiske tal på skiven.

Min eneste souvenir fra hele den lange rejse.

IMG_2214.jpeg

Pigen kigger på mig med sørgmodige øjne. Hun ved godt, hvad det er. Det er kurdisk. Oprørsmusik. Forbudt. Med en kuglepen skribler hun på omslaget sit navn, et hjerte og en kort hilsen afsluttet med udråbstegn.

Aysa hedder hun.

Nu kommer de.

Udenfor i natten finder jeg tilbage til mit usle logi. Der stinker af kloak og dårligt forbrændt kul i de dunkle gader og jeg er ikke sikker på om mit ansigt er vådt af regnen eller af mine tårer. Jeg vågner, da det bliver lyst. Rystende og med høj feber. På alle måder elendig.

Nogle dage senere, i lufthavnen, netop som jeg skal til at boarde, bliver jeg hevet til side af en lille mand iført stikkende øjne under moustachen og et dårligt siddende jakkesæt. Han beder om at se mine papirer og hvad, jeg ellers har i lommerne.

Hvor skal jeg hen? Hvor har jeg været? Hvad har jeg lavet? Hvem har jeg været sammen med?

Jeg svarer efter bedste evne, mens flashbacks til samtaler, jeg har haft med ofre for juntaens "afhøringer" flimrer igennem mig. -I et svimmelt glimt ser jeg mig selv med brystvorterne fastgjort til et bilbatteri eller låst inde i et stålskab, nøgen og gennemtævet af gummiknipler.

Heldigvis er det forbudte bånd med protestsangene og pigens autograf godt gemt af vejen. Rullet ind i en sweater i den slidte rygsæk, der allerede er checket ind.

Det er blevet efterår, da jeg atter er hjemme igen. Det er ikke blevet meget bedre. Men hashen hjælper og så båndet med Ahmet Kaya, der kører igen og igen, mens bladene falder og dagene går med at stirre ud af vinduet.

“Resitaller 1” er en af de mest primitive optagelser, jeg kender. Det er intet andet end Ahmet Kaya, hans saz og så et meget entusiastisk "publikum", der bliver skruet op og ned for og som skiftevis lyder som om det befinder sig enten i en gymnastiksal eller på et fodboldstadion et helt andet sted. Men i al sin uperfekthed er det samtidigt også en af de optagelser, der har gjort størst indtryk på mit unge jeg.

IMG_2215.jpeg

Kombinationen af det elektrisk forstærkede strengeinstrument og Kaya's melodiske baryton, der skifter mellem sørgmodige sange og små revolutionære brandtaler, lyder ligeså autentisk og "tilstede", som når Bessie Smith på lak synger “After You’ve Gone” over en afstand af hundrede år. Det er dramatisk og højstemt, men på samme tid også dybt poetisk. Ahmet Kaya er en historiefortæller, der formidler de undertryktes fortvivlelse og smerte, men også deres drømme og håb om frihed. Det står lysende klart også selvom man ikke forstår et ord af, præcist hvad der bliver sunget og sagt.

Det er realisme eller “high fidelity” på en helt anden måde end selv den mest "perfekte" eller audiofile super-udgivelse. For lyden af Ahmet Kaya bringer mig tilbage. Hver gang:

Til Aysa og champagnebaren.

Til Istanbul og roen i Den Blå Moske. Sultanernes palads med påfuglene. Tæppehandlernes gade, hvor vi sad som blikfang og lokkede turister ind i Ahmed’s butik. Stilheden i de gigantiske romerske cisterner dybt nede under den travle by. Det flere hundrede år gamle hamam bag Hagia Sofia, hvor man stadig kan blive som født påny for en skilling.

Til en bus, der i høj fart og ad halsbrækkende veje bringer mig igennem natten og det Anatolske Højland med en sovende, mørkhåret skønhed lænet mod min skulder. -Op, op, op går det. Til Konya, hvor sneen overrasker os og får os til at le og fjolle efter ulidelige 40 graders varme nede ved kysten.

Til det lille tehus ved foden af Mount Nemrut, hvor jeg søvnig og ør af bjerg-klaustrofobi sidder på en pude på gulvet og betragter en ældgammel mand, der med sin lille hammer omhyggeligt laver en blok hvidt sukker om til de knalder, som er så absolut nødvendige for vores tyrkiske morgen-te.

Eller til den aften, hvor vi på vej hjem fra en hyggelig middag ved bredden af Van-søen i selskab med to kurdiske bøssevenner bliver passet op af sikkerhedspolitiet. Den mørkhårede og jeg får lov at gå. Men det gør de to andre ikke. De forsvinder ind i et mørkeblåt salatfad med påskriften “Poliisi”.

Vi ser dem aldrig igen. Jeg ser heller aldrig Aysa igen og lige der, som jeg sidder og glor stenet ud af vinduet på de faldende blade, tænker jeg, at jeg nok heller aldrig ser hende, min Mørkhårede Skønhed igen.

[pqrannes]

Dejlig og fantastisk rejsebeskrivelse, Kim.

Mærkeligt at vi aldrig er kommet til at tale om Tyrkiet, og især Østtyrkiet; jeg kender ikke andre (end mig selv) der har siddet ved Van-søens bred.

Jeg tog turen Sanli-Urfa-Bitlis-Tatvan-Van-Erzerum-Trabzon i foråret 1986 ifm. 5 måneders "exil" i Tyrkiet.

Mit lydspor til turen var tidlig musik med Ibramhim Tatlises,stilladsarbejderen fra Sanli-Urfa med den søde stemme ("Tat-li-ses" - [sød-med-stemme] især tidens store hit "Mavi Mavi".

Jeg har pladen på vinyl nu, men det var ellers cassettebånd jeg havde med hjem.

mavi.jpg

Vi må spille en stak af mine tyrkiske plader og bælle en flaske Yeni Raki en dag.

PQR

PS: jeg må have lyttet op på ham Ahmet Kaya som jeg umiddelbart ikke kender.

[kbekke]

Det må vi absolut gøre, Peter og ikke glemme at spå hinanden i kaffen på tyrkisk maner.

IMG_2216.jpeg

Vi var der et par år senere og tog turen hele vejen rundt fra Istanbul langs Middelhavet, nordover fra den Syriske grænse og tilbage igen langs og på Sortehavet.

Det var et eventyr, som lige kom tilbage i aftes, da Den Mørkhårede Skønhed skrev og foreslog nytår i Istanbul.

Men det bliver der ikke noget af. Jeg kommer aldrig tilbage igen, hvis først jeg tager afsted.

Så meget ved jeg