Hvad snurrer netop nu?

[Fensten]

Tjek lige Matt Johnsons yndlings plader: https://thequietus.com/articles/30681-m ... kers-dozen

God smag - han har den samme Glenn Gould udgave af "Goldberg Variationerne", som jeg har.

Naturligvis har han god smag. Jeg har i øvrigt ikke et eneste af de nævnte albums .

Til gengæld er Dusk blandt en af mine top ti plader, som bringer minder frem om en særlig tid.


@Bjergager. Jeg fik samme besked vedr. limited edition pladen for et par dage siden.

Mvh.


Fensten

[kbekke]

Her på matriklen er The The’s Soul Mining landet.

-Et fremragende album, der hidtil har undgået min opmærksomhed. Minderne om Lloyd Cole & The Commotions, Camus’ “Pesten”, piger med lidt for store ørenringe og Cafe Place Pigalle, hvor vi med Højhuspoetens ord “hang som på galleri, står i kø.

10D0B1B6-5FD6-497F-A946-793926ED0EF9.jpeg

Tak for det!

[33RPM]

IMG_20211105_100401.jpg

Live at the BBC med Beatles, en plade som min svoger har fået foræret i en samling. Han tror ikke på at det er Beatles så jeg fik lov til at låne den med hjem og lytte. Det er de magiske fire fra Liverpool men det lyder jo ikke som plade optagelserne. Jeg synes selv det lyder bedre, mere levende eller ja Live hvilket også indikerer i albumets titel. Første plade er optagelser fra 1963 - 64 fra forskellige BBC udsendelser. Der er rigtig mange dejlige R/B blandt dem på den første plade. Hele albummet er i mono.
Apple 7243 8 31796 1 9 UK

[bjerager]

I 1989 udgav The Stone Roses deres første album - "The Stone Roses". Og det er bare godt! Albummet blev en slags forspil til britpoppen med inspiration fra garagerock over electronic til soul og reggae. Synd at det viste sig at bandet på mange måder var et "One hit wonder". Toeren kunne slet ikke leve op til etteren, og derefter faldt bandet fra hinanden. Og siden har bandet i dets forskellige udformninger slet ikke kunnet leve op til debuten.

Endnu et bevis på at 80'erne er langt bedre end sit rygte.

[bjerager]

Man kan selvfølgelig ikke komme uden om The Smiths, hvis man beslutter sig for at kaste sig over musik fra 80'erne. Her på den mesterlige "The Queen is dead". Morrissey viste sig så hen ad vejen at være narcissistisk, populistisk og ekstremistisk i sine udtalelser. Endnu et eksempel på, at kunstnerisk talent ikke automatisk gør én til et bedre menneske. Men heldigvis gavThe Smiths os også Johnny Marr, uden hvis fremragende guitarspil diverse udgivelser fra The The, Pet Shop Boys og Bryan Ferry bare ikke ville have været det samme.

[Fensten]

I 1989 udgav The Stone Roses deres første album - "The Stone Roses". Og det er bare godt! Albummet blev en slags forspil til britpoppen med inspiration fra garagerock over electronic til soul og reggae. Synd at det viste sig at bandet på mange måder var et "One hit wonder". Toeren kunne slet ikke leve op til etteren

Endnu et bevis på at 80'erne er langt bedre end sit rygte.

Ja, vi er så både enige og uenige. Måske, har det at gøre med at jeg først nåede til Stone Roses, da Second coming, blev udgivet.

“Breaking into heaven” er storslået og en fin metafor for, hvordan nummeret lyder. Næsten himmel gennembrydende. Det er måske et af de aller fedeste, med tyk streg under fedeste SR numre, nogensinde og “Love Spreads” kan da også være med ift. de mere kendte “I wanna be adored” og “Fools Gold”

Men 80’erne er da langt bedre end deres rygte. The Cure og Depeche Mode ligger lige for, men My bloody Valentine og Coqteau twins bør da heller ikke glemmes.

I en helt anden ende er der da også Sugarhill Gang, Grand master flash foruden en masse gedigen pop.

Mvh.


Fensten

[Fensten]

Naturligvis har han god smag. Jeg har i øvrigt ikke et eneste af de nævnte albums .

Til gengæld er Dusk blandt en af mine top ti plader, som bringer minder frem om en særlig tid.


@Bjergager. Jeg fik samme besked vedr. limited edition pladen for et par dage siden.

Mvh.


Fensten

Men de andre oscilloskop deltager nød burgere fra The Burger Schack og medbragte madpakker, smuttede jeg ned i Scala Hifi, hvor der lå en lille pakke med The The comeback Special Limited edition og Kid A mnesiac limited edition red vinyl.

Jo, det var på alle måder en dejlig lørdag på kontoret.

Tilbage i lytterummet ligger The The comeback special på pladespilleren.

Jeg er kunne nået igennem disk 1 side A. Jeg mangler med andre ord en del før at jeg er hele vejen igennem.

Albummet er bygge op således

Disk 1- Politik.

Disk 2 - Hot Stuff. Altså sex og kærlighed.

Disk 3 - Liv og død


Som sagt har jeg kun nået igennem en side af i alt 6. Derfor er det også for tidligt st sige noget endegyldigt, men
forudsat at resten af albummet er i samme kvalite, så er alt godt. Altså rigtigt rigtigt godt. Det jeg har hørt er en virkelig god maskering og presning. Den sidder lige i skabet. Flad vinyl, stor dynamik og fine detaljer.


Denne udgivelse kan simpelthen ikke anbefales nok.

Mvh.


Fensten

[bjerager]

Naturligvis har han god smag. Jeg har i øvrigt ikke et eneste af de nævnte albums .

Til gengæld er Dusk blandt en af mine top ti plader, som bringer minder frem om en særlig tid.


@Bjergager. Jeg fik samme besked vedr. limited edition pladen for et par dage siden.

Mvh.


Fensten

Men de andre oscilloskop deltager nød burgere fra The Burger Schack og medbragte madpakker, smuttede jeg ned i Scala Hifi, hvor der lå en lille pakke med The The comeback Special Limited edition og Kid A mnesiac limited edition red vinyl.

Jo, det var på alle måder en dejlig lørdag på kontoret.

Tilbage i lytterummet ligger The The comeback special på pladespilleren.

Jeg er kunne nået igennem disk 1 side A. Jeg mangler med andre ord en del før at jeg er hele vejen igennem.

Albummet er bygge op således

Disk 1- Omhandler politik.

Disk 2 - Hot Stuff. Altså sex og kærlighed.

Disk 3 - Liv og død


Som sagt har jeg kun nået igennem en side af i alt 6. Derfor er det også for tidligt st sige noget endegyldigt, men
forudsat at resten af albummet er i samme kvalite, så er alt godt. Altså rigtigt rigtigt godt. Det jeg har hørt er en virkelig god maskering og presning. Den sidder lige i skabet. Flad vinyl, stor dynamik og fine detaljer.


Denne udgivelse kan simpelthen ikke anbefales nok.

Mvh.


Fensten

Jeg har smuglyttet lidt på Tidal, og det tegner godt. Jeg kan se, at flere og flere får den ind ad døren, mens der intet nyt er om min bestilling - arh...

[Fensten]

Naturligvis har han god smag. Jeg har i øvrigt ikke et eneste af de nævnte albums .

Til gengæld er Dusk blandt en af mine top ti plader, som bringer minder frem om en særlig tid.


@Bjergager. Jeg fik samme besked vedr. limited edition pladen for et par dage siden.

Mvh.


Fensten

Men de andre oscilloskop deltager nød burgere fra The Burger Schack og medbragte madpakker, smuttede jeg ned i Scala Hifi, hvor der lå en lille pakke med The The comeback Special Limited edition og Kid A mnesiac limited edition red vinyl.

Jo, det var på alle måder en dejlig lørdag på kontoret.

Tilbage i lytterummet ligger The The comeback special på pladespilleren.

Jeg er kunne nået igennem disk 1 side A. Jeg mangler med andre ord en del før at jeg er hele vejen igennem.

Albummet er bygge op således

Disk 1- Omhandler politik.

Disk 2 - Hot Stuff. Altså sex og kærlighed.

Disk 3 - Liv og død


Som sagt har jeg kun nået igennem en side af i alt 6. Derfor er det også for tidligt st sige noget endegyldigt, men
forudsat at resten af albummet er i samme kvalite, så er alt godt. Altså rigtigt rigtigt godt. Det jeg har hørt er en virkelig god maskering og presning. Den sidder lige i skabet. Flad vinyl, stor dynamik og fine detaljer.


Denne udgivelse kan simpelthen ikke anbefales nok.

Mvh.


Fensten

Jeg har smuglyttet lidt på Tidal, og det tegner godt. Jeg kan se, at flere og flere får den ind ad døren, mens der intet nyt er om min bestilling - arh...

Jeg smuglyttede på Spotify. Det kan for nærværende slet ikke være med ift. Tidal. Men fint ift. at danne sig et indtryk af musikken.

Men altså mix, presning er altså virkeligt vellydende på LP’en.

Imusic har fortsat aktiv bestilling på Radiohead og The The fra mig. Gaffa leverede i denne omgang, da jeg havde på fornemmelsen, at der ville være rift om begge udgivelser.

Hvis det lykkes at få et ekstra sæt, så sig til. Så finder vi nok ud af det.


Mvh.


Fensten

[bjerager]

Her i dette hyggelige hjørne af nettet, hvor det hovedsageligt er midaldrende mænd der residerer, har jeg forsøgt mig med at overbevise tvivlerne om, at 80'erne slet ikke var så ringe et årti endda. Om den mission er lykkedes er det selvsagt ikke op til mig at vurdere, men det skal ikke forhindre mig i at kaste mig ud i en om muligt endnu vanskeligere mission: At prøve at åbne nogle af indbyggerne hers øjne op for, at hip hop slet ikke er så ringe endda. Jeg forudser, at det om muligt bliver en endnu vanskeligere mission, at få de velærværdige forummedlemmer til at hoppe med på den galej, end det var at få nogen til at acceptere, at der blev lavet god musik i det miskendte årti fra 1980-1989. Jeg fornemmer at det især er rock, jazz og klassisk, der får den sorte substans i hjernen til at pumpe dopaminen ud hos indbyggerne her - måske med et stænk af country. Og så er stort set al hiphop musik jo også produceret efter 1980, hvilket i sig selv gør min mission yderst vanskelig.

Jeg kommer til at lægge ud med en klassikker - "Notorious B.I.G" med "Ready To Die", et af hiphoppens vigtigste landemærker. Christoffer Wallace, the Notorious B.I.G., Biggie Smalls eller bare Biggie var en vaskeægte gangster, voldsmand og narkohandler - rundet af de gader i Brooklyn, som han voksede op i. Og som den gangster han var, der levede ved vold, så døde han også ved vold i 1997, da han blev skudt ned i en "drive by" shooting som en del af den rivalisering mellem East-coast og West-coast, der også kostede Tupac Shakur livet.

Den gode Christoffer Wallace indskriver sig altså i den lange række af musikere, der ikke ligefrem var svigermors drøm, men dybest set var et dumt svin. At det endte sådan skyldes selvfølgelig for en stor dels vedkommende hans opvækst i 70'erne og 80'erne, hvor livet i den grad var barskt hvis man var en sort, faderløs dreng, hvis mor måtte tage to jobs for at forsørge familien. Hans liv og skæbne er derfor endnu et eksempel en kunstner, hvis produktion rejser to fundamentale spørgsmål: Kan man adskille kunstneren fra værket, og er menneskelig lidelse et nødvendigt fundament for at kunne skabe stor kunst? Kan vi således anerkende Michael Jacksons geni og vigtige bidrag til musikhistorien selv om han sandsynligvis var pæderast, og var Jim Morrissons selvdestruktion en forudsætning for det skelsættende værk han efterlod sig? Personligt mener jeg at svaret på det første spørgsmål er et ja, samtidigt med at jeg håber, at svaret på det andet er et nej - men jeg er desværre ikke så sikker på, at det er et nej, når det kommer til stykket.

Pladen begynder med en intro, der skal gøre det ud for et kort resumé af hans liv op til pladens udgivelse i 1994, begyndende med hans fødsel der akkompagneres af Curtis Mayfields "Superfly". At lytte til pladen er som at give sig hen til en lydfilm, og man må bare sige, at Biggie er en fantastisk historiefortæller. Han skildrer sit liv som "Gangsta Rapper" fyldt med vold, narkohandel, hurtige kvinder og et solidt indtag af marijuana. Produktionen er baseret på sampling, og er båret af tunge, dybe beats. Pladen indeholder væsentlige hits som "Juicy", "One More Time", og ikke mindst "Big Poppa", der storsolgte og dermed var med til at slå hans navn fast.

The Notorious B.I.G. nåede kun at udgive en plade mere - "Life after Death" - der titlen taget i betragtning meget passende blev udgivet seksten dage after hans død.

[kbekke]

Jeg synes faktisk, det er rigtigt fedt, at vi får bragt andre genrer og årtier frem i lyset også. Jeg er een af dem, der også har et ømt punkt for 1980'erne. Selvfølgelig fordi det var årtiet, hvor JEG voksede op og begyndte at opdage verdenen udenfor ligusterhækken.

Den musik, man bliver præsenteret for i teenage-årene, er jo mere end bare "musik":

Det er selve soundtracket til den film, der hedder "Becoming Me":

-En film, der består af små scener. Med vennerne, festerne, tøjet og hårstilen (eller manglen herpå), pigerne, opgørene med forældregenerationens latterlige normer og regelsæt. At pjække fra skole for at tilbringe en hel eftermiddag med at "prøvelytte" plader i Fona og Fredgaard. Eller på biblioteket, hvor man ovenikøbet kunne spise lakridser, drikke sodavand og læse tegneserier, mens man lyttede til Van Halen i hovedtelefonerne.

Det både befriende og forvirrende i at være en del af og udenfor på samme tid.

De første koncerter. Den første joint. Den første tur på en top-tunet Yamaha FS-1 en lun sommernat uden hjelm.

Den første gang kælen på magisk vis blev til mere.

Det kan ikke undgå at mærke een for resten af livet og det er heller ikke så mærkeligt, hvis det, der kommer EFTER det, har svært ved at være heelt ligeså godt.

Jeg kan uden at lyve sige, at hip-hop aldrig rigtigt nåede at blive en del af mit musikalske DNA. Det kom lidt for sent og der var heller ikke noget "miljø" i nærheden. Vi var nok placeret lidt for langt ude på landet og sorte mennesker havde vi allerhøjest set i "Rødder" eller når der blev transmitteret OL. Boksning eller atletik.

De få gange, jeg BLEV udsat for hip-hop, var senere og altid gennem mere perifære og "hippe" bekendtskaber.

Som TT, der boede i Jægersborggade og introducerede mig, ikke bare til NWA, førend de blev spillet i radioen.
Men også til 808 State, Stone Roses, Slowdive på Loppen og natte-raves rundt om hjørnet i "Ungeren" på Jagtvej.

Eller et par unge wannabe-pushere i pose-bukser og omvendte caps ude på den anden side af Runddelen, der yndede at bruge Arrested Development som underlægningsmusik til deres forretningstransaktioner.

På samme måde er de få hip-hop plader i min samling nogle, jeg har fået forærende og de bliver stort set aldrig spillet, så tak til bjerager for at minde mig om dem:

IMG_0789.jpeg

I det hele taget, har jeg det lidt ambivalent med hip-hoppen:

På den ene side anerkender jeg, at det er en genre, der har sin egen kreative nerve og ligesom f.eks. beboppen er en radikal videreudvikling af det, der kom før; funken, jazzen, bluesen. Det er også vigtigt, at det først er med hip-hoppen, at f.eks. de sorte amerikanere for alvor har fået mulighed for at fortælle deres historie og syn på sagen for et bredere og globalt publikum. -Den systemiske undertrykkelse i bla. USA er ikke mindre relevant at italesætte i dag end den var i 1980'erne, 1950'erne eller 1920'erne.

På den anden side er jeg måske ikke helt cool med, at hele det her gangster-ideal med dets forherligelse af aggression, vold, brede fælge, kriminalitet, stoffer og seksuel nedgørelse af kvinder er gået hen og blevet nærmest en rollemodel for i hvert fald et par generationer af unge mennesker.

-Men så igen. Det er sikkert ret præcist, hvad mine forældre ville have sagt om Judas Priest og meget andet af den musik, JEG dyrkede og elskede i 1980'erne - hvis de altså havde vidst, hvad det var - og nogen havde gidet at spørge dem.

Ligesom dem fatter jeg sikkert ikke et klap - og det er nok som det skal være

[bjerager]

Jamen Kbekke - hiphop var heller ikke noget, der faldt mig så naturligt at kaste mig over. Jo - måske i begyndelsen, da det var meget nyt - også for de fleste andre her i landet. Jeg kan huske jeg hørte "The Message" med Granmaster Flash, og det tændte noget i mig, der fik mig til at gå på jagt på mit lokale musikbibliotek efter alt hvad der lignede det lidt. Og det var ikke meget - nogle kassettebånd med blandet musik og så Sugarhill Gang var i store træk hvad jeg kunne finde. Der var helt klart noget. Noget spændende, nyt, anderledes. Brugen af scratching, sampling og elektroniske instrumenter var spændende og anderledes. Men det var ikke noget, jeg rigtigt delte med andre. Selvfølgelig havde jeg lyttet til nogle af alle de numre, der røg ind på hitlisten. Men fanget af det blev jeg ikke rigtigt.

Det var faktisk først senere - mange år senere da min søn kastede sig over Eminem, at min interesse blev fanget igen. Det, og så nogle af mine elever, der synes det var spændende også at kaste sig over historien bag. Man kan jo ikke andet end at blive inspireret af at omgås nysgerrige, unge mennesker hver dag. Hiphoppens historie er der i øvrigt lavet en del gode film og serier om, somd et i den grad er værd at kaste sig over.
Og nu vi er ved historen, så ville hiphop ganske enkelt ikke være hiphop uden "The Revolution Will Not Be Televised" og Gil Scott-Herons øvrige udgivelser. Han er blevet kaldt "Den sorte Bob Dylan" eller "The Godfather of Rap". Hans blanding af sang og spoken word har haft en kolossal indflydelse, og han har været med til at give hiphop en indsprøjtning af jazz, soul, poesi, humor og politisk bevidsthed.

Jeg har desværre kun to plader med ham: "Winther In America", der er et lille mesterværk, som jeg er sikker på at folk med hang til jazz vil synes mægtigt godt om. Og så den her Best of plade, som jeg valgte at lytte til nu hvor temaet var hiphop - alene fordi "The Revolution Will Not Be Televised" er på. Nummeret var oprindeligt på pladen "Small Talk at 125th and Lenox" fra 1970 - og der er helt klart et hul i min samling, som skal udfyldes, der. Det samme gælder "Pieces of a Man".

[bjerager]

"Jamen Gil Scott-Heron er jo ikke hiphop" - nej, men han var sammen med flere andre en vigtig del af fundamentet, og blandt andet Public Enemy så ham som en væsentlig inspirationskilde. Og selv Kanye West har anerkendt ham ved at sample hans musik.

Men dét her - DET er hiphop så det basker. Af den meget skelsættende slags, og man må enten have været afsondret blandt bushmændene i Kalahariørkenen eller med Siriuspatruljen i en isoleret del af Nordvestgrøndland i 1986, hvis man ikke har hørt og set det her bands duet med Aerosmith i "Walk This Way". Da Steve Tyler slog væggen ned mellem de to rum i videoen til nummeret, var der også på det symbolske plan tale om, at en væg blev slået ned. Det nummer markerede for det første et endeligt kommercielt gennembrud for hiphoppen, men også et stilskifte inden for genren. Før Run DMC var hiphop hovedsagelig baseret på soul og jazz, men de introducerede rocken i hiphoppen som en del af "New school hip hop", og deres brug af trummemaskiner var stilskabende og markerede indgangen til "The golden age og Hip hop" med grupper som Public Enemy, De La Soul og A Tribe Called Quest.

Også hvad angår tøjstilen var de med til at sætte en trend og skabe en ny mode blandt verdens ungdom - nummeret "My Adidas" fortæller ligesom det hele. Og jeg har selv to par Adidas Superstar i dag - dog med snørebånd.

Pladen er fyldt med veritable ørehængere, og man er altså mere end almindelig tung i optrækket, hvis man ikke kan anerkende den her gruppe og især den her plades fantastiske evne til at skabe en veritabel fest.

[bjerager]

Jeg måtte så lige afbryde min hip hop oddysé - for "The Comeback Special" stod pludselig uden for døren. Endelig! Men vi er selvfølgelig stadig tilbage i 80'erne på mange måder.

Matt Johnson er en af mine musikalske helte fra dengang, og jeg havde fornøjelsen af at høre The The på Roskilde i 89. Jeg var på forhånd lidt forbeholden; jeg forventede egentlig ikke at koncerten kunne leve op til pladerne. Men det kunne den.
Jeg delte på det tidspunkt lejlighed med en kammerat, og alle The The pladerne var hans. Så efterfølgende måtte jeg ud og "genanskaffe" dem alle sammen selv. "Infected" og "Mind Bomb" - dem hørte vi meget.

Indspildningskvaliteten er fremragende på det her triple live album. Og rent musikalsk går det rent ind. På nær lige hvad angår side 1 på første album. Det virker lidt slapt i det - måske han lige skulle i gang, få rodfæste på scenen, komme i sync med resten af bandet. Matt Johnson virker lidt usikker, som om han tænker: "Mon de vil synes om det derude?". Og de vil de! Koncerten bliver simpelthen stille og rolig bare bedre og bedre. Både hans vokal og keyboardspilleren bliver bedre og bedre. Og den guitar, uhhh...

[bjerager]

Nå, men jeg må videre med min hip hop føljeton. Selv om "The Next Day" med David Bowie også stod uden for døren i morges - endnu et hul lukket i samlingen. Men den må vente, for "I said-a hip, hop, the hippie, the hippie
To the hip hip hop-a you don't stop the rock It to the bang-bang boogie, say up jump the boogie To the rhythm of the boogie, the beat."

"Rappers Delight", det allerførste hip hop nummer overhovedet, der havde kommerciel gennemslagskraft, indspillet af "The Sugarhill Gang" i 1979. At det her nummer nogensinde endte med at blive indspillet skyldes i høj grad Debbie Harry fra Blondie, der en aften i 1978 slæbte Lile Rodgers og resten af hans gruppe "Chic" med til at spille ved en hip hop event. Da Chic spillede deres hit "Good Times" entrede en gruppe rappere scenen og freestylede sammen med bandet. Nogle uger senere opdagede Rodgers ved et tilfælde midt på dansegulvet på en natklub i New York at nogen havde indspillet et nummer, hvor man havde tyvstjålet baslinjen fra "Good Times" og havde rappet hen over det. Det førte umiddelbart til en trussel om et sagsanlæg for overtrædelse af copyrigtht reglerne, men der blev hurtigt indgået et forlig, og Rodgers og Edwards blev akkrediteret som co-writers til nummeret. Rodgers har efterfølgende selv anerkendt, at selv om han til at begynde med blev vred over tyveriet, så er "Rappers Delight" en af hans personlige favoritsange.

Den udgave jeg har er en 12 tommer single udgave, 33 omdrejninger. På side to er samme nummer - bare i en kortere udgave. Det er en slidt plade, fundet i en genbrugsbiks engang. Den tidligere ejer har skrevet sit navn på coveret, samt tid og sted: 7/2-1980, Farum Bytorv. Den er godt slidt, og det lød ganske enkelt ikke godt med den Ortofon MC-5000, jeg har på pladespilleren lige nu - så på med min shure V15III, der er lidt mere tilgivende over for slid, hakker og støj.

Nå, men det er da et meget sjovt nummer og ganske funky, selv om teksten dybest set er en omgang "her-kommer-jeg-og-min-far-har-bare-en-større-pik-end-din-far" nonsens. selvfølgelig leveret pakket ind i en passende funky tone og gode rim.