Captain Phoenix skrev:Nå - det er da ikke meget, der er blevet snurret herinde de seneste knap 2 måneder...
-Det er jo på samme tid både rigtigt og skarpt observeret
Der har måske også været andre og vigtigere ting at rette opmærksomheden imod den senere tid. For mig handler det imidlertid mere end noget andet - om årstiden eller rettere lyset.
Problemet for mig med de lange, vidunderlige sommeraftener, er simpelthen, at det er for lyst til at lytte ordentligt. Af en eller anden grund, så oplever jeg musikken bedre, dybere og mere intenst, desto mørkere det bliver. Plus selvfølgelig, at der er alle mulige andre sjove ting, man kan bruge tiden til om sommeren end at sidde indendørs foran grammofonen.
Men selv det og end ikke ferie eller diverse kommissioner, krige, galoperende forbrugerpriser og værst af alt vildledende vinyl-markedsføring har kunnet forhindre, at det simpelthen er væltet ind med nye udgivelser igennem de senere måneder.
IMG_0907.JPG
-Det meste er jazz i en eller form, meget af det har jeg slet ikke nået at lytte ordentligt igennem endnu og noget af det er ikke engang blevet pakket ud endnu. Fordi der altså liiige er kommet noget mere til.
Og det ser ikke umiddelbart ud til at stoppe lige foreløbig.
Så det her er mere en godt-og-vel-halvvejs-status (af
noget af det, der er gået ind her) end omtale af en specifik plade, der snurrer lige nu. Der er dog et par stykker, jeg lige må knytte et par ord til undervejs.
Det startede…
Ja, jeg ved faktisk ikke præcist hvordan det startede. Men, det startede måske på mit favorit-hademedie, Facebook, hvor “Vinyl Rock Cafe” i Hillerød spurgte ud i luften, hvad man godt tænke sig at se og jeg kom til at svare “ECM!”. Jeg har jo en svaghed for Manfred Eicher’s udgivelser. For det første, er de altid super-godt optaget. Jeg har aldrig hørt en ECM, der ikke lød fantastisk. For det andet, så er jeg vild med, at det næsten udelukkende er “mærkelig” musik, der udkommer på ECM.
Der er selvfølgelig Metheny og Jarrett og nogle få andre, der formentlig er dem, der får forretningen til at løbe rundt. Men så er der alle de andre, som man aldrig ville have hørt på plade, hvis det ikke havde været for Manfred og hans eklektiske smag. Det er både udfordrende og berigende og jeg har nok fået nogle af mine største musikalske åbenbaringer fra ECM.
-I hvert fald siden jeg som 15 årig lå knokleskæv på en sofa i et lille hus langt ude i skoven og genoplevede min egen fødsel via track 1 på side 1 af “Dark Side Of The Moon”.
Så enden på den FB-tråd blev en stak ECM’ere på mit bord. Udover de to Jarrett'er var der ikke meget af det, jeg nogensinde havde hørt om før. Det meste er meget 80’er-fusionsagtigt, hvilket jo er en genre, der er fuldstændigt gået i glemmebogen i dag, men som faktisk er meget sjov med måde. En del af det er bare down-right weird og der er sågar en “improvisations-ballet-musikplade”. Jeg er ikke meget for ballet, men lige den kunne være sjov at se.
Men det mest mærkelige og “weird” ved hele den misere var alligevel den fuldstændigt vanvittige respons, jeg fik, da jeg kom til at poste mit “score” på FB’s ECM-fanside. Jeg har aldrig prøvet at gå viralt før. Men lige det der afstedkom i hundredevis af likes og overstrømmende kommentarer fra de mærkeligste ender af planeten og vel at mærke fuldstændigt ukendte personer.
IMG_1230.jpeg
Så kom ikke her og sig, at sociale medier kun er had og destruktion. Der findes faktisk også rare mennesker derude stadigvæk.
Nå. Jeg lovede jo også mig selv og dermed også jer, at i år ville jeg prøve at “kuratere” lidt mere. Altså gå lidt mere målrettet efter de "Gode Ting". Så det er også blevet til nogle gode titler både fra Acoustic Sounds og ikke mindst Blue Note.
IMG_1226.jpeg
Det er nogle af de store huller, der er blevet fyldt ud plus der også har været et par positive nyopdagelser imellem f.eks. Grant Green og ikke mindst Kenny Burrell.
-Tak, Captain, du ved, hvem du er! Håber jeg
IMG_1227.jpeg
Vi er jo nogle stykker, der går og venter på “Tone Poet”-genudgivelsen af Coltrane’s “Blue Train”. Den er fra september 1957 og optaget i Rudy Van Gelder’s Hackensack-studie, som vistnok var hans forældres dagligstue.
I august samme år og sted blev Hank Mobley’s “Curtain Call” optaget og den er allerede genudkommet på Blue Note “Tone Poet” (Blue Note, BST 61006).
Nu skal man jo passe på med at udtale sig for skråsikkert om noget som helst, der har med teknik og lp'er at gøre i disse dage. Men jeg tør godt sige så meget som at hvis den nye “Blue Train” lyder hen i retning af “Curtain Call”, så er den i hvert fald bedre end den DOL-“Blue Train”, jeg allerede har - også selvom pianoet har den frygtede “boksy” Rudy Van Gelder-lydsignatur. Og så er musikken på "Curtain Call" endda bedre - synes jeg.
Et andet af mine favorit-labels er ikke overraskende, hvis man følger med her, parisiske SAM Records. Jeg har det med SAM ligesom med ECM. Det er ikke så vigtigt, hvad det er - bare køb det!
IMG_1228.jpeg
Så det gjorde jeg og det er jeg glad for. En af dem, jeg er meget glad for er live-optagelsen med “The Hip Doctor”, Nathan Davis (SAM Records, SR20). Udgivelsen er lidt atypisk for SAM Records, da den er fra 1967 og altså små ti år senere end det meste af det, man hidtil har udgivet. Men det gør ikke noget, slet ikke.
-Tænk Coltrane (ikke ham fra “Blue Train”) - møder Cannonball Adderley (ikke ham fra “Something Else”). Men sådan som Coltrane lyder på “Crescent” blandet med Cannonball som han lyder f.eks. på “Live In Seattle”.
Jazz, bop javel, men mere frit, mere inspireret, sofistikeret om man vil og afgjort mere “afrikansk”. Men ikke totalt udknaldet.
Nathan Davis var i øvrigt ikke bare tenor-saxofonist, men også Phd i etnisk musik, musik-professor ved University of Pittsburg og meget andet. Der er nogle virkeligt fede numre på udgivelsen, men man må leve med at Davis til tider flagrer rundt i lydbilledet. Jeg kan ikke afgøre, om det er teknik; bånd, mastering eller om han bare ikke kan stå stille foran mikrofonen.
Jeg vælger at opleve det som det sidste - det er jo trods alt også en live-optagelse.
Den sidste erhvervelse, jeg vil nævne her, er derimod slet ikke jazz. Men det er til gengæld den plade, der har snurret mest og i hvert fald indtil videre også sidder solidt på titlen, som “Årets Plade 2022”. Jeg tror også den har været nævnt af andre i forbifarten her.
The The blev aldrig en del af min musikalske opdragelse. De var bare ikke rigtigt tilstede, der hvor jeg var. Jeg har selvfølgelig hørt bandnavnet og vel også haft en fornemmelse af, at det måske “var en slags pop for folk med hjerne” for nu at smække en forældet kliche på bordet - og ingen af delene var i hvert fald noget, jeg identificerede mig med i det bittersøde årti, kaldet nittenhundredeogfirserne.
Men i 2022 må jeg ikke desto mindre indrømme, at “The Comeback Special” har taget mig fuldstændigt med storm. Igen en live-optagelse, her fra Royal Albert Hall. Men der er ikke noget “royalt” eller hovski-snovski over det her. Derimod en bundsolid, tæt vellydende og ærlig koncertoptagelse med tonsvis af atmosfære og fed kontakt mellem Matt Johnson og et veloplagt, men disciplineret publikum, der i hvert fald har hjerne nok til at lade telefonerne blive i lommen og nyde ikke bare musikken, men også de små-geniale tekster.
IMG_0085.jpeg
Storbritannien har fået meget skældud de senere år og det har i hvert fald et snævert flertal af dem nok selv været ude om. Men at høre "The Comeback Special" får mig alligevel til at savne London, at "minde the gap" på Picadilly Station, vandre rundt på må og få i SoHo, gå i "Sounds of the Universe" (og husk for Guds skyld at checke kælderen ud), ind på en pub, få en "Old Peculiar" og op i "the public room" på første sal for at høre et foredrag af en fed, selvironisk bøsse om hvordan "David Bowie Made Me Gay" eller se neo-punkerne fra "Blackwaters" trykke den totalt af med "Fuck Yeah!".
-Sammen med 25 andre diehards.
IMG_4190.jpeg
Jeg er ikke vild med at gå til koncerter længere. Jeg synes desværre ofte, at folk opfører sig uheldigt og endnu oftere er lyden håbløs og måske er jeg i virkeligheden bare ved at være for gammel til den slags pjat.
Men lige præcis den her koncert, "The Comeback Special - Live At Royal Albert Hall".
Den gad jeg fandme godt at have været til!
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.