Hvad snurrer netop nu?

[mikkeldamlarsen]

Det er en udsøgt fornøjelse, hver gang kbekke eller kaptajnen deler deres viden/interesser med os andre, en så stor tak herfra. Jeg husker selv Made in Japan på teenage værelset med piger på besøg ;-)

[KenRas]

Og så må vi altså snart få lavet den “Made in Japan”-shoot-out, vi forsøgte i pejsestuen på det sidste Hald-træf.

Den er jeg med på

[kbekke]

Ja PQR er jo ganske åben om at han får knopper, når der bliver drejet på knapper - og det er jo også en ærlig sag.

Tak til mikkeldamlarsen og også Captainen for den, ahem supplerende note. Man kan sige, at der jo er alt det, som man gerne vil vide og ind imellem. Så er der også det, man gerne ville kunne “u-vide”

Og selvfølgelig skal vi have Den Store MIJ Sammenligningsfest snart. Måske det bliver lidt nemmere, nu vi går imod mørkere tider igen.

I mellemtiden kan man måske have fornøjelse af at dykke ned i denne beretning om Made In Japan-touren og indspilningerne:

https://darkerthanblue.wordpress.com/an ... -in-japan/

Interessant at tænke på, at man lige akkurat nåede at opgradere til en 16 kanalers mixer inden afrejsen.

Det er faktisk ikke særligt meget, hvis man begynder at tælle efter. Men selvfølgelig stadig 15 mere end strengt nødvendigt, hvilket PQR sikkert vil være enig i

[Captain Phoenix]

Så landede den.
Endelig og kun lige med nød og næppe.
Og kun fordi jeg (i et joint venture med Fensten) gik til kilden og bestilte den direkte hos Blue Note i USA.

Men hvad er da det, der er så eftertragtet?
Jamen – det er jo Chet Baker Sings i udgaven fra den luksuriøse Tone Poet-serie.

IMG_8990.jpeg

Den udkom i Tone Poet-versionen i 2020 – og den ville ”alle” gerne have (selv var jeg ikke rigtig opmærksom på den). Så selvfølgelig blev den udsolgt, ekstra eftertragtet – og efterhånden handlet til tossede priser på op til $ 230,-/DKK 1.500,- selv om det hele tiden har ligget i kortene, at den på et tidspunkt ville blive genoptrykt. En ”limited edition” var der ikke på noget tidspunkt tale om.

Nu kom den så igen (som Tone Poet-version) i juli i år.
Det nåede et par af de ”store vinyl-guruer” (bl.a. Mike Esposito fra The In-Groove) at fortælle på YouTube – og så var den selvfølgelig svær at få fat på igen: Ingen i EU kunne skaffe den, US-netbutikkerne havde den i restordre eller slet ikke – og kun pladeselskabet selv (Blue Note) kunne levere via deres US-baserede net-shop *). Og dér er den så også udsolgt nu...

Optagelserne er fra 1954-56, så det er en ung – og meget handsom udseende – Chet Baker vi hører. Han var på det tidspunkt midt i 20’erne og pladen her er blandt hans allerførste, men han var allerede så småt på vej til at blive lidt af hvad man i dag/senere vel vil kalde et pop-idol.

Og selv om jazz ikke er pop, så er der i dette tilfælde ikke langt: Det er pænt og yderst tilgængeligt, det der foregår. Og formatet understøtter dette med numre, der i gennemsnit er 3 minutter lange (eller korte vil man vel sige indenfor jazzen).
Stilmæssigt hører Baker til den del af jazzen, man vil kalde ”cool jazz”, som navnlig foldede sig ud på vestkysten (Los Angeles mv.) – men det er ligesom backingen (piano, bas og trommer) næsten har et strejf af langsomt swing over sig (selv om swing vel var gået af mode i årtiet før).

Baker spiller og synger rent og harmonisk. Her er ikke noget, der støder nogen på manchetterne. Det er pænt – meget pænt, det her.
Det kan være at jeg skal høre LP’en nogle flere gange (det skal jeg nok), men efter første gennemlytning er jeg i højere grad ved at falde i søvn end blive opstemt. Hmmm…

En lille stemme i baghovedet spørger: ”Hvorfor blev netop denne Chet Baker så hypet og eftertragtet?” Jeg har +30 andre Chet Baker i samlingen – og jeg vil umiddelbart sige, at der ”sker mere” på de aller-aller-fleste af disse. Uden af det på noget måder bliver vildt eller ”out there”, når Chet Baker står bag.

Én af de andre Baker-LP’er, der bor her, er “Chet Baker Sings Again”, som er optaget i 1985 – kun 3 år før Baker omkom under omstændigheder, der vist aldrig er blevet helt opklaret. Der var bl.a. tale om at en dope-pusher kunne have skubbet ham ud af det hotelværelses-vindue, han blev fundet død nedenfor…

IMG_8992.jpeg

På ”Sings Again” optræder nummeret ”My Funny Valentine”, der også findes på den knap 30 år ældre ”Sings” – og bare for lige at sammenligne har jeg spillet dem op mod hinanden.
Backingen er den samme (piano, bas, trommer), men naturligvis med andre musikere – men det er tydeligt hvor store forskellene er.

På ”Sing” er vokalen meget blød (fløde, fløjl osv.) og ganske charmerende. Det er som om han virkelig synger til en (kvinde – Valentine) for at charmere og vinde hende. Han synger ind til hende – og missionen skal nok lykkes. Fra Bakers side er nummeret rent vokalt – trompeten har pause her (nummeret varer kun 2:14).

På ”Sings Again” er Baker klart mere indadvendt og inderligt – det føles/høres som han synger ud fra egen livs-erfaring el.lign. Som om han synger mere for ikke at miste – mere bevægende synes jeg.
Man hører også at hans ”mundtøj” er forandret - sikkert efter han fik smadret kæbe/tænder i 1966 efter uoverensstemmelser med en drug-dealer. Sangen er en anelse snøvlende, men altså mere udtryksfuld.
Trompet-spillet er roligt, rundt – og meget flot doceret, nærmest sparsomt. Og Baker har stadig den dér helt rene tone, han altid har haft, men den kommer ligesom fra et ”dybere sted”. Nummeret varer 7:15.

Stod det kun mellem disse to numre, vil mit valg falde på ”Sings Again” ('80erne slår 50'erne!!!), men jeg giver ”Sings” nogle flere snurreture, så kan det være stillingen bliver mere lige.

En ting der dog ikke vil ændre sig er de fjollede cover-noter på ”Sings”. De er begået af Gerald Heard, der var forfatter, filosof mm – men uden indsigt i musik (ud fra hvad man læser på coveret). Han prøver at hælde nogle filosofiske floskler hen over jazz, swing, bop og ”progressiv jazz” uden at det bliver indsigts- eller meningsfuldt. Bare flommet og oppustet - bvadr.

NÅ – ”Sings” skal være velkommen i samlingen. Den er under alle omstændigheder et tidligt og vigtigt trin i en stor musiker-karriere, der også i sine sidste år gav meget dejlig musik (og sang).


*) Mit første køb dér, men det er forløbet fint: Solid emballering, 2 uger fra US til DK, Tålelige porto-priser: $21/DKK 140,- for 2 LP’er – og så forhåndsopkræver de import-moms’en, så man slipper for håndteringsgebyr.

[his067]

På ”Sing” er vokalen meget blød (fløde, fløjl osv.) og ganske charmerende. Det er som om han virkelig synger til en (kvinde – Valentine) for at charmere og vinde hende. Han synger ind til hende – og missionen skal nok lykkes. Fra Bakers side er nummeret rent vokalt – trompeten har pause her (nummeret varer kun 2:14).

En enkelt korrektion: Hart, hvis fornavn jeg ikke husker, men som skrev teksten, var homoseksuel og skrev teksten til/om en mand.

[kbekke]

Det nåede et par af de ”store vinyl-guruer” (bl.a. Mike Esposito fra The In-Groove) at fortælle på YouTube – og så var den selvfølgelig svær at få fat på igen: Ingen i EU kunne skaffe den, US-netbutikkerne havde den i restordre eller slet ikke – og kun pladeselskabet selv (Blue Note) kunne levere via deres US-baserede net-shop *). Og dér er den så også udsolgt nu...

Men det er jo også en uskik med alt det Youtube-hyperi og pisken-en-stemning-op (nudge, nudge)

Spøg til side. Godt for jer, at I fik det, I gerne ville have og også at man problemfrit kan handle direkte med Blue Note. Det lyder til at have været lidt af en quest og "Chet Baker Sings" må være mere end almindeligt eftertragtet. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg nogensinde ikke har fået en SMS fra min dealer allersenest på udgivelsesdagen med beskeden om at en forudbestilt Tone Poet nu stod klar til afhentning i butikken.

Hvilket får mig til at tænke på, hvor stort et privilegie det er at have en god gammeldags lokalt baseret, fysisk og dedikeret pladebiks til rådighed i sit nærområde.

Jeg har selvfølgelig købt masser af plader online. Fra Sam Records, Jazz Messengers, min hemmelige Berliner-Connection og mange andre. Det er også klart, at der bare er ting, som man må have, uanset hvad og hvor. Not a problem.

Men efterhånden køber jeg i stigende grad mine plader lokalt og fysisk her i byen. Jeg er selvfølgelig heldig ved i det hele taget at have en pladebutik i nærheden. Men det handler også om at huske, bare en gang i mellem, at købe det, der er. I stedet for at lade sig forføre til kun at cherry-picke på nettet efter lige præcis den udgivelse eller den laveste pris eller de mest favorable forsendelses-betingelser.

Det er naturligt at gøre som forbruger, måske også som samler. Men som musik-elsker, som plade-entusiast kan jeg ikke lade være med at tænke om ikke det er lige præcis den slags adfærd, der har gjort at den lokale slagter nede af gaden måtte dreje nøglen om for et par siden, at bageren ikke langt derfra kæmper en stadig kamp for overlevelse og at den eneste form for butiksliv, der efterhånden er tilbage her i Vestbyen er Netto'en på Olgasvej og de stadigt flere etniske frisører?

Det har for mig en kolossal værdi at kunne pjække et par timer en eftermiddag og bruge dem på at rode pladekasser igennem, mens jeg nipper til Rene's afskyelige automat-sprøjt-kaffe og "Minds Of 99" eller noget andet, jeg aldrig kunne drømme om at købe blaster ud af det godt gennemtjente Audioscan-anlæg (med kun en højtaler tilsluttet) henne ved kassen. Veksle et par ord på vej ud af døren og slentre hjemad. Undervejs holde døren for en ung, rødmosset mor med lidt-for-travlt, pusletaske, indkøb og barnevogn på slæb. Måske få en durum nede hos "Sultan-min-ven!" i Vestergade eller købe et lækkert rugbrød med hjem fra "Palles".

Alt sammen en del af en 100% analog og skærmfri oplevelse, kaldet "virkeligheden", som desværre ser ud til at blive delt af stadigt færre mennesker. Hvis man tager sig tid til at kigge efter... walking through the wild west-end.

Men ok. Det handler jo ikke særligt meget om, hvad der snurrer. Så det, der snurrer lige nu og her, er selvfølgelig "The Chet" en mono...

IMG_2049.jpeg

[Cinemad]

Inspireret af de mange omtaler i tråden af Deep Purple’s fantastiske live plade Made in Japan, er jeg i gang med min egen lille MIJ shoot-out.
For nogle år siden læste jeg at et af mine favoritbands Dream Theater i 2006 spillede en enkelt koncert, der skulle være en 1:1 cover af MIJ. Men der var ingen omtale af at koncerten var blevet optaget, og selvfølgelig derfor heller ingen henvisning til hvor pladen evt kunne fås.
Men tidligere på året var jeg en tur i Odense, og kom forbi en af de få velassorterede pladeforretninger der stadig er rundt om i landet: Vin-yl bar. Se’fø’li’ brugte jeg en del tid derinde, og gik derfra med bl.a. Dream Theaters version af Made in Japan.
Pladen blev først udgivet i 2022, sikkert i forbindelse med Record Store Day.
Så nu snurrer de to versioner på hver sin pladespiller, begge sluttet til Onkyo A10 og AR7. Ikke mit favorit set-up til den slags musik, men det eneste jeg har der er to pladespillere sluttet til.

MIJ DT.jpg

MIJ DP.jpg

MIJ covers.jpg

De to koncerter er forbløffende ens. Guitarsoloer, trommesoloer og keyboardsoloer på Dream Theater pladen er direkte kopier, og lydsignaturen på instrumenterne den samme.
Der er heller ingen tvivl om de musikalske færdigheder hos begge grupper er i top.
Men der er forskel. Ian Gillan og James McBrides stemmer er ikke ens, selv om det er tæt på, og der er også forskel på Ritchie Blackmore og John Petrucci’s måde at spille guitar på, og det kan høres en gang imellem.
Den største forskel ligger i det samlede lydbillede, hvor Dream Theater pladen er mere poleret, mens Deep Purple er mere rå.
Forskellene er hørbare, når man kan sammenligne direkte, men jeg er ikke sikker på jeg ville opdage at det var Dream Theaters version, hvis ikke jeg vidste det.

[KenRas]

De to koncerter er forbløffende ens. Guitarsoloer, trommesoloer og keyboardsoloer på Dream Theater pladen er direkte kopier, og lydsignaturen på instrumenterne den samme.
Der er heller ingen tvivl om de musikalske færdigheder hos begge grupper er i top.
Men der er forskel. Ian Gillan og James McBrides stemmer er ikke ens, selv om det er tæt på, og der er også forskel på Ritchie Blackmore og John Petrucci’s måde at spille guitar på, og det kan høres en gang imellem.
Den største forskel ligger i det samlede lydbillede, hvor Dream Theater pladen er mere poleret, mens Deep Purple er mere rå.
Forskellene er hørbare, når man kan sammenligne direkte, men jeg er ikke sikker på jeg ville opdage at det var Dream Theaters version, hvis ikke jeg vidste det.

Jeg sidder pt i et sommerhus i Nordjylland, altså langt fra den gode lyd
Jeg kender ikke umiddelbart Dream Theater, men efter et hurtigt check af Highway Star og Child In Time på deres MIJ cover version via streaming på min iPad, så er det tydeligt at selve arrangementet af numrene ligger meget tæt på MIJ. Ikke så ringe endda.
Jeg må dog sige at på CIT så falder James McBrides vokal noget igennem. Hvilket er fair nok, der er ikke mange der kan matche Gillan i den disciplin. Den skal dog helt klart høres ordentlig igennem (via streaming) når jeg kommer hjem.

Mvh Kenneth

[Fensten]

Nok om rock, nu om jazz.

Efter lang ventetid, fik jeg endelig besked om, at jeg kunne afhente mit eksemplar af Billie Holiday “Songs for distinguish lovers” hos Skala hifi.

Optagelsen er fra 1957 altså blot to år før at hun gik bort. Det høres at stemmen ikke havde den samme kraft, men indlevelse og nærvær kompenserer fint.

Et enestående album med masser af klassikere, jeg vil ikke trække ét eller nogle numre frem. For alle er gode, rigtigt , rigtigt gode.

Mit eksemplar er en del Acoustic Sounds serien. En stereo udgave og det gør ikke spor. Der er en fin balance, dejlig dynamik og en stortromme, der kan mærkes. Dette er en af de bedst lydende Acoustic Sounds Series i min samling

I dette tilfælde er metaldelene fra Classic records og mastered (hvad hedder det på dansk??) af Bernie Grundman. LP’en er presset af QRP.

Highly recommended. Like and subscribe


Mvh.


Fensteb

[kbekke]

Solen skinnede ligesom i dag og ZZ Top havde lige udgivet “Afterburner”. Eller i hvert fald var den nu omsider nået helt derud på bøh-landet, hvor vi hørte hjemme. Så hurtig, radio-orienteret texansk bluesrock med vinduerne rullet ned i J’s Opel GT, en kølig i hånden og cheap sunglasses var på højeste mode og vi var på vej.

Til koncert på Femøren.

Omar & The Howlers’ “Hard Times In The Land Of Plenty” stod hjemme på mit værelse ved siden af Beogram’en og adskillige illegale kopier cirkulerede allerede i det, der var min lille posse. Sådan et kassettebånd passede nemlig lige nøjagtigt ned i brystlommen på en Lee-cowboyjakke og så var der stadig plads til smøger i den anden side. Genialt.

IMG_2064.jpeg

For lige der og i den periode var Omar for os kæmpestor. Faktisk var han kæmpestor - ligesom hans roadie. Et erhverv vi allerede dengang havde stor respekt for. Omar var en mand og en vom på størrelse med Obelix og ligesom vildsvin og bautasten lignede Omar’s Fender på afstand et stykke BR-legetøj i hænderne på kæmpen.

Han er den eneste guitarist, jeg nogensinde har set (og jeg har efterhånden set nogle stykker også på nært hold), der laver vibrato simpelthen ved at vride hele guitaren. Lyt efter det f.eks. på “Mississippi Hoo-doo Man”. Allerbedst var det selvfølgelig de gange Paul Junior var med og i gummisko eksploderede i sin helt egen fuldstændigt vanvittige smadder-bas-solo. Et trademark alle så frem til med forventning og som allerhelst skulle klimakse en Howlers-koncert.

Omar Dykes har spillet landevejene tynde, på store og små scener i Danmark og mange, mange andre steder og han er nok, solo eller med The Howlers et af de acts, jeg har set allerflest gange overhovedet. Han har indspillet elektrisk Austin-blues a la Fabulous Thunderbirds, traditionel Jimmy Rogers-blues og endda swing-blues og altid akkompagneret guitaren med en stemme, der ikke lader den rigtige Howlin’ Wolf ret meget tilbage.

Han er en af mange, især jazz- og blues musikere, der er arbejdsmænd først, dernæst måske kunstnere, men stort set aldrig stjerner i den forstand, som vi ser stjernerne gengivet i medierne.

Problemer med helbredet har desværre forhindret Omar Dykes i at optræde i de senere år. Så chancerne for at opleve ham igen på denne side af St. Louis eller i det hele taget er nok noget nær nul. Sidste gang for mig og måske 100 andre devotees var i 2010 og af alle steder Pavillionen i Grenå. Ikke lige et sted, man normalt kommer forbi på en hverdagsaften. Men vi vidste godt alle sammen, at det var sidste omgang. Så selvfølgelig var vi der.

Til gengæld udgav han i 2020 erindringsbogen “The Life And Times Of A Poor And Almost Famous Bluesman”.

Uddraget i The Austin Chronicle er værd at læse og giver et både råt, til tider morsomt og i hvert fald ærligt indblik i den amerikanske musikindustris forretningsmetoder og forklarer også, hvordan man som musiker kan være både elsket af sit publikum, næsten-berømt og på samme tid helt og aldeles ludfattig. En tilstand, der desværre oftere er reglen end undtagelsen i den branche.

https://www.austinchronicle.com/music/2 ... -bluesman/

[KenRas]

I forrige uge var konen og undertegnede på en lille ferie i det nordlige Jylland, nærmere betegnet i Hals i et lånt sommerhus. Dejligt at være lidt hjemmefra. Ud over at besøge lidt seværdigheder faldt turen også forbi en del loppemarkeder og butikker som “Guld og Rod”, Kirppu, Røde Kors, Blå Kors, osv. Jeg har jo gennem årene læst her om hvad vores jyske forum medlemmer finder i denne slags butikker af interessant hifi, så man havde jo lov at håbe.

Faktum var at jeg fandt absolut intet af den slags, til gengæld kom jeg hjem med en god stabel LP’er
Og her skal der til nordjydernes ros siges at pladeudvalget er noget bedre end på Sjælland. Jeg vil ikke omtale det hele her men der var nogle, i min optik, gode perler imellem.

Dem af jer der overværede min Quadrofoni præsentation på træffet i Lyngby 2022 kan måske huske at der blev spillet Johnny Cash fra hans koncert i San Quentin. En plade med fed stemning og live optagelser gør det i min optik ekstra godt når pladen er i Quad format. Den jeg spillede på træffet havde jeg lånt af Mikael (NoQuarter) og jeg har kigget efter den lige siden. Og nu stod den der på et reolmarked. Cover er lidt slidt, men selve pladen var i plastic innersleeve og i VG+ stand. Den har nu snurret her nogle gange og den holder bare vand.

IMG_4159.jpeg

Som ung teenager, nok i 7-8 klasse hang jeg meget ud med min klasse kammerat Rene og når vi var hjemme hos ham kunne vi lytte med når hans meget lækre storesøster havde besøg af sin kæreste og der blev spillet plader med den tids dansk syrerock (og meget andet ala Steppenwolf mm).
Jeg ved ikke om det er søsteren eller musikken, Alrune Rod med flere, jeg husker bedst

Men næste fund var så en re-release fra 1979 af Alrune Rod’s to første albums, her udgivet som et dobbelt album. Cover er lidt slidt, men pladerne er i god stand. Et sjovt genhør, hvor bare navnet Alrune Rod bringer minder frem. Det bliver nok ikke en skive jeg spiller hver uge, men den er da sjov at have i samlingen.

IMG_4160.jpeg

I begyndelsen af 70’erne var de “4 store” rock bands i min optik Deep Purple, Led Zeppelin, Black Sabbath og Uriah Heep. Mht. Led Zeppelin så har deres 4 første album altid i min optik været det “rigtige” Zeppelin. Derefter blev det, med få undtagelser, lidt mærkeligt. Det skal have en chance så samlingen skal udvides ud over de første 4. Så da jeg faldt over “Houses Of The Holy” og “Coda” til fornuftige priser, så måtte de med hjem. Der er ikke lyttet meget til dem endnu, men det kommer.

IMG_4161.jpeg

Det mest spændende fund var dog denne her med Fleetwood Mac. En plade det faktisk er svært at finde nogen som helst information om, men lidt er der dukket op.

IMG_4162.jpeg

Som cover billedet antyder, så er det et Fleetwood Mac(FM) fra før at først Christine McVie og senere Stevie Nicks kom med i gruppen og vi fik den polerede lyd som de primært er kendt for. Selve pladen findes der ikke noget info om når man søger efter Fleetwood Mac’s discografi. Absolut intet…?
Pladen er dog registreret i Discogs, med udgivelses året angivet som 1985. I Discogs har bruger dog skrevet at han mener optagelserne stammer fra “nogle Boston sessions i 1970”. Sammenholdt med en Youtube video af “Black Magic Woman” med FM (ja det var Peter Greene fra FM der skrev den) og en intro på det første nummer, så stammer koncerten fra nogle “Boston Tea Pary” sessions i 1970. Yderligere er det sjovt at kun et enkelt af numrene på pladen findes på de officielle FM udgivelser.

Selve optagelserne er meget upolerede og rå, men musikken svinger og der bliver spillet en/flere fede spader på de fleste numre. Selve nummeret “Black Magic Woman” fra denne plade kan findes på Youtube. Det starter de første 3 minutter som vi kender det fra Santana og slutter med yderlige 3 minutter spade for fuld kraft. Det er en plade jeg var meget glad for at finde.

IMG_4163.jpeg

Ud over disse var der noget andet dansk og udenlandsk, men det springer vi over denne gang.

Jo, loppemarkeder/butikker i Nordjylland kan sgu noget

Mvh Kenneth

[Fredmarantz]

Mht. Led Zeppelin så har deres 4 første album altid i min optik været det “rigtige” Zeppelin. Derefter blev det, med få undtagelser, lidt mærkeligt. Det skal have en chance så samlingen skal udvides ud over de første 4. Så da jeg faldt over “Houses Of The Holy” og “Coda” til fornuftige priser, så måtte de med hjem.
Mvh Kenneth

Kenras! - dejlig beskrivelse af din ungdoms bedrifter - oplevelser og måben over kammeratens storesøster til tonerne af syrerock'en og Steppenwolf osv.... Dette kender jeg aaaalt for godt. Vi synes vel nærmest at have levet kulturelt i en parallel Verden, sådan alt i alt. Du valgte bland meget andet dog at lære en masse om elektronik og at kunne tyde diagrammer big time, hvilket jeg lige sprang let og elegant hen over- til min store fortrydelse. .

Jeg har klippet lidt ud af dit indlæg - det, der omhandler hvad du betragtede ,som "rigtig" Led Zeppelin - og jeg kan nemt give dig ret - men jeg synes, at netop "Houses of the holy" samt "Physical Graffity" (som du dog ikke har nævnt) er et par plader, som ikke hverken kan eller bør undgå's. Begge synes jeg sætter sig fint på hylden sammen med fx "Black dog"-albummet (4-eren) og de øvrige 1- 2- 3. Physical Graffity indeholder jo det efter min mening totalt smukke, geniale og monumentale nummer "Kashmir" samt "In my time of dying" - begge monsternumre med deres helt egen karakter - som ikke ligner noget som helst andet - Meget originale, klassiske og enestående numre, synes jeg. Bonzo's trommelyd på Physical Graffity er helt fantastisk - garagetrommer for viderekomne.
Vh
Freddy

[Max.H]

Jeg mener det var i denne tråd jeg faldt over et link til en site hvor man kunne finde utrolig mange forskellige indspilninger af klassisk musik , men nu kan jeg ikke finde den igen .Nogen der kan hjælpe ?

[Fensten]

Så landede den.
Endelig og kun lige med nød og næppe.
Og kun fordi jeg (i et joint venture med Fensten) gik til kilden og bestilte den direkte hos Blue Note i USA.

Men hvad er da det, der er så eftertragtet?
Jamen – det er jo Chet Baker Sings i udgaven fra den luksuriøse Tone Poet-serie.

IMG_8990.jpeg

Den udkom i Tone Poet-versionen i 2020 – og den ville ”alle” gerne have (selv var jeg ikke rigtig opmærksom på den). Så selvfølgelig blev den udsolgt, ekstra eftertragtet – og efterhånden handlet til tossede priser på op til $ 230,-/DKK 1.500,- selv om det hele tiden har ligget i kortene, at den på et tidspunkt ville blive genoptrykt. En ”limited edition” var der ikke på noget tidspunkt tale om.

Nu kom den så igen (som Tone Poet-version) i juli i år.
Det nåede et par af de ”store vinyl-guruer” (bl.a. Mike Esposito fra The In-Groove) at fortælle på YouTube – og så var den selvfølgelig svær at få fat på igen: Ingen i EU kunne skaffe den, US-netbutikkerne havde den i restordre eller slet ikke – og kun pladeselskabet selv (Blue Note) kunne levere via deres US-baserede net-shop *). Og dér er den så også udsolgt nu...

Optagelserne er fra 1954-56, så det er en ung – og meget handsom udseende – Chet Baker vi hører. Han var på det tidspunkt midt i 20’erne og pladen her er blandt hans allerførste, men han var allerede så småt på vej til at blive lidt af hvad man i dag/senere vel vil kalde et pop-idol.

Og selv om jazz ikke er pop, så er der i dette tilfælde ikke langt: Det er pænt og yderst tilgængeligt, det der foregår. Og formatet understøtter dette med numre, der i gennemsnit er 3 minutter lange (eller korte vil man vel sige indenfor jazzen).
Stilmæssigt hører Baker til den del af jazzen, man vil kalde ”cool jazz”, som navnlig foldede sig ud på vestkysten (Los Angeles mv.) – men det er ligesom backingen (piano, bas og trommer) næsten har et strejf af langsomt swing over sig (selv om swing vel var gået af mode i årtiet før).

Baker spiller og synger rent og harmonisk. Her er ikke noget, der støder nogen på manchetterne. Det er pænt – meget pænt, det her.
Det kan være at jeg skal høre LP’en nogle flere gange (det skal jeg nok), men efter første gennemlytning er jeg i højere grad ved at falde i søvn end blive opstemt. Hmmm…

En lille stemme i baghovedet spørger: ”Hvorfor blev netop denne Chet Baker så hypet og eftertragtet?” Jeg har +30 andre Chet Baker i samlingen – og jeg vil umiddelbart sige, at der ”sker mere” på de aller-aller-fleste af disse. Uden af det på noget måder bliver vildt eller ”out there”, når Chet Baker står bag.

Én af de andre Baker-LP’er, der bor her, er “Chet Baker Sings Again”, som er optaget i 1985 – kun 3 år før Baker omkom under omstændigheder, der vist aldrig er blevet helt opklaret. Der var bl.a. tale om at en dope-pusher kunne have skubbet ham ud af det hotelværelses-vindue, han blev fundet død nedenfor…

IMG_8992.jpeg

På ”Sings Again” optræder nummeret ”My Funny Valentine”, der også findes på den knap 30 år ældre ”Sings” – og bare for lige at sammenligne har jeg spillet dem op mod hinanden.
Backingen er den samme (piano, bas, trommer), men naturligvis med andre musikere – men det er tydeligt hvor store forskellene er.

På ”Sing” er vokalen meget blød (fløde, fløjl osv.) og ganske charmerende. Det er som om han virkelig synger til en (kvinde – Valentine) for at charmere og vinde hende. Han synger ind til hende – og missionen skal nok lykkes. Fra Bakers side er nummeret rent vokalt – trompeten har pause her (nummeret varer kun 2:14).

På ”Sings Again” er Baker klart mere indadvendt og inderligt – det føles/høres som han synger ud fra egen livs-erfaring el.lign. Som om han synger mere for ikke at miste – mere bevægende synes jeg.
Man hører også at hans ”mundtøj” er forandret - sikkert efter han fik smadret kæbe/tænder i 1966 efter uoverensstemmelser med en drug-dealer. Sangen er en anelse snøvlende, men altså mere udtryksfuld.
Trompet-spillet er roligt, rundt – og meget flot doceret, nærmest sparsomt. Og Baker har stadig den dér helt rene tone, han altid har haft, men den kommer ligesom fra et ”dybere sted”. Nummeret varer 7:15.

Stod det kun mellem disse to numre, vil mit valg falde på ”Sings Again” ('80erne slår 50'erne!!!), men jeg giver ”Sings” nogle flere snurreture, så kan det være stillingen bliver mere lige.

En ting der dog ikke vil ændre sig er de fjollede cover-noter på ”Sings”. De er begået af Gerald Heard, der var forfatter, filosof mm – men uden indsigt i musik (ud fra hvad man læser på coveret). Han prøver at hælde nogle filosofiske floskler hen over jazz, swing, bop og ”progressiv jazz” uden at det bliver indsigts- eller meningsfuldt. Bare flommet og oppustet - bvadr.

NÅ – ”Sings” skal være velkommen i samlingen. Den er under alle omstændigheder et tidligt og vigtigt trin i en stor musiker-karriere, der også i sine sidste år gav meget dejlig musik (og sang).


*) Mit første køb dér, men det er forløbet fint: Solid emballering, 2 uger fra US til DK, Tålelige porto-priser: $21/DKK 140,- for 2 LP’er – og så forhåndsopkræver de import-moms’en, så man slipper for håndteringsgebyr.

Havde vi været mere cool, så havde vi købt lokalt.

Jeg skrev til min lokale pusher, da jeg blev klar over at ‘Sings’ blev tilgængelig igen.

Jeg fik imidlertid at vide, at de ikke kunne skaffe pladen.


Men nu er den her.

Så hvis i brænder efter et eksemplar. Så kan den købes her.


https://imusic.dk/music/0602508358913/c ... r-sings-lp



Mvh.


Fensten

[Fensten]

Der kommer ingen anekdoter om gamle kærester, slidte cowboybukser ( på den helt rigtige måde) eller jazz reissues i dette indlæg.

Jeg var Skousen i Tilst i dag. Jeg skulle undersøge markedet for robotstøvsugere.

Da vi tidligere har modtaget glimrende service i Skousen gik turen naturligvis dertil.

Jeg traf salgsekspedienten, der sidste gang vi sås, prakkede mig en Asko vaskemaskine på.

Hun gjorde opmærksom på at Asko var vaskemaskinernes Volvo, og så måtte jeg jo eje den.

Robotstøvsuger blev det ikke til i denne omgang, meeeen lige ved siden af Skousen ligger Røde Kors.

De havde en lille kurv med ganske få LP’er, hovedsageligt klassisk musik. Sådan er det ofte. Der var 4 styks, der så intessante ud.

Tijuana Sound brass. Er nok den mindst interessante. Men en meget levende plade.

Tchaikovsky -1812 Overture Decca stereo phonic - Super dynamisk. Fantastisk presning og mastering

Carmen Jones - Georges Bizet - Musical soundtrack RCA

….og sidst med ikke mindst Dino Lapati, som jeg har stor kærlighed til.

Den eneste af de ovenstående LP, jeg kendte til i forvejen. Det er også den mest interessante ift. de musiske.


Men jeg er glad for dem alle. Det var en god dag


Måske får jeg en robotstøvsuger en anden dag :)


Mvh.


Fensten