Dizzy På Staden.
Det var jeg ikke så få gange, der i omegnen af 1990.
Men jeg fik aldrig set dem. Ikke der og dengang i hvert fald. Til gengæld så jeg så meget andet: Slowdive, Master Fatman’s Freedom Fighters på en almindelig torsdag aften, der sendte Loppen på en svedig rejse med “Funkytown” og “Daddy Cool” og Baal, der væltede huset med “Eurodope”.
Jeg så sågar en gammel mand, der tabte bukserne midt på Prærien, mens han var ude at gå tur med bagbeklædningen til et fjernsyn - i snor. Talk about grineflip!
Men ikke Dizzy Mizz Lizzy. De var ellers pænt store lige der. Og smarte. Med powertrio-rock, Sort Guld og motorcykeljakker. Jeg var ret vild med “Rotator” i en periode. Pigerne kunne også godt li’ det, i hvert fald nogle af dem. Det var oplagt.
“Honeyburst”, Tim Christensen’s andet solo-udspil fra 2003 er imidlertid noget helt andet.
9B342740-AC76-43B5-8844-1B4855193949.jpeg
En anden tid. En anden fase.
Det er en af de CD’ere, jeg fandt i genbrugscontaineren forleden og tog med af rent instinkt. Jeg havde aldrig hørt den før. Ikke engang set den der serie, der vist var med til at gøre “Right Next To The Right One” til et hit dengang.
Til gengæld har den vold-snurret de sidste par dage og om ikke andet sendt mig tilbage til en tid, jeg egentlig troede, jeg havde bearbejdet og lagt bag mig forlængst. Maybe not so.
Her er det en mere moden Tim Christensen, der træder frem. 10 år ældre, ligesom jeg. Godt i gang med at blive voksen for alvor og stående det sted, hvor det går op for een, at i morgen byder på andet end tømmermænd fra den foregående aftens bytur:
Ansvar. Ting, der faktisk skal gøres, steder, man er nødt til at være. Svære samtaler, der skal tages og forhold, der ikke altid går, som man drømte om. Hvad går det hele egentlig ud på?
Det tager Tim alt sammen under behandling på “Honeyburst” og han gør det ordentligt må man sige. Det ER et solo-album - også i den forstand, at han spiller næsten alt selv.
Der er selvfølgelig masser af hjerte-smerte på albummet. Men dykker man ned, så er der meget mere og det er på ingen måde banalt.
Først og fremmest, så er der jo som altid hos Tim Christensen Lennon & McCartney i hver eneste sang og hver eneste tone. -Nogle vil sikkert sige, at der er en del mere McCartney end Lennon f.eks. på “Right Next” og det har de nok ret i.
Men “Honeyburst” er alligevel først og fremmest et rock- og et guitar-album. Ligesom en gammel John Mayall- eller Jeff Beck-plade. I 2010 donerede Tim sin flødefarvede tresser-Stratocaster med DiMarzio pickups til Danmarksindsamlingen. Men jeg er ret sikker på, at det er den, der spiller hovedrollen her.
3B8CEFB2-3536-4AD3-8600-CE12E52C4522.jpeg
På introen til et af numrene gentages en enkelt akkord, der fuldstændigt lyder som om guitaren IKKE er plugget ind, men bare optaget med en mikrofon - min egen Stagg lyder fuldstændigt ligesådan uden forstærker.
“Whispering At The Top Of My Lungs” kulminerer i en desperat kakofoni af flanging, chorus og alt muligt andet godt fra pedal-boardet. -Der er andet end sød-suppe og P3 airplay på spil her.
Derudover er der bare trommer, bas, lidt akustisk guitar, lidt kor og mellotron. Ikke noget pis og så en ordentlig gang Phil Spector-Wall-Of-Sound hældt ud over det hele til sidst. Jeg har hørt den et par gange med mono-knappen trykket ind og det fungerer faktisk ganske overbevisende.
Det er selvfølgelig ren nostalgi og meget personligt, at lige det her rammer plet hos mig. Men det er jo det, musik gør. Det er det, der er hele ideen med det.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.