Så nåede jeg frem til denne i den seneste sending af LP'er:
The Rolling Stone's (ikke helt) nye album - det første egentlige studie-album i 18 år.
IMG_9491.jpg
Det har selvfølgelig været omtalt og anmeldt mange steder, så mange har sikkert læst/hørt osv.
Mit 5-cents bud i dén sammenhæng er helt simpelt:
Jeg synes det er et rigtig godt album - som RIGTIG godt.
Grundlæggende handler det blandt andet om, at Rullestenene kan stadig både synge og spille (sammen):
Mick Jaggers stemme er fortsat stærk, hvad man ikke på samme måde kan sige om kollega/konkurrenten Paul McCartneys
* (hvis man skal tro koncertanmeldelserne).
Faktisk godt klaret: Jagger rundede 80 i sommer - og der er stadig noget storkæftet flabethed over hans måde at levere vokalerne på. Herligt!
Samspillet et tæt og der er stadig intensitet og "bid" i musikken, som vinder ved at man skruer godt op for lydniveauet. Det rocker på den gode blues'ede måde, som er The Stones' kendemærke - og jeg får lyst til at høre det igen (altid et godt tegn, når en ny skive lander her).
Stones mistede jo trommeslageren Charlie Watts i 2021... Hvordan i alverden var det lige ham - det pæne familiemenneske og rolige jazz-baserede trommeslager - der tjekkede ud før syrehovederne Richards og Jagger???
Nå - men det var det altså, så her spilles trommerne af Steve Jordan, der har rørt i gryderne hos... stort set alle mulige indenfor både pop, rock og jazz. Det går godt også her - dog: skulle jeg finde på at savne noget skulle det være Watts' dejlig, minimalistiske - næsten underspillede - måde at behandle trommesættet på. Men det er ikke en alvorlig anke.
Det bedste nummer er nok "Sweet Sounds of Heaven", hvor Lady Gaga synger med samt indledningsnummeret "Angry".
Og mere tankevækkende er det faktisk, at der (efter 3 gennemlytninger) egentlig ikke synes at være nogle deciderede svage numre eller
fillers på albummet. TAK for det.
Lyden er i orden - men Stones har jo aldrig lydmæssigt været "audiofile" - det skal være lidt råt og tæt. Presningen (GZ i Tjekkiet tror jeg) er OK - baggrundsstøjen er der mellem numrene, men generer ikke når musikken spiller. Flad er vinylen også.
Den største anke er egentlig cover-illustrationen, der ligner noget åndssvag 80'er pop-art, men når dét er det eneste jeg kan øffe over, så er det altså ikke så ringe, det her.
Jeg runder op med den sidste halve stjerne for historikken og nostalgiens skyld og giver Hackney Diamonds 5 ud af 5 stjerner.
Anbefales absolut!
IMG_9490.jpg
* Paul McCartney spiller iøvrigt bas på ét af numrene - "Bite My Head Off" - undervejs med en herlig fuzz-effekt.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.