Så sluk computeren og gå ud i september-solen – eller hæng på.
bjerager skrev:En af de plader det er lykkedes mig at slide op er Pink Floyds "The Final Cut". Det er når det kommer til stykket nok min favouritplade med bandet, hvilket utvivlsomt også hænger sammen med min alder på udgivelsestidspunktet.
Tak for fortællingen, Anders.
Den satte flere ting i gang her – og det er altid godt. (Også tak til trikker for links - navnlig de sidste minutter af videoen kaster et lys over ”The Final Cut”, som jeg ikke kendte/huskede):
- For det første dét, at når en bestemt plade – eller melodi – bliver særligt vigtig, så hænger det tit sammen med, hvor man mødte den først.
For det andet fik den mig til at finde ”The Final Cut” frem og sætte den på anlægget, hvor den ikke havde været længe.
Og for den tredje fik den mig til at tænke over ”Pink Floyd på langs” – eller udviklingen hen over deres vel en lille snes albums.
For én er det timerne på teenage-værelset med weltschmerz og det sidste snit…
For mig er det først og fremmest ”Space Truckin'” fra Deep Purple’s ”Made in Japan”.
Og heldigvis knyttet til en oplevelse af en anden karaktér:
Nummeret er som bekendt det sidste på dobbelt-LP’en – og derfor var det også det sidste nummer på det 18 cm spolebånd, der snurrede på Susannes Tandberg-båndoptager, som stod på hendes teenageværelse med vestvendt udsigt over Schweizerdalsmosen.
Her kom solen om foråret lavt, smukt og blødt ind sidst på eftermiddagen.
Båndoptagerens ejer gik i 1973/74 i 8.B på den lokale Arne Jacobsen-tegnede kommuneskole.
Jeg gik i 8.A på samme skole.
Klasseværelserne lå lige op ad hinanden – og dét kom Susanne og jeg også til.
Og båndet med op til 1½ times musik pr. side var meget bekvemt, når et par 14-årige kærester kunne bruge noget slørende baggrundsmusik og havde langt mere spændende ting at gøre sammen, end at vende plader hvert kvarter i den lave forårssol.
Man kan jo bruge sin fantasi - den er sikkert ikke helt forkert. For ”Space Truckin'” var lige dér og tog sin plads, hvor noget meget nyt, spændende og sikkert ikke altid nemt, med ét var blevet mindre nyt, endnu mere spændende – og altså ikke så svært.
Lige dér – i et smukt tomrum i tiden – mødtes altså eftermiddagssolen, Space Truckin' og Susanne og jeg hinanden på et nyt plan og i en ny æra.
Hvis jeg så – brutalt – spoler tiden 47 år frem og spørger mig selv, om ”Space Truckin'” er pladens eller Deep Purples bedst nummer, så må jeg svare ”nej”. For der er så meget andet godt og bedre på ”Made in…”. Men nummeret – det er helt særligt for mig.
Og så bevæger jeg mig – med forsigtighed – over til punkt 2: ”The Final Cut”, der snurrer her.
Og med stor respekt for at dét for flere er det fortrukne eller bedste PF-album (og har en særlig betydning), vover jeg alligevel et statement om albummet. For vi må vel godt kunne diskutere vores smag, vurderinger og opfattelser vedr. musikken – også selv om vi ikke er enige (tænker jeg).
Og for mig er ”The Final Cut” altså et helt, helt andet sted på den PinkFloyd’ske Richter-skala.
Jeg synes det lyder som et dårligt aftryk af, hvad de ville med ”The Wall” (som tiden siden udgivelsen i ’79 efter min – subjektive bog – i øvrigt ikke har været nådig ved):
Stor set samme temaer, samme sound, samme lidt-for-pressede Waters-vokal. Men uden ”The Wall”s (indfriede) ambition om at levere en sammenhængende fortælling – at nå hele vejen ud på den anden side (af muren).
Som den snurrer her bliver jeg sådan helt ”små-irriteret” på albummet, for hvorfor kopierer de sig selv uden at lægge nyt til, som PF jo i dén grad formåede med deres tidligere album og som var ét af deres adelsmærker. Hvad er det egentlig de vil fortælle, som ikke allerede 3-4 år før er sagt på det forrige album?
Jeg kan ikke finde det – hverken i tekst, musik eller andet.
Ja, ja – jeg véd det: Jeg lyder som en grumpy old man… er det måske endda også…
Men (og her jeg ved punkt 3): Når nu Pink Floyd har lavet album som ”Wish You Were Here”, ”Meddle, ”Dark Side…” – ja selv de to første ”Piper at the Gates of Dawn” & ”A Saucerful of Secrets” – albums hvor de udvidede og flyttede rockmusikkens grænser og udfordrede både sig selv & lytterne – hvordan kan de så finde på at udgive et album med – groft sagt – leftovers fra ”The Wall” (som Davis Gilmour siger)? Og måske er du også lidt inde på det, Anders, i det du skriver.
Og måske – og her tolker jeg på andres vegne – er det sådan, at ”The Final Cut” er det personligt mest betydningsfulde album – men ikke det bedste – fra Pink Floyd’s side?
Selv om magasinet Rolling Stone roste det meget ved udgivelsen (pga. 3 ½ års PF-tørke efter ”The Wall”?), så giver samme medie det kun to sølle stjerner 20 år efter – og det synes generelt at rode rundt i den ringeste 1/3 af hvad PF har udgivet.
PS
Har lige behov for at gentage mig selv: Indlægget er ikke skrevet for at beklikke nogens oplevelse af at et bestemt album/nummer er særligt for dem (som ”Space Truckin'” er det for mig).
Det er skrevet for at undersøge forholdet mellem pdes ens eget særlige foretrukne og pdas en gruppes bedste indspilninger.
Mht. Pink Floyd er det ”Meddle”… eller ”Wish You Were Here”… eller ”Dark Side…” eller... Dét må undersøges i en anden post.
Men ikke "The Final..." - CUT!