En mand kom forbi i dag - “just passin’ through”, som de siger i filmene.
Det var, som det plejer: Alt for hyggeligt. Alt for kort.
Han havde varer og gaver med. Det snurrer nu.
06F6DBD6-1FB4-4607-AD26-3AB6A4DCBEA6.jpeg
Europa forstod aldrig rigtigt Tom Petty. Selvfølgelig var han kendt. For Travelling Willbury’s. “Learning To Fly” og et par videoer på MTV. Det var Jeff Lynne’s Tom Petty, vi kendte - og det er der ikke noget i vejen med.
Men “Stateside” var det noget helt andet. Amerikanerne, i hvert fald de fleste af de amerikanere, jeg kender. Almindelige, hårdtarbejdende ofte gudfrygtige, men altid med-hjertet-på-rette-sted amerikanere.
De
elskede Tom Petty.
Det siges, at amerikanere elsker vindere. Men de elsker også underhunden. Og Tom var altid på underhundens side. I en nation, hvor mange er fattige og endnu flere har to jobs for bare at betale huslejen. Hvor en fyreseddel eller en diagnose kan betyde forskellen på et komfortabelt liv og hjemløshed og hvor pensionister bag disken i “Wendy’s” er helt normalt. Der var det Petty og ikke Springsteen amerikaneren på gaden kunne identificere sig med.
Det er snart mange år siden, jeg i arbejdsmæssig sammenhæng tilbragte et par måneder i Milwaukee, et par timers kørsel nord for Chicago. Byen ligger ud til den kolossale Lake Michigan og er omgivet af frodigt landbrugsland. Mange skandinaviske immigranter slog sig ned her. Men der er også efterkommere af tysk og polsk afstamning, krydret med fransk/canadiere, der er drysset ned nordfra. Somrene er lange og varme. Vintrene endnu længere og meget koldere.
Men Milwaukee er også en industriby. Miller bryggerierne og Harley Davidson har hjemme her.
Hvert år i Juni er der “Summerfest” ved bredden af Lake Michigan. Det kan nærmest beskrives som en Grøn Koncert på størrelse med en Roskilde Festival og nå ja, så varer den lige en 2-3 uger og nå ja, så er der fri entre.
Den dag, vi var der, spillede bla. Steppenwolf, Green Day og Lynyrd Skynyrd - og det var vist ikke engang noget særligt.
Men een koncert skulle man betale for og det var hovednavnet: Tom Petty & The Heartbreakers. Der var 30.000 sæder, men selv billethajerne havde udsolgt, så vi kom aldrig ind. Men vi hørte brølet udefra, da Tom gik på, mens solen gik ned.
Fast forward nogle år til en ligeså mild og varm sommeraften. Denne gang i fucking Horsens af alle steder. Det samlede Østjyske Flipkompagni havde sat hinanden i stævne i den lille fængselsgård. Der var både smil, kindkys og lidt for store joints på omgang til alle, kendte som ukendte.
Jeg skal altid lige checke, hvad der sker eller rettere ikke sker på og omkring scenen inden koncerten går i gang og der var tydeligt styr på det. Der var ikke en roadie under 50 i syne. Store, tunge mænd med langsomme, rolige bevægelser efter mange, mange år på landevejen. Det kunne ikke gå galt - og det gjorde det heller ikke. Halvvejs igennem “Good To Be King” sad lyden allerede i skabet og derfra var det bare smooth sailing.
Og det var sådan The Heartbreakers spillede: Smooth, men også supertight. Der er ikke meget, der kan måle sig med et live-band, der har spillet sammen forever og hvor hver musiker har det niveau, som The Heartbreakers har. Mike Campbell er een af de mest solide lead-guitarister, rocken nogensinde har fostret. Men også Benmont Tench på tangenter og rytmegruppen var i særklasse.
Een ting var jeg dog ikke forberedt på og det var den fuldstændigt vilde paraderække af vanvittigt fede guitarer, der blev hevet frem og udskiftet efter hvert eneste nummer. De sprøde 12 og 6 strengede Rickenbackers, de varmt sustainede Les Pauls og de gnistrende Fendere blev bare ved med at komme og overdynge os ude på græsset.
Mørket faldt på. Men vi frøs ikke. Rykkede bare en lille smule sammen. Mærkede nærværet og varmen fra en fremmed og det var bare helt i orden. For vi var der. Sammen med Tom. Det kunne han. Det var det, han gjorde.
Det er derfor. Jeg stadig savner Tom Petty.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.