Lun Luft Over Danmark. FDM Går Amok.
-Såvidt ifølge Troubaduren. En vis dvaskhed og indrømmet også jazz-
fatique har som et lidt for stabilt højtryk efterhånden ligget og gjort sig gældende et stykke tid. Ikke at det gør noget. Det sker engang imellem. Men det går altid over af sig selv igen og så giver det jo også mulighed for at afsøge og rapportere fra andre musikalske vektorer.
Men. Hvis nu. Man sidder derude i et såkaldt
tight spot, der kun levner mulighed for at købe en eneste jazz-plade i hele 2023. Så er der ingen grund til at vente. Man kan lige så godt i dag som i morgen se at få anskaffet sig den netop udkomne “Thelonius Monk With John Coltrane” på Craft Recordings.
IMG_1850.jpeg
For det første, fordi der med skæringer som “Ruby, My Dear”, “Trinkle, Trinkle”, “Nutty”, “Off-minor”, “Epistrophy” og "Functional" er tale om en håndfuld af de aller-fineste Monk-
evergreens i kataloget. Det er seks kompositioner, som ingen ægte jazz-bums vil, bør eller skal være foruden.
Oprindeligt udgivet i 1961, men optaget i den korte periode i 1957, hvor Monk og Coltrane spillede og optrådte sammen på Five Spot Cafe i New York.
Og det er den anden grund. For det er nemlig lige præcis her, at selve
emancipationen af John Coltrane så at sige tager sin begyndelse. Coltranes frigørelse fra det pæne, det modale og først og fremmest - fra Miles Davis. Som Jimmy Cobb senere sagde det med reference til den europæiske turne i 1960 (som Coltrane absolut ikke gad at skulle med på):
-“By then he was DONE playing Miles’ music!”.
Og det var Monk’s skyld. Det var Monk, der introducerede Coltrane ikke bare for det atonale, men også muligheden af at spille
flere toner på samme tid. At sprænge rammerne for, hvad det var muligt at spille og muligt for publikum og ikke mindst redaktørerne på magasinet "Downbeat" at forstå. Det var Thelonious Monk, Coltrane senere refererede til som “Arkitekten” og sin store læremester. Ikke Miles. Men. Bare rolig. Det er ikke free-jazz, der bliver spillet på “Thelonius Monk With John Coltrane”. Det er derimod hardcore 52nd Street-bop. Selvfølgelig garneret med Monks skæve manerismer og som sådan lyder det hele mere af 1947 end ‘67. Men det er her fundamentet bliver lagt til det fænomen, Coltrane blev ganske få år senere.
Den tredje grund, hvis man virkelig har brug for flere er, at der er tale om en ualmindeligt vellydende udgivelse. Hvilket også burde være tilfældet til prisen. Der er selvfølgelig velsignet af den allestedsnærværende Grå Eminence fra Cohearant Audio og resten af The Usual Suspects. Men det er tydeligt, at der allerede fra starten var tale om vellykkede optagelser. Fornemmelsen af naturligt rum og dynamik er langt mere udtalt end på f.eks. de mange Rudy Van Gelder-optagelser, der er genudgivet de senere år - og som jo har deres egen charme. I det hele taget er der mere
tryk på “Thelonius Monk With John Coltrane” end på mange rock-udgivelser, jeg har stående. Faktisk lyder det
mere som en rock- eller måske i virkeligheden en slags urtids-hip-hop plade end hvad mange måske vil forbinde med “jazz”.
Nu kan jeg jo imidlertid ikke slippe afsted med kun at købe en eneste jazz-plade i år. Efterhånden kan jeg ikke engang finde ud af at købe
en ad gangen: Blue Note fortsætter sit maratonløb af Tone Poet-udgivelser og den virkeligt gode nyhed i den forbindelse er, at man nu er nået langt nok ind på hylderne til at der dukker ting op, som ikke bare er godt, men samtidigt også nyt - i den forstand, at det er genudgivelser af noget, der ikke allerede
er genudgivet snesevis af gange før.
IMG_1851.jpeg
Trompetisten Carmell Jones har jeg f.eks. aldrig hørt om før, hvilket måske ikke er så underligt, da “The Remarkable Carmell Jones” vist kun er genudgivet ganske obskurt i Japan, siden albummet oprindeligt udkom i 1961. Jones er en af de her vildt dygtige, men alt for lidt kendte
studerede musikere, der også tæller favoritter som f.eks. Nathan Davis og Harold Vick. Det er et langt mere forfinet eller skolet om man vil udtryk, vi præsenteres for her end hos Monk og Coltrane. Men ikke mindre godt. Fans af Lee Morgan og iøvrigt også den unge Gary Peacock kan godt stige på her.
Jeg faldt også - og det er sjældent - over en god deal på Elvin Jones’ tre-sætter “Live At Pookie’s Pub”. Jeg tror i hvert fald, at det var en god deal. For jeg har nemlig ikke snurret den endnu. Men den ser spændende og lidt vild ud…
IMG_1852.jpeg
Art Pepper kender jeg derimod godt og har altid kunnet lide. “Art Pepper Meets The Rhythm Section” er endnu en klassiker fra det gyldne år 1957, hvor Pepper efter sigende fuldstændigt uforberedt og i ikke særlig god “form” grundet sit eskalerende misbrug pludselig fandt sig selv i selskab med Miles’ rytmegruppe og i færd med at optage (!). Det gik nu ret godt alligevel, synes jeg.
IMG_1853.jpeg
“Meets The Rhythm Section” er simpelthen bare en dejlig, ukompliceret plade af den slags, man kan sætte på om morgenen og så bare gå rundt og vende resten af dagen - med et stort fjoget smil på. Det er måske ikke den
eneste jazz-plade, man bør købe. Men det er måske
den jazz-plade, man bør have, hvis man egentlig slet ikke bryder sig om jazz. Mit eksemplar er igen fra Craft Recordings og også den lyder fænomenalt. Dog er produktionen lige lovlig meget left-right efter min smag. Lige her kunne det have været rart med en mono-knap eller endnu bedre, at man havde taget Freddy’s gode råd til sig om at “panne til klokken 10 og 14” i stedet for at folde den helt ud.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.