Side 180 af 187

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: man 22. maj 2023 13:34
af Dan63
Hej.

Da jeg havde besøg af min bror her i weekenden skulle der lige bankes støv af højtalerne. Smil!
Vi startede med Sabotage af Black Sabbath, selvfølgelig hele pladen. Herefter blev Nazareth's Razamanaz smidt på pladespilleren. Efter en god omgang øreblafren røg Pink Floyd's Wish you were here på. Et dejligt genhør!

De bedste hilsner Dan

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tors 25. maj 2023 13:08
af KenRas
Tid til at mindes Tina Turner med denne gamle Phil Spector produktion fra 1969, som jeg fandt for nyligt på et loppemarked. Standen af både plade og cover er VG+

IMG_3913.jpeg


EDIT:

Og så kan denne her passende komme på bagefter:

IMG_3915.jpeg

“River Deep - Mountain High” arrangementet på denne release fra 1973 er i øvrigt helt anderledes end på den første fra 1969.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tors 1. jun 2023 10:37
af kbekke
Lun Luft Over Danmark. FDM Går Amok.

-Såvidt ifølge Troubaduren. En vis dvaskhed og indrømmet også jazz-fatique har som et lidt for stabilt højtryk efterhånden ligget og gjort sig gældende et stykke tid. Ikke at det gør noget. Det sker engang imellem. Men det går altid over af sig selv igen og så giver det jo også mulighed for at afsøge og rapportere fra andre musikalske vektorer.

Men. Hvis nu. Man sidder derude i et såkaldt tight spot, der kun levner mulighed for at købe en eneste jazz-plade i hele 2023. Så er der ingen grund til at vente. Man kan lige så godt i dag som i morgen se at få anskaffet sig den netop udkomne “Thelonius Monk With John Coltrane” på Craft Recordings.

IMG_1850.jpeg

For det første, fordi der med skæringer som “Ruby, My Dear”, “Trinkle, Trinkle”, “Nutty”, “Off-minor”, “Epistrophy” og "Functional" er tale om en håndfuld af de aller-fineste Monk-evergreens i kataloget. Det er seks kompositioner, som ingen ægte jazz-bums vil, bør eller skal være foruden.

Oprindeligt udgivet i 1961, men optaget i den korte periode i 1957, hvor Monk og Coltrane spillede og optrådte sammen på Five Spot Cafe i New York.

Og det er den anden grund. For det er nemlig lige præcis her, at selve emancipationen af John Coltrane så at sige tager sin begyndelse. Coltranes frigørelse fra det pæne, det modale og først og fremmest - fra Miles Davis. Som Jimmy Cobb senere sagde det med reference til den europæiske turne i 1960 (som Coltrane absolut ikke gad at skulle med på):

-“By then he was DONE playing Miles’ music!”.

Og det var Monk’s skyld. Det var Monk, der introducerede Coltrane ikke bare for det atonale, men også muligheden af at spille flere toner på samme tid. At sprænge rammerne for, hvad det var muligt at spille og muligt for publikum og ikke mindst redaktørerne på magasinet "Downbeat" at forstå. Det var Thelonious Monk, Coltrane senere refererede til som “Arkitekten” og sin store læremester. Ikke Miles. Men. Bare rolig. Det er ikke free-jazz, der bliver spillet på “Thelonius Monk With John Coltrane”. Det er derimod hardcore 52nd Street-bop. Selvfølgelig garneret med Monks skæve manerismer og som sådan lyder det hele mere af 1947 end ‘67. Men det er her fundamentet bliver lagt til det fænomen, Coltrane blev ganske få år senere.

Den tredje grund, hvis man virkelig har brug for flere er, at der er tale om en ualmindeligt vellydende udgivelse. Hvilket også burde være tilfældet til prisen. Der er selvfølgelig velsignet af den allestedsnærværende Grå Eminence fra Cohearant Audio og resten af The Usual Suspects. Men det er tydeligt, at der allerede fra starten var tale om vellykkede optagelser. Fornemmelsen af naturligt rum og dynamik er langt mere udtalt end på f.eks. de mange Rudy Van Gelder-optagelser, der er genudgivet de senere år - og som jo har deres egen charme. I det hele taget er der mere tryk på “Thelonius Monk With John Coltrane” end på mange rock-udgivelser, jeg har stående. Faktisk lyder det mere som en rock- eller måske i virkeligheden en slags urtids-hip-hop plade end hvad mange måske vil forbinde med “jazz”.

Nu kan jeg jo imidlertid ikke slippe afsted med kun at købe en eneste jazz-plade i år. Efterhånden kan jeg ikke engang finde ud af at købe en ad gangen: Blue Note fortsætter sit maratonløb af Tone Poet-udgivelser og den virkeligt gode nyhed i den forbindelse er, at man nu er nået langt nok ind på hylderne til at der dukker ting op, som ikke bare er godt, men samtidigt også nyt - i den forstand, at det er genudgivelser af noget, der ikke allerede er genudgivet snesevis af gange før.

IMG_1851.jpeg

Trompetisten Carmell Jones har jeg f.eks. aldrig hørt om før, hvilket måske ikke er så underligt, da “The Remarkable Carmell Jones” vist kun er genudgivet ganske obskurt i Japan, siden albummet oprindeligt udkom i 1961. Jones er en af de her vildt dygtige, men alt for lidt kendte studerede musikere, der også tæller favoritter som f.eks. Nathan Davis og Harold Vick. Det er et langt mere forfinet eller skolet om man vil udtryk, vi præsenteres for her end hos Monk og Coltrane. Men ikke mindre godt. Fans af Lee Morgan og iøvrigt også den unge Gary Peacock kan godt stige på her.

Jeg faldt også - og det er sjældent - over en god deal på Elvin Jones’ tre-sætter “Live At Pookie’s Pub”. Jeg tror i hvert fald, at det var en god deal. For jeg har nemlig ikke snurret den endnu. Men den ser spændende og lidt vild ud…

IMG_1852.jpeg

Art Pepper kender jeg derimod godt og har altid kunnet lide. “Art Pepper Meets The Rhythm Section” er endnu en klassiker fra det gyldne år 1957, hvor Pepper efter sigende fuldstændigt uforberedt og i ikke særlig god “form” grundet sit eskalerende misbrug pludselig fandt sig selv i selskab med Miles’ rytmegruppe og i færd med at optage (!). Det gik nu ret godt alligevel, synes jeg.

IMG_1853.jpeg

“Meets The Rhythm Section” er simpelthen bare en dejlig, ukompliceret plade af den slags, man kan sætte på om morgenen og så bare gå rundt og vende resten af dagen - med et stort fjoget smil på. Det er måske ikke den eneste jazz-plade, man bør købe. Men det er måske den jazz-plade, man bør have, hvis man egentlig slet ikke bryder sig om jazz. Mit eksemplar er igen fra Craft Recordings og også den lyder fænomenalt. Dog er produktionen lige lovlig meget left-right efter min smag. Lige her kunne det have været rart med en mono-knap eller endnu bedre, at man havde taget Freddy’s gode råd til sig om at “panne til klokken 10 og 14” i stedet for at folde den helt ud.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tors 1. jun 2023 11:13
af Captain Phoenix
kbekke skrev:Men. Hvis nu. Man sidder derude i et såkaldt tight spot, der kun levner mulighed for at købe en eneste jazz-plade i hele 2023. Så er der ingen grund til at vente. Man kan lige så godt i dag som i morgen se at få anskaffet sig den netop udkomne “Thelonius Monk With John Coltrane” på Craft Recordings.

Hmmm... Den bliver jeg så nødt til at give en chance, når det er på dén måde.
Ellers signalerer kombo'en (for mig) med Monk og Coletrane ellers mest noget der mere er "interessaaant", "anderledes" og rimeligt "out there" - end det er noget jeg vil komme til at høre meget (endsige elske).
Men måske... Når du nu siger det :p

kbekke skrev:“Meets The Rhythm Section” er simpelthen bare en dejlig, ukompliceret plade af den slags, man kan sætte på om morgenen og så bare gå rundt og vende resten af dagen - med et stort fjoget smil på. Det er måske ikke den eneste jazz-plade, man bør købe. Men det er måske den jazz-plade, man bør have, hvis man egentlig slet ikke bryder sig om jazz. Mit eksemplar er igen fra Craft Recordings og også den lyder fænomenalt. Dog er produktionen lige lovlig meget left-right efter min smag. Lige her kunne det have været rart med en mono-knap eller endnu bedre, at man havde taget Freddy’s gode råd til sig om at “panne til klokken 10 og 14” i stedet for at folde den helt ud.

Se - her er jeg med.
Helt med.
Og meget mere med end ift. "Art Pepper + Eleven", som du (igen må jeg bøje mig for din åbne indstilling og brede smag) fik "lokket" mig til efter den havde snurret hos dig.
Heldigvis ;) blev der véd med at være samme fejl på de eksemplarer, jeg fik, så det endte med en returnering og pengene tilbage.

AP - Mono.jpeg

Og så blev der jo råd til at anskaffe "Meets The Rhythm Section" i mono (stereo'en havde jeg allerede), som jeg tror er dén, man skal have - hvilket du jo indirekte bekræfter.
Den kom som RSD-udgivelse i 2022 - blev støvsuget og så dukkede der pludselig en hel del op i forskellige butikker (de "fandt" vist nogle ekstra).
Nu er den atter væk fra butikkerne - men tilgængelig på Discogs og holder man øje dér, dukker den sikkert op til en bedre pris end de ca € 70,- den står til aktuelt.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tors 1. jun 2023 13:24
af kbekke
Jamen det er ikke på den måde.

Jeg er selvfølgelig tæt på næsten at være ked af at have lokket dig i uføre med “+ Eleven”. Men jeg trøster mig med, at det om ikke andet så gav dig en lejlighed til at klage, hvilket vi jo alle sammen ved, er en ikke lille del af fornøjelsen for dig :lol:

Nu er der jo imidlertid ingen garanti for, at du kan være så heldig at finde et eksemplar af “With John Coltrane”, der også er fejlbehæftet. Så inden du igen højrisiko-investerer, kan du jo også bare stoppe ind, hvis vejen falder forbi og måske blive overbevist - hvad enten det så er om det ene eller det andet.

At komme hjem med noget andet end det, det måske egentlig skulle have været, er på mange måder historien om mit liv og ikke kun noget, der relaterer til stereo- vs mono-udgaver ;)

Den positive udgang er imidlertid, at hvis “Meets The Rhythm Section” var et fejlkøb, så er det meget langt fra at være det dyreste, jeg har foretaget :p

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: lør 24. jun 2023 02:28
af Captain Phoenix
Det bli'r lidt kort - for der skulle både klippes hæk (inden Skt. Hans!) og pakkes til sommerhus-turen...
Men jeg må altså lige slå et slag for to album, der har snurret her i dag.

Først dette - for mig og 99,99% af klodens øvrige beboere - ukendte, men vidunderlige album:

Skærmbillede 2023-06-24 kl. 01.38.08.png

Det er Ron Jefferson Choir, som jeg ikke ved meget om.
Før nu altså:
For det første er der ikke tale om et kor (choir), men en jazz-trio m. guitar, bas og trommer (samt lidt fløjte).
For det andet udkom det i 1966 og udelukkende i Frankrig.
Og for det tredje solgte det så umanerligt dårligt, at trioen skyndte sig at rejse hjem til Amerika straks derefter...

Men i Frankrig (nærmere bestemt: Paris) bor Fred Thomas, som kan lide at finde masterbånd i gemmerne hos bl.a. den franske radio. Og det er lige hvad han har gjort her - fundet de originale masterbånd og gjort albummet tilgængeligt på vinyl, presset af tyske Pallas, der leverer top-top-kvalitet..
Her er jazz med afrikansk inspiration, lækker kontrabas-spil og musik der både swinger og inspirerer den nysgerrige (uden at der går Monk x Coltrane i den :lol: )


Den anden sag er denne 3LP boks, der indeholder begge de album, som Sonny Rolling udgav hos Contemporary Records + en LP med alernate takes fra de to udgivne album.

Sonny Rollins - Go West.jpeg


Billedet viser kun forsiden, men man fornemmer sikkert det look af slange-skin-omslag, boksen er forsynet med. Piv-lækkert. Og ligeså med lyden - den her musik lyder bare fremragende og hører til blandt Rollins' bedste udgivelser. Mange kender sikkert albummet "Way Out West", som er det ene af dem i boksen - gedigen, selvsikker hard bop i godt samspil med andre store musikere.

Begge kan virkelig anbefales (også selv om jeg ikker er "helt inde" i dem endnu).
Jeg har lavet en lille video, der præsenterer dem (og et par andre udgivelse) lidt mere grundigt: https://www.youtube.com/watch?v=0n0kDCAdKpM

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tirs 8. aug 2023 15:12
af kbekke
På albummet “Infinity”, som blev optaget sent i 1965, men først udgivet posthumt i 1981 og netop er genudgivet i Blue Note's Tone Poet-serie, finder vi Lee Morgan et noget andet sted end på de umiddelbart mere tilgængelige “The Sidewinder” og efterfølgeren hertil “The Rumproller”. Albums som måske vil være velkendte for nogle her og som fremfor alt dyrkede groovet.

Udtrykket på “Infinity” er mere klassisk eller måske næsten kontemporær hard bop og ikke mindst Jackie McLean på alt sax (og måske fraværet af en ung Herbie Hancock på piano) er med til at drive en form, der er mere stram og matematisk end funky. Selvom et nummer som “Miss Nettie B.” stikker ud og sender tankerne helt tilbage til “So What” og modaliteten.

Lyden er også, på trods af at optagelsen jo altså er fra Englewood Cliffs, umiddelbart mere “tør” og ikke helt så afrundet, som Rudy Van Gelder’s produktioner ellers er berygtede eller berømte for at være - alt efter temperament.

IMG_1967.jpeg

Men under alle omstændigheder, så er “Infinity” en Tone Poet-udgivelse helt som sådan en skal være. Cover, artwork, presning osv. er i sædvanlig premium kvalitet. Hvilket det selvfølgelig også skal være, når man beder om mere end 300 kr for bare fem (5!) tracks.

Om “Infinity” så er en uundværlig Lee Morgan-plade, pengene værd eller noget helt tredje, kommer an på rigtigt mange ting. Måske er det ikke den Lee Morgan, man skal starte med. Men, hvis man som jeg er godt i gang med at udforske anden halvdel af tressernes biveje udi jazzen. Der, hvor der igen sker noget, så kan man godt være tilfreds og den skal i hvert fald nok blive spillet her.

Fra et “andet sted” til et helt-helt-heeelt-andet sted kommer vi til gengæld med Alice Coltrane’s “Journey In Satchidananda featuring Pharoah Sanders".

Men præcist, hvor det så er, vi kommer hen sammen med Alice Coltrane & Co. er endnu lidt svært at svare på. Der er selvfølgelig Indien og masser af hindu-gestalt indover. Satchidananda er både en reference til et af grundprincipperne i Vedisk tænkning og navnet på den guru (Swami Satchidananda Saraswati), som Alice Coltrane på det tidspunkt fulgte - og som senere fik. Lad os bare kalde det rimeligt negativ metoo-feedback på sin opførsel fra adskillige af sine kvindelige bekendtskaber. Men der er også meget andet. Både oud, som er gået hen og blevet et af mine yndlingsinstrumenter, Sanders’ sopran saxofon, der skiftevis hvisker, græder, griner og skriger, “bells and tambourine”, storby-blues piano og Charlie Haden’s enorme figurer i basrelief - og så det, som min pladepusher Rene sagde henover disken, da han slog prisen ind:

“Hvem havde troet, at en harpe kunne lyde sådan? I jazz?”

-Det ER nu rart, ja nærmest en luksus at have en dealer, der både forstår en og rent faktisk lytter til det, han sælger.

IMG_1970.jpeg

Om “Journey In Satchidananda” så rent faktisk er jazz eller noget helt andet kommer igen helt an på. Hvordan man har det. Med jazz og alt muligt andet. Der skal helt sikkert nok være dem også her, der vil føle sig udfordret af Alice og “faraoen” - og det synes jeg så absolut, man skal gøre. Lade sig udfordre.

Oprindeligt udgivet i 1971 er “Journey In Satchidananda” netop genudgivet af Acoustic Sounds som en del af “Impulse!/Verve”-serien og er derfor selvfølgelig on par med Tone Poet både pris- og kvalitetsmæssigt og lyden er også fremragende.

Hvis man tør, så er det her måske det bedste køb i denne stak.

Den ungarskfødte Gabor Szabo er ikke lige en dude, jeg er støt på før. Men jeg har smuglyttet lidt og så var “The Sorcerer” også en lejlighed til at sample den relativt nye “Verve By Request”-serie, der blev lanceret sidste efterår i samarbejde med Jack White’s Third Man Records. Det er et foretagende, jeg hidtil ikke umiddelbart har forbundet med jazz-genudgivelser. Men det må indrømmes, at der er indtil flere interessante titler også i det katalog:

https://www.analogplanet.com/content/ve ... sue-series

Det specielle ved Szabo, var at han spillede akustisk guitar. Det er ikke så tit, man hører jazz spillet på Martin-guitar udstyret med en magnetisk DeArmond soundhole pickup (en #210 som vist er ret efterspurgt i dag). Så vi får en anden og mere “direkte” guitarlyd end de sædvanlige blødtklingende og over-sustainede Gibson’er fra f.eks. Wes Montgomery eller Kenny Burrell, som ellers er så nemme at forelske sig i. Hvilket jeg da også er. Hopelessly devoted to you.

Hvis man er gear-nørd (og hvem er ikke det?), så har Jimmy Stewart, der selv medvirker på “The Sorcerer” skrevet udførligt om Szabo’s idiosynkratiske valg af udstyr her:

https://www.dougpayne.com/equip.htm

Musikalsk er denne live-optagelse lidt en blandet landhandel. Der er et Sonny & Cher-cover, der med lidt god vilje faktisk fungerer nogenlunde ok, men også et par fillers rundt omkring, hvor det hele bliver sådan lidt pling-plong. Til gengæld bliver det mere interessant og udforskende på side 2 med numre som “Space” og “Mizrab”. Det, der redder “The Sorcerer” for mig, er nok mest selve optagelsen, der er en meget autentisk gengivelse af intim klub-stemning på godt og ondt, som man enten skal på Erlings Jazzbar eller tilbage i tiden på “La Fontaine” for at opleve. Det fremgår også tydeligt af coveret, at ensemblet nærmest sad på skødet af hinanden dengang i 1967.

IMG_1973.jpeg

Det er værd at bemærke, især hvis man køber online, at produktet fra Third Man Records (selvom der også her er tale om en udgivelse fra Impulse!-kataloget, der markedsføres som “audiofil”) ikke er på højde med “Impulse!/Verve”-udgivelserne fra Acoustic Sounds. Især coveret og trykket derpå virker ved sammenligning decideret skrabet. Der er i øvrigt også og i modsætning til de to foregående udgivelser skåret efter digitalt forlæg. Det behøver ikke i sig selv at være diskvalificerende og presningen fejler heller ikke noget. Men lyden på “The Sorcerer” oplever jeg alligevel, hvad enten det så skyldes mastering, selve optagelsen eller noget andet, som lidt mere “bright” og mindre indbydende end på “Infinity” og “Journey In Satchidananda”.

I hvert fald indtil man sætter en god mono-pickup på sagen. Men det er, som ofte før. En helt anden historie…

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tirs 8. aug 2023 16:40
af Hug
Det er en glæde og inspiration at læse indlæggene i denne kvalitetstråd!

Mh. Hug

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tirs 8. aug 2023 22:54
af Captain Phoenix
Nå – så er der atter gang i tråden her. Godt!
Jeg skynder mig at koble mig på det med Lee Morgan-albums, der først blev udgivet længe efter indspilningen.

Her snurrer nemlig The Rajah, hvor Morgan er i selskab med Hank Mobley (sax), Cedar Walton (piano), Paul Chambers (bas) og Billy Higgins (trommer).

LeeMorganTheRajah.jpeg

De spiller hvad man vil kalde ”hard bop” tilsat lidt modal-inspiration (tænk stemningen på Kind of Blue) og en smule latin/bossa-nova.
Og det gør de faktisk ganske godt – ikke mindst på åbningsnummeret: Den over 13 minutter lange ”A Pilgrim’s Funny Farm”, hvor Morgans trompet-spil i lange passager svæver flot hen over den velfungerende rytmegruppe, hvor også Mobley’s sax er med til at lægge en inciterende, flydende atmosfære.

Mobley var i øvrigt – lige som Morgan – ind og ud af fængsler i årene omkring indspilningen her. Som mange andre jazz-musikere sloges de med narko-afhængighed (heroin), som for de tos vedkommende utvivlsomt kan spores tilbage til Art Blakey, der delte sit eget heroin-misbrug med ganske mange andre, som var en del af Jazz Messengers. Ak ja...

Også det 9 minutter lange titelnummer må fremhæves (Morgans eneste egen-komposition på albummet). Her er mere tryk og tempo på, uden at musikken dog kører ”af sporet”, som jeg synes f.eks. John Coltrane kan have en tendens til når vi kommer lidt op i 1960’erne.

Som kbekke skriver om albummet ”Infinity” ovenfor, er dette ikke det bedste eller første Lee Morgan-album, man skal anskaffe sig (tag ”The Sidewinder” eller ”Rumprollor”), men det svinger nu ellers ganske godt – og Morgan er i fin form.

Musikken er optaget i 1966, men først udgivet i 1984. I de mellemliggende år var interessen for hardbob jazzen dalet, så det er egentligt mærkeligt, at man da – men ikke i 1966 – fandt på at udgive albummet. Men dermed fik Morgan ikke del i evt. royalties, da han kom af dage i 1972, hvor hans kæreste skød ham ved en koncert in New York.

Mit eksemplar er en fransk udgave fra 1985.
Den er både ”Digitally remastered” og ”DMM” (Direct Metal Mastering), hvilke næppe gavner lydkvaliteten, men der skete jo så meget trist i 1980’erne – et bedrøveligt årti…
Den er også kun i VG-stand med en del baggrundsstøj i de stille passager – og coveret er revnet langs hele bunden. MEN den kostede mig kun kr. 3,33 fordi Frederiksberg Bibliotek for nogle år siden solgte ud af vinylerne til 3-for-en-10'er - det hjælper jo på det.
Det var iøvrigt en aften hvor nogle af os var til "Alt Om Vinyl"-foredrag dér.

Også ”The Rajah” er udgivet i den fornemme Tone Poet-serie (i 2021), hvor man har gjort det rigtigt (analogt kildemateriale, mastering Kevin Gray, presset hos RTI osv.). Om det så kan forsvare prisen på 370,- er måske en anden sag – de to jeg anbefaler ovenfor koster under 200,-/stk (i den mindre prangende men lige så vellydende ”Blue Note Classics”-serie).

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: ons 9. aug 2023 20:53
af kbekke
Tak til Hug for de venlige ord. We aim to please i denne tråd og med “efterårsferien” nu lykkeligt bag os er der jo ingen undskyldning for ikke at få gjort noget ved det. Der er meget at følge op på.

Bravo også til Captajnen for et velplaceret indlæg og en sikker scoring - især til prisen. Han er jo notorisk heldig eller måske i virkeligheden bare bedre end de fleste til at snuse sig frem til godterne.

Direct Metal Mastering (DMM) var jo faktisk ment som en teknisk forbedring/forsimpling af den mekaniske plating-proces. Så i sig selv er der ikke noget digitalt ved DMM-presninger. Men tidsmæssigt falder det jo sammen med fremkomsten af det “perfekte” Compact Disc-format og muligheden for at optage og lave mastering digitalt. Så mon ikke man i nogle tilfælde er faldet for fristelsen til at emulere en lyd, der var i stand til at “konkurrere”? Jeg kan ikke huske om de også var dyrere, men det var i hvert fald noget, man satte stickers på med og skrev direkte på coveret.

Ganske tidstypisk er de to DMM-presninger, der først dukker op i reolen Scorpions’ “Love At First Sting” og Iron Maiden’s “Killers”. Begge to i hvert fald blandt de første 20-30 plader, jeg købte dengang og - oh boy - er de blevet spillet.

IMG_1999.jpeg

Alligevel lyder de stadig rigtigt godt, men det er rigtigt at der er en mere skarp, mekanisk og måske, men kun måske digital kant især på Scorpions-pladen. Men det var de ikke ene om i de år. Også Accept med deres hvide Gibson Flying V’s og flere andre dyrkede en særlig superkomprimeret Marshall-lyd, der var umiddelbart genkendelig som “tysk heavy”. Britiske bands med rødder i 70’erne som f.eks. Thin Lizzy og Saxon lød helt anderledes.

IMG_2004.jpeg

På samme måde har Killers-pladen altid stået for mig som et af de mest velproducerede og vellydende eksempler på tidlig NWOBHM. Måske kun overgået af Judas Priest’s “British Steel”, der på den anden side er langt mere organisk lydende. Måske fordi den blev optaget, ikke i et studie, men hjemme i Ringo’s palæ, mens han selv var på ferie. True story.

Det siger selvfølgelig ikke særligt meget om Lee Morgan og det er heller ikke meningen. Med akustisk musik er forskellene måske mere tydelige og mon ikke der står et par Deutsche Grammophon DMM’ere og gemmer sig et eller andet sted her?

Men under alle omstændigheder er det lidt sjovt at tænke på, at “DMM” og “DDD” for fyrre år siden var udtryk for den højeste kvalitet, man kunne opdrive. Mens vi i dag har en helt anden opfattelse af kvalitet og hvad “god lyd” er.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tors 10. aug 2023 11:58
af larsne
Priests 'Screaming for vengance' har også en ret skarp lyd(på den gode måde) synes jeg, jeg tror det var hvad bandsene på det tidspunkt gik efter i studiet, med Thrash-metallens fremkomst lige i hælenen på nwobhm tog det kun mere fart.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: fre 11. aug 2023 00:28
af kbekke
larsne skrev:Priests 'Screaming for vengance' har også en ret skarp lyd(på den gode måde) synes jeg, jeg tror det var hvad bandsene på det tidspunkt gik efter i studiet, med Thrash-metallens fremkomst lige i hælenen på nwobhm tog det kun mere fart.


Det tror jeg er helt rigtigt. Men prøv også at lægge mærke til Dave Holland’s arbejde med stortrommerne på “Rapid Fire” og fortæl mig, at det ikke var der Lars Ulrik og mange andre blev inspireret. Jeg købte “British Steel” (1980) og “Screaming For Vengeance” (1982) hurtigt efter hinanden eller måske endda samtidigt og forskellen var meget tydelig allerede dengang. Den “Dødbringende Duo” Downing og Tipton’s guitarlyd efter “British Steel” er næsten syntetisk og på samme tid højspændt elektrisk, som kommer der en milliard watt ud af forstærkerne. Men med en næsten umenneskeligt tight rytmegruppe bestående af Ian Hill på bas og Dave Holland på trommer var Judas Priest stadig totalt og på alle måder heavy. Jeg får stadig gåsehud hver eneste gang jeg sætter nålen i “Electric Eye” og skruer op til maksimalt udholdeligt volumen.

For mig et af de mest klassiske line-ups i genren. Ever.

IMG_2024.jpeg

Efterfølgeren “Defenders Of The Faith” (1984) gav den lige en tand mere. Ikke bare er trommerne på de fleste numre for eksempel “The Sentinel” og “Love Bites” gated i en grad, så de uden problemer kunne optræde på en Genesis-plade. Men også i det grafiske udtryk, hvor temaet med de Manga-inspirerede “mega-killer-machines” fortsættes, såvel som tekstmæssigt. Som den explicit homo-erotiske “Eat Me Alive”, der ikke ligefrem gjorde det lettere for ‘Priest at få airplay på de amerikanske radiostationer.

IMG_2023.jpeg

Men fansene var fuldstændigt ligeglade med hvilket skab Rob Halford kørte sin motorcykel ud af og ind på scenen. Hvilket også siger en del om rummeligheden indenfor en genre, der af udenforstående notorisk er blevet fejlopfattet som indskrænket, voldsforherligende og kompromisløs macho-idiotisk.

Der var iøvrigt også masser af piger og ikke sjældent de hotteste, der var “til heavy” og den dag i dag er det stadig sådan, i hvert fald ifølge dem, jeg kender, der har med security og crowd control at gøre, at de fredeligste events og dem, hvor folk passer bedst på hinanden. Det er metal-koncerterne og festivalerne. Som en sagde til mig for nylig:

“Hundrede gange hellere det end Nik & Jay!”. Men ok, hun er selvfølgelig også pige - og “til heavy” 8)

Firserne var i sandhed et bedrøveligt årti på mange måder. Men for mig og mange af dem, jeg kendte, gjorde lige præcis den her musik det ind i mellem lidt lettere at komme igennem det hele - og det gør den faktisk stadig. Den dag i dag.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: lør 12. aug 2023 14:29
af Dan63
Hej
Her forleden aften sad jeg sammen med 16 årig barnebarn og lyttede til Deep Purple's Made in Japan skruet godt op.
Det var super hyggeligt og næste gang vi ses vil han præsentere mig for andre rockbands, det glæder jeg mig til!

Mange venlige hilsner Dan

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: man 14. aug 2023 17:30
af kbekke
Det lyder mega-hyggeligt. Noget andet, der også er det, i hvert fald for mig, er Steely Dan.

Et foretagende, der befinder sig solidt placeret i kategorien af endnu-et-af-de bands-jeg-først-har-lært-ordentligt-at-kende-i-de-senere-år.

Selvfølgelig kendte jeg godt bandnavnet og måske har jeg ovenikøbet også hørt noget af musikken spillet igennem en søvnig natradio ud på de små timer i min ungdom. Men lige som så meget andet med Steely Dan, så var selv navnet tilpas weird til at jeg aldrig fik den ide at undersøge det nærmere.

Indtil en dag, jeg kom hjem med en papkasse fyldt med godt & blandet fra et privat garagesale et sted i Egtved.

Et pladecover dukkede op med en fyr, der sad der og lignede en mellemting mellem Humphrey Bogart og Far, som han ser ud på billeder fra sidste halvdel af halvtredserne. Men i stedet for disse to af mine tidligste forbilleder, så er det nu Donald Fagen, der poserer på albummet “The Nightfly” (1982). Stilsikkert som selve prototypen på en late-night-radio disc-jockey komplet med Chesterfields og broadcast transcription-grammofon.

IMG_2036.jpeg

Og musikken på Fagen’s første solo-album efter Steely Dan ER også netop det. Jazzy natradio-poprock mere end decideret “rock”. Med selvbiografiske tekster om opvæksten i et urbant forstads-New York. Men fremfor alt smooth og ekstremt velproduceret, ganske som på især de to sidste af de “originale” Steely Dan-udgivelser; “Aja” (1977) og “Gaucho” (1980).

IMG_2038.jpeg

“The Nightfly” var et af de første fuldt digitalt optagede albums, der blev udgivet og på trods af, hvad vi i dag næsten alle sammen er enige om angående “digital lyd”, så synes jeg at lyden i dette tilfælde er intet mindre end fremragende. Myterne om Steely Dan er, har jeg senere fundet ud af, utallige. Men et faktum er det, at Donald Fagen og Walther Becker i løbet af deres samarbejde udviklede det at være studio rats til noget nær en kunstform. Ingen (på nær måske Boston) kunne som dem låse sig inde uger eller måneder i et studie og obsesse over lyden af en enkelt eller to akkorder på et givent nummer. Eller hidkalde den ene super-professionelle studietrommeslager efter den anden til audition. For derefter at konkludere, at de “ikke kunne holde takten ordentligt” (indenfor millisekunder!) og ende med at bruge 150.000 USD (!!) på at lade Roger “The Immortal” Nichols udvikle trommemaskinen “Wendel”. Efterfølgeren “Wendel II” spiller iøvrigt trommer på “The Nightfly”.

Hvis man, som jeg, synes at den slags nørderi er både skørt og interessant, så er Alan Lewens’ dokumentar “Steely Dan: Aja”, der både fortæller historien om optagelsen af albummet “Aja”, men også lidt om bandet, absolut værd at se.

Men læg dertil også Walther Becker’s sans for den perfekte melodi og Donald Fagen’s jævnlige og omhyggeligt koreograferede nervesammenbrud, det hele understøttet af Gary Katz’ produktion og grunden var lagt for en absolut killer-combo, hvis indflydelse på moderne populærmusik vi måske ikke tænker så meget over i dag. Populær musik er jo netop populært - i modsætning til fint. Men udover de bands, som publikum, anmeldere og fans lytter til, så er der også de bands, som andre bands lytter til og bliver inspirerede af. De er musicians bands og hvis man lytter efter, så har Steely Dan’s sound formentlig haft indflydelse på alt fra Toto over Roxy Music til Stig Kreutzfeldt og Sko/Torp and way beyond. Ligesom det i 1970’erne var guitaristen, der var Gud og i 1990’erne DJ’en. Så var 1980’erne mere end nogle andre det årti, der bragte produceren og dermed produktionen i offentlighedens fokus og det trip var Steely Dan måske et af de første bands til at starte for alvor. Godt hjulpet på vej selvfølgelig af udviklingen indenfor studie- og optageudstyr.

Sidenhen er jeg blevet kæmpefan af Steely Dan. Ikke bare af de intelligente og musikalsk ret avancerede arrangementer. Det kan godt være, at det lyder både lækkert og nemt. Men ligesom hos Mozart er der ikke nogle nemme genveje i Steely Dan’s musik og når ser man klippene, hvor de rent faktisk spiller, så er det altså ikke “røvbalde-klodser”, der bliver lagt ned. Jeg har endnu til gode at høre et Steely Dan-nummer fra deres klassiske periode, hvor alt ikke sidder absolut midt i skabet. Der er også de finurlige tekster, som man enten kan bruge utallige timer på at fortolke eller også bare gå og småsmile ad. Men fremfor alt er jeg vild med Steely Dan’s sådan lidt små-arrogante “dudeness”-faktor. De fleste tekster på især de tidlige albums fremstår som let overbærende og en smule kyniske betragtninger af og om det moderne menneskes ikke altid helt logiske gøren og laden. Der er en særlig indforstået og akavet “coolness” over Steely Dan, som gør at der på trods af alle studielækkerierne er tale om andet og mere end bare banale popsange. Det er på en eller anden mærkelig måde… identificerbart.

Geffen/UMe har endelig fået taget sig sammen til at genudgive Steely Dan-kataloget startende med debuten “Can’t Buy A Thrill” fra 1972. Det bedste af det hele er, at man efter min mening har valgt at gøre det helt rigtige ved både at tilbyde en luksus UHQR-version (AAA, 45 rpm) fra Analogue Productions til, hvad den slags nu er nødt til at koste OG en mere overkommelig standard-udgivelse. Begge versioner er mastered efter originale analoge bånd - på nær “Aja” og “Gaucho”, som ikke er udkommet endnu og hvor de oprindelige bånd under stor mystik tilsyneladende er forsvundet og har været det i mange år. Rygterne er mange især om “Aja”. Hvor ER de bånd henne? Er originalen mon i det hele taget skåret efter “originalen” eller en kopi og er kopierne dermed i virkeligheden kopier af kopier og ikke af originalen? Hvad vi derimod er ret sikre på at vide er, at standard-versionerne i modsætning til UHQR’erne er skåret efter digitale high-res filer - men altså fra den samme nye og analoge Bernie Grundmann-mastering.

Det er ikke så tit, at jeg bare køber rub og stub af noget. Jeg er nødt til at være en lille smule kræsen. Om ikke andet så af pladshensyn. Men lige præcis den her serie gider jeg godt at have, så jeg forudbestiller dem hos Rene efterhånden som de kommer. På nær “Aja” og “Gaucho”, som jeg allerede har i forvejen og jeg holder mig til “fattigrøvs-versionerne”:

IMG_2039.jpeg

Jeg kunne såmænd sikkert godt prioritere at få råd til at købe UHQR’erne. Hvis jeg virkelig ville. Men jeg gider simpelthen ikke betale ekstra for at have alle de bokse og jams stående og jeg gider SLET ikke at have LP’er, der skal spilles med 45 rpm. Bare for at få den “optimale” lyd. Spørgsmålet er også, hvor optimal lyden bliver bare fordi udgivelsen er AAA og “Ultra High Quality”. Vores gamle gnavpot Michael Fremer er i hvert fald ikke tilfreds med den seneste udgivelse i UHQR-serien, “Pretzel Logic”. Nu er Fremer jo mere end noget andet glad for Fremer. Men de observationer, han gør sig med UHQR er faktisk ikke så langt fra det umiddelbare indtryk, jeg fik under de første par gennemlytninger af mit standard-eksemplar. Uden at jeg egentlig synes, at lyden er dårlig, men måske bare en smule mere afrundet og mindre crisp end jeg havde forventet. Så lige her tror jeg altså ikke, at det er for lydens skyld, at man skal man punge ekstra ud.

Mine eksemplarer af “Can’t Buy A Thrill”, “Countdown To Ecstacy” og “Pretzel Logic” er bortset fra det, flade, fejlfrie og uden overfladestøj ab fabrik, noget det ikke burde være nødvendigt at nævne. Et solidt og udmærket produkt uden at være prangende og det er helt ok. Det har jo aldrig været meningen, at plader skulle være museumsgenstande eller samlerobjekter. En plade er en brugsting. Et nydelsesmiddel, ligesom den cigaret, man kan komme til at tabe eller den dugvåde øl, man kan komme til at sætte på coveret en aften i hyggeligt selskab. Det gør ikke noget, at en plade også bliver brugt (men derfor må man jo godt passe lidt på alligevel).

Men det allerbedste ved det hele sker imidlertid, når man vender “Countdown To Ecstacy” om.

Det er jo snart en del år siden, at jeg fandt “højtaleren i mit liv” nede i Harvey’s “Det Allerhelligste”. JBL L100 er helt sikkert ikke “den bedste højtaler i verden”. Det er heller ikke den bedste højtaler, jeg har haft. Men der er til gengæld ingen anden højtaler, der nogensinde har lydt bedre i lige netop min stue. I mine ører. Med min musik og mit system. Og det er jo ikke fordi jeg ikke engang imellem kigger langt efter Tannoy, Klipsch og Altec. Ja, selv Snell og Audio Note har jeg haft fantasi-flirter med.

Men check nu lige, hvad det er for en højtaler Steely Dan har stående i studiet på bagside-fotoet af “Ecstacy”. Det er ikke Tannoy eller Altec eller som man måske mere rimeligt ellers ville forvente det en JBL 43xx. Men derimod en vaskeægte “civil” L100 og hvis jeg ellers på noget tidspunkt har været seriøst i tvivl. Så var et enkelt blik på det billede nok til at slå alle tanker om andre højtalere ud af hovedet på mig:

IMG_2042.jpeg

For hvis en højtaler, hvis mine højtalere er gode nok til Steely Dan. Så er de helt sikkert også gode nok.

Til mig.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: man 14. aug 2023 18:42
af Captain Phoenix
Jeg er helt med på - og enig i - at Steely Dan er ren vellyd.
Det gør det vel til et af de mere oplagte emner for udgivelse på 45rpm-UHQR-OneStep-JegSkalGiDigOgVendePladenHeleTiden-SpecialVinyl.
Det giver jo ekstra god mening at de lyder godt på dine (velspillende) JBL L-100, når de så er mikset på næsten selvsamme højttalere, hvilket mange ‘70er albums vist var.

Men flot og pænt lyder det unægteligt - og måske derfor at vores allesammens Peter vistnok nærmest får udslet af Donald Fagan/Steely Dan.

Og gruppens navn har jo en interessant baggrund, som må fortælles nu vi er her…
Sarte læsere bør stoppe læsningen her og snurre noget vinyl i stedet.

Men altså: Beat-digteren/-forfatteren William S. Burroughs skrev i 1959 (et på mange måder et fremragende år - modsat 80’erne) romanen “Naked Lunch”.
Burroughs var i dén grad en eksperimenterende fyr: Mangeårig heroin-misbruger, eventyrer - og så præsterede han at slå sin kæreste ihjel i et forsøg på at efterligne Willhelm Tell (ham med æblet på sønnens hovede) mens han var fuld… (Burroughs - ikke Tell).

Nå, men i Naked Lunch optræder en damp-drevet påspændings-dildo (Steely Dan III from Yokohama), som har givet navn til bandet.
Donald Fagan var bekendt med og glad for Burroughs skriverier - og han og Walter Becker har sikkert (med tungen godt i kinden) grinet noget da de valgte navnet.
Og egentligt er det vel lidt befriende, at et band der laver så pæn, vellydende og friktions-løs musik har et navn, som er mere “politisk ukorrekt” end mange nok lige tænker over.

Tak for et (som altid) fint indlæg, Kim.
Og så må vi altså snart få lavet den “Made in Japan”-shoot-out, vi forsøgte i pejsestuen på det sidste Hald-træf.