Vintagehifi.dk

Jeg var forbi min yndlingspladebutik i København. På Sjællandsgade holder den kompetente, musikelskende Adrien til. Han har en beskeden forretning med plads til få kunder, men til gengæld er der virkelig meget guld. Uden at det skal lyde som en reklame, så har jeg været meget heldig hos ham og har tit og ofte fået hjælp med bestillinger og deslige.

Jeg hører udelukkende jazz på LP, selvom han har meget andet at byde på (fra sjælden anatolsk syrerock, til congolesisk folkemusik til japanske pophits fra 60'erne). Jeg går tit og ofte efter noget meget bestemt, men til tider lader man sig jo rive med og kommer hjem med mere end man havde regnet med. Det er jo én af de fantastiske ting ved plader.

Jeg blev anbefalet to plader som jeg har hørt igennem og det er ganske enkelt formidabelt. Der er tale om følgende:

Archie Shepp - Blasé
George Gruntz - Noon in Tunesia

Førstnævnte er Shepp fra hans bedste side: intens, dybsindig og med stærke afro-amerikanske tendenser.

George Gruntz var for mig et ukendt navn, men jeg skal lige love for, at jeg skal være mere opmærksom på hans værker. Man får fornemmelsen af at stå på et marked i Tunesien. Den samme fantastiske og livsnære oplevelse får jeg sjældent, men et godt eksempel er Miles Davis' "Sketches of Spain" - det er næsten som at stå i en tyrefægter arena med det varme sand der blæser rundt i luften.

Lad mig endelig høre hvis andre kender til disse plader! Måske der kunne falde en anbefaling eller to med i svinget.

Lautreamont skrev:Jeg var forbi min yndlingspladebutik i København. På Sjællandsgade holder den kompetente, musikelskende Adrien til. Han har en beskeden forretning med plads til få kunder, men til gengæld er der virkelig meget guld. Uden at det skal lyde som en reklame, så har jeg været meget heldig hos ham og har tit og ofte fået hjælp med bestillinger og deslige.

Jeg hører udelukkende jazz på LP, selvom han har meget andet at byde på (fra sjælden anatolsk syrerock, til congolesisk folkemusik til japanske pophits fra 60'erne). Jeg går tit og ofte efter noget meget bestemt, men til tider lader man sig jo rive med og kommer hjem med mere end man havde regnet med. Det er jo én af de fantastiske ting ved plader.

Jeg blev anbefalet to plader som jeg har hørt igennem og det er ganske enkelt formidabelt. Der er tale om følgende:

Archie Shepp - Blasé
George Gruntz - Noon in Tunesia

Førstnævnte er Shepp fra hans bedste side: intens, dybsindig og med stærke afro-amerikanske tendenser.

George Gruntz var for mig et ukendt navn, men jeg skal lige love for, at jeg skal være mere opmærksom på hans værker. Man får fornemmelsen af at stå på et marked i Tunesien. Den samme fantastiske og livsnære oplevelse får jeg sjældent, men et godt eksempel er Miles Davis' "Sketches of Spain" - det er næsten som at stå i en tyrefægter arena med det varme sand der blæser rundt i luften.

Lad mig endelig høre hvis andre kender til disse plader! Måske der kunne falde en anbefaling eller to med i svinget.

Der er kun få ting her i livet, der er lige så vigtige og givende, som lokale og fysisk funderede plade-pushere.

Steder, hvor man kan gå hen og slå tiden ihjel på den mest meningsfulde måde. Hente og finde lige præcis den afart, der tilfredsstiller ens personlige behov. Men også ind i mellem blive udfordret, lokket til eller af ren og skær nysgerrighed komme hjem fra med noget, man aldrig havde troet fandtes eller at man skulle kunne bryde sig om.

Jeg synes absolut ikke, at der er noget galt i at anbefale den slags foretagender.

De andre skal, som Larsen ville sige, sgu’ nok klare sig!

Sommerhuset truer...
Og selv om det er skønt, ligger i første række til vandet, tæt på gode loppemarkeder, restauranter osv., så betyder det også en pause med at snurre vinyl. Vi har nemlig aftalt at det er vinyl-frit område - det er faktisk i orden.

Så inden vi tager afsted, når jeg lige at snurre den LP, der lige nåede at komme fra en hollandsk sælger i dag.

Det er denne her: Milt Jackson's Plenty, Plenty Soul, som blev anbefalet af YT-kanalen Ten-minute Record Reviews - en kanal, jeg ikke kan anbefale for stærkt.


Videoen på Ten-minutes... fortæller godt om hvad det handler om:
Det er vibrafonisten Milt Jackson i 2 forskellige formater - nonet på side 1 og sekstet på side 2. Nogle musikere går igen og der er store og mindre navne (bl.a. Art Blakey, dr. og Horace Silver, p), men det er altså Milt Jacksons album.

Og så alligevel ikke helt, for Quincy Jones har arrangeret alle 7 numre og det høres tydeligt gennem hele albummet: Up-beat, livlige arrangementer med stram koordinering af de ret mange medvirkende - der er sådan lidt storby-stemning over det (optagelsen er foretaget i New York).

Det betyder at det bare svinger forrygende - OG heldigvis stadig med plads til en række solo'er (soli...), hvor jeg navnlig er vild med Jimmy Cleveland på trombone (s.1) og Joe Newman på trompet (s.1 +2) ligesom Jackson også skal fremhæves (selv om vibrafon ellers kan blive lidt suppe-steg-og-is - men heldigvis ikke her).

Versionen der snurrer er en US mono-udgave (2. repress fra 1961) og den lyder virkelig solidt med masser af fylde, krop, bund og liv i blæserne. Sådan en plade jeg bare har lyst at skrue godt op for, så vibrafon-solo'erne smækker ud i rummet - der er virkelig smæld i transienterne når vibrafonen spilles for fuld kraft!

Man kan lytte med her.

Denne perle er mit seneste pladekøb fra SAM records, den har været nævnt tidligere i tråden
https://vintagehifi.dk/forum/viewtopic.php?f=587&t=453&p=42139&hilit=sahib#p42139
men med second hand priser på 15.000 - 20.000 kr lidt udenfor rækkevidde. Dette genoptryk fra Sam's i glimrende kvalitet koster kun 30 €. Stærkt anbefalelsesværdig plade.
Sahib Shihab boede i Kbh på Vesterbro fra 1961 til 1973, og der er en sød lille film i DR's arkiver om ham:
https://www.dr.dk/drtv/program/tema-i-mol_454497
der samtidigt indeholder nogle skønne stemningsbilleder fra et for længst forsvundet København.


Mvh Klaus

Til hipsterfesterne i Kbh i 90'erne hørte vi også Sahib Shihab sammen med Palle Mikkelborg:
Van Prince And Orchestra Featuring Sahib Shihab - Adlon Hully Gully.
Den findes på en kombineret whisky/kaffereklamesingle:
Eller man kan høre den her: https://www.youtube.com/watch?v=sNHxEWJ4xFs

I aften hører jeg den store mester, Charles Mingus, på denne personlige plade.

Mingus kendes først og fremmest som en ekstraordinær orkesterleder der med afgørende og toneangivne værker som "Pithecanthropus Erectus" (1956), "Mingus Ah Um" (1959) "The Black Saint and the Sinner Lady" (1963). Jeg er navnligt glad for sidstnævnte som jeg anser for et særdeles stort mesterværk.

Pladen er fremragende til en stille og rolig fredag aften hvor man går rundt alene. Vi får et fint indblik i Mingus personlighed: reflekterende og meditativt.

Sakset fra tråden plader på vej

“Sådan kan det gå når aftenen slåes ihjel i det nordlige Sverige. Turn on The Bright lights”

Masser er anerkendende referencer til Joy Division

Som Allen, min kollega i NYC sagde, “når nu JD ikke findes længere, så er det jo fedt at Interpol findes”

Untitled, NYC, Obstacle, Ovstacle 2, Stella Was a Diver og Roland er i mine ører højdepunkter.

Pladen er udgået hos VMP så jeg var “tvunget” til på Discogs.

Nu venter jeg bare afhentning ”

…og i går dukkede der en besked fra PostNord op. Pladen kunne afhentes.

2 LP’er, kunstprint, pamflet med beskrivelse af de geopolitiske (9/11) baggrunde til albummet, gatefold cover i god kvalitet og et fint tryk.

Alt i alt en pakke i høj kvalitet og en mastering og presning, der understøtter dette.
Jeg har købt albummet via Discogs, men den fine indpakning og presning Vinyl Me Please (VMP) leverer øger nysgerrigheden for hvad VMP ellers har på hylderne.

Albummet er på mange måder soundtrack til mit praktikophold i NYC i 2004 og blev spillet heftigt på modelværkstedet, mens lasercutteren skar i baggrunden eller Brooklyn lagers blev drukket i vindueskarmen.

Giv det en chance, hvis du holder af Joy Division og My bloody Valentine. Deres to følgende album Antics og Out Love to Admire er også værd at lægge ører til :)


Mvh.


Fensten

Hej.

Her i aftes sad vi og blev bjergtaget af Grace Cummings'es plade Remona, som jeg lige har fået hjem.
Hun har sit helt eget udtryk og hendes stemme kryber ind under huden og jeg fik nogle gange gåsehud undervejs.
Det er absolut et lyt vær!

Mange sommerlige hilsner Dan

Så landede der sgu’ lige endnu en Pretenders skive her på parcellen. Denne gang er det Get Close fra 1986 med hittet Don’t Get Me Wrong, som jo især P4 KBH næsten har tæsket til døde. Det lyder umiddelbart som endnu en fed skive fra dem med den samme gode dynamik som der også er på Learning To Crawl.

Men dog stadigvæk et fedt nummer



Den opmærksomme læser har måske lagt mærke til at min TD124 er blevet erstattet af en Pioneer PL-520. I sidste uge jeg skulle sætte en plade på, var pick-uppen pludselig så mærkelig tung.

Årsagen var at Ortofon armens House Bearing som jo er af plastik var knækket — igen

Så nu står den på reparationshylden mens jeg venter på en ny del kommer hjem fra Portugal

Mvh Kenneth

Svenskerne kalder dem ‘stenkakor’, Briterne kalder dem (ind imellem) ‘liquorice’, men ‘chokolade’????


https://www.theguardian.com/food/article/2024/aug/11/notes-on-chocolate-a-seven-inch-chocolate-single?CMP=Share_iOSApp_Other

Her til aften blev det til en tur helt tilbage til den 2. LP jeg købte som 11 årig i en pladeforretning i Ålborg. Fra 68’ til 70’ boede jeg i Åbybro, da min far på det tidspunkt var næst-kommanderende på Ålborg Flyvestation.

I sangtimerne på Åbybro Centralskole havde vi en sanglærer som sommetider havde LP’er med som blev spillet på sanglokalets stereoanlæg. På det tidspunkt havde jeg aldrig hørt om Diana Ross & The Supremes, men jeg var solgt på stedet. Og selv om min musiksmag senere bevægede sig over i den mere hårde rock og senere metal, så har jeg aldrig sluppet lyden fra Tamla Motown. Så denne her snurrer nu her til aften:



55 år har sat sit præg på vinylen, så der er lidt knas på den, men ingen hakker og ridser heldigvis.

Og hvorfor skulle den så frem her til aften? Ja det skulle den selvfølgelig fordi jeg endelig, efter 55 år, fik set giraffen live på plænen i Tivoli i Fredags. En koncert jeg var lidt spændt på, da damen jo har rundet 80. Men jeg må sige at det var et gennemført show og hun kan stadigvæk præstere en fremragende vokal. Desværre stod vi langt væk fra scenen da min kammerat bruger rollator, så vi blev gennet væk fra plænen foran scenen. For vores egen sikkerhed i tilfælde af evakuering af Tivoli var begrundelsen.

Koncerten startede med en god del af de gamle Supremes numre der også er på dette album



En god aften i Tivoli og både musikken og pladen holder 100%

Mvh Kenneth

Forresten: Min første LP?
Herb Alpert & The Tijuana Brass – America (Samme sanglærer er den skyldige også her )

I går (5. sep.) var jeg et smut i Odense for at se/høre Kinga Głyk, der gav koncert på Dexter.
Med hjem fra koncerten kom disse to album (nydeligt signeret af Kinga Głyk), som nu snurrer og sikrer at der kommer en ret funky start på weekenden.


Vi er i funk-fusions-jazz-rock afdelingen - mest funk på "Feelings" og mere "Fusion" på Real Life, der primært lagde numre til koncert-repertoiret. Inspiration fra f.eks. Weather Report, Larry Coryell og Return To Forever (deres lidt senere albums) kunne bestemt spores, men uden at der var tale om "kopi-musik".

Kinga Głyk har selv skrevet hovedparten af kompositionerne og spiller bas med en virtuositet og flyvende færdighed, der ikke er mindre imponerende af at hun faktisk kun er 27 år. Hun er polsk og stammer fra en musikalsk familie.
Stanley Clark har ikke levet forgæves ift. at inspirere, men Kinga Głyk's spil er mere melodisk og blødere, selv om hun også kan levere en funky slap-bass-groove.

Et par gode skiver *) og - navnlig - en opfordringer til at se/høre Kinga Głyk (og hendes kvartet - 2 x keyboard, sopransax, trommer), hvis hun optræder i nærheden. På YouTube kan man bl.a. finde hendes version af Claptons "Tears in Heaven", som førte til opmærksomhed, pladekontrakt - og altså en tur til Odense.



*) Presset af Optimal i rimelig men ikke imponerende kvalitet. Heldigvis er der jo "gang i musikken" på de fleste numre, så det over-gennemsnitlige niveau af baggrundsstøj fra presningen generer ikke meget.

Det var da en dejlig og forfriskende beretning - og også dejligt, at vi så småt igen er igang her efter ferie-sæsonen.

De seneste dage er det primært disse, der har snurret lystigt:


Jakob Bro har med hjælp fra bla. Statens Kunstråd fået genudgivet nogle af sine tidligere værker fra før, han blev signed på ECM. Optagelserne (af hvilke nogle også ses glimtvis i filmen "Music For Black Pigeons”) inkluderer koryfæer som f.eks. Lee Konitz, Bill Frisell og Paul Motian. Musikken er lidt i modsætning til den "nuværende" Jakob Bro holdt i en mere lys og synes jeg, "nordisk folkemusik-agtig" tone.

Men som altid hos Jakob Bro handler det om "flowet" af tonerne mere end melodi-linjen og ikke mindst om pauserne imellem dem.

Jeg købte pladerne, sådan som jeg allermest foretrækker det: Direkte fra hestens krybbe efter den meget bevægende, men måske også for nogle lidt overvældende koncert, der for nylig blev afholdt i Nørremarkskirken her i byen.

En lille, men meget aktiv gruppe ildsjæle, der også inkluderer unge mennesker, er genopstået under navnet "Trio" (tidligere "Jazz i Trekanten") og havde i år arrangeret mini-festivalen "Sacred Music". Hvor temaet netop var musik opført i kirke-rum. Sidste år var det musik opført i museums-rum:

viewtopic.php?f=587&t=16550&p=144684&hilit=jakob+bro#p144684

Men hvad det evt. bliver næste år, må vi vente at se.

Jeg synes det er helt genialt på den måde at anvende nogle af de rum, vi alligevel har til andre formål og kirke-rum kan absolut noget i forhold til at skabe stemninger. Også uden at der nødvendigvis behøver at være en religiøs sammenhæng. Jakob var tydeligt også glad, for som han sagde:

"Vi spiller to koncerter i dag og igen i morgen. Det er næsten ligesom at være i New York, bortset fra at vi slipper for flyveturen. Det er ren luksus."


Koncertens program var (i hvert fald annonceret som) en opførelse af albummet "Strands", der udkom tidligere i år med musik optaget i DR Koncerthuset i 2023. Med på "scenen" havde Jakob Bro (som altid på strømpefødder) den norske trompetist Arve Henriksen og multi-percussionisten Marilyn Mazur.

Jeg skal ikke forsøge at beskrive musikken yderligere udover at det var både vildt, til tider voldsomt, men også intimt og smukt på samme tid.


Jeg er på det rene med, at den moderne, elektroniske improvisations-musik. De flydende, til tider æteriske klangflader og fraværet af klart genkendelige takter ikke er alles kop te. Men jeg nyder det mere og mere.

Ikke i stedet for.

Men som supplement til den mere "traditionelle" eller mainstream musik. Eller skal vi kalde det... "jaaaazz"?

Til gengæld så skal vi herfra nu endnu en gang et helt andet sted hen. Ikke hjem, men videre.

Det næste, der kommer til at snurre her, er dagens ny-udgivelse. Måske den rock-plade, der er blevet ventet længst tid på og måske også med størst længsel. I hvert fald blandt dem, der har længtes og ventet:


Med "Ensoulment" bryder The The og Matt Johnson 25 års tavshed - i hvert fald på plade, som The The og med ny musik. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har været ude at hente den i dag. Men jeg har simpelthen ikke engang nået at pakke den ud endnu. Ikke at det gør noget. Den må godt stå og vente på at blive snurret lidt endnu.

Lad os da endelig fortsætte med The The.

I en et-værelses lejlighed, centralt i Aarhus. Med gule svampemalede vægge, der sørgede for evigt solskin. På cd’en blev The The’s fjerde studie album “Dusk” sat på repeat, i mens at jeg spændt ventede på opfølgeren.

Jeg var så spændt og kunne ikke vente. Så jeg ringede til det elektriske barometer, og betalte “en krone plus almindelig takst”.

Mit spørgsmål lød, “hvornår kan vi forvente et nyt album med bandet The The. I røret svarede venlige Vigga. “Nu siger du bandet The The. Det er faktisk et solo et soloprojekt, drevet af Matt Johnson med forskellige gæsteoptrædener af bl.a. Neneh Cherry og Johnny Marr”.

I dag dukkede der med hjælp fra Louis et stykke The The Dusk vinyl op med posten

Snyd endelig ikke dig selv for dette album på Cd, stream eller vinyl (den er svær at finde). Også Ensoulment, som Kim skrev om i forrige indlæg, er enestående begavet popmusik.

God aften,


Fensten

Tillykke med den, Jan!

Det var fint gjort, at der var en, der tænkte på dig og sørgede for at den endte hos netop dig.

Og ja, “Ensoulment” er også blevet pakket ud hos mig og har snurret i ensom majestæt lige siden.

Jeg har ikke så mange ord til at beskrive det andet end at det er et fuldstændigt enestående, relevant, vedkommende, velproduceret og også vellydende album og også et album, der i sjælden grad nægter at give slip igen.

Ps: Det er også Gen-Z godkendt af Den Nu Voksne Teenagedatter. Så nu skal jeg så ud at have endnu et eksemplar.

Jeg gruer for den dag, “Dusk” dukker op på ønskesedlen!