Side 192 af 192

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: ons 18. sep 2024 22:26
af KenRas
I dag samlede jeg denne her op i den kommunale genbrugsbutik - et kommunalt beskæftigelses projekt for udviklingshæmmede.

Cat Stevens - Teaser And The Firecat fra 1971.

Det er ikke en kunster jeg har lyttet meget til, men numre som Morning Has Broken og Moonshadow kender man jo og var grunden til at jeg ville give den en chance. Og så til sølle 10 kr…

Den snurrer nu for anden gang i dag og det er godt :thumbsup:

Den er jo acoustisk hele vejen igennem, meget velproduceret med især fantastisk guitar spil. Det er nok et univers jeg bliver nødt til at udforske lidt mere når jeg falder over hans plader.

Den kan varmt anbefales :Thumpsup:

IMG_4824.jpeg

Mvh Kenneth

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: ons 18. sep 2024 23:08
af kbekke
Tillykke med fundet. Cat Stevens er mega-fed, når man er i det mood og så er han en kunstner, der i den grad altid har stået fast på sin egen overbevisning og musikalske integritet :cool1:

Du må på jagt efter “Tea For The Tillerman”!

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tors 19. sep 2024 01:14
af Fredmarantz
Ha!
Apropos "Tea for the Tillerman" - så er her et fuldstændig vidunderligt klip fra et Amerikansk talkshow i 1995, hvor frontman Ian Anderson (Jethro Tull) deltager - En uvidende dame, som deltager i showet vil være høflig og mener at kunne huske Ian Anderson for "Tea for the Tillerman" - hvorefter han fanger situationen, drejer den rundt og ophøjer den til, at han skam også står bag "Stairway to heaven" og "All along the watchtower" . Hun fanger aldrig pointen... det er simpelthen en kostelig udveksling...

se med fra 4:27 og ca. 1 minut frem: https://www.youtube.com/watch?v=gUeHKkyK5Fk

Tillykke med fundet af "Teaser and the firecat". Vi hørte den meget på Gymnasiet i sin tid - hvor den var ret ny. Der er blevet danset en del tæt slow-dance til Morning has broken,,, :-)

Vh
Freddy

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: ons 25. sep 2024 15:28
af Captain Phoenix
Jeg har købt LP’er de sidste 50 år og har beholdt de allerfleste, så her står selvfølgelig nogle stykker, som kom til, da jeg var et HELT andet sted, end hvor senere bevægede mig hen og hvor jeg er nu.

Fem af dem snurrede i dag, mens jeg skulle lave noget ikke alt for krævende på PC’en.
Det kom sig af at disse linjer pludselig poppede op i erindringen:

    Slår et lille smut hen ad Strøget
    Ser på en fugl der er fløjet
    Går ind og køber en chillum
    På mit kontokort hos Illum

Ja – det er selvfølgelig Shu•bi•dua’s 5 første album, der er tale om.
Og jeg skal indrømme at de sjældent (som grænsende til aldrig) kommer på pladetallerkenen…
Men meget sjovt når de som i dag endelig gør.

Shubidua1-5.jpg

Det første album kom i 1974, hvor jeg var skægløs, hjemmeboende teenager i folkeskolen og ikke havde noget egentligt fundament for min musiksmag eller mine musikindkøb.
Den var mest hvad der nu blev spillet i radioens P3.

Men det første og andet (hvorfra ovenstående linjer stammer) Shu•bi•dua-album er faktisk meget sjove selv i dag.
Teksterne er i alle mulige retninger og ikke lige meningsgivende alle sammen:
Ét nummer består f.eks. kun af linjen ”Hvor er nøglerne mon henne” gentaget fra start til slut.
Et andet har 3 vers på vrøvle-italiensk med omkvædet:

    El cordobes
    Gi mig et hvæs
    Profido … eres tu
Det er forfriskende udisciplineret, når man tænker på hvad de stod for, da de 10-15 album senere op gennem 1980’erne og 1990’erne var blevet populær-Danmarks husorkester.

Jeg holdt ved til og med ”78’eren” fra dette år. Da var produktion og lyd blevet meget bedre – og teksternes skævheder trimmet, så de hverken stødte, forvirrede eller overraskede nogen.
Og jeg havde lukket gymnasie-døren bag mig, havde fået skæg og sat kursen mod en 2-værelses på Nørrebro og et politiske engageret studiemiljø på København Universitet.

I dét regi passede Shu•bi•dua ikke rigtig mere. De var blevet noget som ”de gamle” (alias mine søde forældre) hørte – og som jeg rynkede lidt på næsen af…
Det er jo hyppigt i dé år, hvor man både foretager store skift i holdninger, værdier osv. – og måske er mere sort/hvid end i senere livsfaser.

Shu•bi•dua-pladerne bliver her i samlingen – de er jo en del af rejsen; en del af mig.

PS: LP'erne har opholdt sig i yder- og (forede) inner-sleeves i alle årene og er stadig i "som ny"-stand.
Jeg lånte af princip ikke pladerne ud til skolekammerater, der ville overspille dem, men tilbød i stedet at gøre det til cassette- eller spolebånd. Det er jeg glad for i dag.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: man 30. sep 2024 14:28
af Lautreamont
Forleden dag modtog jeg en bog med posten. Det var en bog af den anerkendte japanske forfatter, Murakami. Bogen hedder "Absolutely on Music" og omhandler Murakamis samtaler med den japanske dirigent Seiji Ozawa. Selvom jeg var i gang med en anden bog, så måtte jeg simpelthen læse lidt i den og den ene side tog den anden. Før jeg så mig om havde jeg brugt en hel aften med bogen.

I begyndelsen taler de om Bernsteins opførelse af Beethovens tredje klaverkoncert med Glenn Gould som solist. Efterfølgende diskuterer de Karajans opførelse af Brahms klaverkoncert i D-mol, ligeledes med Glenn Gould som solist. Jeg fik sat pladerne på og lyttede opmærksomt efter de passager der omtales i bogen. Det var enestående at lytte på musikken imens to genier, i hver deres felt: musik og litteratur, hhv. Ozawa og Murakami, drøfter musikken. Jeg fik pludselig et nyt indblik og nye perspektiver på de to store værker.

Apropos kom bogen i en pakke med en anden bog, nemlig "As Serious As Your Life" af Val Wilmer. Den omhandler free jazz. Måske det bliver en lignende oplevelse - at læse bogen imens man lytter til kunstnerne og de værker der omtales. Jeg glæder mig!

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: søn 6. okt 2024 21:51
af kbekke
“Der var en fyr, de kaldte for Sjagge/
Han bo’de vest for Valby Bakke/
Han gik rundt og talte i tunger/
Ja, han blev beglo’ed af Bakken’s unger/“


IMG_2561.jpeg

-Sådan lyder første vers af fjerde skæring på Gasolin’s femte album. Et album, der på kassette i min pre-teen-parcelhushule blev det nok aller-allerførste møde med rigtig rock’n’roll eller noget, der i hvert fald lød sådan. Mens Forældregenerationen sad fastfrosset foran skærmen med aftenkaffe, Gorm & Gregers og Kanal 22.

Omtrent samtidig betroede min fysiklærer Ole, der både lignede Jesus og et eller andet sted vel også var det - i den forstand, at det var ham, der om aftenen i Ungdomsskolen satte mig i gang med at lodde JostyKit-forstærkere og andet grej sammen. At man, dengang han var ung, enten var til Beatles eller Stones. Ikke “og”, men “eller”. Som i afgjort “enten eller”.

Og Jesus-Ole han var helt afgjort til Stones. Ligesom han var til Coral-fuldtoner i spånplade-horn og derfor havde mere end nok i AF310’erens 20 watt ellers tak. At jeg så i ungdommeligt overmod valgte at bygge AF360’eren med Mos-Fets og mere end den dobbelte udgangseffekt vakte på samme tid Jesus-Ole’s, tror jeg, lige dele forargelse og misundelse.

IMG_1689.jpeg

Ung og semi-kvik, som jeg dengang var, tog det mig ikke mange sekunder at fange og fremskrive Beatles/Stones-koblingen til et:

“Det er jo lidt ligesom Gasolin og Shu-Bi-Dua!”.

Jeg kunne næsten se stoltheden svulme i Jesus-Ole over endelig, endelig at være faldet over en elev, der ikke alene kunne sin Ohm’s Lov og i hvert fald overfladisk fattede det Periodiske System. Men som også forstod sammenhænge, der var langt vigtigere.

Fra Jesus-Ole fik jeg til gengæld og udover en basal forståelse af Volt og Ampere den visdom med i livet: At det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad der er af Accuphase og alt muligt andet super-duper grej på forsiden af Audioscan-kataloget. Fordi 20 watt og en fuldtone i et hjemmebygget kabinet kan både være rigeligt og det helt rigtige. For hvis det er lige præcis sådan, man har det. Hvis man stoler på sin egen oplevelse og dømmekraft. Så behøver man ikke nødvendigvis at rende efter alt det, som resten af verden jagter og er enige om er Vejen Til Lykke.

Det gælder om at finde sin helt egen dybde. Ligesom Sjagge.

Lige præcis den erkendelse er måske det vigtigste, jeg fik med ud af døren fra min skoletid. Det er i hvert fald det, jeg har brugt mest og i mange forskellige sammenhænge har haft mest gavn af i resten af mit liv. I skarp kontrast til f.eks. andengradsligninger og uregelmæssige tyske verber.

Det var sådan cirka essensen af det, der i et splitsekund flashede igennem min hjerne lørdag formiddag, da kvitteringen for de guitar-stumper, jeg allerede havde købt og betalt for nede hos “Den Tykke”, landede ovenpå en stak brugtplader, der lå på disken og hvoraf “Gas 5” var den øverste. Jeg havde sådan set vendt om og var på vej hen i mod døren. Men jeg blev alligevel som af en magnet trukket tilbage, nødt til at vende om og udføre endnu en mobilepay-transaktion.

IMG_2560.jpeg

For “Gas 5” endte jo dengang med at blive MIN Gasolin-plade. Det er den eneste Gasolin-plade, jeg for alvor har skamhørt og stadig kan, stort set udenad. Selvom jeg aldrig har haft den. På plade. Så er hver akkord, hvert et vers og omkvæd, hver en solo simpelthen indgraveret i en hukommelse, der ellers på mange andre områder bestemt ikke er, hvad den har været. At høre “Gas 5” igen. På plade. Er mere end et møde med en gammel ven. Det er, i hvert fald som jeg forestiller mig det, som at møde sin første elsker igen og gøre det hele igen. Men for første gang. Bortset fra, at “Gas 5” faktisk lyder bedre end jeg husker det. Det bør den selvfølgelig også gøre al den stund, at jeg jo altid hørte den på kassette og med tanke på, at det jo var Roy Thomas Baker, der i sin drejede på knapperne. Især Jönsson’s baslinjer på f.eks. “Fatherless Hill” har jeg ikke hørt med samme vægt før. Men der er heldigvis stadig masser af “kul“ på Søren Berlev’s trommer på “Rabalderstræde”. Trommer, som nogen engang i radioen kom til at sige vist i virkeligheden var optaget i en garage bygget af gasbeton for at få “den rigtige lyd”. Om det virkelig var sådan, det foregik, aner jeg ikke. Men det er en god historie, som hvis den ovenikøbet er rigtig jo gør “Rabalderstræde” til både “garage-“ og “beton-rock”. På samme tid. Tøhø.

Historien om Gasolin’s internationale ambitioner og hvordan de IKKE blev indfriet er vel kendt af de fleste. Uanset hvor meget Kim Larsen brænder igennem som sanger - og der er faktisk momenter på “Gas 5”, hvor jeg hører noget, man måske med lidt god vilje kunne kalde for et lidt provinsielt dansk svar på Joe Cocker - så duer det bare ikke at synge på engelsk med 2400 NV-accent. I hvert fald ikke ude i det store udland.

Gasolin var, må man nok bare konstatere, simpelthen ikke gode nok. Men i virkeligheden nok heller ikke hverken ambitiøse eller kyniske nok til at stå distancen i den internationale musik-industri. Til gengæld kunne de noget andet. De havde nemlig også fundet deres helt egen dybde og kunne, meget lig Shu-Bi-Dua, tegne et portræt af et Danmark, som alle danskere umiddelbart kunne genkende, hvis ikke identificere sig med. Det var vel nok derfor, at begge bands blev elskede og fik så meget masser af succes herhjemme og at det i hvert fald for mig og sikkert også mange i virkeligheden ikke var et spørgsmål om “enten eller”. Man kunne faktisk godt høre begge dele.

Men på trods af alt dette, så havde jeg nok måske alligevel ikke vendt om nede hos “Den Tykke”. Hvis ikke det havde været for et besøg knapt et døgn tidligere nede hos konkurrenten. Noget, der havde tunet mig ind på “rabalder”, så at sige.

Rene sad, faktisk i nøjagtig samme position som sidst, udenfor butikken på en mælkekasse og sugede lige meget på stumpen af en filtersmøg som på resterne af det sidste af solen inden den for alvor forlader os. Sådan set skulle jeg bare lige hente årets første forudbestilte julegave. Men med lidt tid tilovers endte jeg alligevel med hovedet nede i “seneste ankomne”-brugtpladekassen.

Der er jo altid… et eller andet.

Der er selvfølgelig også altid et eller andet, der snurrer dernede. I det her tilfælde gik der ikke mange sekunder, førend det tunge, slæbende beat, den vaklende vokal og de brølende guitar-akkorder forplantede sig igennem min underbevidsthed og - mens jeg med den aktive del af min hjerne stod og afvejede Zoot Sims på Pablo i forhold til Gerry Mulligan i Paris - gradvist men umiskendeligt manifesterede sig som… Lyden af Crazy Horse og Neil Young.

Jeg har tidligere skrevet om min lange vej til at blive “dus” med Young. Så vi kan godt springe over den del her og bare konstatere, at udover julegaven plus en ekstra julegave plus både Sims og Mulligan gik jeg derfra med 2023-reissuen af “Ragged Glory”, der i denne udgave har fået tillægstitlen “Smell The Horse”.

Og jeg skal da lige love for at der lugter af hest! Jeg har brugt det meste af weekenden på at råhøre albummet, der i denne version både er det originale album men nu fordelt på fire pladesider. Plus fire out-takes på to pladesider, så altså alt i alt en slags triple-album: Både med ikke helt nabovenlig volumen igennem JBL og ud på de små timer med decideret ørelæge-uvenlige lydstyrker igennem mine 250 ohms Sennheisere.

For det er jo sådan og kun sådan at Crazy Horse for alvor giver mening.

Om “Ragged Glory” kan man i en artikel læse, at musikken på samme tid både er “heavy metal-agtig”, “grunge” og “garage-rock”. Men, selvom både Cobain og andre af skater-drengene idoliserede nummeret “F*!#in' Up”, mens de iførte sig skovhuggerskjorter og kørte ud i ørkenen for at larme med benzindrevne generatorer og guitarer, der var stemt HELT ned, så er Neil Young og den plade for mig bare noget helt andet. Ikke kun fordi, der ikke var nogle af de bands, måske med undtagelse af Alice In Chains, der tilnærmelsesvis formåede at spille så tungt og dybt som Young + Horse. Men jo også fordi Neil Young, uanset hvad han gør, altid først og fremmest er en bondeknold fra Winnipeg, der spiller smadret country, mens han synger hippiesange henover. Lyt f.eks. til åbningsnummeret “Country Home”, der mest af alt lyder som et meget lokalt Creedence-kopiband, jeg engang for snart mange år siden oplevede til et ikke mindre lokalt bryllup i det sydfynske. Hvor bruden efter 4. sæt greb mikrofonen og frejdigt erklærede, at NU skulle vi alle sammen ned “å baj’ nøjn!”. Men selvfølgelig også fordi “Ragged Glory” slet ikke (duh!) er optaget i en garage, men derimod i en LADE. Hvilket naturligvis er 1000 gange mere cool.

IMG_2564.jpeg

Og smadret bliver der i den grad spillet på “Ragged Glory - Smell The Horse”. Oprindeligt indspillet på Young’s “Broken Arrow Ranch” er historien om albummet noget i retning af: At Neil Young efter at have brugt en stor del af 1980’erne på retslige og personlige problemer endnu engang samlede Crazy Horse på “farmen” med noget helt bestemt i tankerne: Nemlig at udforske og dyrke jam-formatet i rock-sammenhæng. Neil var efter sigende godt og grundigt træt, ikke bare af især Geffen Records, men også af firsernes efter hans mening overdrevne fokus på produktion og vellyd og ville gerne tilbage til en tid, hvor man bare kunne jamme over et fedt riff lige så længe, det skulle være. Uden at bekymre sig om harmonier, broer, 3 minutter og 20 sekunder eller om teksten for den sags skyld passede til musikken.

Man kan vel sige, at også Neil Young tog ud for at finde sin helt egen dybde. Igen.

Så det var det, de gjorde. Der blev spillet to sæt live i laden hver dag. I fjorten dage. Men hver dag med forskellige numre og uden tanke på, hvad der evt. skulle eller ikke skulle med på plade efterfølgende. Til gengæld blev alt optaget. Også det, der lød ad helvedes til og der blev ikke fjernet eller overdubbed noget undervejs - og tak for det. John Hanlon, der sad ved pulten i bilen udenfor, giver en eksemplarisk gennemgang af det tekniske setup (som man desværre selv skal grave frem) på neilyoungarchives.com. Artiklen forklarer tydeligt de enkelte led i optage- og masteringkæden. Både hvad angår originaludgivelsen, der var mastered digitalt, delvis på DAT, delvis via PCM på video-kassette (!) og genudgivelsen, der benytter de originale, alternative analoge masterbånd. Der er også fuld åbenhed om at det originale multitrack (som den analoge master jo naturligvis stammer fra) er optaget digitalt i PCM på en Sony 3324-maskine. Så, hvor originaludgivelsen af “Ragged Glory” fra 1990 derfor er “ADD” (på både CD og LP), så er re-issuen på LP altså åbenbart “ADA”.

IMG_2558.jpeg

Pointen er subtil, men ikke uvæsentlig: Nemlig at “cut from original analog master tapes”i de fleste tilfælde ikke er det samme, som det originale bånd, der blev optaget på, da musikken blev spillet. Simpelthen fordi der først blev optaget på multispor, der derefter blev mikset ned på to spor på et nyt bånd, der så enten blev brugt direkte som master eller i virkeligheden ofte kopieret en gang til for at blive sendt derhen, hvor masteringen så på et eller andet tidspunkt blev udført. Samt at alt eller noget af det, der foregår førend masteren bliver optaget, sagtens kan foregå digitalt. Selvom masteren i sig selv bliver optaget i det analoge domæne og anprist således på det færdige album. Caveat Emptor.

Ikke at det betyder noget som helst for min oplevelse af musikken i det her tilfælde. “Ragged Glory - Smell The Horse” lyder aldeles overdrevet fedt og meget “analogt” hvis det er det, man leder efter. Men jeg nævner det, fordi det er den form for produktoplysning, jeg ville ønske at alle albums udkom med. Det er, synes jeg, ikke for meget forlangt, når man betaler flere hundrede kroner for en hvilken som helst ting, at få at vide, hvad det egentlig er, man køber. Det er desværre snarere undtagelsen end reglen. Hvilket også er en af grundene til at jeg gerne køber lige netop Neil Young’s udgivelser.

Til gengæld er jeg ikke helt tilfreds med, at man har valgt at proppe tre plader (plus af uransalige grunde en kopi af det oprindelige innersleeve) ind i et enkelt cover af det tyndest mulige karton. Det holder ikke, slet ikke i længden og det er faktisk lidt for dårligt, synes jeg. Ikke mindst prisen taget i betragtning.

Bortset fra det, så er der, hvis ikke jeg allerede har nævnt det, FULD spade på “Ragged Glory - Smell The Horse”. Numrene er lange. Mange (men ikke jeg) vil sikkert synes for lange. Teksterne er der selvfølgelig og de bliver da også sunget. Men det er ikke dem, det handler om. Undtagen måske på “Love To Burn”, “Love And Only Love” og “ekstranummeret” “Mother Earth (Natural Anthem)”, der så lige præcis ikke er optaget i laden på Broken Arrow Ranch, men foran et publikum et eller andet andet sted. Rytmegruppen tumler derudaf og på mange numre lyder det virkelig som et band, der burde have øvet temmelig meget mere inden der blev trykket på “record”. Hvis altså meningen med det hele havde været at lave en plade, der lød som “Brothers In Arms” eller “den nye med Bryan Adams”. Hvilket det her på ingen måde er. Hvis det, man søger, er audiofil lækkerlyd og perfekt poleret samspil i traditionel forstand, så er “Ragged Glory - Smell The Horse” den helt forkerte plade.

IMG_1697.jpeg

Men hvis man, som jeg, er lige så meget interesseret i at “se ind i” hvordan et band og dets medlemmer spiller sammen, hvordan musikken opstår og hvordan de bærer og giver plads til hinanden og hinandens improvisationer, når de netop spiller sammen uden tanke på noget andet end, hvor den næste akkord skal komme fra. Så er “Ragged Glory” nærmest en guldgrube. Selvfølgelig er det Neil Young’s Gibson, der fylder det meste. Alt andet er i princippet akkompagnement til de højspændte eksperimenter, Young udfører på sit elektriske “hegn”. På og ofte lige over grænsen for, hvor meget gain, man kan håndtere inden det hele bryder ned i distortion, feedback og “larm” (og Young kan håndtere mere end de fleste). Hvor længe man kan sustaine og lade en tone hænge frit i luften, glødende og pulserende. Eller hvor længe man, som i “Born To Run”, kan stå og trykke klodser ud over det samme hypnotiske beat (og det er virkeligt længe i det her tilfælde). Når “Ragged Glory” er bedst (og bliver spillet højt nok), så kan man sidde hjemme i sofaen, lukke øjnene og simpelthen SE direkte ind i, hvad der ligner et kæmpestort imaginært 6L6-rør med blus på og tænke, at sådan her, præcis sådan her, skal en rigtigt fed rock’n’roll guitar bare lyde, når den kommer direkte ud af forstærkeren. Uden pis og uden nogen producere eller A&R, der står klar i kulissen til at frisere og skære det hele til i et forbruger-venligt og salgbart format.

Med andre ord, så er “Ragged Glory - Smell The Horse” et monument af et guitar-album. Et album, der har meget at give og meget at byde på. Men også et album, der kræver noget af sin lytter. Det er nok ikke for alle og enhver. Jeg er vild med det - og det tror jeg måske også, at Ole ville have været.

Til gengæld ved jeg stadig ikke, hvad han mon egentlig syntes om “Gas 5”… eller for den sags skyld Shu-Bi-Dua.

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: man 7. okt 2024 12:15
af Zig
@kbekke
Jeg vil gerne sig tak for en "autentisk" beretning..... Livet består mest af snik-snak, men en gang imellem dukker der en ærlig tale op....og det sætter jeg pris på. Det sætter ligesom ting i relief.
Lad mig kvittere lidt på nostalgiens landevej....
Da jeg først kom til Danmark var "Matador" lige begyndt på TV. Hver søndag aften vil min daværende, danske kone tænde op for fjernsynet og nyde at blive bekræftet i sin "danskhed". Jeg var stadig sprogligt udfordret, men det var egentlig ikke hovedproblemet. Det var "dybden" af den danske fremmedhed, der ramte mig. Jeg forstod, at jeg intet forstod. Der var en indforståethed, en lukket homogenitet og en tilfredshed med tingenes selvfølgelige natur, der fik mig hver søndag aften til at drømme om at hoppe i min engelske bil (med rattet på den forkerte side) og køre direkte til Esbjerg for at finde den næste færge til mit hjemland (hvor jeg aldrig følte mig hjemme).
Så var der Giro 413..... My God. Var dét den musik, man lyttede til i Danmark - lad mig komme hjem.
Og så var vi til Skagen Festival. Det var første gang jeg så en kvinde ryge en pibe, og det var første gang, jeg oplevede, at kvinder trængte ind på Herre-toilettet, bare fordi de var tisse-trængende. Sikke da et barbarisk land.
Gasolin og Shub-i-Dua - ja ok, de ku' næsten....men ikke helt. Og så var der politiske sangere fra Fyn og jeg ved ikke hvor mange partier i Folketinget (og nogle gemte kaniner i deres hatte).
Ja - nostalgi er jo ligesom den altid har været. Og jeg tror faktisk, at det var lettere at være dansk - Dengang.
But there is no going back.
Så fremad skal vi.
Jeg køber egentlig ikke rock mere - men Ragged Glory frister - takket være dens autencitet, som jeg ikke mere kan mærke i nutidens rock. Hvis autencitet stadig er en genre, kan jeg anbefale
images.jpeg


Zig

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: ons 9. okt 2024 16:37
af Captain Phoenix
Jeg hører lidt anderledes plader (end den sædvanlige jazz...) ind imellem.
Forleden Shubidua's fem første og nu til eftermiddag denne, som er en sag oprindelig fra 1963.
Her er det er dog i en japansk genudgivelse fra 2006 leveret fra en ditto sælger.
Prisen på den originale danske udgave er selvfølgelig stukket af: Kun ét eksemplar til salg - og til 1.500,- for en VG-...

Cover1.jpg

Det er vokal-jazz, som jeg ellers ikke er en stor fan af, men af flere grunde skulle denne med:

For det første: Pedro Biker synger.
Ham er der måske ikke så mange, som husker, men han havde et hit med Burt Bacharach’s
”Regndråber drypper i mit hår” i 1970. Den blev i mange år flittigt spillet i radioen – og er egentlig en meget hyggelig og optimistisk sang.
Selv husker jeg Pedro Biker fra nogle år tidligere, hvor han var én af de første nyhedsoplæsere (eller ”speakere” som de blev kaldt) på TV-avisen.
Min far var producer på den allerførste TV-avis i oktober 1965 og jeg var sidste del af 1960’erne ind imellem med ham på job i Radiohuset, hvor TV-avisen blev lavet (det var inden den flyttede til TV-byen i Søborg i 1983).
Der så jeg Pedro Biker – og alle de andre, hvis ansigter man kendte fra TV-skærmen derhjemme. Det var lidt af en oplevelse for en 9-10-årig knægt som mig!

PedroBiker.jpg

For det andet: Backing-musikerne.
Kvintetten bag Biker er taget fra toppen af den danske jazz-scene i start-60’erne: NHØP, Bjarne Rostvold, Allan Botschinsky, Sahib Shihab og Bent Axen. Det er sjovt at se den kun 17-årige NHØP på cover-bagside – han ser ud til at have teenage-bumser…

Cover2.jpg

Og for det tredje: Cover-designet (se det første billede).
Det er på samme tid super-cool minimalistisk – og en anelse provinsielt.
Men sådan var meget dansk design i dé år, så på den måde meget tidstypisk.

Musikken er lige på kanten mellem jazz og pop, så egentlig ret pææænt, selv om Sahib Shihab et par steder er lidt mere vovet i sine sax-soli. Musikernes niveau er højt og det er tydeligt, at kvintetten har forstået, at her er de altså backing-band for en solist. Pedro Biker's stemmer er fin og sådan lidt crooner-agtig.
Lyden er faktisk også rigtig god, navnlig via AT mono-pick-up'en, hvor Bikers stemme bliver meget nærværende og "til stede". Jeg tror de har taget hvert nummer i ét take (uden flerspors-teknik, som vel også var begrænset i 1963). En fin produktion.
Presning, cover osv. er som japanerne gør det, når det er bedst - det vil sige fejlfrit. Dejligt!

Jeg kan ikke dy mig for at vise et billede af teamet bag de første TV-aviser, selv om det strengt taget ikke har noget med musikken at gøre. Det er farmand, som står længst til venstre. Han ser jo ret tjekket ud :p

TV-Avisen stab.jpeg

Re: Hvad snurrer netop nu?

Indlæg: tors 10. okt 2024 22:58
af KenRas
I aften blev det så til en tur tilbage til 1967 hvor jeg genså Dustin Hoffman’s debutfilm, The Graduate eller som den hedder på dansk, Fagre Voksne Verden. Et herligt gensyn med en ung Dustin Hoffman, Katharine Ross og Anne Bancroft. Jeg har set den for mange år siden og det er en film jeg sommetider anbefaler unge mennesker at se, især hvis talen falder på Simon & Garfunkel.

Filmen er en jo en uskyldig, banal, tidstypisk kærligheds-komedie fra 60’erne.

Lydsporet er jo især præget af Simon & Garfunkels musik fra deres absolut bedste periode. Numre som Sounds Of Silence, MRS.Robinson, Scarborough Fair er bare klassikere.

Efter filmen måtte jeg lige finde soundtracket fra filmen frem og høre S & G’s numre. På dette album varierer nogle af numrene fra de originale versioner, som er de bedste. Øvrige numre på pladen er dog ikke lige min kop te…

IMG_4855.jpeg


Holder filmen i dag efter 57 år? Ja det gør den, hvis man kan leve med 60’ernes lidt mere primitive stil.
Et herligt gensyn jeg kun kan anbefale, om ikke for andet så for Simon & Garfunkel’s musik…

Mvh Kenneth