Sandsynligheden for at jeg nogensinde skulle kunne finde på at bruge 900,- på et bokssæt bestående af et hæfte, en bluray-disc og fem LP'er med studie-outtakes, alternativer versioner og demo-indspilninger af noget- eller nogensomhelst, ville jeg hidtil have sat til meget tæt på et rundt nul.
Jeg gider simpelthen ikke sådan noget pjat. Eller rettere, der er bare ikke nogen enkelt kunstner, jeg er
så forelsket i, at jeg ville gide at sidde og nørde i sammenligninger af tre indspilninger af det samme nummer. På plade. -Måske lige med undtagelse af Tom Petty. Måske.
For det er i virkeligheden slet ikke den måde, jeg oplever musik på.
Det var derfor ikke så lidt af en overraskelse for mig selv, at min nysgerrighed blev
så pirret af at læse en relativt kort notits om en udgivelse, der ganske vist ikke er spritny, men som alligevel havde undgået min opmærksomhed:
IMG_1791.jpeg
Bokssættet "Jimi Hendrix: Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" kan nærmest opfattes som et gesamtværk eller en samlet dokumentar. Et værk, der i ord, lyd og billeder fortæller historien om Jimi Hendrix's vision om det perfekte studie som omdrejningspunkt for den kreative process, bestræbelserne og de kolossale udfordringer (og udgifter), der var forbundet med etableringen. Projektet blev som de fleste projekter har det med at gøre, både meget dyrere og mere kompliceret end oprindeligt planlagt. Jimi Hendrix pantsatte fremtidige royalties og turnerede utrætteligt for at financiere sit studie-projekt. Men det er også en dokumentar, der via de fem LP'er giver os et konkret indblik i, hvad det var, der foregik rent musikalsk og optageteknisk i Electric Lady Studios i de få intense uger i sommeren 1970 inden den skæbnesvangre turne til Europa, der endte kvalt i opkast på et hotelværelse i London d. 18 September.
IMG_1809.jpeg
Så jeg blev
nødt til det. Jeg blev simpelthen nødt til at smuglytte til optagelserne på stream. Ikke bare en eller to gange, men faktisk det meste af en uge. Selv i bilen kunne jeg ikke være fred for dem. Og det, jeg hørte, overbeviste mig om, at selvom jeg vel ikke er decideret "fan" af Hendrix. Så var det alligevel nødvendigt at tage turen "down to Lexington 125" til Rene og forsøge at fravriste ham det eksemplar, som jeg nu også vidste, at han havde stående i sin biks (og af på tarvelig vis havde holdt skjult for mig siden udgivelsen i efteråret).
-Den stod iøvrigt godt gemt væk oppe på øverste hylde omme bagved disken.
Og det var godt, jeg gjorde det. Det her køb kommer jeg ikke til at fortryde. Først og fremmest fordi, der bare er rigtigt meget fed musik på. Hendrix havde i starten af 1970 revitaliseret "The Jimi Hendrix Experience" med bassisten Billy Cox efter at Noel Redding året før havde forladt “Experience” angiveligt i protest over Hendrix’ eksperimenter med band-formatet. Billy Cox, der år tidligere havde spillet med Jimi Hendrix har på disse optagelser en næsten uhyggelig evne til at være tilstede og fornemme præcist,
hvor det er bandlederen (Hendrix), gerne vil hen næste gang - hvilket jo er bassistens fornemste opgave. Samspillet er på samme tid tight, men ikke mere tight end at det svinger. Selv når det ikke svinger.
"Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" er som nævnt
ikke et album med færdige takes, der er masserede, lagt i rækkefølge og færdigproducerede til udgivelse. Det er simpelthen eksempler på, hvad der blev fanget på bånd. Inklusive fejl, studiesnak om “repeat echo” og en Les Paul, som Hendrix åbenbart
ikke gad at spille på lige nu og fejl-starter på numre, hvor vi lige tager den en-gang-til-treee-fire... Der er lange guitar-skriblerier, hvor Hendrix afprøver ideer og nærmest synes at føle sig frem og ligesom som hos f.eks. Wes Montgomery eller Grant Green dukker der indimellem små fragmenter af fills op, som man genkender fra andre sammenhænge. Enkelte optagelser er 4-spors demoer og andre er simpelthen bare overdub-sessioner, hvor Jimi forsøger at raffinere tidligere optagelser fra andre studier. I modsætning til næsten alle andre på det tidspunkt, så ejede Jimi Hendrix selv sine optagelser og noget af det første, man gjorde da Electric Lady Studios stod bare lidt færdigt, var at lagre alle de bånd i bygningen, så de var til rådighed.
IMG_1807.jpeg
Det er dybt fascinerende at være vidne til og pludselig gider man faktisk godt at sidde og nørde i forskellene på den instrumentelle “Take 4-version” af “Freedom” på disc 1 og “Alternate-versionen” på disc 3. Til gengæld for et færdigpoleret kommercielt produkt får vi her i stedet muligheden for simpelthen at liste ind gennem døren til Control Room A, stå omme bagved musestille og overvære, at musikken ganske enkelt
opstår.
IMG_1806.jpeg
Som udgivet optagelse er "Electric Lady Studios: A Jimi Hendrix Vision" noget af det allermest "tæt-på", jeg har hørt længe. I hvert fald, når vi taler om elektrisk forstærket rockmusik. Lyden er aldeles fremragende og det lyder vitterligt, som om vi er et eller flere lag tættere på original-materialet.
Så enten er båndene, der danner grundlag for denne udgivelse virkelig i god stand eller også er der i den grad blevet brugt "tryllemidler". Jeg ved det ikke. Der er meget information i det medfølgende hæfte og sikkert også på den disc, der følger med, som jeg ikke har fået gravet mig i dybden med endnu.
Medvirkende til illusionen af at være “there” er selvfølgelig også det for mig glædelige ved at konstatere, at det ligesom hos mig er JBL L100 monitors, der blev benyttet i Electric Lady Studios Control Room A
IMG_1808.jpeg
En anden faktor er muligvis, at Studio A i Electric Lady Studios simpelthen bare
er berømt for at være virkeligt vellykket rent akustisk. Designet som det er af arkiktekten John Storyk og lydteknikeren Eddie Kramer har rummet med det "flyvende" loft den egenskab, at efterklangstiden bliver
kortere jo lavere frekvensen er. Hvilket angiveligt betyder bedre kontrol med basområdet, mindre “mudder” og at mikrofonerne dermed får lettere ved kun at opfange det, de rent faktisk skal.
Under alle omstændigheder er der i hvert fald optaget
virkeligt mange fantastiske albums i Electric Lady Studios. Hvilket bare gør det endnu mere trist, at Jimi Hendrix aldrig selv nåede at færdiggøre et eneste album i det, der med tiden skulle gå hen og blive vel nok et af de mest ikoniske templer for indspilning af rockmusik.
Det tætteste, vi har (udover de posthumt sammenstykkede og udgivne albums) er disse optagelser, der også skulle blive de sidste studie-optagelser Jimi Hendrix nåede at indspille. Umiddelbart efter den officielle åbning af Electric Lady Studios i slutningen af August 1970 boardede han et fly til England, hvor hans korte liv skulle ende kun tre uger senere.
Tænk engang hvis han var blevet hængende lidt længere.
: fre 10. jan 2025 23:55