I tilfælde af ændringer, vil der øverst i dette opslag blive lavet en “EDIT:” note. Lige under denne linje…..
Og, var rar at læse det hele grundigt, så vi undgår misforståelser. Hvis alle følger tilmeldingsprocessen, så går det hele så let :-)
Tilmelding til Vintagehifi-træf 2025
Tid og sted
Træffet afholdes lørdag d. 26. april 2024 med start kl. 12:00.
Sluttidspunktet og pris afhænger af hvilken "pakke", du tilmelder dig (se nedenfor).
Træffet finder sted på: Alslev Forsamlingshus, Bredgade 34, 6800 Varde
Program
Programmet er under udarbejdelse – det færdige program kommer i dette underforum senere - i en separat tråd.
Hovedstrukturen er dog:
A) Tre præsentationer i den store sal
B) Et ”fri-leg”-område, hvor man kan opstille medbragte apparater/anlæg og hvor der vil være køb/salg/bytte af grej, reservedele, LP’er, mv. Alle er velkomne til at medbringe effekter til dette, men pladsen er begrænset, så overvej mængde og vis hensyn ved opstilling.
Der vil formentligt også være mulighed for at bruge egen bil på parkeringsplads til “bagagerums”-marked i det omfang vi løber tør for plads indendørs - det vil blive afklaret inden træffet
C) Vintage hifi-quiz eller lignende hygge-aktivitet
Herudover bliver der som altid god tid til hyggesnak, diskussioner og samvær. Som vanligt vil vi også forsøge at have et “lounge-anlæg” til aftentimerne.
Pris og deltagelse
Man kan vælge én af følgende tre ”pakker”:
- Pakke 1 - Dag-pakken - 175kr
Lørdag kl. 12:00 – 18:00 inkl. kaffe/te, kage, og 3 stk øl/vand.
- Pakke 2 - Dinner-pakken - 325kr
Lørdag kl. 12:00 – 00:00.
Som pakke 1 +
a) yderligere 3 stk øl/vand
b) aftensmad
- Pakke 3 - Fuld-pakken - 375kr
Lørdag kl. 12:00 – søndag kl 10.00.
Som pakke 2 +
a) overnatning: på gulvet i salene (du skal selv medbringe alt “soveudstyr”, madras osv)
b) morgenmad
Pakkerne er som de er. Man kan f.eks. ikke fravælge drikkevarer i en pakke og få reduceret pris, fordi man selv medbringer egne drikkevarer. Det er man dog naturligvis velkommen til - altså at medbringe egne og/eller supplerende drikkevarer - men man betaler for pakkerne som de er. Også selv om man muligvis ikke udnytter hele rammen ift tid, drikkevarer osv. Styregruppen forsøger efter bedste evne at have et bredt udvalg af øl/vand og kaffe/the. MEN - har man en særlig forkærlighed for en specifik yndlings-the eller andet, så overvej at medbringe lidt selv også. Vi kan ikke ramme alles smag 100%.
Tilmelding og betaling
Der er et max deltagerantal på 50 og dette kan ikke fraviges. Dette er sat af hensyn til pladsforholdene på stedet.
Heri er reserveret 3 pladser til styregruppen (Captain Phoenix/Claus, KenRas/Kenneth og Elway/Morten). Desuden er der reserveret plads til forum-redaktørerne Mads, Freddy og Frederik. De forud-reserverede deltagere betaler samme pakkepris som alle andre. Hvis nogen af disse forudreservede deltagere ikke kan eller vil deltage, vil styregruppen fjerne deres navne fra listen igen. De behøver altså ikke selv at tilmelde sig (se nedenfor), men kan blot give besked om de hver især ønsker at blive på listen eller blive taget af igen.
For at kunne deltage skal du gøre 2 ting:
1. Tilmelding
Tilmeld dig med hvilken ”pakke” du ønsker på det tilmeldingslink, der publiceres lige her på dette sted, i dette opslag - tirsdag d. 21 januar kl. 20.00…sharp :-)
https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLScbINwT6jM6oWq4CdfNbmqLLY18FIj1aCv1wV6R_5nTEj0tcQ/viewform?usp=sharing
Når linket er til stede lige her, er der dermed åbent for tilmelding. Vi har valgt på denne måde at “for”-annoncere tidspunktet for publicering af tilmeldings-linket, så alle har en chance for at være klar til tilmelding.
Tilmeldingen foregår via Google Forms og resultaterne samles op i et google-regneark. Med passende mellemrum vil opdateret liste over tilmeldte publiceres her i tråden. Man kan også se listen, når man har indsendt sin tilmelding (der vises et link efter udfyldt formular).
2. Betaling
Plads 1-50:
Hvis du er nummer 1-50 på tilmeldingslisten: så betal det korrekte beløb for den valgte pakke på:
- Enten MobilePay (22445696 - “Morten de Melo Lyng”)
- Eller bankoverførsel
I begge tilfælde meget gerne fulgt op med en SMS (til 22445696), så Elway med det samme kan verificere at betalingen er modtaget. Så sender Elway en sms tilbage den anden vej, så du ved at betalingen er blevet noteret. En forum-PB er også fint i stedet for en sms.
Betaling bedes foretaget umiddelbart efter tilmelding.
Hvis man vil brug bankoverførsel, så skriv venligst en PB (personlig besked via forum) til Elway som så oplyser kontonummeret (vi vil ikke have kontonummer ude på disse halv-offentlige sider, så det foregår altså via PB, eller SMS til MobilePay nummeret)
Husk at skrive BÅDE dit forum-brugernavn OG rigtige navn (fx “Elway/Morten Lyng”). BÅDE ved tilmelding (linket) OG i beskedfeltet ved betaling (uanset om du bruger MobilePay eller bankoverførsel). Ellers kan det være en udfordring at parre betalinger med forum-brugernavn….!
Hvis du tilmelder en ikke-bruger (dvs en gæst), så skriv: ”[Dit brugernavn] / gæst”. Lav en selvstændig tilmelding for hver deltager. Vi henstiller til at man i den første uge af tilmeldingsperioden max tilmelder en gæst per medlem. Dette af hensyn til etablerede forummedlemmer. Fra 28. Januar (efter den første uge), kan man så tilmelde eventuelt øvrige gæster.
Venteliste:
Hvis du er på plads 51 eller derover på tilmeldingslisten, skal du ikke betale med det samme, men er på venteliste ift evt afbud. Du vil blive kontaktet, hvis en plads åbner sig op og du er først på ventelisten.
Tilmeldingen er først gældende, når man har gjort både punkt 1 og 2 ovenfor – og foregår kun ad denne vej. Tilmeldingen er også betinget af, at den foretages senest 17. marts. Tilmeldingen er bindende. Dvs at hvis man bliver forhindret, vil der ikke blive refunderet noget. Men - styregruppen vil naturligvis være behjælpelig med at forsøge at afhænde pladsen til anden side. Hvis det lykkes, vil refusion af deltagergebyr (helt eller delvist afhængigt af pakkevalg og om ny deltager vælger samme eller dyrere pakke) finde sted.
Hvis der er særlige forhold, der skal tages hensyn til (vegetarmad, allergi o.l.), så notér det i kommentarfeltet nederst på tilmeldingsformularen. Eller via PB til Elway.
Andre informationer
Man er desuden meget velkommen - ja, faktisk stærkt opfordret - til at medbringe hjemmebag til eftermiddagskaffen. Der kommer en “kage-tråd” i dette underforum snart.
Har du spørgsmål ift lige netop din tilmelding, så overvej lige at skrive en PB direkte til Elway i stedet for i denne tråd.
Vi håber at se rigtig mange til et spændende og hyggeligt træf - som altid!
hilsen
KenRas, Captain Phoenix, Elway