Nu fortjener dine spørgsmål lige et svar!
Ja, det er Chris Isaacks Wicked Game der putter sig.. det gjorde den også i brugtafdelingen, og lod sig selv afsløre efter jeg havde hapset Ziggy Stardust pladen
Cat Power Covers ér fed, selvom den er et plaster på såret for at jeg købte en ridset Jukebox i 2008, som jeg måtte returnerer for så aldrig at få en ny
Portishead Roseland NYC Live er for mig lyden af mine gymnasieår, og en plade jeg knus-elsker og gang på gang har måttet sande manglede i samlingen.
Jeg synes generelt det kan være svært at købe plader i butikker, så jeg har udviklet en lille kaosmetode, der synes at virke fint - måske andre har lign?
Hvis jeg går ind i en pladebutik er det typisk første der rammer, en følelse af at være overvældet og ikke helt vide hvor jeg skal begynde, så det bliver typisk bare de samme velkendte kunstnere jeg allerede har skamlyttet til og derfor er øverst i den mentale liste indtil jeg har en stak på 5+ plader hvorefter jeg går dem igennem og egentlig ikke rigtigt gider nogen af dem.
Så istedet er det nu blevet langt mere kaotisk; jeg kaster mig over tilbudskasser eller "nye udgivelser" og ufiltreret hiver jeg alt op jeg synes ser spændende ud, jeg mangler eller på anden vis lige "springer frem" - indtil bunken har ramt et spiselig økonomisk grænse og så er det at købe og gå ud. På den måde fjerner jeg "filteret" - det logiske, snusfornuftige og kedelige "
arh, men mangler jeg den nu også" som lader til at være mere en hindring på at opdage nyt, end at tjene et godt formål...
Og dét var præcist hvad der skete i Beat:
Langt de fleste nye plader var fra Tilbudskassen som jeg kastede mig over, på nær Portishead som stod der og gjorde sig til på enden af en pladereol og derfor "sprang frem". og Arctic Monkeys som var i den tilstødende Records Store Days kasse... Efter at have fyldt armene, så jeg Brugtafdelingen, og denne skulle jeg besøge fordi His067 var forbi her I Kulhuse hvor han fortalte indlevende om King Crimson's lark Tongue in Aspic og dens høje dynamik i produktionen. En oplevelse som åbenbart ikke rigtigt lader sig gælde på den version jeg allerede ejede - så en tidlig Pink Island version var målet for at gå i kælderen.
At der så kom Discipline med, var fordi His067 omtalte den i et indlæg inden træffet som et potentielt album at lytte til og sammenligne med.
Mens jeg var i brugtafdelngen stod Ziggy Stardust og kiggede på mig, og ligesom Aladdin Zane mindede de mig om at min David Bowie samling jo mangler netop dé vigtige indspark, så de kom medi bunken.
10 min efter jeg gik ind, var jeg i kassen, ekspedienten kommenterede med et "Dét var godt nok hurtigt" og jeg spurgte efter "We get requests", betalte og flygtede over Enghave plads, mod metroen, lejligheden og min pladespiller.
: tirs 29. apr 2025 11:05
