Spørgsmål til de elektrisk begavede:
Jeg har fået mig et vidunderligt Beocenter 9300, som arbejder i 8 ohm, og har et sæt Beovox 2400, som er 4 ohm, og et sæt Beovox s60, som er 4-8 ohm. Beocentret har kun udgange til ét sæt passive højttalere. Min vision går ud på at slutte begge sæt højttalere til via en splitterbox ... men min bekymring er, at det måske er en dårlig ide på grund af de forskellige slags ohm. Jeg ved INTET om elektricitet. Skal tilføje, at jeg dog ved, at jeg skal være forsigtig med at slippe den store forstærker (angiveligt 80 W, men reelt vist nok kun det halve) løs for fuld knald på 2400ernes spinkle 20/35 W. Det hele skal stå på mit skrivebord som en slags muligvis ejendommelig, vintage nearfield-løsning, og jeg er 66 år og har ikke brug for at spille afsindigt højt. Det er mest Mark Knopfler og Dylan og beslægtede, men jeg kan godt lide, at musikken fylder. Spørgsmål: Bør jeg lade være med at eksperimentere med de gamle 2400ere og i stedet finde f.eks. endnu et sæt s60ere eller tilsvarende? Eller skal det nok gå alt sammen, selv om det hele elektrisk set er en smule ... ja, hvad det nu hedder på fagsprog? I øvrigt har jeg faktisk ikke hørt 2400erne endnu, og det er muligt, at de diskvalificerer sig selv allerede ved prøvelytning, fordi de trods alt er et par ældre piger, som jeg forelskede mig uden at vide, hvordan de synger. Håber, nogen herinde vil vejlede mig.