'Voicing', tilpasning, equalisation eller hvad det nu hedder

[his067]

Jeg faldt over dette diagram på nettet, som synes at vise hvordan en lydmand hører/ser frekvensområderne.

A producers pov.jpg

Da jeg jo er faldet helt af vintage-vognen med min forstærker i stuen (bare rolig: jeg har stadig mine Sansui ting!), tænkte jeg, at det kunne være spændende at lege med ganske svag EQ på mine højttalere, om ikke andet så for at opleve hvor meget/lidt, der skal til for at forandre lydoplevelsen/naturligheden i gengivelsen.

Som et første forsøg har jeg lavet en low-shelf ved at hæve ved 120 Hz med én dB. Jeg kan ikke umiddelbart høre en tydelig forskel, men det er sørme rigtigt at lyden er lidt 'varmere'. Næste trin er nok at se om jeg kan få den fremragende (men også lidt overvældende) raspen fra bladet på en saxofon frem som jeg hørte i Hald på de store La Scala horn.


Hvad siger lydfolkene? hvad er jeres erfaringer med den slags ?

[Fredmarantz]

Hej his067!

Jeg har, som vi efterhånden nok ved, masser af erfaring med den slags. Det er ikke så enkelt at udbrede sig kort og præcist, da dette rummer mange faldgruber og misforståelsesrisici.
Normalt kan man i Live-venues ikke høre, om man skubber lidt til et frekvensområde med 1 dB. Ved 2-3 dB begynder man at kunne høre det.
Hvis du gerne vil høre lidt mere "blad-rasperi" fra sax'en. - så ville jeg øge området omkring 1,6K - 2,0K med et par dB. Dette vil samtidig medføre, at sax'en kommer til at lyde en smule mere "nasal" oven i købet. Vær dog opmærksom på, at alt andet i musikken også får denne øgning i området - når det foregår på dit anlæg, formoder jeg. . Der ville det have været komfortabelt med en mange-kanalsmixer, hvor bemeldte sax havde sin egen kanal og paramtriske EQ - så du kunne isolere EQ-til sax'en alene.

Det optimale ville være en parametrisk EQ med variabel filterstejlhed (helst pr. kanal), hvor du ved scanning kunne finde stedet, hvor "bladet" lød allerbedst - og så justere dette til du synes at var perfekt.

Har man så ikke denen mulighed, så vil det blive et kompromis - men jeg ville forsøge med at hæve området omkring de 2K med et par db og håbe, at andre dele af lyden ikke led skade herved.

tilføjelse: Et sax-blads raslen involverer temmelig mange frekvensbånd- så liiige det med at ramme de 2K vil påvirke lyden af bladet, men der er store dele af "blad-lyden", der ikke påvirkes ved dette. bladet har en "grundlyd" - og den suppleres lifligt af en masse overtoner- og man kan såmænd godt påvirke bladlyden helt oppe ved 6-8-10K, hvis man vil. Her vil der bare optræde mere diskant og luft i dens lyd - og sax-lyden vil nok samlet komme til at lyde alt for spids.

tilføjelse MKII: Kompression - uden at anvende EQ, kan også påvirke dette "blad-rasperi" ganske betragteligt. I pladeindspilninger vil kompressionen i sig selv være nok til at vi kan følge med i "alle de pneumatiske og hydrauliske fænomener" som forgår i sax'en under drift.

Vh
Freddy

[hificlassic]

Jeg købte jo en Technics SH-9010 parametrisk equalizer af Hasse her fra forum, venligst leveret af Hackenberg på træf. Den fungerer virkelig godt og er nem at justere ind så frekvenskurven bliver mere flad.
Min AGI 511 forforstærker har equalizer ind/ud og jeg kan ikke høre at equalizeren gør noget negativt ved lyden eller dynamikken når den er switched ind.
Desværre er begge lamper sprunget og jeg vil gerne have hjælp til at finde to nye pærer så jeg kan få gang i loddekolben

[his067]

Mange tak for indspark, Freddy.

Jeg har længe undret mig over at tyskerne har en uddannelse til 'Tonmeister', men efter at have oplevet den store forskel i 'impact', som en enkelt dB kan gøre, er jeg begyndt at forstå, hvordan og hvorfor de bruger den betegnelse på en iøvrigt lang uddannelse.At Især Deutsche Gramophon lavede nogle forfærdeligt tørre og kedelige multi-track indspilninger i halvfjerdserne demonstrerer jo så også, at man ikke kan læse sig til alt, og at man skal bruge hjerne, ører og hjerte, også når man laver lyd.

Lyngdorfen har (foruden 'Roomperfect') også muligheden for fire forskellige slags filtre, som brugeren kan vælge i op til ti positioner: High Pass, Low Pass (til delefilter), High Shelf, Low Shelf, og parametriske filtre. for hver af disse filtre kan man stille stejlhed (Q-faktor) og forstærkning/Gain. To af dem er deciderede delefiltre, men der er ti positioner som brugeren så kan fylde med filtre til deres hjertes lyst. Den har også muligheden for at indføre en limiter (beskrivelsen af den for mig til at tænke at den er et Soft-clipping kredsløb. Noget i retning af NADs løsning på problemet?). Så der er jo nok at lege med.

Lyngdorfs filtre vil nok mest være en brugbar måde at kompensere for gamle historiske frekvenskurver/spillestandarder (Decca/FFRR, Columbia, NAB, etc).

Jeg må jo prøve mig frem.

[hificlassic]

Hej Frederik
Jeg havde på et tidspunkt en Marantz PH-22 som har forskellige indstillinger som måske er det du søger.
Den har Europæisk pre-RIAA kurve, amerikansk pre-RIAA, RIAA og mono som jeg husker det.
Det hjalp virkelig meget på mine gamle blues og jazzplader at kunne afspille dem med amerikansk pre-RIAA indstillingen

[hificlassic]

Og som sagt kan min UREI 1122 phono preamp også indstilles til andre kurver, men det er indeni vha potmetre. Den er noget billigere at finde end Marantz PH22

[kbekke]

Jeg købte for snart en del år siden den famøse og vistnok nu udgåede Reckhorn B2, som er specifikt beregnet til at håndtere det område, som typisk udgør den største udfordring både indenfor hjemme-hifi og for den sags skyld træf i Riddersalen på Hald:

Nemlig bas-området.

https://reckhorn.com/media1/Bedienungsa ... terung.pdf

Den består dels af et variabelt high-pass filter og en equalizer med variabel angrebsfrekvens mellem 20 og 120 Hz.

Apparatet har flere anvendelsesmuligheder f.eks.:

-Tæmning af ukontrolleret bas-gengivelse i rum, der er utilstrækkeligt dæmpede eller hvor højtalerne ikke kan placeres optimalt.

-Forstærket bas-gengivelse fra små højtalere f.eks. to-vejs reolhøjtalere eller fuldtoner.

-Som "delefilter" i forhold til satellit-højtalere, hvor bas-området i stedet varetages af subwoofer(e).

Mest har jeg dog brugt den som en slags for-forstærker med "udvidet tonekontrol" ifm. hovedtelefon-lytning gennem separate (rør)effektforstærkere. Reckkhorn'en er ikke et top-notch hi-end produkt og den giver, i hvert fald for mig en, indbildt eller reel, svag degradering af lyden. Den kan heller ikke noget, man ikke kan opnå med DSP eller en traditionel analog equalizer. Men den gør det, den er beregnet til og man behøver ikke at være uddannet "Tonmeister" for at betjene den.

Det mærkeligste - og det gælder også for almindelige tonekontroller - er dog, at når jeg en sjælden gang bruger dem, så ender jeg som regel op med en eller anden setting, som jeg har ræsonneret mig frem til må være den "rigtige" - og også synes lyder rigtigt eller i hvert fald fedt. Men efterhånden som tiden går, så sker der alligevel det, at indstillingerne stille og roligt lister sig tilbage for til sidst at ende i "neutral" position.

Hvorefter jeg bliver enig med mig selv om, at jeg nok slet ikke har brug for at EQ'e alligevel og pakker Reckhorn'en væk igen

Konklusionen for mig er, at EQ nok først og fremmest er brugbart i forhold til at afhjælpe problemer, der ikke umiddelbart kan løses på anden vis. Sekundært kan man - og det må man godt - shape sin egen "lydsignatur" f.eks. i forhold til om man hører klassisk, intim jazz, techno eller højspændt stadion-rock. Personligt vil jeg gerne høre tingene, som de er og dermed også gerne de "fejl og mangler", der måtte være ved en given optagelse. Forskellen mellem Phil Lynott's vildt overdrevne mudder-bas på "Life/Live"-albummet, sammenlignet med den meget overdubbede og polerede "Live And Dangerous" er for mig netop en del af udtrykket og dermed oplevelsen.

Og ja, i det her tilfælde foretrækker jeg helt klart den beskidt-lydende "Life/Live"

IMG_1681.jpeg

Men jeg er også godt klar over og respekterer fuldt ud, at der er dem, der måske har et andet lyd-ideal.

Happy EQ'ing

[ralphandersen]

En sidebemærkning:
Da vi ved presningssammenligningsarrangementet sammenlignede 5 forskellige presninger af "All Blues" fra Kind of Blue, var der en to-tre presninger hvor man ikke kunne høre blad-raspen, en hvor man kunne høre det på den ene sax og kun en hvor man kunne høre det på begge. Optagelse, produktion og presning spiller altså også en rolle.

En til sidebemærkning:
Jeg begyndte først at kunne høre blad-raspen da jeg fik cellehorn med kompressionsdrivere til mellemtonen. Det kan selvfølgelig være fordi hornet fremhæver et bestemt frekvensområde, men det kan måske også være fordi kompressionsdrevne horn forvrænger mindre?

Tredje sidebemærkning:
Jeg bliver altid så glad når jeg kan høre blad-raspen: Udover at det lyder fedt, må mine højttalere jo så være velopløste i mellemtonen (eller også fremhæver de den bare Hvis man man bliver træt af at lytte i lang tider det jo nok mest det sidste.)

Sidste sidebemærkning:
Jeg synes det er utroligt svært at bruge equalizer og jeg kan godt forstå at man skal have en lang uddannelse og meget erfaring for at blive god til det. At lytte, huske og vide hvordan det skal lyde, når det lyder korrekt, samtidig med at man ved, hvad der skal skrues op og ned for, er helt sikkert ikke bare sådan. Og så er der jo også faseforholdene....

[Dan63]

Hej Frederik.

Det er noget lidt pudsigt med tilpasning af lyden.
F.eks. havde jeg for en del år siden en Luxman L560, som er udstyret med nogle ret avancerede tonekontroller. Dog fandt jeg hurtigt ud af, at disse havde en uheldig påvirkning af lyden. Lige så snart tonekontrolskredsløbet blev koblet ind "klaskede" det ellers fantastiske lydbilledet sammen så en pæn del af dybdeperspektivet forsvandt.
Jeg tror man bør finde frem til det udstyr, som gengiver musikken på en måde, der taler til en.
Der kan selvfølgelig være akustiske forhold i ens lytterum, der påvirker meget, men jeg tvivler på man kan fjerne disse af elektronisk vej uden at det giver nogle andre indvirkninger på lyden.
Her tror jeg akustikregulerende foranstaltninger vil være en bedre vej.

Held og lykke med dine eksperimenter!

De bedste hilsner Dan

[his067]

Det her med at få styr på rumresonanser kan jo give bagslag:

En af mine absolut favorit-sange med Little Feat er 'Long Distance Love' på The Last Record Album. Det er en sød,, smertefyldt sang om forgabt kærlighed (surprise, surprise!) med nogle beskrivelser der går lige i hjertekulen, selvom de ikke er den store poesi:

Her toes, they were so pretty
and her laugh so sweet
I wonder does she know
does she know she hurt me so?
But no matter what I do
I even pray to heaven above
all I ever get from her
is long distance love

Her er det så--i omkvædet (But no matter what I do...)--at der er en særligt dyb Fender bas på ordet 'matter' som altid stod frem, som om lige netop den tone var blevet særligt hårdt slået an. Jeg altid syntes at netop den ene tone og den måde Kenny Gradney spillede hele omkvædet var sådan et fint udtryk for den melankoli og længsel som sangen rummer.

Så det er med ærgrelse, at jeg må melde, at dette særligt følsomme og sensitive bas-akkompagnement nu efter RoomPerfect er forsvundet. Det viste sig, at det var blot en drøm (eller rettere, at det var bare en rum-resonans).

En skuffelse, ja....men jeg holder stadig meget af sangen

[ralphandersen]

Og så er det man skal vælge om det skal lyde fedt, følsomt, kraftigt, sejt eller om det skal lyde korrekt. Igen: All Blues lød forskelligt i alle 5 presninger, men hvis man ikke er sikker på hvilken der var mest "korrekt", kan man så ikke bare vælge den man synes bedst om? og i forhold til din plade bare ignorere at rumkorrektionen siger at det skal lyde anderledes.

[his067]

Selvfølgelig kan man det (og heldigvis kan rumkorrektionen slås fra!)